Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3465Visninger
AA

20. 20

Den næste morgen gemte vi Raket under Julies seng sammen. Hans horn var for store og han havde brug for hjælp til at få dem passe skråt derinde. Det var et to mandsarbejde, og jeg måtte indrømme, at jeg havde ingen ide om hvordan hun selv havde, kunne formå at klare det helt selv. Eller også var det fordi at jeg var så træt at jeg ikke kunne koncentrerer mig. Efter midt mareridt, eller trance, eller hvad det nu havde været, havde jeg ikke kunne få lukket et øje hele resten af natten, I frygt for at skulle opleve endnu et af de gruopvækkende forestillinger. Aldrig i livet at jeg skulle drømme om at lægge i seng med djævelen, eller hvad det ellers var han kunne finde på. Efter vi havde fået Raket til at passe nede under sengen, gjorde vi os klar og gik ned i spisesalen. Jeg var konstant bange for at en blandt de mange superbiaer, skulle anmelde vores forbrydelse. Selvom at jeg inderst inde godt vidste at jeg blot var paranoid. Jeg smagte på min klistergrød i dag. Trods den manglende smag og klamme konsistens, endte jeg med at spise det hele. Jeg var blevet uendelig sulten siden det sidste måltid jeg havde fået var hos kinamanden i modulet i går. Bag efter gik vi til time. Jeg ledte efter døren med mit navn, og trådte ind i, hvad der så ud til, at være en krigszone. Der var grus og støv overalt, og de lysebrune stenbygninger, lå i ruiner. David og Liss trådte ind ad døren bag mig, sammen med luxuria og acedia. ”Jeg tænkte også, hvornår denne scene ville komme,” mumlede Liss. Hun stillede sig ved siden af mig sammen med David. Sammen stod vi klar til at klare hvad det end var djævelen havde planlagt for os i dag. Kraptylen manifesterede sig som altid. ”Det er djævelens ordre at…” Han stoppede. En rød plet midt på dens krop, hvor dens hjerte burde være, hvis bæster som den havde et, begyndte at brede sig. Kraptylen hev efter vejret. Tog sig til brystet. Og faldt til jorden med et brag, så støvet stod omkring den. En chokbølge gik igennem os alle. Jeg hørte gisp her og der. En sort skikkelse kom til syne et sted længere henne af det der engang havde været en vej. Man kunne det at skikkelsen bar et tørklæde rundt om munden, nok for at beskytte sig for alt det meget støv. ”Pas på,” råbte jeg, siden jeg med mit skabe øje havde formået at være den første til at se personen. Skikkelsen foran os trak noget frem, der let kunne ligne en pistol. Jeg prøvede at dække mig, men vi var blevet placeret midt på en stor plads, omringet af store bygninger. Det var som om djævelen havde planlagt en massakre. Personen gik nærmere og jeg lagde mærke til at det var an mand. Flere mennesker dukke op omkring mig. De stillede sig alle klar med deres pistoler rettet mod den lille gruppe af syv mennesker. Nogen stod på tagene af bygningerne, andre inde i husene og nogle helt tredje stod på samme plan som os. Alt for tæt på af, hvad der var behageligt. Jeg vendte mig om og prøvede at gå den modsatte vej der hvor de stod. Men de var overalt. Der var ingen måde at vi kunne overleve dette. Jeg var ikke helt sikke på, hvad vi kunne lære af dette. Måske manglede djævelen bare noget underholdning. Det ville ligne ham. Jeg så igen ned på skræk eksemplaret af kraptylen. Mon vi også ville ende som den lige om lidt. Med vidt åbne, alligevel døde, øjne. Blodet fra dens næsten gennemsigtige brystkasse, havde bredt sig yderligere, og lå nu som en pøl under den. Jeg gyste. Der måtte da være en anden måde ud herfra. Mit blik fløj rundt til de forskellige gyder, men de så alle ud til at været spærret på en eller anden måde. Selv dem der havde været åbne for kort tid siden. Jeg hørte en klikkende lyd. Jeg så hurtigt op mod huset af taget, hvor den klikkende ly kom fra. Et brag lød. Jeg så til siden for mig, og så Liss livløse krop. Pludselig forstod jeg hvordan Hun havde haft det i går, da hun så mig ligge der på jorden. Med døde øjne, som et forsvundet råb om hjælp. På den anden side af mig faldt David. Jeg skreg. Hvordan kunne jeg snart ikke blive vandt til djævelens sindssyge lege og lektioner? Tre brag lød yderligere, sammen med tre børn fra gruppen faldt til jorden. Inklusiv mig. Jeg blackoutede. Verden forsvandt for mig igen, og jeg mærkede for tredje gang hvordan det føltes at dø. En følelse, jeg ligesom resten i denne verden var blevet uendelig træt af.

Denne gang var det knap så slemt at stå op fra de døde. Først var alt sløret som før. Der efter hørte jeg djævelens lokkende stemme, og hans hånd der aede min kind. Jeg var for træt til at gøre modstand, trods drømmen fra i går. Da jeg fik synet helt tilbage igen, så jeg ind i et par ravgule øjne, som forventet. ”Godmorgen Anna. Hvordan var din time i dag?” Jeg så olmt på ham. ”Det mener du ikke. Du vil seriøst ikke have mig til at svare på det vel. Tror godt du kender svaret.” Jeg strakte mig og satte mig op i hans chaiselong. Den var egentlig meget behagelig at sove på. I hvert fald bedre end sengen i superbia-sektionen. ”Jeg er ked af den måde jeres modul skulle ende på.” Sagde han med noget der lignede oprigtighed i stemmen. ”Lad os sige at jeg løb ind i nogle mere… Tekniske problemer.” Jeg rullede øjne af ham. Forhåbentlig kunne han godt selv se hvor dårlig en undskyldning det var. ”Hvor vågner de andre egentlig op?” Jeg prøvede at lade hver med at tænke på at jeg var den eneste der igen vågnede op i djævelens private gemakker. Selvom tanken alligevel var smigrende i sin egen forskruede grad. Djævelen så ud som om han tænkte sig godt om, selvom spørgsmålet ikke havde været særligt svært. Han havde vel styr på sine indsatte. ”Det er vel lidt rundt omkring. Nogen i sin seng på sit værelse. Andre, mere specielle steder store vin drikker. Der var vigtigere ting her i livet end alkohol. Jeg rystede på hovedet. ”Så bliver det denne her.” Sagde han og fandt som sædvanlig en gammel flaske rødvin frem, hvor derpå stod 1714. Han hælde den røde drik op i to krystalglas, og jeg fik den ene i hånden. Væsken smagte mig. Den virkede lige så opkvikkende som den havde gjort den første gang. ”Nå,” begyndte djævelen. ”Vi har stadig noget tid før det næste modul.” Han satte sig ned ved siden af mig. Jeg lod ham modvilligt gør det. ”Hvad vil du så snakke om?” Han virkede som en journalist på sit første interview. Jeg så undrende på ham. ”Hvad mener du?” Han trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Jeg vil bare vide hvad du gerne ville snakke om.” Jeg rystede opgivende på hovedet. Sp mit blonde hår fløj fra side til side ”Det kan du da ikke bare sige. Det var dig der ville have mig her. Desuden er du også værten.” Sagde jeg bestemt. Han nikkede. ”Nuvel. Så bestemmer jeg at vi skal snakke om mig.” ”Om dig?”Spurgte jeg, mere oprevet end jeg egentlig var. ”Ja, det kan vi vel lige så godt.” En kort stilhed fulgte, men djævelen prøvede at sende mig en slags signal med øjne som jeg ikke helt forstod. ”Kom nu, spørg om et eller andet.” Sagde djævelen efter et stykke tid. Jeg tænkte så det knagede. Det var ikke hver dag at jeg som sådan interessere mig for et menneske som sådan. Hvad kunne man spørge om? ”Hvor mange mennesker kommer i helvede om dagen?” Spurgte jeg efter et stykke tids tænkning. Nok ikke det mest passende spørgsmål, men, for at være helt ærlig, var det faktisk noget af det jeg havde gået og grublet over. Djævelens ansigtsudtryk afspejlede den samme humor, som jeg følte omkring spørgsmålet. Han grinte let, og kørte hånden igennem hans kulsorte krøller. ”Ja, ja. Jamen hvis det er det af alt i verden som du gerne vil vide, så skal du da have svar: Cirka en million tror jeg, sidst jeg tjekkede. Det er ikke lige mig der står for at holde regnskab, ser du nok.” Så snart han havde svaret, fortrød jeg mit spørgsmål. ”Må jeg stille et nyt?” Spurgte jeg og viftede med øjenvipperne, som jeg plejede at gøre med lærerne når jeg prøvede at få en bedre karakter. Det havde overraskende nok virket utallige gange, og det skulle ikke undre mig hvis djævelen også faldt for den. ”Så skidt da,” sagde han, og tillod sig at sætte et forvildet år om bag mit øre. Per refleks veg jeg bort fra ham. Minderne fra nattens drøm glødede igen op i mig, som når man ligger et nyt stykke brænde på en pejs, der er brændt ud, og kun har efterladt sig sine gløder. Tankerne ramte mig som varme flammer mod min ud. Skulle jeg flygte? Kunne jeg overhoved flygte? Vidste han at jeg havde haft den drøm? ”Kom nu, du bad om et ekstra spørgsmål. Spørg løs.” Djævelens ord rev mig ud af mine tanker. Jeg glippede med øjne. ”Undskyld, hvad?” Spurgte jeg. Han sukkede og så på mig som om jeg godt kendte svaret. Hvilke jeg jo også gjorde. ”Når ja, bliver du aldrig træt af at være den samme stereotype?” Spørgsmålet var lige så uventet for mig som for ham. Jeg havde bare sagt, hvad det først var kommet ind i mit hoved. Han tænkte sig længe om igen. Og da han endelig talte, kunne jeg mærke at han valgte sine ord med omhu. ”Som du nok allerede ved, er jeg meget gammel. Faktisk har jeg eksisteret lige så længe som tiden har. Mange hader mig nok, og ser ned på mig, som om jeg er en skændsel.” Han lavede en dramatisk bevægelse med håndryggen på panden. ”Og ja, det kan til tider da være hårdt at være symbolet for ondskab og had. Personligt vælger jeg at se på mig selv som mere end det i blinde mennesker har for øje. Jeg tænker mere på mig selv som en morale.” Jeg synes at have fået mit spørgsmål besvaret, men djævelen så ud til at kunne lide sin egen stemme, og ham selv som hovedemnet, og fortsatte derfor med sin monolog. ”Jeg har aldrig vidst om der fandtes en gud. Det er noget i mennesker selv har fundet ud af, eller opdigtet for den sags skyld. Hvem ved, måske er jeg den gud i alle har så travlt med. Jeg har jo altid selv sagt at jeg er sympatisk. Jeg må dog indrømme at jeg aldrig har udrettet de ting i mener jeres gud har gjort. Selvom tanken om en efterkommer ikke lyder så ringe alligevel. Jeg må alligevel mene at…” Jeg lænede mig ind mod ham, og gjorde den ene ting der ville få den skabning til nogensinde at stoppe med at snakke. Jeg pressede mine læber imod hans, og fyldte kysset med så meget passion at det virkede troværdigt nok. Og som håbet, stoppede hans endeløse snak. Sukkede lettet. Djævelen lagde blidt sin hånd rundt om min nakke, og trak mig længere indtil ham. Inde i mig ringede alarmklokkerne. Jeg tror at jeg kunne finde tusinder af grunde til, hvorfor det jeg havde gang i var en dårlig ide. Men i dette øjeblik, valgte jeg at ignorere hver en grund. Det eneste der talte var djævelens krop mod min. Jeg tog en dyb indånding. Duften af brændt bredte sig. Ikke den ubehagelige, som når man brænder maden af i køkkenet. Mere som pejsen der varmer ens hus i de kolde vintre. En hjemmelvandt duft. Jeg kunne mærke at jeg tøede mere op. Verden omkring mig forsvandt, ligesom den havde gjort med David. Bare mere intenst. Som når jeg døde i en lektion. Bare mere trygt, og på samme til sindsopvækkende. Mit hjerte hamrede. Jeg kunne mærke adrenalinen pumpede rundt i mit blod. Djævelen gav mig et let skub og jeg lagde mig ned i chaiselongen. Djævelen rev sin bluse af, og afslørede en veltrænet mave i en gyldenbrun farve. Jeg bed mig i læben. Der var ikke sparet på detaljerne i denne skikkelse af skabningen. Han skulle til at kysse mig igen da han pludseligt stoppede brat op i sin bevægelse. ”Det er middagstid,” mumlede manden. Jeg så uforstående på ham. Han kunne ikke mene at hele denne seance skulle stoppe, fordi en flok teenagere skulle spise grød?! Og mig der havde ofret så meget på dette. Jeg blev stædig. ”Om det så var klokken to om natten kunne jeg ikke være mere ligeglad. Hvordan er det du prioritere dine muligheder?” Næsten råbte jeg ad ham. Han tyssede på mig, stadig uden at se mig ind i øjne. Jeg prøvede gnavent at fortælle med mine øjne at jeg var dybt utilfreds, men det var lidt svært når han ikke så mig. Han fandt en silke kimono frem, i farverne rød og sort, fra skuffen i sit skrivebord og trak den over sin nøgne overkrop. Dog beholdt han den åben. ”Hvad laver du?” Spurgte jeg, som stadig lå på chaiselongen. ”Ud på et kort ærinde. Det er meget vigtigt at du ikke forlader dette rum før jeg kommer tilbage. Du er velkommen til at smage på min vin.” Og med de ord forlod han rummet i en hast.

Jeg så måbende efter ham. Sådan behandlede man ikke en pige af min slags. Og havde han virkeligt troet at jeg ville vente på ham her på værelset som en anden prinsesse? Glem det. Jeg rejste mig fra chaiselongen, og fulgte efter djævelens skikkelse. Jeg næsten løb efter ham for at kunne nå at se hvor han gik hen før han drejede om hjørner. Dette mindede mig om første gang jeg rigtigt lærte Liss at kende. Forskellen var bare at godt kendte djævelen, og vidste at han, i forhold til Liss, ikke var sådan en man kunne løbe om hjørner med. Men jeg prøvede alligevel. Først drejede han til højre efter gangen til hans kontor. Derefter tog han to skarpe sving til venstre, og så… ”Selvfølgelig ville du ikke vente, som jeg bad dig om.” Han rullede med øjne, og jeg lavede et demonstrativt kast med håret. ”Selvfølgelig ikke.” Bag djævelen opdagede jeg to kraptyler komme gående. ”Ikke før du fortæller mig hvad der foregår, siden du har så travlt.” Han så på mig som om jeg var den mest ligegyldige ting i verden. ”Du skal bare blande dig uden om. Svære er det ikke.” Jeg følte mig fornærmet. Tænk at han kunne finde på at behandle mig på den måde Efter alt hvad jeg havde gjort for ham. En af kraptylerne greb ud efter mig. Jeg trådte den over dens store behårede fod, så den trak sig væk igen med et sæt. Raket havde lært mig at deres største svaghed lå i fødderne, og styrken i armene, hvilket var praktisk, fordi vi mennesker åbenbart først gik efter arme og overkrop, når man slås. Jeg så igen ind i djævelens orange, gule øjne. ”Fortæl mig nu, hvor du skal hen. Svære er det ikke. Det er jo ikke fordi jeg kan gøre noget ved det jeg får at vide.” Jeg tillod mig selv et kast med håret for min fremragende grund. Djævelen sukkede. ”Fint, men sig ikke at jeg ikke advarede dig.” Hans mundvige gled opad i et lusket smil, mens han så mig dybt ind i øjne. ”Jeg er på vej over for at henrette Avaritia fra din gruppe.” Sagde djævelen nonchalant og vendte sig om, og gik. Det tog mig et sekund at huske hvem avaritia var. ”Hvad?” Fløj det ud af mig. ”Du kan ikke bare dræbe David.” Jeg hørte min stemme blive helt skinger. Han vendte sig om. ”Du har ret. Der er ikke så meget du kan gøre ved det nu, hvor du ved det.” Han drejede om på hælen igen, og fortsatte sin gang ned ad gangen. Tilbage stod jeg med en kraptyl på hver side, og et håbløst ønske. Jeg følte mig helt flov. Mens jeg havde hygget mig i djævelens hule, kæmpede David for sit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...