Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3598Visninger
AA

12. 12

Den næste morgen vågnede jeg igen af helvedes forfærdelige efterligning af et vækkeur. De skarpe toner tvang mig til at stå op.

Jeg skiftede natkjolen til min hverdagskjole, og satte mit hår op med en travl fra min kjole. Under hele morgenritualet sagde jeg og Julie intet til hinanden. Hun var vist blevet ret sur på mig over i går. Det var hendes problem.

“Kommer du med ned til spisesalen?” Sagde jeg afventende og med en rullen med øjne, mens jeg stod i dørkarmen og ventede.

“Du kan bare gå i forvejen, jeg skal lige ordne noget.” Jeg kiggede rundt i rummet. Der var to grå senge, et tøjstativ med fire grå kjoler og en håndvask. Jeg vidste at Julie havde gjort sig klar ligesom mig så, hvad det end var hun skulle gøre var det noget hun ikke plejede.

“Hvad er det du skal?” Spurgte jeg mistænkeligt.

“Intet der har med dig at gøre,” sagde hun stilfærdigt. Jeg sukkede. Hun var mopset over i går. Jeg holdt hendes blik fanget, og løftede det ene øjenbryn i en afventende attitude.

“Du må altså godt gå nu,” sagde Julie da stirre konkurrencen blev for meget for hende. Jeg gik. Men det var ikke ensbetydende med at jeg havde givet op.

Jeg prikkede uinteresseret til min mad. En havregrøds ligne substans i en, sjovt nok, grå skål, udgjorde hvad der skulle forestille at være min morgenmad.

Jeg sad alene i spisesalen ved bordet, hvor Julie plejede at sidde. Folk begyndte at kigge. Jeg var ligeglad. Jeg så alligevel bedre ud, uden den rødhårede amøbe til en veninde. Men jeg kunne dog godt tænke mig at finde ud af, hvad hun lavede på det værelse lige nu. Nu hvor jeg tænkte over det var der mange ting jeg godt kunne tænke mig at finde ud af. Jeg rørte fraværende rundt i den uappetitvækkende grød.

Hvorfor kyssede djævelen kun mig? Hvorfor var jeg ikke allerede blevet dræbt? Og nu, hvad var det Julie gemte for mig? Et smæld af en tallerken afbrød mine tanker. Jeg så op. Julies røde hår fløj op om ørene på hende da hun demonstrativt satte sig ned.

“Fik du gjort hvad du skulle?” spurgte jeg nonchalant. Julie svarede ikke men begyndte bare at spise sin mad i stilhed.

“Så vil du bare ignorere mig fra nu af?” Sagde jeg.

“Måske,” svarede hun igen.

“Hvis du stopper med at lyve for mig.” Derefter rejste hun sig og begyndte gå ud af spisesalen. Jeg kunne ikke tro det. Hun havde faktisk regnet med at jeg ville lade hende vinde den her diskussion.

“Hvad med dig selv! Som om du ikke også skjuler noget!” Råbte jeg efter hende, og kastede febrilsk med håret. Jeg kiggede rundt i salen. For anden gang var alle øjne rettet mod mig. Jeg sukkede teatralsk og fulgte efter Julie, for at undgå den akavede situation hun havde sat mig i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...