Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3568Visninger
AA

16. 16

”Hvorfor gik jeg overhoved med til det her?” Beklagede Liss sig vredt, mens vi ledte efter huset. Det havde hun gjort lige siden vi havde forladt havnen. ”Kom nu, ellers har vi ikke tid nok.” Jeg nærmest trak hende af sted. ”Du ville sikkert heller ikke gøre det hvis det var dig.” jeg tænkte mig om. Det ville jeg nok ikke, men dette var også noget andet. Jeg var drevet af en pludselig eventyrlyst. ”Er vi der snart?” Spurgte jeg engageret. Liss stønnede blot. ”Gad vide hvad der egentligt er i den kuvert?” Jeg prøvede at holde samtalen kørende så Liss ikke skulle få nogen gode undskyldninger til at stoppe og gå den anden vej. ”Sikkert stoffer,” mumlede Liss irriteret. Jeg lod mig ikke bemærke hendes pludselige dårlige humør. ”Der kan da ikke være stoffer i sådan en tynd kuvert.” Vi gik langs havnen, til vi stødte på en større samling forfaldne træhuse. Ikke de små huse, man giver børn til at lege i. Rigtige hus, hvor folk boede hver dag. ”Boede du her før?” ”Ja, lige en boligblok længere inde.” Jeg kunne høre på hende stemme at hun prøvede at tage sig sammen for ikke at græde. Måske at jeg skulle lade hver med at udspørge hende så meget mere om hendes gamle liv, hvis jeg ikke ville have en tudende pige med på slæb. Vi gik op igennem den hærgede gade. ”Det er slet ikke som jeg husker det.” Mumlede Liss. Jeg så rundt mens vi gik. Flere vinduer var blevet sømmet til, og farverige flag lå iturevne på jorden. Generelt så bydelen meget sørgelig ud. ”Ved du hvilken dør vi skal banke på?” Spurgte jeg. ”Sidst jeg var her, var bandens hovedkvarter et sted den vej.” Hun pegede gnavent længere oppe af vejen. Jeg lagde mærke til den måde Liss konstant undgik at bruge ordet, Død. Måske håbede hun stadig at vinde den ekstra chance i livet. Det gik pludseligt op for mig, at hvis jeg levede ville hun dø. Uanset hvad ville jeg aldrig se hende igen når forløbet sluttede. Det løb mig koldt ned af rykket. Det havde været rart at kende hende. Endeligt stød vi foran døren. ”Skal jeg ringe på.” Tilbød Liss. Jeg nikkede kort. Tre usikre bank hørtes. Døren var en sort trædør, der trods de sølle omgivelser næsten så uigennemtrængelig ud, med ned grå nitter der sad på døren som en slags absurd, brutalt udsmykning. Selve huset var af træ, ligesom resten af byen. Igen var vinduerne blevet sømmet til. Jeg opdagede at der på væggen var afmærkninger fra skud, og få steder sad der stadig en patron fast i muren. Hvad var det dog for et sted jeg var havnet i? Døren gik op, og en stor muskuløs mand stod i døråbningen. Han skulede til os med en ond stirren. ”Hvad laver to møgunger som jer her,” Brummede han. På mange måde mindede han om en bjørn, der havde fundet ud af at man havde trængt ind på dens territorium. Jeg tog en dyb indånding. Der var ikke plads til svage mennesker i situationer som denne. Og jeg var i hvert fald ikke en svag person. ”Vi skulle aflevere dette brev.” Jeg trak mit usynlige panser på. Gjorde mig hård. Levede mig ind i rollen som den barske tøs, der havde levet som budbringer i et miljø som dette hele mit liv. Nok lidt ligesom Liss. Bare uden den del, hvor hun fik sig selv dræbt. ”Hvad er det?” Brummede den store mand. Hans overkrop var bar, bortset fra to læderreb mednitter, der krydsede over hans brystkasse. Han lignede ham fra kineserens take-away. ”Det ved jeg ikke. Jeg fik blot at vide at jeg skulle aflevere det til dem, Hr.” Han så skeptisk på mig. Jeg krympede mig under hans blik. ”Og giv mig en god grund til at jeg skulle tro dig og tage imod dit brev.” Jeg tænkte så det knagede. Det eneste jeg kom frem til var, at manden jeg stod foran havde uendeligt mange grunde til at tro, at jeg var ude på at gøre ham ondt. Jeg smilte nervøst til manden. ”Jeg fik af vide at det var et meget vigtigt brev…” Prøvede jeg, men kunne allerede høre i de ordene kom ud, at det ikke hjalp meget på det. Manden rystede opgivende på hoved og skulle lige til at lukke døren for næsen af mig. ”Nej vent!” Sagde jeg. Lidt for højt. Manden stoppede sin bevægelse. ”Jeg lytter.” Sagde han utålmodigt. Mit hoved var ved at eksplodere. Dette var min sidste chance. ”Jeg kunne… åbne brevet for dig.” Jeg blev helt stolt over min egen ide. Mit blik mødte Liss’ der dog ikke så ud til at dele glæden med mig. Jeg forstod hende ikke. Hun kunne ikke en gang selv finde på noget bedre. Manden begyndte langsomt at åbne døren igen. ”Okay så,” sukkede han træt. Jeg kunne mærke at jeg var ved at gå ham på nerverne. Jeg var ligeglad. Jeg skulle aldrig møde ham igen bag efter så det kunne han vel selv om. Jeg vendte brevet om. Med rolige bevægelser begyndte jeg at åbne brevet. Som jeg var ved at være halvvejs så jeg at der var mere end papir i brevet. En tynd metalsnor løb fra åbningen og ned til et sted i bunden af kuverten. Jeg så spørgende på Liss. Hun trak blot på skuldrende, og så sig nervøst bagude, som hun havde gjort lige siden vi trådte ind i slummen. Det var mærkeligt at hun ikke følte sig tryk i hendes hjem. Eller hvad der havde plejet at være hendes hjem. En tyk, grøn, tågelignende gas steg pludseligt op fra mine hænder. Jeg så ned og opdagede at den kom fra konvolutten. Det sveg i øjne så de løb i vand. Jeg kunne høre Liss’ hulk igen. ”Jeg vidste det!” Konstaterede manden, der nu så endnu mere frygtindgydende ud end før. Jeg sank en klump. Begyndte langsom at kunne se, hvor det ville ende. ”Jeg lover dig. Jeg havde ingen ide om at dette ville ske.” Sagde jeg med en skinger stemme. ”Jeg ville gerne tro dig.” Sagde manden, og i et øjeblik synes jeg at se noget der lignede sympati i hans blik. ”Men, har jeg noget valg.” Han trak en pistol op af hans bælte. ”Nej!” Hørte jeg Liss stemme råbe. Der var nu så tåget at jeg ikke kunne se andet end hendes silhuet. Hun lød en blanding af bedende og desperat. Noget der i den grad ikke klædte hende. Jeg så væk fra silhuetten, og over mod manden igen. Men det var ikke et rart syn der mødte mig. Jeg nåede kun at se pistolen. Peget direkte mod mig. Så lød et brag, og et hvidt lys, før alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...