Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3460Visninger
AA

17. 17

Ironisk nok mindede dette mig om min sidste død. Bortset fra at jeg ikke vågede op i den grå metalseng denne gang. Da jeg fik synet igen denne gang, var alt sløret først. Jeg så en skikkelse stå og betragte mig, men jeg kunne ikke afgøre hvem det var. Mit hoved føltes som om det var fuldt af tusinder summende bier. Hvad var der sket? Hvor var jeg? En hånd rakte ud og kærtegnede mit ansigt. ”Du ser sød ud mens du sover.” Jeg genkendte stemmen. Det hele klarede op, og jeg huskede hvad der var sket. ”Jeg spærrede øjne op på hvidt gab, og tog den dybeste indånding, som om jeg ikke havde trukket været før. Foran mig stod djævelen i sin tyveårige mandeskikkelse. Jeg lå på hans chaiselong, der hvor han selv havde lagt sig, sidst jeg var her. Med afsky rejste jeg mig, og rystede på hovedet, som for at glemme. Det svimlede for mig, og jeg måtte gribe fast i sofaens ryglæn for ikke at dejse omkuld. ”Rolig nu, hvorfor pludseligt så travlt.” Sagde djævelen, og holdt mig. Jeg fik pludselig associationer tilbage til i går i dagens anden prøve. Af alle steder hvorfor så lige vågne op her? Jeg havde ondt af mig selv. ”Gider du slippe mig,” udbrød jeg. Djævelen lyttede ikke først, men langsomt løsnede grebet sig om mig. ”Hvad laver jeg her?” Djævelen grinede bare lumsk, så hans sorte hår bølgede. Han var ikke den mest samarbejdsvillige. Langtfra endda. ”Jamen, selv tak for at lad dig sove hos mig.” ”Du overvågede mig i mens.” ”Blot en service jeg tillod mig selv for min gode handling.” Jeg rullede med øjne. Som jeg sagde før: Langtfra samarbejdsvillig. Djævelen gik over til skabet der stod ovre i hjørnet, og fandt to krystal glas, og en vinflaske frem igen. ”Du ser tørstig ud.” Konstaterede han. ”Her er der noget at styrke sig på.” Han rakte mig en af de to glas og beholdt det andet selv. Sidste gang han gjorde dette havde jeg nægtet, men min mund føltes ufatteligt tør, og ligesom min mangel på luft da jeg vågnede, føltes det også som om jeg ikke havde drukket i flere dage. Jeg tog imod glasset. Vinen smagte bedre end jeg først havde troet. Ikke for sur, men ej heller for sød. Virkningen føltes næsten konstant. Med et følte jeg mig fuld af energi og overskud. Det var som om jeg kunne klare hele verden. En berusende effekt. ”Hold da om, du var vel nok tørstig,” jeg så ned på mit glas, og opdagede at jeg havde drukket det hele i en slurk. Djævelen grinte lumsk. ”Hvad skal jeg sige? Jeg var tørstig.” Han aede mig blidt på kinden, hvilket sendte elektriske ladninger ned gennem min krop. ”Og det har du ret til at være.” Derefter fulgte en tyk stilhed. Djævelen stod og betragtede mig. Jeg brød tavsheden: ”Hvorfor vågnede jeg op her?” Han smilte til mig. ”Fordi jeg gerne ville have dig her. Det troede jeg at jeg havde forklaret en gang. Har du brug for mere vin?” Jeg rystede fraværende på hovedet. Der var bare et eller andet der ikke passede. Jeg var ret sikker på, at jeg var den eneste han behandlede på den måde. En kompliment hvis man tænkte over det. Jeg kunne endda selv se det, med mit blonde hår, og smukke kropsform. Alligevel kunne jeg ikke forstå hvordan djævelen selv gad interessere sig for et dødt menneske så meget. Det hele var så kompliceret. ”Fortæl mig søde, hvordan var dit liv i de levendes verden?” Han satte sig ned i chaiselongen ved siden af hvor jeg stod. Jeg satte mig ned ved siden af ham. ”Det var godt.” Djævelen så på mig som om han forventede et noget længere referat af min livshistorie. Jeg sukkede. ”Jeg voksede op i et lille fredeligt villakvarter, men jeg har altid følt at jeg var blevet skabt til noget større. Da jeg var omkring de syv år blev mine forældre skilt.” ”Og hvordan fik det dig til at føle.” Spurgte djævelen ind, der lød oprigtigt interesseret. ”Det ved jeg ikke rigtig, jeg tror ikke jeg tænkte så meget over det. Det eneste jeg kan huske var da de skændes om mig.” Djævelen lagde armen om mig. ”Selvfølgelig kan du det.” Han var ikke bebrejdende ligesom David havde været. Han var bare accepterende. Den første der havde behandlet mig på den måde siden min død. ”Hvad mere? Hvad skete der ellers?” Jeg tænkte mig om. ”Jeg fik en interesse i teater da jeg blev lidt ældre. Jeg elskede den måde det føltes at være opmærksomhedens centrum. Det var også deromkring jeg opdagede musicalen. At mikse sang og skuespil sammen til en ting, var nok det bedste jeg nogen sinde havde oplevet.” Som jeg talte, blev mit sprog mere og mere flydende, og flere detaljer og episoder begyndte at dukke op. ”Gennem teateret lærte jeg flere at kende ude for skole. Ikke at jeg ikke kunne lide dem i min klasse. De var søde nok, og mine karakterer var næsten noget at prale om.”Jeg lavede et let kast med håret. ”Nogen gang, ikke altid, havde jeg lidt følelsen af at de havde nogle ret stærke meninger om mig. Det var som om de ikke kunne lide at jeg prøvede at være i fokus, hvilket jeg ikke helt kunne forstå. Det var også gennem teateret at jeg lærte Camille at kende. Vi havde kendt hinanden siden mine forældre blev skilt. Vi var bedste venner i flere år. Og det var også hende der tog mig med ind og fik lavet den her.” Jeg viste ham min hjertetatovering bag øret. Djævelen gjorde store øjne. ”Det må jeg nok sige. Hvor er det modigt af dig.” Jeg rødmede en smule. ”Hun mente det var en god ide at gøre noget spontant. Og for at være ærlig har jeg heller aldrig ikke fortrudt den. Faktisk var mit liv helt perfekt før jeg…” Jeg stoppede. Det var måske ondt at bebrejde djævelen for hans gerning, efter han havde været så sød ved mig i dag. ”Før du, hvad? Bare fortæl videre, jeg er djævelen husker du. Jeg kan tage det meste.” Jeg tog en dyb indånding. ”Før jeg blev dræbt og sent herned, hvor mit liv har været en stor katastrofe indtil videre.” En kort stilhed fulgte. ”Og hvordan var det helt præcist du døde. Jeg går ud fra du også selv kan tage det mest.” Sagde han henledende. ”For et års tid siden begyndte Camille og jeg at stoppe med at snakke sammen. Bare sådan fra den ene dag til den anden. Jeg fandt aldrig rigtigt ud af, hvad det var der var sket. På sigt begyndte jeg at føle afsky for hende, og vi blev næsten fremmede for hinanden. En dag fik jeg ideen at bage på hendes kæreste. Jeg ved godt at det ikke er noget man gør, men som Camille havde lært mig var det vigtigt at være spontan. Hun så dog ikke ud til at kunne lide hvad jeg havde gang i, og en aften inden min solo da jeg kyssede hendes kæreste, valgte hun så at dræbe mig på scenen.” Han holdt om mig, ikke vulgært ligesom i eftermiddagstimen i går. Mere som en far, der trøster sin sårede datter. Jeg accepterede krammet, men nægtede dog stadig at kramme igen. Han var stadig djævelen, og det han havde gang i var stadigt ikke okay. Jeg måtte dog indrømme at det føltes godt at blive elsket. Måske var her ikke så slemt som jeg faktisk havde troet. ”Formiddagstimen på være slut. Kan jeg forlade dit kontor?” Spurgte jeg, og følte mig igen som den straffefange jeg blev behandlet som. ”Nuvel, men før du går, så drik lige et glas vin til. Du ser stadig lidt udmattet ud.” Jeg tog for anden gang imod vinen og drak grådigt til glasset var tomt. Derefter tilkaldte han en kraptyl til at eskortere mig til min sektion. ”Bare for systemets skyld,” som han sagde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...