Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3566Visninger
AA

14. 14

Vi forlod rummet i ligeså godt humør som vi var kommet, om end ikke bedre. Del grundet oplevelsen. Ærligt havde jeg indrømmet at det var første gang jeg havde set verden fra et sådan perspektiv, og David havde heldigvis også tilstået. Dels fordi vi var lettede. Chancen for at vi var blevet opdagede havde nok været større end vi begge havde regnet med. Ligesom vi forlod værelset og begyndte at gå ned af korridoren, fik vi øje på en kraptyl. Den havde spurgt os hvad vi lavede her, og hvorfor vi ikke var i spisesalen i vores egen sektion. Jeg havde brugt undskyldningen, at vi var faret vild, og ikke kunne finde udgangen, selvom jeg godt vidste at den var lige rundt om hjørnet. Kraptylen fattede ikke den mindste mistanke, selvom der var gået en times tid, siden vi fik fri. Bæstet tog fat i hver vores arm og begyndte at følge os tilbage til vores sektion. På vejen tilbage blev jeg fristet til at bilde den ind at vi var fra samme sektion, og at jeg skulle med David ind i Avaritia-sektionen. Jeg orkede ikke endnu en portion slimet grød, eller endnu en diskussion med Julie for den sags skyld. Men det faktum at vi havde hver vores uniform på, gjorde det en smule problematisk. Først blev David sluppet fri, ude foran Avaritia-sektionen. Døren til sektionen stod på vidt gab, og jeg kunne se indtil noget der så meget mere luksuriøst ud, end mit eget. Det var ikke sådan at det kunne måle sig med hovedbygningen, men i det mindste var der farver på væggene. En smuk blå, svarende til deres uniformer, beklædte både møbler og vægge. Og møbleringen var uden tvivl også mere behagelig, end vores metalmaterialer. ”Undskyld,” spurgte jeg kraptylen, mens vi krydsede udendørsarealet, i retning af min sektion. ”Hvorfor er det at jeg bliver behandlet som en straffefange, mens de andre lever i sus og dus? Er det muligt at flytte sektion.” Kraptylen rystede blot på hovedet. ”Det er djævelens ønske at du skal lære at du ingenting er.” Svarede den. Jeg sparkede irriteret ud i luften. Det svar var jeg ved at været ret så træt af.

Alle havde næsten spist færdigt og havde forladt spisesalen da jeg ankom. Cirka ti ensomme skikkelser sad stadig rundt omkring på bordene og spiste klistergrød. Hvilket sørgeligt syn. Jeg besluttede mig for at springe måltidet over og gik op ad den grå trappe til mit værelse. Jeg var næsten ved mit værelse, bare et par døre mere. Julies svage mumlen fangede min opmærksomhed. Jeg gik hen til vores dør og lagde øret mod den. ”Jeg ved ikke hvor længe jeg kan have dig her.” Det var Julie. Jeg vidste at hun skjulte noget, men jeg havde ikke regnet med at det ’noget’ var en ’nogen’. ”Jeg er ked af ulejligheden, men som jeg har sagt før, er det bare et par dage mere.” Lød en hæs, forskruet stemme. Den kunne umuligt tilhøre et menneske. Det måtte være et væsen hernede der… Jeg gispede. Det gjorde hun bare ikke. Jeg tog fat om dørhåndtaget og lagde al min kraft i at bryde døren op. Denne forbrydelse var både ulækker og ulovlig. Men Julie måtte have sat noget for døren, for uanset hvor meget jeg skubbede, ville døren ikke åbne. ”Hvem er det?” Hørte jeg Julies ængstelige stemme. Jeg svarede ikke men blev blot ved med at skubbe på døren. Jeg hørte en hvisken og en skramlen fra den anden side af døren. ”Anna er det dig?” Jeg mumlede et indebrændt ”ja.” Lidt mere skramlen ved døren, og Julie åbnede døren. Først på klemt, og da hun så det var mig åbnede hun helt op. ”Hej med dig. Jeg så dig ikke til frokost. Hvad lavede du?” ”Gik på opdagelse med David,” sagde jeg fraværende, mens jeg med blikket, søgte efter noget unormalt. Julie stod som limet op af sengen, og havde en anspændt smilende grimasse. ”Hvem snakkede du med lige før?” Spurgte jeg. Julie mindede på mange måde ligesom mig, men en ting vi ikke havde tilfælles var hendes forfærdelige skuespiller evner, nervøsiteten var som malet i hendes ansigt. ”Ikke nogen. Jeg ved jeg burde have sagt det her til dig før, men jeg er faktisk skizofreni. Stemmen du hørte var min egen.” Jeg måtte give hende at hun gjorde sit bedste, men det var ikke nok. Jeg vidste hvad jeg hørte. ”Hvad var det så du skulle i morges?” Spurgte jeg videre. ”Man bliver ret hurtig stresset hernede, så jeg havde lidt ligesom brug for at diskutere nogle ting igennem, med mig selv.” Jeg sukkede. Hun var urimelig stædig. Jeg satte hovedet på skrå. ”Må jeg se din seng?” ”Nu er du bare pervers. Selvfølgelig må du ikke kigge i min seng. Hvad bliver det næste? At du vil lugte til mine natkjoler?” Jeg trådte et skridt nærmere. ”Selvfølgelig vil jeg ikke det.” Jeg prøvede at skubbe Julie væk, men hun stod fast som en klippe. Døren til vore værelse gik op, og en kraptyl trådte ind. ”Det er djævelens ønske at i skulle være til time nu.” Den greb os, ligesom den havde taget mig og David, og første os til hovedbygningen før jeg kunne nå at se, hvad Julie gemte under hendes seng. David mødte mig i entreen. ”Der er du. Jeg var helt bange for at djævelen havde fundet ud af vores udflugt.” Han så blegere ud end han plejede. ”Hvor for bekymrer du dig så meget for mig?” Spurgte jeg direkte. Der var ingen grund til at brænde inde med nogen spørgsmål. Så hellere lave en scene. ”Fordi… Fordi det gør mennesker bare.” Jeg skar uforstående en uforstående grimasse af den måde han udtalte ’mennesker’. Som om der var noget galt med mig. ”Nå, men hvis du ville vide det, har jeg det helt udmærket. Ingen grund til bekymring her, så du kan sagtens spare dit lille hoved i dag.” Invidia havde set vores samtale, og plantede en kort kommentar, før hun gik ind ad døren. ”Jeg er enig med Superbia-pigen. Hun er ikke det værd.” Jeg rullede med øjne efter hende. Typisk hende at være sådan. ”Pas dig selv.” Jeg lagde hovedet på skrå og studerede David. ”Det er ikke fordi jeg ikke kan lide dig. Jeg tror bare ikke at jeg kan overskue mere lige nu.” Sagde jeg blidt, og anstrengte mig for at se ekstra bekymret ud. David rystede på hoved. ”Heller ikke mig.” ”Glad for at høre at vi er enige.” Min ene hånd fandt hans, og jeg flettede mine fingre. Med den anden lagde jeg hånden op dørhåndtaget. Mit blik fangede hans. ”Er du klar til endnu en omgang ragnarok?” Spurgte jeg og smilede skævt til ham. ”Har vi noget valg?” Denne gang var sceneriet en storby. Det kunne let have forestillet en hvilken som helst storby. Jeg måtte gå ud fra at jeg befandt mig i den mere fattige del af byen, ud fra de sølle butikker, og de beskidte bygningsfacader. Jeg skævede til David, som jeg stadig holdt i hånden. ”Hvad mon denne øvelse går ud på.” Bag os trådte Gula-drengen og Luxuria-drengen ud af døråbningen, der kort tid efter forsvandt. Da vi alle var samlet på gaden, ankom kraptylen. Eller rettere sagt, jeg fik øje på den, stående mellem os alle sammen. ”Det er djævelens ordre, I at har fem timer, til at opnå den bedste position inden for moderne vestlig bykultur.” Og med de ord forsvandt han endnu en gang. ”Sikken en mærkelig opgave.” Udbrød Invidia-pigen, der at dømme ud fra hendes udseende, nok var fra Sydamerika. ”Men selvfølgelig kan jeg da klare det.” Modsat Invidia havde jeg forstået øvelsens mening. Meningen var at kunne formå at gå fra skrot til slot. Dette ville også forklare hvorfor vi var blevet sat af i slummen. En lokkende duft slog mig i møde. På den anden side af vejen, i et gadehjørne, var der placeret en kinesisk take-away, der var navngivet nogle mærkelige kinesiske tegn. Jeg slap mit greb om Davids hånd. Min mave rumlede. Først her gik det op for mig hvor lang tid det var siden, jeg rigtigt havde fået noget at spise. Gula-drengen fulgte mit princip, og overhalede mig på vejen over mod butikken. En kinesisk ekspedient stod i biksen, og rørte i en suppelignende konsistens. Hans bevægelser virkede mekaniske. ”Hvad kunne de tænke dem?” Hans stemme, med en tyk asiatisk accent. ”Jeg vil gerne bede om en chinabox.” Bad Gula. Jeg bad også om en. Vi fik serveret en box, der indeholdt nogle nudler, et par stykker friture stegt et-eller-andet, og nogle kyllingelår. Ikke det bedste måltid, men i det mindste bedre end grøden i helvede. Jeg skævede til Gula-drengen. Han havde stadig ikke taget sin første bid. En god ide ville nok være at vente til han havde smagt på maden først. På den måde ville jeg vide om maden var forgiftet inden jeg selv smagte på den. Efter lidt tid smagte drengen på sin mad. Jeg ventede spændt. Han hverken brækkede sig, eller stoppede med at trække være. Så langt så godt. Jeg tog prøvende en mundfuld af min egen mad. Jeg frydede mig ved smagen af de bulion kogte nudler. Det var fantastisk endeligt at få en anden smagsoplevelse end grød. ”Sikken en appetit du har.” Kommenterede David. Jeg smilede til ham, med kinderne fyld med mad. ”Hvad skal jeg sige. Jeg blev træt af grød.” David så undrende på mig. ”Sig mig, får i ikke andet at spise end grød.” Jeg rystede på hoved, fordi min mund var så fyldt med nudler og kylling. ”I vores sektion har vi da et helt buffetbord,” sagde David. Jeg sukkede og rullede med øjne. Endnu en ting jeg hadede ved helvede. ”En anden ting.” Jeg vendte mig forskrækket om, og fik øje på kraptylen, der igen var dukket op ud af det blå, og havde forskrækket mig. ”Invidia og Acedia vandt sidste opgave, og det skal de selvfølgeligt belønnes for.” Invidia-pigen så hoverende på mig. Jeg signalerede tilbage at jeg var ligeglad ved at kærtegne Davids hånd. ”Her er der 1000 mønter til jer begge to. Brug dem fornuftigt. Det er djævelens ordre.” Først her gik det op for mig at jeg ikke havde betalt manden i den kinesiske take-away. Jeg så over på ham, og opdagede forfærdet at han holdt skarpt øje med os. Jeg sank en klump. Det var ikke min plan at ende denne opgave som en rengøringsdame med høj gæld i slummen. Jeg lavede et kast med håret og gik over til Acedia. ”Jeg fik aldrig fat på dit navn,” sagde jeg indsmigrende. ”Jeg hedder Mark,” sagde drengen uden større interesse. ”En skam jeg ikke har fået lært dig at kende endnu.” Jeg tog et lille skridt nærmere. ”Hvad havde du tænkt dig at bruge alle de penge på?” Jeg gjorde mit bedste for at lyde som om vores samtale var noget af det mest spændende jeg længe havde prøvet. ”Det ved jeg ikke helt. Lidt af hvert” Men gud hvor var det svært. ”For at være helt ærlig, tror jeg at det er en test. En test i at se om nu er gavmild nok.” Jeg puffede let til hans skulder. ”Bare rolig, jeg ved godt hvad du skal gøre for at bestå.” Drengen, som jeg allerede havde glemt navnet på vendte sig om, og så olmt på mig. ”Helt ærlig. Jeg er doven, men jeg er godt nok ikke dum. Selvfølgelig vil jeg ikke give mine penge til dig.” Han rystede opgivende på hoved og gik sin vej. Jeg så over mod Invidia. Det var helt umuligt at prøve hos hende. Hun havde om nogen, ingen andre end hende selv i hovedet. Jeg så over mod kinamanden igen. Det blev et par lange fem timer. Det var sent om aftenen. Det eneste der lyste op var hans de lysstofrørslysende skilte. Stille og roligt begyndte gruppen at spredes. Jeg bakkede også selv bag ud, og prøvede at lade som om jeg ikke vidste hvad jeg skyldte. Det var trods alt kun en prøve. ”Dig der!” Jeg stivnede ved lyden af den kinesiske stemme. Først prøvede jeg bare at gå hurtigere, men kinamandens stemme blev blot højere. Jeg vendte mig om, men jeg så ikke på ham. I stedet famlede jeg rundt i luften, mens mit blik kørte rundt med en død stirren. ”Hvem kalder?” Spurgte jeg med den med sukkersøde stemme jeg kunne frembringe. ”Mig,” lød mandens stemme surt. ”Du har glemt at betale.” ”Hvad med ham den anden dreng?” Sagde jeg. ”Ham skal du ikke bekymre dig om, han skal nok komme tilbage.” Jeg gik med tunge skridt, stadig famlende ud i luften, tilbage til gadehjørnet. Måske ville jeg blive skånet for hårdt arbejde, hvis han troede at jeg var jeg var blind. ”Du kan starte med at skrælle denne pose med kartofler. Det skulle nok kunne tage en times tid.” Jeg tog imod posen og en skræller. Men hurtige tag begyndte jeg. Her lugtede at fisk. Jeg sad på en ølkasse i skæret af en linoleumslampe og skrællede kartofler ned i en messingskål. Hvor dyb kunne jeg synke. Jeg ville nødigt vide hvad folk uden handicap blev sat til. Efter ti minutters tid ankom en ny flok til biksen. Disse var blot meget ældre en vi teenagere. Jeg lænede mig lidt til den ene side så jeg kunne få et bedre udsyn. Den forreste mand var iklædt en tung lædervest med nitter, og havde et forbidt udtryk. Næppe en jeg gad lære bedre at kende. ”Har du sagerne?” Spurgte den forreste, mens flokken bag ham, der var klædt ligesådan, nedstirrede den stakkels mand. Han drejede om og gik ind i baglokalet hvor jeg sad. Jeg skyndte mig at kigge op, som op i loftet med samme døde blik som jeg havde haft før. Forhåbentlig havde han ikke set at jeg havde fulgt med i deres korte samtale. Han fnyste blot da han passerede mig. Da han kom tilbage havde en pose med noget hvidt stads deri. Sikkert stoffer. Den store mand nikkede anerkendende til kinamanden og tog imod posen. ”Hvem er det du har deromme?” Spurgte rockeren, der til min frygt, havde fået øje på mig side og følge med i deres samtale. ”Ikke nogen af interesse.” Sagde kineseren hurtigt. ”Blot en der skal have betalt sin gæld af.” Jeg så forvirret rundt igen, som om jeg stadig ikke kunne se ”hvem taler? Er der kunder?” Spurgte jeg og prøvede igen at lyde så uskyldig og blank som muligt. ”Ingen af din interesse.” Sagde kineseren og så bedende på rockeren. Måske var han ikke så dum som jeg først havde taget ham for. De fortsatte deres samtale et kort stykke tid efter om nogle forskellige personer, mens jeg sad dybt koncentreret om at gøre min pose med kartofler færdig. Stemmerne begyndte brat at stige. De nævnte navne og grupper jeg ikke kendte, og brugte udtryk jeg ikke forstod. Jeg forstod intet af hvad der blev sagt. Stemmerne steg nu yderligere, og i det jeg så op, opdagede jeg at rockeren var gået om på den anden side af disken og stod nu og råbte direkte op i den magtesløse kineser. Jeg så ned igen, i frygt for at blive involveret. Lyden af et slag rungede i mine øre. Jeg hørte kineseren give et klynk fra sig, hvorefter han mumlede noget så lavt, at jeg ikke kunne opfange det. Derefter var der stille. Jeg så ned af mi selv. Min kjole var snavset og plettet, og dens form og stof hjalp ikke meget på det. Jeg lignede næsten en tiggerpige. Langt om længe gik rockeren. Jeg følt mig lette da jeg hørte ham sige farvel, og hans skridt, hvis lyd langsom forsvandt. Kineseren, der nu åbenbart ikke havde noget at lave, stillede sig foran mig, og ventede på jeg havde færdiggjort mit arbejde. Mit blik var limet fast til jorden, i det jeg skrællede de sidste fem kartofler. ”Jeg har en sidste opgave inden du kan gå herfra uden gæld. Det er vigtigt at du adlyder mig. Jeg skal have dig til at aflevere dette for mig.” Jeg så stadig ikke op på ham i det han lagde en konvolut i hånden på mig. ”Den skal afleveres til den adresse der står derpå. Du kan spørge om vej derhen, og du kan gå så snart den er givet. Du vil gøre dig dumt i at svigte mig.” Med de ord tog han mig i hånden og hjalp mig op på benene. Jeg nåede lige at skimte mandens ansigt før jeg flygtede. Det ene øje var hårdt medtaget af slaget. En rød plamage af blod indikerede en hudafskrabning på det øverste af hans kindben, og et hævet blåt område dækkede det meste af hans øje, så han var nødt til at lukke det halvt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...