Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3459Visninger
AA

18. 18

Jeg blev ført gennem korridorerne og videre ud til ude arealet. ”deja-vu,” mumlede jeg på vejen. Jeg var blevet eskorteret fra time alt for mange gang til det var godt. Alligevel måtte jeg indrømme at følelsen af særbehandling ikke var så ringe. Det var deres blikke i spisesalen, da de så at jeg for anden gang gik levende fra djævelens kontor, heller ikke. Jeg satte mig ufrivilligt ved samme bord som Julie. Der var ikke så mange andre muligheder. Jeg kunne ikke lide dem, og de kunne formegentlig heller ikke lide mig. ”Så kom du.” Konstaterede Julie tørt, ”har du være inde og kæle med djævelen igen?” Jeg så forvirrede rundt. Hvordan kunne hun vide det? Jeg havde intet sagt til nogen, og djævelen virkede ikke som en der gik og hviskede i krogene. ”Så det er det i tror jeg går og laver,” sagde jeg, halvt for hende halvt til mig selv. ”Jag det må man jo gå ud fra siden du sådan slipper fra ham hele tiden.” hakkede hun. Jeg følte mig lettet. Det var blot noget hun troede, ingen fakta. Stadigt måtte jeg indrømme at det bekymrede mig en smule at hun havde fået tanken. Måske var der flere der havde fået den. På den anden side lød tanken om en kæmpe skandale der handlede om mig, ikke så dårlig. Jeg så ned i den skål med grød. ”Du fortalte mig aldrig hvad du gemte.” Julie holdt en kort pause mens hun så sig om. ”Jeg har sagt til dig at jeg ikke gemmer noget. Og hvis det skulle vise sig at jeg gjorde, har det intet med dig at gøre.” ”Jeg er bare nysgerrig du ved.” Sagde jeg og trak ordene ud, så de næsten lød helt truende. ”Hvordan ved jeg at jeg kan stole på dig,” jeg tænkte tilbage på sidste modul. Dette mindede mig ubehageligt om min anden døds episode. Uanset hvad jeg tænkte på kunne jeg ikke finde frem til en god undskyldning for at lade Julie stole på mig. Jeg kan ikke lide at der ikke er noget jeg ikke ved, virkede ligesom ikke helt. Jeg sukkede. Kunne kun se en vej. ”Fint,” sagde jeg, ”jeg fortæller dig hvad jeg skjulte for dig, hvis du fortæller hvad du skjulte for mig. Det er udmattende med alle de fjender.” Julie tænkte sig om. Det måtte være en meget stor hemmelighed siden hun gjorde så meget ud af det. Min nysgerrighed blev større. ”Nuvel.” Sagde hun efter al for lang tid. Hun så sig til siderne igen, og lænede sig derefter ind over bordet, så hun var sikker på at ingen hørte det. ”Men så skal du være diskret, og på ingen måde røbe noget til nogen.” Jeg nikkede alvorligt. Hun satte sig tilbage i stolen igen. ”Så som jeg sagde, min gruppe er bare så irriterende.” Hendes toneleje havde skiftet, sammen med emnet. Jeg forstod hendes pointe. Vi gik sammen op på vores værelse, men vi diskuterede de dummeste irrelevante emner. Så snart Julie lukkede døren, skiftede hun tilbage til hendes alvorlige facade. Hendes blå øjne borede sig ind i mine, mens hun snakkede. ”Før jeg viser dig hvad jeg gemmer, så hør lige: For et par dage siden bankede en… person, på døren. Han sagde at han havde brug for nattely, og trods den mærkelige situation, inviterede jeg ham inden for. Siden har jeg fået hele historien, men den håber jeg at han selv vil fortælle.” Det sidste sagde hun henvendt til hendes seng. Jeg fulgte hende blik, og fik øje på en bevægelse under sengen. ”Julie,” sagde jeg med uro i stemme. ”Hvad har du rodet dig ud i?” Spurgte jeg. Jeg vidste at det at have en gemt på værelset var strafbart, og at jeg ville blive involveret i det, nu da jeg fik det at vide. Det var endda endnu værre hvis min teori holdt stik. Julie sukkede. ”Ville du høre hvad jeg ville sige eller ej?”” Hun satte hånden i siden og så afventende på mig. Trods det faktum at vi var fra samme sektion, var vi som kat og hund. ”Jeg lover at jeg nok skal støtte dig i hvad-det-nu-er,” sukkede jeg. ”Rakel,” kaldte hun. ”Du må gerne komme frem. Pigen har lovet.” Jeg gispede kort. Hvad der kravlede ud under sengen, var præcis hvad jeg havde regnet med. Alligevel blev jeg dybt chokeret. Det gjorde hun bare ikke. En ynkelig ung kraptyl, nok omkring de atten i menneske år, kom til syne. Julie havde lovet mig en forklaring fra bæstet. Og det var præcist hvad jeg følte at jeg manglede. Noget der gav mening i denne absurde situation.

Vi sad på vores værelse i superbia-sektionen. Julie og Rakel sad på den ene seng, mens jeg sad rystet på min egen. ”Det hele startede som sagt for et par dage siden,” begyndte Rakel, der overraskende nok talte med en stemme der lød som en normal drengs. ”Jeg havde i flere århundrede tjent djævelen, som engle behandler gud selv. Jeg troede på hans ord, og selvom jeg nogle gange ikke kunne se meningen i hans handlinger, adlød jeg hvert et ord. Men en dag, jeg ved ikke, jeg tror at jeg indså hvem han rigtigt var. Det føltes som at vågne op fra en drøm. Jeg så hvordan han ’rensede’ folk i skærsilden, og ’belærte’ jer her i SALIGIA. Jeg så hvordan i selv, sunde unge mennesker, bukker under for djævelens illusioner.” Jeg prøvede at undgå deres blikke. Det var jo slet ikke fordi at jeg selv lige var faldet for djævelens smigr. ”Jeg stod frem. Andre skulle vide hvad jeg så. De skulle vågne op ligesom mig, og stille sig op imod djævelen. Det var bare ikke, hvad der skete. I stedet blev der sladret, og hele Djævelens hær af kraptyler er nu sent ud for at lede efter mig her i helvede. Julie var så sød at lade mig søge tilflugt på hendes værelse.” Han så taknemmeligt på hende, hun smilede kært igen og rødmede. Jeg fik kvalme. En pige som hende og et bæst som ham var noget der aldrig skulle ske. Det her var ikke ’skønheden og udyret’. Det her var den ægte verden. Eller hvad man ville kalde helvede. ”Hvor lang tid har du så tænkt blive her?” Hvis vi blev opdaget med ham, eller det, i vores værelse, kunne vi godt sige farvel til håbet om en ekstra chance i livet. ”Jeg er ikke helt sikker endnu, men det ser ud til at jeg nok skal gemme mig et stykke tid, indtil de har glemt mig, eller at jeg ikke står øverst på deres dødsliste.” Jeg nikkede langsomt for mig selv, og tænkte, det jeg lige havde fået af vide, igennem. ”Hvad sker der egentligt når man dør?” Spørgsmålet var lidt malplaceret, men det var noget jeg længe havde undret mig over. Man måtte af alle steder i verden, vide det hernede. Raket sukkede, og Julie lagde sin hånd over på hans, som for at vise sin støtte. ”Ingen ved det helt præcist faktisk. Selv ikke hernede. De fleste tror bare at alt forsvinder. Tanker, følelser, minder, det hele. Andre holder stadig fast i håbet om paradiset. Selv efter at de har oplevet dette. De mener at hvis helvedet eksistere, må der også være en himmel.” ”Hvad tror du på?” Ikke at det interesserede mig fantastisk meget, men det var nok en god ide at lære sin nye værelseskammerat lidt bedre at kende. Speciel nu hvor denne værelseskammerat ville kunne koste en livet. Tanken at melde hans tilstedeværelse til en af de andre kraptyler, eller endda djævelen, strejfede mig, men jeg skød den hurtigt ned. Godt nok var jeg måske lidt selvisk, men jeg ikke et monster. Så meget vidste jeg. ”Personligt tror jeg på et bedre liv. Ikke et paradis som de andre. Mere en slags reinkarnation. Jeg tror at man uanset hvad får en ekstra chance i livet. Måske bliver jeg en engel i mit næste liv, eller også en kakerlak, som straf for mine onde gerninger.” Jeg nikkede igen for mig selv, og tænkte det igennem, som jeg lige havde hørt. Han virkede som en man kunne stole på. Altså hvis man så bort for hans næsten gennemsigtige hud, skarpe negle, røde øjne og hornene i panden. ”Der er en til ting som jeg gerne vil bede dig om.” Hun så på mig med store bedende øjne, og jeg kunne se på hende at hun skulle til at bede mig om en meget stor tjeneste. ”Hvad er det?” Spurgte jeg med et suk. Som om hun ikke allerede havde fået rodet mig ud i nok skidt. ”Siden jeg blev sendt herind før dig, er det vel også sikkert at jeg vil tage til eksamen før dig. Efter eksamen vil jeg ikke vende tilbage. Uanset om jeg består eller dør.” Hendes store hundehvalpeøjne blev endnu større end de allerede var, hvilken man næsten ikke skulle kunne tro var muligt. ”Vil du gerne være sød at tage dig godt af Raket, og, hvis det skulle vise sig nødvendigt, hjælpe ham med at flygte.” Jeg spærrede øjne op. ”Hvad skal jeg? Hvis jeg hjælper ham med at flygte, og hvis jeg bliver opdaget, tror jeg ikke at der er grænser for hvilke straffe jeg kan blive udsat for.” En tåre løb ned af hendes kind. Hun lænede sig ind til Rakel, og krammede ham som om han var en bamse, som hun lige havde vundet, og derefter havde fået af vide at den ikke var til hende alligevel. ”Jeg beder dig Anna. Du har ingen ide om hvor meget han betyder for mig. Jeg lover at jeg nok skal stå i gæld til dig, hvis du siger, ja.” Jeg tænkte mig om. Det ville måske være meget godt at have en sådan gæld til gode. Hvem ved hvad der ville ske hernede. Og det var jo overhoved ikke sikkert at der ville være behov for at jeg skulle hjælpe Rakel ud. Måske ville han klare den fint helt selv. ”Fint, jeg lover at jeg nok skal beskytte din klamme flirt, og hjælpe ham med at flygte, hvis det skulle vise sig nødvendigt.” Sagde jeg højtideligt og sukkede. ”Altså hvis du lover at stå i gæld til mig.” Tilføjede jeg. Julie sprang op og krammede mig. Så kraftigt at jeg faldt tilbage i sengen. ”Tusind, tusind tak. Nu kan jeg møde eksamen uden frygt. Tusind tak.” Hun blev ved med at gentage ordene mens hun krammede mig. ”Rolig nu,” mumlede jeg under hendes krop. Jeg kunne virkeligt mærke at hun havde ændret sig, siden første gang vi mødtes, ellers var det bare fordi vi havde lært hinanden så godt at kende. Vi sad længe og snakkede efterfølgende. Jeg lærte en masse nyt om kraptylerne. For eksempel fandt jeg ud af at det ikke havde en mor og far, ligesom mennesket, men i stedet var de blevet skabt af djævelen. Som en slags kloner. Speciel programmeret til at adlyde han ordre. ”Jeg tror at jeg må vær et fejl eksemplar.” Sagde Raket. ”Det er du i hvert fald ikke.” Brød Julie ind, der havde sat sig tilbage på sin plads ved siden af kraptylen. Du er det perfekte eksemplar på en kraptyl. ”Det er alle de andre der burde være mere som dig, og ikke omvendt.” Det smilte begge til hinanden, og det var lige før jeg kunne se gnisterne der fløj mellem dem. Mon jeg nogensinde ville møde en der ville være lige så vigtig for mig. Nok ikke. Det gik op for mig at jeg altid havde set på folk som blot figurer, der på hver sin måde, påvirkede mit liv. Og det ville jeg nok blive ved med. Jeg vidste ikke om jeg skulle se på det som en positiv eller negativ ting. ”Hvor bor kraptylerne egentligt henne?” Spurgte jeg, for at stoppe det kvalmende kæresteri der foregik foran mig. Det var ikke en rar følelse at føle sig som det tredje hjul. Raket så op, og det var som om han kom i tanke om at jeg stadig var her, og ikke var forsvundet på magisk vis. ”altså,” sagde han og rømmede sig. ”Der er en slags ’øer’ placeret forskellige steder rundt i helvede. Hvad der ikke er øer, er blot bjerge og lava, ligesom det i ser der omkranser SALIGIA. En af øerne er skærsilden, en anden kunne være djævelens personlige borg, ligesom vores ø. Gid du kunne se den. Den er nok de som i ville kalde et slumkvarter. Vi er alle blevet placeret der, før vi blev sendt ud på en af øerne for at arbejde. Jeg kan stadig huske at jeg så det som en ære den da jeg var gammel nok til at forlade øen, for at arbejde i døgndrift, med formål at tjene ’herren’.” Han rystede på hovedet. "Tænkt det hele har været en løgn." Denne gang var det min tur til at bryde ind. ”Jeg tror det føles sådan for os alle hernede. Hele vores liv har vi levet i en døs, og set verden på en måde. Efter vore død har hele vores liv ændret sig. Om vi får den ekstra chance eller ej, det er lige meget, vi bliver ikke de samme igen uanset hvad.” Jeg var ikke helt sikke på hvad det var jeg helt præcist stod og talte om, men at dømme ud fra de andre blik, havde jeg haft ret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...