Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3462Visninger
AA

19. 19

Den næste dag gik overraskende hurtig. Jeg begyndte at vende mig til livet i helvede. Ikke ensbetydende at jeg faktisk kunne lide det. Det første jeg så da jeg trådte ud af superbia-sektionen var Liss i den røde kjole, der kom løbende imod mig. ”Anna, er det dig? Er du okay.” Jeg lavede et kast med mit blonde hår, men ikke på den arrogante måde. ”Selvfølgelig er jeg okay. Hvad skulle der dog kunne ske med mig.” Lige som jeg havde sagt de ord, kunne jeg godt se på Liss at hun kunne nævne op til flere ting der kunne have sket med mig. Jeg grinte let for mig selv. Hun havde faktisk bekymret sig for mig. Hvor kært. Denne dag havde vi haft moduler i en labyrint, og om eftermiddagen på en scene. Det havde nok det bedste modul indtil videre. Vi havde, skulle spille forskellige roller der hver besad en synd. Jeg havde eget den scene. Jeg gik derfra med et smil på læben. ”Hvad så David, ” grinte jeg, ”hvad synes du så om mine skuespillerrevner?” Jeg lavede en karikeret buk for ham, som om jeg var en royal fra attenhundredetallet. Han smilte med hans skæve drengerøvssmil. ”Fantastisk som altid, min frue.” Jeg grinte af hans fjollede accent, der klædte mit buk. Vi gik hånd i hånd ned ad korridoren. I det øjeblik havde jeg fuldstændig glemt hvor jeg var. I det øjeblik føltes det som om jeg igen var en skolepige, med et helt normalt liv. Men det virkelige liv indhentede mig hurtigt igen, og jeg kom tilbage til virkeligheden. Vi stod ude i hvad de kaldte udendørsarealet. Først nu lagde jeg mærke til at der ikke var nogen rigtig sol. Det gav vel også mening, nu da vi befandt os nede i helvede. I stedet kom lyset fra den orange lysende lava. Jeg så op på landskabet bag skolen, mens jeg stadig holdt godt fast i Davids hånd. Tænkt at der bag disse klipper, var folk der havde det endnu værre end mig, og kraptyl-landsbyer, og hvem ved hvad der ellers eksisterede af øer. David så på mig. ”Hvad kigger du på?” ”Åh, ikke noget særlig. Jeg stod bare og funderede over hvad der mon fandtes bag disse fængslende klipper.” Sagde jeg dramatisk. Jeg havde stadig lidt af skuespilleren siddende inde i mig efter teatermodulet. ”Jeg tror det fortsætter for evig.” Sagde David. ”Klipper og lave i uendelighed.” Jeg så olmt på ham. ”Hvor er du romantisk.” Sagde jeg og daskede til hans brystkasse. Han prøvede at undvige, men fejlede. ”Så jeg er ikke romantisk nok,” sagde han eftertænksomt. Inderst inde, håbede jeg at han ville holde om mig, og kysse mig intenst nu. Midt i udendørsarealet, foran alle menneskerne. Men af ren erfaring, havde jeg lært at man ikke skulle have sine forhåbninger for højt op når det gjaldt David. Han havde en trist tendens til at skuffe. Så mærkede jeg en arm rundt om mit liv. Jeg så op, og stirrede ind i Davids grønne øjne. Han smilte med et frækt, men på samme tid alvorligt, smil. ”Nu skal du passe på at jeg ikke bliver for grådig.” Han pressede sine læber mod mine, og jeg kyssede igen. Folk omkring os begyndte enten at huje eller sukke. Igen mærkede jeg følelsen af hele verden der forsvandt for mig. Intet helvede. Intet kaos. Kun mig, og lidt af David og hans fantastiske kys selvfølgelig. Først kunne jeg mærke hans bevægelser blive mere grove, og besidderiske. Jeg trak mig langsomt væk. Han strammede sin greb om mig, og tvang mig til at blive. Efter et stykke tid slap han selv taget af mig. Forpustet stod vi begge, midt på den store plads, mens en forholdsvis stor gruppe unge havde stimlet sig sammen om os, og stod nu og klappede. En smule akavet, men alligevel en rar omgang opmærksomhed. Vi så ud på dem, og prøvede med blikket at fortælle at de gerne måtte gå nu. Det ville ikke være så heldigt at blive kendt som hende der både kyssede med djævelen og David. Desværre troede jeg allerede at det var sket. Jeg så igen ind i Davids fortryllende øjne. Det kunne vel være lige meget nu. Han kunne mene hvad han ville. En følelse af sejr fulgte med den tanke. Jeg var ikke hans dukke. Han kunne ikke bestemme over mig, eller mine følelser for den sags skyld. Jeg kyssede ham en anden gang. Bare lige for at understrege min pointe. Denne gang havde David endnu lettere ved at styre sin grådighed. Jeg blev helt stolt af ham. Vi satte os ned på en af de store stenblokke, der stod i midten af udendørsarealet. ”Må jeg spørge dig om noget?” Jeg så på ham. ”Alt.” ”Han rømmede sig, ”du ved godt at der kun er en af os der slipper herfra i live.” Jeg rullede med øjne. Denne snak havde jeg allerede haft med Julie og Raket. Det havde været slem nok første gang. ”Hvad er der med det? Vi har jo fået os selv dræbt en gang, så der er vel ikke noget banebrydende ved at det sker for os alle igen. Bortset fra en selvfølgelig.” Snappede jeg af ham. David gjorde store øjne af det pludselige emneskift. ”Det var ikke sådan jeg mente det. Det var bare så jeg vidste at…” Jeg afbrød ham. ”At hvad? At jeg ville huske dig uanset hvad? Det er altså kun noget der sker på film. I øvrigt har jeg kun kendt dig i et par dage.” Jeg mente det ikke så hårdt som det kom ud. Jeg ville bare gerne stoppe denne samtale så hurtigt som muligt. Gad ikke tænke mere over hvad der ventede ved den såkaldte eksame. Den tid den sorg. Vi sad et stykke tid uden at der var nogen der sagde noget før David brød tavsheden. ”Det jeg ville have sagt var, at jeg håbede at du får den ene chance. Du er den der har mest at ændre i dit liv. Hvem ved hvilke mirakler du ville kunne skabe hvis du kunne lære at tænke på andre end dig selv.” Jeg så ind i hans mosegrønne øjne. ”Men det er jo ikke den jeg er.” Sagde jeg dramatisk. Jeg vidste ikke om det jeg sagde, var sandt, eller om jeg bare var for doven til at tage mig sammen og blive ’et bedre menneske’. ”Han strøg et vildfaren hår om bag mit øre. ”Åh, Anna. Så ung. Så uviden.” Jeg grinte nervøst men jeg skubbede han hånd væk. ”Stop det der. Du lyder helt forkert.” Han smilede blot yderligere. ”Hvad er der galt.” Jeg sukkede. ”Jeg ved det ikke. Der er bare noget der ikke føles rigtigt.” Han så undersøgende på mig. ”Er du okay, min pige” ’min pige’, hans sidste bemærkning fik mig til at have det endnu værre. Hvad var det? Der var et eller andet galt her. ”Jeg har det okay.” Sagde jeg og prøvede at lade som om der ikke var noget galt. ”Nå, hvor kom vi fra?” Jeg rettede mig op på min plads i stenblokken. ”Du var i gang med at fortælle mig, hvor meget du elskede mig.” Jeg så væk og rullede øjne. ”Det har jeg så aldrig sagt. Hvad sker der for…” Min stemme døde ud da jeg så tilbage igen. Hvor David før havde siddet, sad der nu skabningen bag alle problemer i hele mit liv. Djævelen smilede tilbage til mig på samme måde som David havde gjort for få sekunder siden. ”Gå væk!” Skreg jeg af mine lunger kraft. En hånd lagde sig om min mund, og jeg begyndte at slå ud efter mig. ”Så læg dog stille.” En stemme meget langt væk, begyndte at tale til mig. Hvad var det der skete? ”Gå væk fra mig.” Råbte jeg igen. Grebet om mig strammedes. Jeg kunne nu mærke at jeg lå ned. Foran mig kunne jeg stadig se djævelens provokerende ansigt, og der var intet jeg kunne gøre for at få det til at gå væk. Jeg var spændt op af en usynlig kraft. ”Så tig dog stille pigebarn.” Stemmen kom tættere og tættere. Jeg prøvede håbløst at bevæge mig. Rundt om mig forsvandt SALIGIA, og efterlod mig i totalt mørke med intet andet end djævelen foran mig. Han hævede sin hånd, og med en enkel berøring, sendte han mig væk med en overnaturlig kraft. Jeg fløj gennem tid og sted. Mine øjne fløj op. Det første jeg så var Raket og Julies hoveder der stod foroverbøjede henover mig. ”Er hun vågen?” Spurgte Raket, ”kan jeg slippe hende nu?” Julie så skeptisk på mig. ”Det ved jeg ikke. Hvad sige du Anna?” Jeg nikkede beklemt. Langsomt kunne jeg mærke presset om min krop forsvinde, og hånden for min mund der blev fjernet. Jeg lå i min seng på mit værelse. ”Hvad skete der? Hvad laver jeg her?” Julie så uforstående på mig. ”Det er da det jeg spøger dig om. Du begyndte pludseligt at skrige fuldstændigt sindssygt. Vi prøvede på alle mulige måder at vække dig, men det var som om du var fanget i en slags trance.” Jeg satte mig op i sengen. ”Jeg drømte.” ”Det må nok mere have været et mareridt hvis du spøger mig,” invendte Rakel. Jeg nikkede for mig selv. ”Det kan du have ret i.” ”Har du noget planer om at fortælle os hvad du drømte.” Det var Julie der spurgte. Jeg var en smule i tvivl om jeg skulle sige det eller ej. På den anden side. Sidste gang jeg holdt noget hemmeligt for den pige, endte det i et skænderi. Og jeg var alt for træt til et skænderi lige nu. ”Jeg drømte at jeg var sammen med David.” Begyndte jeg, men Julie afbrød mig før jeg kunne fortsætte. ”David? Hvem er det? Lad hver med at sig at det er ham fra din gruppe med det ulækre slikhår, og der underlige grønne øjne.” Jeg så skyldigt ned i sengens madras. ”Det var da helt utroligt. Hvorfor har du ikke sagt det til mig noget før?” Julie så chokeret på mig, men jeg kunne se på hende at hun ikke var sur. ”Det var ikke det jeg ville fortælle dig, men hvis du absolut vil vide det, så har vi kysset en gang, i dag. Intet andet.” Jeg fortsatte min beretning om min drøm. ”Vi var lige blevet færdigt med vores modul. Sammen fulgtes vi ud af hovedbygningen. Vi stod og snakkede i udearealet, og det endte med at han kyssede mig. ”Jeg rødmede. ”To gange. Derefter sad vi og snakkede lidt, og det var her at jeg opdagede at der var noget galt. Han begyndte at opføre sig anderledes. Mere vulgært. Ligesom djævelen.” Jeg beskrev hvordan han fra det ene sekund til det andet havde forvandlet sig fra David til djævelen, og bag efter min kamp om at vågne op.”Det var mærkeligt.” Sagde Raket, da jeg var færdig med at fortælle. En god ting ved ham var at han ikke afbrød en ligesom Julie. ”Jeg har aldrig hørt om at djævel opførte sig sådan, at han gik ind i folks hoved. Han plejer at synes det er spild af tid at bruge på et simpelt menneske.” Jeg sank en klump. Dette lød ikke for godt. ”Enten har du lige haft et meget sindsoprivende mareridt, eller også ser det ud som om selveste djævelen har været inde og læse dit sind.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...