Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig. Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt. ... "...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3365Visninger
AA

1. 1

 

“Helt forkert, Forfra!” Instruktørens stemme skar gennem den næsten tomme teatersal. Suk, så ville vi jo aldrig nå til min solo, hvis de tumper skulle blive ved med at rode rundt i det elendige stykke. Jeg rejste mig fra min plads på første tilskuerrække og gik om i backstage. Travle assistenter med kaffe i den ene hånd og manuskripter i den anden farede forbi mig i de smalle korridorer.

Vi var tæt på premieren. Ja, faktisk kun en uge fra. Så lige nu betød musicallen så meget mere for mig, end alt det andet. Jeg var stand-in for hovedrollen og havde en af de helt store biroller, der tilmed, for at det ikke skulle være løgn, havde et solonummer hvor jeg skulle brillere med min guddommelige stemme. Jeg kunne ikke vente med at stille mig op på den store scene for Gud-ved-hvilken-gang. Hvis altså de amøber kunne finde ud af at spille deres akt færdigt før nat.

Omme i backstage sad Kate og Alfred.

“Hvilken akt er vi nået til?” Spurgte Kate. Det var hende der havde hovedrollen. Det var derfor at jeg af rent professionelle årsager måtte forholde mig ekstra gode venner med hende. Alfred var noget helt andet. Hans muskuløse overkrop og stramme langærmede bluse hvis ærmer var opsmøgede til albuerne, gjorde det svært at modstå trangen til at lade være med at stirre på ham hele dagen. Specielt når man talte han perfekte ansigt med der bare var hele pakken: Markante kindben, blå øjne, mørkt hår, og det sødeste smil. Det eneste lille minus ved ham var bare det faktum at han havde en kæreste. Men hvem gad interessere sig for hende. Hun var alligevel bare en af dem der kludrede rundt på scenen lige nu. Jeg satte mig mellem dem.

“Vi er på andet akt, så jeg skal ind lige om lidt.” Svarede jeg Kate. En dame med favnen fuld af kjoler strøg forbi os, og bad Kate om at følge med hende, så hun kunne få prøvet hovedrollens kostume på en ekstra gang. Tilbage var der nu Alfred og jeg.

Med en tilfældig bevægelse fik jeg kørt mit hår over på den ene skulder, hvilken gjorde frit udsyn til et lille tatoveret hjerte bag øret.

“Er du ikke for ung til at få en tatovering?” Ikke lige den kommentar jeg havde håbet på, men i det mindste var hans opmærksomhed rettet mod mig.

“Man kan meget med sin storesøsters ID.” Svarede jeg stilfærdigt. Men tilføje alligevel for at fortsætte samtalen“Kan du lide den?” “

"Den er vel ret sød, jeg tror ikke at jeg selv ville turde at få en tatovering.” Jeg smilede og kørte hånden ned over hans bryst og videre over hans mave.

“Hvis du skulle have en tatovering, skulle den helt klart være lige…”

“Sig mig lige. Anna, hvad fanden leger du?” Jeg så op og fik øje på Alfreds kæreste der uheldigvis lige var blevet færdig på scenen. Pis. Jeg kiggede hjælpeløst hen på en af assistenterne, og håbede på at hun vil kalde mig op på scenen. Men irriterende nok havde hun ikke øje for andet end hendes egen dumme Iphone. Det så ud til at jeg selv måtte forklare mig ud af den her. Med rank ryg og næsen i sky, gik jeg det sidste stykke over mod tøsen.

“Og hvad er du nu sur over?” Spurgte jeg med den mest sukkersøde stemme. Pigen svarede ikke men stirrede i stedet bare olmt på mig. “Jeg var bare i gang med at give Alfred et tip om tatoveringer ikke andet” fortsatte jeg så,“Det er der vel ikke noget galt i. Stoler nu ikke på ham?” Jeg vidste at jeg med den sidste kommentar havde vundet mit argument. Jeg lavede et kast med håret og vimsede mod scenen hvor min solo ventede. Hvor jeg dog elskede mit liv.

 

Jeg stillede mig op på scenen. I den ene hånd havde jeg en rose. Jeg skulle spille svalen i en fortolkning af tommelise. Instruktøren gav mig et par ord til at begynde på og musikken startede. Bløde, glatte toner, strøg ud af højtalerne og efter et par takter begyndte jeg at synge. Jeg levede mig ind i rollen som først den glade og frie fugl, der med høje toner, sang om livet i skyerne. Og senere som den sørgmodige fugl, der med en brækket vinge, faldt hjælpeløst til jorden. Med den sidste knivskarpe tone afsluttede jeg, hvad der nok havde været stykkets højdepunkt. Jeg fortsatte min solo med en poetisk monolog om livet. Jeg snakkede om mine sidste timer, om livet efter døden, og alle de ting som jeg ikke nåede her i livet. Kærligheden var specielt en ting der gik igen gennem alle emnerne. Sproget kørte som smurt. En enkelt gang eller to hakkede jeg en endelse af et ord, men jeg fik bare kamufleret fejlen med et suk. Jeg gav mine skuespillerevner frit løb, og lod de sørgelige følelser fra fuglen trænge ind i mig. Snart trang tårerne sig på og jeg fik våde kinder. Jeg kunne ikke vente til spotlightet og kostumerne, og ikke mindst tilskuerne kom på. Til min store ærgrelse, var min “five minutes of fame” ovre og jeg gik tilbage til at være mig selv: Annabeth Glio, en femtenårig pige med store drømme og en lys fremtid. Jeg gik tilbage i backstage. Kate stod og ventede på mig. Hun sagde at Alfred og hans lille sugekop var væk. Det var nok også for det bedste.

Vi fulgtes sammen hjem efter prøven. Det plejede vi at gøre siden vi næsten var naboer og derfor skulle samme vej. Snakken gik på lidt forskelligt. Jeg lagde mærke til at Kate prøvede at komme ret let hen over emnet om Alfred, hvilket jeg slet ikke forstod.

“Synes du ikke at Alfreds kæreste overreagerede bare en lille smule over det med tatoveringerne?” Jeg pressede på igen. Ivrig efter at høre hendes mening.

“Det ved jeg ikke, det er måske også lidt synd for Camille på samme tid.”

“Hvem er Camille?”

Kate så olmt på mig: “Alfreds kæreste din tumpe!” Nå, så det var det hun hed! Jeg orkede ikke ende i den helt store forklaring, så jeg mumlede bare en: “Det vidste jeg godt, er bare sådan elendig til navne.” Vi gik et stykke tid i tavshed. Efter et noget tid nåede vi til Kates hus, og hun drejede ned af hende indkørsel

“farvel” råbte hun på vejen mod sit hun.

“Farvel” råbte jeg igen.

Jeg spadserede stille hen ad vejen. Alene i mørket. En kold februarvind susede forbi mig og jeg skuttede mig. Måske var der mere læ på den anden side af vejen. Jeg løb over vejen, og var næsten nået over, da et kæmpe ‘dyt’ fik mig til at fare sammen. Jeg så op fra mine skosnuder, og fik øje på en fiat 500, og en Mand der så ret så oprevet ud. Hvorfor gjorde han det? Det var jo ikke sådan at mig der havde kørt ham ned. Jeg kunne mærke at denne diskussion var på min fordel.

“Hvordan fanden er det du kører?! Prøv at forestil dig hvad der var sket hvis du havde ramt mig. Du kunne have kostet mig livet!” Med de ord, og et kast med håret, vimsede jeg væk fra den sure mand og hans bil. I baggrunden kunne jeg høre hans arrige stemme, der prøvede at belære mig om ansvar og egoisme. Jeg var ligeglad. Han skulle ikke få lov at komme under huden på mig. Han var ikke det værd.

Endelig nåede jeg til mit hus. Det var et rødt murstenshus i et plan. Engang havde det huset både min mor og min far, men da jeg var omkring de syv år, blev de skilt. Det er ikke noget som jeg som sådan er ked af. Jeg kan alligevel ikke huske noget fra de var sammen. Intet på nær den dag de blev skilt. Først kunne jeg ikke forstå hvad der skete, min forældre havde nok skændes på den måde mange gange før. Det gik først op for mig at noget var galt da min far prøvede at tage mig med i sin flugt fra sit ægteskab. Min mor prøvede at stoppe ham, som alle mødre nok ville have gjort.

Det var ikke meget jeg kunne huske fra den dag, men en af de ting, der stadigt stod klart for mig, var mig der stod midt i mine forældres krigszone og blev udspurgt om, hvem jeg helst ville bo hos. En anden ting der stod klart for mig var min storesøsters blik, som hun sendte mig fra sofaen. Fra den dag af snakkede hun ikke mere til mig end højest nødvendigt. Jeg tror jeg fandt en vis tilfredsstillelse i at deres skænderier for en gang skyld handlede om mig. Børnepsykologerne mente noget andet.

Jeg trådte ind i det varme hun. Min mor stod i køkkenet. Jeg tog jakke og støvler af og satte mig ind på mit værelse. Jeg skruede højt op for musikken. Hård popmusik ramte mine øre, og nok også resten af huset, så hårdt at min storesøster var nødt til at vade ind på mit værelse og skrue ned. Hvor var hun kedelig. I stedet tog jeg mit manuskript frem og kørte mine replikker igennem en ekstra gang inden generalprøven på fredag.

De næste par dage så jeg ikke så meget til Camille og Alfred, på nær en episode, hvor jeg havde spurgt om han ville hænge ud efter musicallen. Han havde pænt afslået fordi han skulle på date med Camille. Men havde derefter spurgt om vi kunne gøre det efter premieren. Jeg kunne ikke vurdere om det var dem der undgik mig eller mig der ikke gad dem. Derimod fik jeg tilbragt overraskende mange timer med Kate op til generalprøven. Vi havde mange scener sammen så der var rigeligt at gennemgå. Kate var en god skuespiller, men jeg lagde flere gange mærke til at hun rullede irriteret med øjne når jeg prøvede at rette på hende. Den professionelle skuespiller ville have taget mine råd i brug.

 

Endelig kom dagen for premieren. Jeg vågnede klokken seks lørdag morgen, og følte det genkendelige sug i maven, som jeg altid følte før en premiere. Jeg færdiggjorde min morgen rutine, tog jakke og støvler på og strøg ud af døren. Stykket var først klokken seks i aften, men forberedelserne var enorme og det krævede at de største roller mødte mindst 3 timer før stykkets start. De sidste sceneændringer var ved at blive foretaget. Scenen var smart designet så baggrundene for hver akt kunne trækkes ned fra loftet af. Det var et gammelt og fint teater så gennem de forskellige sceneskift stod der en mand ude i den ene side og hev i forskellige snore der både styrede baggrundene, scenetæppet og andre effekter på scenen.

Jeg gik videre om i bagstage hvor Instruktøren ventede med en sidste briefing. Jeg var ret så vant til denne stressede dag, så jeg vidste også godt at man ikke skulle være i vejen for assistenterne, og sørge for at råbe højt hvis der var noget man manglede. Turen gik videre til kostumerne og derefter var det sminkøren, og før jeg vidste af det, sad publikum i salen.

Jeg tog en dyb indånding. Kate var den første der skulle på. “Knæk og bræk” sagde hun da hun gik forbi mig og ud på scenen. Jeg svarede ikke igen. Jeg vidste godt at der var mange for der blev sure når man ikke sagde det tilbage. Det var noget overtroisk noget med at det gav ulykke på scenen hvis man ikke sagde det. Og de skulle forestille at være professionelle. Sådan noget pjat.

Efter et kvarters tid var det endelig min tur. I takt med musikken trådte jeg ind på scenen. Den første akt var med både mig og Kate, det skulle forestille at vi, ved hjælp at vores stemmer, skabte et bånd der var stærkt nok til at trække hende på en åkande gennem det der skulle forestille at være en kæmpe sø.

Min kjole der var fuld af sorte palietter og fuglefjer skinnede som tusind stjerner og stod i perfekt kontrast til Kates matte, hvide sommerkjole. Kate tog de sidste ord af sangen med at synge om taknemmelighed. Jeg bed mig i kinden for ikke at rette på hende eller fortælle hende hvordan at jeg ville have gjort det. I dette tilfælde ville det have været uprofessionelt.

Langt om længe fik Kate sunget færdigt, og så snart tæppet var trukket i løb jeg om i bagstage for at gøre mig klar til min solo. Jeg skulle nemlig på igen næste gang scenetæppet gik op. Halvvejs ude mod publikum så jeg Alfred og Camille komme gående arm i arm, og en ide susede impulsivt ind i mit hoved. Jeg skiftede retning og gik hen imod parret. Først her fik Camille øje på mig. Hun så ikke glad ud. Jeg greb fast om lynlåsen på Alfreds jakke og trak ham ind til mig. Vores læber mødtes i et langt og vådt kys.

Jeg hørte Camilles stemme i baggrunden brokke sig over min tydelige ugorskammenhed. Jeg var heldigvis ligeglad. Derefter slap jeg mit tag i en, nu ret så chokeret, dreng, lavede et kast med håret og vimsede ind på scenen for at spille min solo. Det føltes godt at være mig.

Der var helt stille da jeg stillede mig op på scenen. Stemningen var tyk af forventning. Så begyndte musikken. Efter de første tre takter kom spotlightet. Og efter yderligere tre takter begyndte jeg at synge. Jeg kunne mærke hvordan Publikums bille, alt opmærksomheden, satte mig fri og gav liv til min indre fugl.

Jeg flygtede fra virkeligheden i et kort sekund og drømte mig væk til gule rapsmarker, og nyslået græs. Mit blonde hår bølgede i vinden, og jeg solede mig i opmærksomheden. Jeg så rundt på de forskellige scenekonstalationer, som om jeg kiggede ud over et marklandskab. Men der er noget der ikke passer. Som en tordensky på en skyfri himmel stod Camille ovre ved scenetæppets kant. Hun smilede ondt til mig.

Jeg prøvede at fokusere på min sang, men det faktum at hun stod ved kontrolsystemet, med de mange snore, gjorde mig i særdeleshed utilpas. Jeg fortsatte mit stykke. Musikken skiftede og mørkere, og mere dramatiske, toner fløj ud af højtaleren. Jeg prøvede at glemme Camille. Hun af alle mennesker skulle i hvert fald ikke få lov til at sabotere min performance. Knap havde jeg tænkt ordene for en knirken lød oven over mig. Jeg så op og derefter på Camille mens jeg, i en nu højere og mere skinger klang, fortsatte min sang.

Hun så udfordrende mig og hev let i en af snorene. Hun bluffede. Aldrig i livet ville hun udsætte mig for sådan en pinlighed på sådan et tidspunkt som i aften. Endnu et knirk lød fra teatrets tag. En instrumental pause gjorde så jeg kunne signalere et ‘stop’ til Camille før det var for sent. Før hun fik gjort en fiasko ud af min store aften. Men Camille stoppede ikke.

Langsom løsnede hun knuden til snoren på en af de baggrunde der hang lige over mit hoved. Min sidste tone var kommet. Den skulle hun om noget ikke spolere. Jeg lukkede mine øjne og prøvede at fjerne hende fra mit sind. Prøvede at fjerne alle fra mit sind. Det eneste der skulle være plads til i mit hoved var svalens sørgelige følelser, mens jeg sang den sidste tone som vidst nok kunne springe glas. Men bare fordi jeg lukkede Camille ud af mit sind betød det ikke at hun forsvandt fra jorden. Desværre.

Lyden af en masse snore der blev løsnet og snurrede rundt, fyldte nu den fyldte teatersal. Jeg åbnede øjne og nåede lige at se alle baggrunde, uden undtagelse, falde ned fra loftet. Den første træplanke ramte mig. Den hamrede i min pande og et flænsede min hud op. Det gjorde svimlende ond, og det sortnede for øjne. Millisekunder efter ramte den næste.

Og så den næste.

Smerten var uudholdelig.

Et skrig undslap mine læber før jeg faldt om på scenegulvet.

Og verden forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...