Landing

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
En måge åd hendes øjne. Noget af det mest syrede jeg har skrevet. Jeg lavede den på tre timer til en terminsprøve og har ikke rettet den siden, for jeg syntes i skulle have den, som den er. Den er egentlig fortsættelsen af en indledende tekst fra oplægget, men jeg kan ikke finde den tekst igen, og historien kan sagtens forstås på trods.

1Likes
1Kommentarer
211Visninger

1. Landing

 

 

Du fortalte mig om stormfuglene, første gang jeg mødte dig. På dansk med en smuk grønlandsk accent. Det var da vi stod på en altan i København til en nytårsfest, og jeg spurgte dig om du altid havde været blind, og du svarede, at du aldrig havde været blind. Jeg kan huske at du, på trods af at klokken var midnat, bar solbriller, og at dit ansigt ikke vendte direkte mod mig, da du talte. Du sagde at dine øjne var et andet sted og så på andre ting, mens du sad der med mig og med en øl i din hånd. Du fortalte, at en måge havde spist dine øjne, og jeg troede, du var fuld. Jeg husker at jeg holdt om dig, for at du ikke skulle falde ud over rækværket, sådan som du slingrede. Det var dengang du fortalte mig om de stormfugle, du kendte.

  Jeg har senere, længe efter du var rejst hjem, iagttaget mågerne over Østersøen og tænkt på dig. Og på hvilke vidunderlige syn du måtte møde, når du udforskede verden med luft under dine vinger. Og jeg ønskede at være lige som dig.

 

  Delvist derfor er jeg her nu, måske er det mest fordi, jeg er sikker på, at ligegyldigt hvad, jeg finder her, må det være bedre end det, jeg havde, og snart svæver jeg ind over din ø. Jeg vil ikke sove et eneste minut, for jeg har sovet nok for resten af mit liv, og jeg vil se når verden ændrer sig, når jeg krydser havet og møder det fremmede landskab, der skal blive mit nye hjem. Jeg ser den tomme lejlighed for mig, og dens tyngende fortid af talrige dage, der ikke længere kan skelnes fra hinanden, og dens slukkede lamper får den til at synke ned gennem bygningen, ned under Københavns gader og larm sammen med alt det andet, jeg har forladt, og for første gang i mit liv er der stilhed i mit hoved. Ikke som den stilhed, jeg plejer at møde, når jeg kommer hjem til min bolig, men en dybere ro i mine tanker.
 

  Jeg forestiller mig igen det grønlandske landskab, og det er lige så smukt som dig, når du smiler mod fyrværkeriet på nattehimlen.
Jeg flyver nu over bølgerne og mit hoved hviler.

  I mine tanker fortæller du mig noget, som stormfuglene fortalte dig. Alle fugle har hule knogler. Ligegyldigt hvor stærk man er, og hvor dygtig man er til at flyve, skal man altid frygte landingen. Det er skam ikke højden, man skal være bange for, siger du, det er jorden under dig. Jeg minder dig om, at hvis man bliver på jorden, så styrter man ikke, men du ler blot af mig og kysser mig på næsen. Måske ramte du forkert i din blindhed, men jeg tror nu, det var min næse, du ville ramme. Lykkefølelsen fra denne kontakt sidder stadig fast i mig som et rusmiddel, jeg er blevet afhængig af. Jeg var så beruset dengang efter dit næsekys og alle øllerne, at jeg dårligt kunne opfatte, hvad du dernæst sagde. At hvis man bliver stående på jorden synker man i.
  Nu, når jeg hænger højt oppe over den grå, brusende overflader, tænker jeg igen på min lejlighed, der, som en synkende skude, forsvinder ned under asfalten, lige efter jeg i sidste øjeblik redede mig selv og fløj fra reden.

 

  Endelig er der land under mig, men regntunge skyer dækker for udsynet. Jeg glider ned under og bliver skyllet ren før jeg rammer jorden, og fortiden ligger et sted langt borte på den anden side af vandet. Jeg kan se bjerge i det fjerne gennem regndråberne, da jeg træder sikkert ned fra det sidste trappetrin, og jeg kan mærke en uimodståelig trang til at gå på opdagelse i denne nye verden, bestige alle disse toppe og trække vejret i hver eneste kubikmeter luft i alle højder. Tid er der vel nok, men jeg er nødt til at finde dig, hvor du så end er nu. Dit navn og min intuition er det eneste, jeg har, til at lede mig, så jeg henter min rygsæk og begynder et gå.

 

  Mens byer glider forbi, og landskabet ændrer sig, er der noget i mig, der spirer og gror. Dagene går, og alliker rejser omkring i himmelrummet i store flokke over mig. Månederne passerer, og årstiderne skifter, mens jeg bare vandrer og søger med fred i sindet. Jeg glæder mig til at fortælle dig om min rejse, når jeg finder dig. Om de mennesker jeg møder og de floder jeg krydser, men du kender jo nok allerede til det hele, for hvis ikke du var ude at se det som barn, dengang dine øjne stadig sad i dit hoved, har du vel set det som måge.
  Jeg har besluttet mig for at gifte mig med dig, men jeg haster ikke frem, for jo længere jeg går, des mere har jeg at fortælle dig og des mere moden er jeg, når du ser mig igen. Jeg kan selvfølgelig ikke nå dig til sokkeholderne, men jeg vil være mere klar til at lære fra dig, og du vil fortælle mig om dine rejser til eksotiske lande og om overblikket fra oven. Du kan forstå det hele, sagde du den nytårs aften på altanen. Du frygtede, du ville blive skør af alle pessimisterne, der ikke kunne se længere end til deres egen næsetip. Jeg var en af dem, vidste jeg, pessimisterne. Lige indtil du kyssede mig, og jeg ikke kunne se andet end dit smil.
 

  Jeg ved ikke hvor mange år der er gået nu. To, måske ti. Jeg har i hvert fald ikke højdeskræk længere. Nu hvor jeg omsider finder dig.

  Jeg er ikke overrasket over at finde dig på en anstalt. Du har flere rynker, end du havde, første gang jeg mødte dig, men dit smil er stadig som en solopgang over en iskold silhuet. Dine solbriller ligger på et lille bord, så dine øjeklapper er synlige. Du har ikke blinde øjne, du har gode øjne. De er bare borte. Mon du kan huske mig efter alle de år, efter vi kun havde mødtes én gang, dengang jeg var lige som alle andre. Ensom og pessimistisk.
  De hvide vægge og det blomstrede, blå gardin, som er trukket lidt til side og lukker guldfarvet lys ind, gør at rummet virker fredfyldt, og mit hjerte er roligt. Dit ansigt, som er indrammet af sort hår til skuldrene, vender mod døren, hvor jeg står, da du har hørt den blive åbnet, og du ligner en stjernebesat nattehimmel. Engang ville jeg have taget afstand fra en kvinde på den lukkede med klapper for øjnene og et fastklistret smil, men jeg forstår livet bedre nu. Jeg har en bedre ide om, hvad man skal tage afstand fra.
  Historierne du fortæller og synger mig er på grønlandsk, men jeg har lært mig dit sprog. Jeg fløj jo hertil, siger jeg dig, da du spørger mig, om jeg har prøvet at flyve. Du er den stærkeste af alle stormfuglene og du ved det godt, for stormfugle ved hvem de er. Og du er stærk nok til at løfte mig op.
  Da vi svæver over bjergene og ser nordlyset strejfe toppene, er min fjerdragt en voksen fugls fjerdragt. Jeg er ikke længere en unge. Mine vinger beskytter dine, for selv dine knogler er hule, og hvis du styrter ned, bliver du knust. Da vi svæver over byen Nuuk, bliver jeg mindet om hovedstaden i Danmark og frygter et øjeblik, at menneskene dernede vil kaste sten efter os. De står i asfalt til anklerne, nogen til knæene og andre til halsen.
 

  Årene går videre, mens vi gemmer os i fjeldene. Jeg har aldrig været lykkeligere, end jeg er her i alt det hvide og grønne sammen med dig og dit stride mørke hår, der kilder mit ansigt.
  Da du dør, forsøger jeg at flyve selv. Det var ikke et styrt mod jorden, der slog dig ihjel og heller ikke den sultne asfalt, der druknede dig. Du var fri som den fugl, du var. Blot gammel. Dine øjne ser stadig på verden fra deres plads i den måge, du blev ét med engang.
  Da jeg letter, er jeg alene. Ensomheden trækker mig i det samme nedad, jorden nærmer sig lige så hurtigt, som toget gjorde, dengang jeg stod klar på skinnerne. Min fuglekrop vender sig rundt i luften, så jeg kan se dig danse mellem de grønne og blå lyspartikler på nattehimlen, før mit skrøbelige skelet splintres på klipperne under fyrtårnet. Det er ikke en nær så sindsoprivende landing, som da jeg landede på Grønland første gang, selvom den er noget mindre vellykket og noget mere smertefuld. For da jeg landede på din ø, landede jeg i mit hjem. Det er ikke et dårligt sted at lande.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...