Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3468Visninger
AA

13. 13

Jeg kiggede rundt i udearealet, for at få øje på nogen jeg kendte, mens jeg stod lænet op af facaden på Superbia-sektionen. Liss var ingen steder at se i dag.

“Er det ikke Superbia-pigen?” Invidia kom gående imod mig. Endeligt en jeg kendte.

“Hvad vil du?” Spurgte jeg hende. Jeg vidste at hun aldrig bragte noget godt med sig, siden hun altid var jaloux, og følte at hun havde noget det skulle ændres.

“Ikke noget specielt,” sagde hun søgende. Jeg fangede synet af Liss bag den insisterende Invidia.

“Undskyld,” sagde jeg “men jeg har desværre ikke tid til at snakke med dig mere.” Sagde jeg, og prøvede at skubbe hende væk.

“Du gav mig ikke lov at tale færdigt.” Snappede Invidia efter mig, og skubbede mig tilbage op ad facaden. Bag hende så jeg Liss og hendes veninde gå ind i hovedbygningen sammen. Suk, så skulle jeg følges med hende her.

“Jeg har hørt rygter om din pludselige overlevelse efter djævelens kontor i går. Det er ikke lige noget folk ligesom sådan gør faktisk.” Hun trådte endnu nærmere så jeg nu både kunne lugte og mærke hendes ånde mod min hud.

“Hvis du på nogen måde prøver at snyde dig igennem eksamen, ved at forføre selveste djævelen, skal jeg nok sørge for at få det afsløret på den ene eller anden måde.” Jeg prøvede endnu engang at komme ud af misundelsens greb. Denne gang lod hun mig heldigvis gå. Og alligevel ikke. Siden vi skulle til samme klasse, betød dette også at vi skulle følges ad til time.

“Bare så du ved det, så er der intet mellem mig og djævelen.” Sagde jeg efter et stykke tids stilhed. Jeg behøvede ikke at tænke på hvor vore time var i dag. Jeg havde endelig fået styr på det komplicerede system. Hvem havde nogensinde også syntes, at det var en god ide at flytte klasserne et nyt sted hen hvert modul?

“Jeg dømmer dig heller ikke. Det var bare for at være på den sikre side.” Sagde Invidia og gik ind ad døren til hvad-det-nu-end-var-vi-havde-i-dag. Jeg rullede med øjne. Gid den sabeltiger dog havde været lidt mere grundig.

Den næste time var en slags spil, hvor det gjaldt, i hold af to, om at være den første til at finde en skat ved hjælp af gode gerninger og godt sammenhold. Mig og David var sammen. Vi havde til tider været det mest velfungerende hold, og hvis det ikke havde været fordi Invidia og dovne Acedia, der ikke sagde hende imod, have været på hold sammen, havde vi helt klart vundet.

Eller også havde grunden til vores nederlag været Davids irriterende måde at være. Han lyttede ikke hvis jeg sagde at jeg var træt, og gerne ville have en pause, og hvis jeg prøvede at beordre ham til noget, adlød han ikke. Magen til dårlig opførsel skulle man lede længe efter.

Alligevel gik jeg fra time med et smil på læben, for først gang. Siden Julie og jeg var blevet uvenner, havde jeg virkeligt manglet en der kunne lytte til mig og ikke brokke sig hvis jeg ikke lige var hundrede procent ærlig.

Selvfølgelig var der også Liss, men hun var lidt svære at snakke med. Hver gang jeg som bare rørte det emne der hed hendes fortid, stoppede hun alt samtale med mig. For ikke at nævne hendes sure og voldelige person.

Jeg fulgtes grinende med David gennem de mange korridorer. Jeg burde egentligt sidde i spisesalen og få min frokost ligesom alle andre. Men Davids selskab havde givet mig lyst til at prøve noget nyt.

“Den her vej,” sagde jeg til ham og trak ham væk fra hoved korridoren.

“Hvor skal vi hen?” Spurgte han. Jeg kunne huske fra min barndom, når vi var på ferie, plejede jeg og min storesøster at gå på opdagelse rundt på hotellerne. Nogen gange kunne vi finde på at gå helt ind på fremmede hotelværelser. Vi opdagede aldrig noget helt specielt, men følelsen af at gøre noget som man ikke helt vidste om man måtte, gav et adrenalinsus.

”Vi skal på opdagelse.” Sagde jeg og fortsatte gennem den ukendte korridor.

”Må vi det?” Spurgte David, og havde pludselig ændret humør fra glad til tilbageholdenhed.

”Hvorfor?” Grinede jeg, ”er du bange.”

Vi gik rundt indtil vi fandt en dør der var tonet frem. Jeg så spørgende på David. Han rystede på hovedet.

”Det tør jeg altså ikke. Det kan koste os livet.” Sagde han ængsteligt.

”Kom nu,” sagde jeg opfordrende. ”Hvad er det værste der kan ske?”

Han skulle lige til at åbne munden og lukke en hel masse gode grunde til, hvorfor det at ofre sit liv på en god oplevelse, ikke var en så god ide. Jeg stoppede hans protester med et kys.

David spærrede chokerende øjne op. Først prøvede han at gøre modstand, men jeg kendte hans grådighed. Han tog mig om livet og sendte elektriske ladninger op igennem min krop. Jeg lukkede øjne. Han var en overraskende god kysser. Jeg kørte hånden gennem hans hår. Verden omkring os forsvandt. Hvor ville jeg dog ønske at verden ville forblive sådan for altid. David strammede sit greb, hans bevægelser gik fra at være kærtegne, til besidderiske og grove. Jeg skubbede ham forpustet fra mig.

”Skal vi gå ind?” Spurgte jeg, da jeg havde fået vejret igen. David så undrende på mig. Han forventede nok at jeg ville komme med en kommentar, eller i det mindste bare nævne, vores kys. Men hvad var der at sige. Det havde været et godt kys, fantastisk endda, men jeg kunne bare ikke overskue mere. Jeg havde allerede et kys med djævelen at bekymre mig om, jeg kunne ikke også falde for en grådig teenagedreng. David kørte hånden gennem sit hår.

”Okay så. Lad os gå lidt på opdagelse. Men vi stopper hvis nogen opdager os.” Jeg nikkede ivrigt og åbnede døren på den vilkårlige dør. Vi trådte op på en altan, på en skyskraber.

”Det er nok bedst at en af os hele tiden står i dørkarmen, så døren ikke forsvinder.” Sagde David, ”jeg skal nok tage den første vagt.”

En metalline forbandt den skyskraber vi stod på, med en bygning lige over for os. Der var nok ti meters afstand mellem de to skyskrabere.

”Jeg tror jeg har set en film om sådan et stunt.” Råbte David til mig fra dørkarmen, der efter hans teori forholdt sig åben. Jeg tog et prøvende skridt ud på linen.

”Er du sindssyg,” hørte jeg bag mig, ”det var altså ikke ensbetydende med at du skulle prøve det.”

Jeg stillede mig udfordrende ud på kanten og vendte mig mod ham, så mine hæle, strittede ud fra bygningens altan.

”Hvad er der galt? Er du bekymret for mig? Det behøver du ikke, jeg forventer selvfølgeligt at du griber mig hvis jeg falder.” Jeg smilede udfordrende til ham, men han gengældte det ikke.

”Kom nu bare tilbage. Jeg er bange for at nogen ser os.” Han skævede konstant ud af døren, i frygt for at få øje på en kraptyl. Man kunne se på ham at han ikke brød sig om at være her.

Jeg sukkede og gik over mod døråbningen, der fra denne side af rummet så helt malplaceret ud i den bare luft. Da jeg stod som David, med en fod på hver sin side af dørkarmen, kyssede jeg ham igen. Denne gang et let, kortvarende kys.

”Din tur,” sagde jeg opfordrende. Jeg kunne se at mit kys havde givet ham mod på at give det et forsøg. Jeg lavede et kast med håret.

Skridt for skridt, nærmede David sig kanten.

”hold da op,” udbrød drengen, da han efter et stykke tid havde vovet sig helt ud til starten af linen.

”Udsigten er fantastisk heroppe fra.”

”Det var det jeg sagde!” Råbte jeg tilbage til ham, og frydede mig over at stemningen igen var lettet. David var knap så dristig som jeg havde været, men han tog ligesom mig et prøvende skridt ud på linen.

”Lad lige hver med at fald,” sagde jeg, ”så får jeg bare ballade.” Han rystede smilende på hoved.

”Og du er sikker på at du ikke mener at du selv er hovmodig.” Jeg kastede igen med håret.

”Ikke det mindste.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...