Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3569Visninger
AA

10. 10

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Måske en ørken denne gang, eller en bountystrand. Bare et eller andet. Men denne gang var der intet. Overhoved. Selv Liss var forsvundet.

Jeg stod midt i mørket og så at døren igen var forsvundet bag mig. Hvad nu. Jeg ville lægge mig ned, men ikke engang et gulv eksisterede herinde. En stemme skar igennem den altopslugende stilhed.

“Tre timer,” Lød stemmen. Jeg kunne genkende den som kraptylen der havde sat os ud i regnskoven. Jeg ventede på at bæstet skulle fortsætte med en tilføjelse af hvad jeg skulle bruge disse tre timer på, men intet andet kom.

“Hallo!” kaldte jeg ud i mørket. Intet svar. I det mindste skulle jeg kun tilbringe tre timer herinde denne gang.

Jeg havde ingen tidsfornemmelse. Der kunne have gået mellem et minut og en time. En dame tonede frem for foden af mig. Hun så bekendt ud. Glad for endeligt at se skyggen af liv prøvede jeg at starte en samtale med hende.

“Er du også fanget herinde?” Prøvede jeg, men hun så ikke ud til at registrere mig. Jeg så nærmere på kvinden. Hun så ud til at være i slutningen af tyverne, med mørkeblondt hår og et ansigt der mindede fantastisk meget om mit. Hun stod og aede sin mave, selvom hun ikke så gravid ud endnu. Vent nu lige lidt. En mand på hendes alder kom til syne ved siden af hende, og begyndte på samme måde som hende at ae hendes mave, mens han holdt godt fast om hende. Hvad jeg stod og så på lige nu var mine forældre. Før de blev skilt.

Jeg prøvede at gå imod dem. Jeg ville urimeligt gerne kramme dem, og fortælle dem hvor meget jeg savnede dem, men i det sekund jeg rørte ved illusionerne gik den i en million stykker og forsvandt, og jeg flød igen rundt alene i ingentinget. Synet af mine forældre havde bragt en masse følelser op i mig, som jeg overhoved ikke vidste jeg havde lige nu. For det første bragte synet af mine forældre en dyb længsel op i mig, specielt fordi jeg aldrig havde set dem sammen, siden min far forlod os da jeg var syv. En dyb frygt blandede sig også med frygten. Hvordan kunne de vide noget om mine forældre? Endda mere end jeg selv vidste. De havde set ret forelskede ud.

Endnu et stykke tid gik. Jeg havde siddet og håbet på at denne scene ville være den eneste, men ærgerligt nok tog jeg fejl. Det næste jeg så var mig selv som lille i skolen. Jeg tror jeg må have været omkring de ni år. Men jeg så ikke historien fra min vinkel, som jeg huskede den. Jeg så den fra mine veninders vinkel. Jeg stod op på et af skolens borde, mens jeg skrålede af mine lungers kraft med på en Hannah Montana sang. Hvor var jeg dog yndig. Det var i hvert fald hvad jeg selv syntes.

En af mine veninder lænede sig over til de andre.

“Hvorfor tror hun altid at hun er så meget bedre end alle os andre. Hvem tror hun at hun er?” Sagde pigen, og skræmmende nok var de andre piger enige. Jeg blev arrig, og slog ud imod illusionen, der igen forsvandt. Den næste scene kom hurtigere, og denne gang kom der to. Til højre for mig så jeg min ti års fødselsdag, hvor jeg legede tryllekunstner, mens jeg til venstre så min første gang på en scene. Flere højdepunkter fra mit liv dukkede op. Bag mig kom min første kæreste gående, og under mig lå jeg og solede mig på maldiverne.

Til forskel fra de første minder, bragte disse intet andet frem i mig end glæde og selvtilfredshed. Jeg så tilbage på mit liv som et mesterværk. Noget fangede mit blik i øjenkrogen. Min fødselsdagserindring havde ændret sig til en mærkelig scene.

Camille og Alfred kom slentrende imod mig. Hånd i hånd. De kyssede, et langt og intimt kys, de grinte let til hinanden og det var lige før jeg kunne se hjerterne over deres hoveder og gnisterne i deres øjne. Endeligt kom jeg ind i billedet.

Jeg kunne godt huske denne scene. Klædt i en glitrende sort kjole, kom jeg igennem backstage, for at forberede mig til min solo der skulle til at opføres. Camille havde registreret mig, men hun så ikke ud til at se mig som en trussel på nogen måde. Der var det at jeg fik ideen. Jeg næsten løb hen til Alfred, kyssede ham næsten lige så inderligt som parret havde gjort før jeg kom, og løb grinende ind på scenen. Tilbage stod Camille og en ret så chokeret Alfred. Jeg fulgte spændt deres næste træk. Denne del af historien havde jeg ikke vidst noget omkring.

Camille så spørgende på Alfred. Han tog sig for munden og rystede på hovedet, som i en benægtelse, over for hendes bebrejdende blik. Men masken holdt ikke længe og efter et par sekunder smilte hun undskyldende til ham. Deres kroppe mødtes igen i et kys. Denne gang virkede Alfred dog mere fraværende. Til sidst afbrød han helt kysset og forlod hende med en sidste sætning der rungede i mit hoved,

“jeg kan bare ikke gøre det mere. Det er ikke dig, det er mig.” Sikken en skiderik, godt det aldrig blev til noget mellem os. Camille burde have takket mig. Dette gav hende da endnu mindre grund til at vælte baggrundene ned på mig. Og lige som jeg havde tænkt den tanke, så jeg op og fik øje på hvad der i første omgang havde fået mig bragt herned. Baggrundene væltede ned i hovedet på mig. Flere end jeg husker. Jeg skreg og krummede mig sammen, men intet ramte mig. Jeg så op.

Alle erindringer var forsvundet, og jeg befandt mig igen i det intetsigende mørke. Denne gang var der mere at tænke igennem. Jeg havde lige set hele min livshistorie i højdepunkter, og fundet grunden til hvorfor jeg egentligt blev myrdet.

Mens jeg svævede rundt og gennemlevede hvad jeg lige havde set, indså jeg at det ikke var slut. De ville ikke have givet mig sådan en lang tid i mørket hvis ikke det var fordi det værste ventede forude. Og hvem gav også to udfordringer? Alle der vidste det mindste om eventyr, ville vide at det altid var tre, syv eller tolv man brugte. Jeg kunne ikke overskue syv hjerne vridninger, så jeg måtte håbe på at den næste blev den sidste.

“Hygger du dig?” Jeg vendte mig om og fik øje på den person, der skulle forestille at være den værste erindring. Djævelen smilede med sit intense krybdyrs smil. Jeg prøvede at røre ham så han kunne forsvinde ligesom de andre illusioner havde gjort. Men denne gang virkede det ikke. Min hånd røg blot i gennem hans krop, som om han var et spøgelse.

“Gå væk,” Sagde jeg og knyttede mine næver hård sammen.

“Hør nu bare på mig, jeg ville bare…”

“Jeg gider ikke lytte til dig, hvornår forstår du det?” Afbrød jeg ham hidsigt, men mit rødglødende temperament kølede hurtigt af igen, og jeg måtte synke flere gange da jeg så hvad djævelen var på vej til at gøre. Ild skød op fra hans fødder og det blændende skær viste sig. Jeg turde ikke kigge i frygt for at se et af monsterets sande skikkelser.

Men efter et stykke tid tog nysgerrigheden alligevel over, og jeg måtte se hvilken skabning han nu havde formået at kreere. Men intet monster, eller andet skræmmende stod hvor djævelen havde været. Her var nu kun et rart og velkendt ansigt.

“Hvad laver jeg her?” Spurgte Julie. Jeg smilte af bare glæde.

“Hvad laver du her?” Spurgte jeg og gik over for at kramme hende, som vi var begyndt at gøre når vi sås. Men til min forvirring undgik hun mig, og ikke nok med det, stirrede hun også fjendtligt på mig.

“Dig!” Sagde hun med afsky i stemmen.

“Hvordan kunne du gøre det imod mig,” jeg var helt paf.

“Hvad mener du?”

“Ha, som om du ikke ved hvad jeg snakker om.” Hun knep øjne sammen, og en bekymrende rynke viste sig mellem hendes øjenbryn.

“Du løj for mig, jeg troede ikke at folk som dig gjorde sådan noget. Jeg troede jeg kunne stole på dig.” Bed hun af mig. Jeg bed mig i læben og så op. Hvordan kunne hun vide hvad der var sket? Jeg prøvede at beholde mig i rollen som ‘den uskyldige’. Jeg skulle endelig ikke afsløre mere end hun allerede vidste. Det havde hun ikke fortjent.

“Jeg ved altså ikke hvad du snakker om.”

“Selvfølgelig gør du det. Djævelen fortalte mig alt. Hver en lille detalje om dit hede kys med fanden selv. Jeg skulle have vidst bedre. Du er ikke den helt jeg troede, du er en kujon. Fuldstændig ligesom alle andre hernede.”

“Du lyver” Råbte jeg. “Du ved intet!”

Jeg prøvede desperat at overbevise mig selv om det jeg lige havde sagt, men inderst inde kunne jeg med min sunde fornuft godt se at det var mig der var gal på den. Hun havde jo lige fortalt mig hvad det var hun ikke måtte vide. Alligevel havde jeg ingen intentioner om at give hende ret. Den glæde skulle hun ikke få lov at have, efter at have fået mig til at have det så dårligt over mig selv, på sådan et sårbart tidspunkt.

“Jeg gjorde det for dit bedste,” Prøvede jeg, men Julie fandt hurtigt nogle gode argumenter for, hvorfor jeg igen løj. Og desværre var der mange. Jeg bukkede under for gråden.

“Hvad er det du vil have mig til at sige? Ja, jeg er et forfærdeligt menneske og ja, jeg havde håbet på at du aldrig ville finde ud af det. Er du glad?” Julie smilede ondskabsfuldt til mig, og jeg mistede igen min forståelse af situationen.

“Faktisk, var dette lige, hvad jeg havde brug for.” Ild kom om fra hendes fødder og blændende lys skar igennem det mørke rum, og fjernede samtidig den tåge der havde ligget over mig. Hvorfor havde jeg ikke været i stand til at lægge to og to sammen. Enhver ville kunne se at det ikke havde været Julie.

“Hvad vil du her?” Spurgte jeg forpustet, og skyndte mig at fjerne de pinlige tårer.

“Har du virkeligt ikke fundet ud af det endnu?” Han smilte til mig med sit sædvanlige krybdyr smil. “Du er ingenting.”

“Det var ikke et rigtigt svar!” Fortsatte jeg stædigt. Lige som jeg ikke ville give illusionen af Julie ret, galt samme princip for selve djævelen. Men intet svar kom der. Han var væk. Han havde igen efterladt mig alene med mine tanker. Men knap havde jeg tænkt den første tanke før djævelens stemme rungede i mit hovede.

“Ingenting. Du er ingenting.”

Stemmen fortsatte med denne sætning, igen og igen, i et monotont stemmeleje.

“Stop det” Råbte jeg ud i intetheden. Djævelen kom til syne igen. Denne gang kunne jeg lige ane tågen før den lagde sig om mig, og forvrængede hele min verden. Jeg prøvede at røre ham så han måske ville forsvinde denne gang, men denne gang var han manifesterede så meget at jeg kunne røre ham helt. Han holdt mit hoved, og tvang mig på den måde til at se på ham. Men på en blid og skånsom måde. Stemmen rungede stadig i mit hovede.

Han kyssede mig. Endnu længere og endnu mere intenst end sidst. Jeg lagde armene omkring ham og kyssede tilbage. Lukkede øjne. Kunne mærke hvordan hans hænder gled ned langs min rygrad. Pulsen steg, og jeg kunne dufte hans lugt af brændt. En mystisk, dog intens duft. Varmen steg yderligere. Hans bevægelser gik fra at være kærtegn til decideret vulgære. Jeg åbnede øjne, og stirrede ind i hans ravfarvede øjne, og gispede så chokeret.

Huden der omkransede hans blik var nemlig ikke den farve jeg havde håbet på at se. Jeg trak mig væk. Eller prøvede i hvert fald. Den sande skikkelse af den røde djævel med sorte horn og vinger, der dannede et bur rundt om mig, holdt mig fanget i sine arme.

“Slip mig,” skreg jeg. Jeg slog på hans røde, gummiagtige brystkasse, men den var lige så hård som sten, som kraptylernes havde været. Jeg skreg i smerte over slaget og trak min hånd til mig.

Stemmen i mit hoved steg i takt med at djævelens tag om mig strammes. Begær og uforståelighed var langsomt i gang med at tage livet af mig. Bogstaveligt talt. Jeg begyndte at gispe efter vejret.

Ingenting. Du er ingenting.

Ingenting. Du er ingenting.

Min modstand blev mindre, og til sidst ikke-eksisterende. Det sortnede for øjne. Det sidste jeg mærkede før selv djævelen forsvandt, var hans læber der for anden gang herinde pressede sig mod mine, og tvang den sidste falske nydelse ud af mig før det hele forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...