Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3440Visninger
AA

15. 15

Jeg skyndte mig gennem gaderne efter jeg var kommet ud af kineserens synsfelt. Jeg var kommet ret så dårligt fra start, men nu var det bare om at nå til den pænere bydel. Selvom jeg nu nok ikke passede så godt ind rent udseensmæssigt. I hvert fald ikke lige nu. Efter et stykke tids grublen kom jeg frem til at det nok var bedst at finde et sted at vaske sig, før jeg kunne vises offentligt. Jeg havde trods alt stadig fire timer tilbage. Men hvordan jeg skulle finde en der gratis ville give badevand, var lettere sagt end gjort. Først prøvede jeg at bede om hjælp på en svømmehal. Men irriterende nok var de alle for egoistiske til at tænke på mine behov. Dernæst prøvede jeg hos forskellige husstande. Det skræmte mig at tænke på det faktum, at jeg decideret gik fra dør til dør som en anden vagabond. Dette fik mig blot til at føle mig endnu mere uretfærdigt behandlet. Igen var alle folk jeg mødt egoistiske, og beklagede sig kun om deres egne problemer, og om hvordan de ikke mente at de havde vand nok til at dele med fremmede. Så slog det mig. Selvfølgelig, alle storbyer lå altid ud til en havn. Saltvand var nok ikke lige det vand jeg havde i tankerne, men i krisesituationer som denne var, var der plads til nogle kompromiser. Mit næste problem var nu blot at finde denne havn. Mit eneste håb var at spørge til råds. ”Undskyld herre, de skulle vel ikke vide, hvor havnen ligger?” Manden jeg havde prikket på skulderen. Vendte sig om. Han var en høj ældre herre i jakkesæt. Det gik op for mig at jeg i min søgen på badevand, havde bevæget mig længere ud af det fattige kvarter. ”Hvis de fortsætter mod vest, når de nok havet på et eller andet tidspunkt,” svarede han, og pegede i den retning jeg lige var kommet af. Jeg takkede og lod ham gå. Det så ud til at jeg stadig havde et par timer før jeg ville nå til den finere bydel. I hastigt tempo gik jeg tilbage af den vej jeg lige var kommet. Jeg gjorde mig umage med at holde stor afstand til blokken med den kinesiske take-away. Aldrig i livet jeg skulle havne der igen. Jeg begyndte at kunne lugte salt, og høre bølgernes brus, blandet med bilernes susen forbi. Lyden af hornet på et skib, der melder sin ankomst på havne genlød op igennem gaderne, og fortalte mig at jeg var meget nær nu. En tredje lyd blandede sig. Den var ikke som de andre. Denne var tættere på. Ja, næsten lige ved siden af mig måske. Jeg standsede brat op. Lyden af en grædende pige fyldte mine øregange. Jeg kunne gå, da som om jeg intet havde hørt. Det var alligevel sikkert heller ingen af nogen interesse. Jeg skulle lige til at fortsætte min sejrsgang mod havet, da lyden af mit navn dukkede op mellem alle snøftene. Nysgerrigheden vandt. Jeg måtte tvinge min krop væk fra gaden, og til at dreje af til en lille gyde, hvor der intet andet var end et par ulækre blå containere. ”Hvem der?” Kaldte jeg ud i mørket. Der ingen der svarede. Kun de korte, tilbageholdte snøft kunne høres. Jeg gik længere ind i gyden, og bad paranoidt til at det ikke var et tilbagehold af en rockerbande ligne den hos kineseren. ”Hvem der?” Kaldte jeg igen. Jeg trådte endnu længere ind i gyden, bag den største af de to containere, og fik øje på en ensom skikkelse, siddende op af muren i fosterstilling. ”Liss, er det dig?” Der havde ind til nu været mange oplevelser, og afsløringer hernede i helvede. Dette var endnu en af dem. Jeg havde aldrig regnet med at se pigen der blev kaldt vrede se så… svag ud. Hendes øjne var røde og forgrædte, og hendes hår og trøj så om noget endnu mere beskidt ud end mit, af hvad jeg se i dette svage lys. ”hvad laver du her?” Og mig som havde troet at jeg var den eneste tilbage i slummen. Der kunne man bare se. ”Jeg… jeg er bange.” Fik hun fremstammet. Så mange minder. Hun så bedende op på mig. ”Vil du blive hos mig?” Jeg så i retningen af havet. ”Kun hvis vi kan gå ned og bade.” Dette fik blot Liss til at græde endnu mere. ”Eller vi kan sidde her sammen med en klam container,” mumlede jeg lettere fornærmet. Jeg satte mig ned ved siden af hende. ”Noget du vil snakke om?” Først rystede Liss på hoved, men nikkede så bagefter. Hun så ned i jorden mens hun begyndte at fortælle. Jeg lagde mærke til at hun sad og nulrede hendes røde silke kjole mens hun fortalte. ”Jeg boede her i byen før min død.” Startede hun. ”Mig, min lillebror og min mor. Som du nok kan se havde vi ikke mange penge, vi arbejde hver dag for at der skulle være mad på bordet. Men vi var lykkelige. Vi havde hinanden. Indtil…” Liss måtte holde en pause, så gråden ikke tog helt over. Jeg lagde armen over hende så hun ville føle sig tryk, og forhåbentligt snakke lidt hurtigere så vi kunne få taget det bade og komme væk herfra. Liss sank en klump og fortsatte. ”Indtil den dag jeg ødelagde det hele.” Tårerne kørte ned af hendes røde kinder mens hun snakkede. ”I lang til havde en bande lagt jævnlige besøg af hos os. De havde sagt at vi skylde dem penge, og truet os med at skille os ad. Jeg havde set nogen af dem før. Jeg vidste at de var rigere end os. Det var ikke fair, forstår du hvad jeg mener? Hvorfor skulle de have vores hårdt tjente penge når de ikke havde fortjent dem? Længe prøvede jeg at leve med deres besøg. Men en dag… En dag blev det bare for meget. Jeg var på vej hjem fra arbejde, da jeg så dem. De havde omringet min lillebror. Han blev fortalt at hvis de ikke fik deres penge næste gang ville det gå ud over ham. Der var det at jeg fik en ide. Den samme aften sneg jeg mig ind i deres tilholdssted og stjal deres penge. Jeg var rasende. Der hvor deres penge før havde ligge lagde jeg en seddel. ’Rend mig i røven. I kan ikke bestemme over mig.’ Skrev jeg. Den næste dag mødte banden op i mit hus.” Hun holdt endnu en lang pause. Med rystende hænder holdt hun om mig. Det føltes helt godt. ”De braste ind ad døren og skød mig ned. Jeg nåede kun at mærke kuglen, der borede sig igennem mit bryst, før jeg faldt om på gulvet og alt blev sort. Jeg skulle aldrig have ladet min vrede løbe af med mig.” Græd hun. ”Lige siden har jeg konstant frygtet at se min bror hernede. Jeg nåede aldrig at se hvad der blev af ham og mor. Måske… Måske fik jeg dem dræbt.” Vi sad sådan og krammede i noget der lignede stilhed i flere minutter. Godt nok var jeg ikke den bedste til situationer som denne, men i dag følte jeg at jeg klarede det ret så godt. ”Hvis du ser en afroamerikansk dreng, lidt yngre end mig, med krøllet hår og sorte øjne. Hvil du så ikke give mig besked?” ”Det skal jeg nok,” lovede jeg. Jeg sad lidt og stirrede ud i den mørke gyde, mens Liss fik grædt færdigt. Langsomt stilnede gråden af. Kun hist og her lød nu nogle enlige snøft. ”Vil du nu ned og bade?” Sagde jeg. ”Okay så,” jeg rejste mig og begyndte at gå ud på gaden igen. ”Hey,” sagde Liss. Jeg vendte mig om. ”Tak for at lytte,” ”Skulle det være en anden gang.” Vi gik sammen ned til havnen. Den var mere beskidt end jeg havde regnet med. Jeg gik over til kanten og så ned. Der lå ølflasker og andet skrald på bunden. ”Der er vel ingen chance for at i skulle have en bountystranden eller sådan noget her?” Sagde jeg, og det fik åbenbart Liss til at grine. Det var rart at se hende smile for en gang skyld. Sådan et syn var sjældent. ”Ned ikke rigtigt. Hvad du ser, er hvad du får. Nå, skal vi tage en dukkert?” Liss var allerede i gang med at knappe sin kjole op. ”Hvad her? Og bare nøgne?” Jeg så undrende på hende, og begyndte pludseligt at tænke om det her var en god ide. ”Ja, ja da jeg boede her badede jeg altid her. Nøgen.” Hun rødmede en smule. Jeg så mig omkring. Det var stadig forholdsvis mørkt. Det var ikke de fleste der gik tur så sent om natten, så der ville forhåbentligt ikke være så mange til at kigge. Jeg trak den posede uld kjole over hovedet. Da vi begge havde klædt af tog Liss mig i hånden. Jeg tænkte over den absurde situation jeg var havnet i. Aldrig i livet havde jeg regnet med at jeg skulle stå nøgen på et offentligt tov, i en by jeg ikke kendte, og holde en forholdsvis ukendt person i hånden, midt om natten og så hoppe i vandet. ”På tre?” Spurgte jeg, og skævede til Liss. Hun nikkede. ”Tre.” Stillede os i en start position. ”To.” En mand der kom gående bag os fik øje på os og spurgte hvad vi havde gang i. ”En.” Vi hørte hans skridt komme nærmere. ”Nul.” Vi sprang. Vandet omringede mig. I et kort sekund var alt stille. Mit hoved var under vandet. Det føltes som om alle mine problemer på mirakuløst vis var forsvundet i det korte øjeblik. Alt for hurtigt steg jeg op til overfladen. Jeg åndede ud. Vandet skummede omkring mig. Jeg trådte i vande mens jeg så rundt efter Liss. Hun var ingen steder at se over vandoverfladen. Manden der havde kaldt på os rystede blot på hoved og gik videre. Jeg genkendte manden som ham jeg havde spurgt om vej til havnen om. Hvad lavede han nu her? Noget greb om mit ben. Jeg gav et hvin fra mig. Og baskede heftigt med benene. Frygten tog til. Var det en haj? Liss’ hoved dukkede grinende op over vandoverfladen. ”Du skulle have hørt dig selv. ”Jeg sukkede rystende på hoved da jeg lagde to og to sammen. ”ha ha, meget sjovt” Sagde jeg sarkastisk. Det var ikke det bedste at blive gjort til grin, syntes jeg. Vi svømmede rundt i det kølige vand et stykke tid til. Jeg lagde mærke til at Liss var bedre til at svømme end mig. Men det var ved klar. Hun havde boet lige ud til vandet, mens jeg havde boet de længste man kunne komme fra saltvand, hvor det eneste jeg havde, var en svømmehal. Vi kravlede våde, men glade op af havnebassinet. ”Da jeg boede her, plejede jeg at bruge mit forklæde til at tørre mig.” Sagde Liss. Jeg så rundt. Her var ikke noget forklæde så vidt jeg kunne se. Hvor var det helt præcist hun ville hen med det her. Hun lagde sig ned så lang hun var og stak hovedet over kanten. Da hun rejste sig havde hun et ternet forklæde i sin hånd. ”Det er her stadig.” Mumlede hun for sig selv. Vi tørrede os begge af i det lille forklæde. Bag efter fandt vi vores tøjbunker og begyndte os at klæde og på igen. ”Hvad er det der?” Spurgte Liss og pegede på brevet jeg havde fået udleveret af kineseren. Jeg havde helt glemt at jeg havde det. ”Ikke noget særligt. Bare et brev jeg fik at vide at jeg skulle aflevere af ham kineseren i take-away restauranten. Han sagde at det var vigtigt, men jeg har lidt vigtigere ting at tage mig til ligesom.” Sagde jeg. Liss så usikkert på mig. ”Nu er det ikke fordi jeg skal bestemme over dig eller noget, men jeg har boet her hele mit liv, og jeg har erfaret at det er vigtigt at gøre som man har fået besked på, ellers kan det ende…” Hun så ned af sig selv. ”Ja, sådan her.” ”Så er det godt at jeg ikke er dig,” sagde jeg næsvist igen. ”Vi har kun cirka to timer tilbage. Jeg tror ikke at jeg gider bruge dem på at aflevere et dumt brev.” ”Jeg ved nu ikke.” Liss tog brevet ud af min hånd, og jeg anstrengte mig for at holde en protest tilbage om hendes mangel på manere. ”På den anden side,” sagde Liss da hun havde læst brevet. ”Du har ret. Vi har kun fem timer, og de skal ikke bruges på sådan noget.” Jeg rynkede brynene. ”Hvad fik dig til at skifte mening så hurtigt?” Ikke at jeg havde noget imod det, tværtimod, men jeg var alligevel blevet lidt nysgerrigt. Hun sank en klump. ”Det er mit gamle hus adresse.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...