Your sincerely, Louis - Larry Stylinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2015
  • Opdateret: 22 dec. 2015
  • Status: Færdig
Et oneshot om forbudt kærlighed.

1Likes
0Kommentarer
201Visninger
AA

1. Larry Stylinson

Så lå jeg her alligevel igen. Halvt liggende på albuen med den ene hånd flettet ind i din, og den anden stille nussende dit uglede hår imens jeg stille betragtede dig. Harry. Min Harry. Min lille engel. Mit et og alt. Jeg spekulerede endnu en gang på hvorfor verden havde fortjent en som dig. Sådan som du lå der, med røde øjne efter endnu en gang at have grædt - udmattet og magtesløs. Det var bare ikke fair. Hvorfor skulle et så helt igennem fantastisk menneske som dig, udsættes for det her? Nu hvor du sov, forsvandt det fortvivlede udtryk langsomt og blev erstattet af et fredeligt, glad ansigtsudtryk. Hvor var du dog smuk. Det var du altid, men især når du sov. For så var der igen fortvivlelse i dine øjne, ingen bekymret rynke i din pande. Bare fred.

 

Nu kunne jeg godt lade en tårer trille ned ad kinden. Når du var vågen måtte jeg være den stærke, den beskyttende, den der forsikrede ham om at det nok skulle blive godt igen. Men inderst inde havde håbløsheden også slået rod i . Så derfor lod jeg tårende løbe der i mørket. Jeg holdt op med at nusse dig i håret og lagde mig i stedet ned ved siden af dig. Stadig med min hånd i din, med hovedet mod dine ribben, lod jeg al fortvivlelsen få frit løb. For hvor var det bare uretfærdigt. At vi ikke kunne få hinanden. Hvorfor var vi også endt her? Hvorfor var vi ikke bare to almindelige drenge uden en masse mennesker til at bestemme over os? Hvorfor kunne vi ikke bare have friheden til at elske hinanden?


Det gjorde så ufattelig ondt, især fordi jeg vidste hvor uendelig hårdt det var for dig. Du kunne snart ikke klarer det mere. Din kampgejst var ved at forsvinde. Jeg kunne bare se på at den dreng jeg elskede så ufattelig højt, langsomt mistede modet for øjnene af mig. Og det var det der gjorde mest ondt. For du havde altid været en fighter. Altid var det dig der muntrede os andre op og holdte humøret oppe når det var svært. Og nu var der kun håbløshed når man så dig i øjnene. Ja, du smilede. Ja, du svarede interviewerne kækt igen og slog dig løs på scenen. Men du var ikke glad. Og hver aften græd du dig selv i søvn. Jeg kom ind hver aften, med et svagt håb om at du allerede sov med et lille smil på læben. Men du græd altid. Eller også lå du og stirrede ud i luften. Og så kom tårende først når jeg lagde mig ved siden af dig. Men de kom altid.


Sådan faldt jeg i søvn - med øret mod dit bankende hjerte, med tårende ned af kinderne og fortvivlelsen som en stor sten i hjertet.


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Da jeg vågnede næste morgen, lå jeg alene. Mine kinder føltes underligt tørre, nok fra nattens tårer. Jeg rejste mig og gik ud i køkkenet. Ingen Harry. Garderoben. Ingen Harry. Stuen. Ingen Harry. Jeg fandt dig på badeværelsegulvet med tårende løbende ned af kinderne. Du sad med en håndfuld piller i hånden, glasset stod ved siden af. Jeg stivnede et øjeblik og ventede til du så mig før jeg gjorde noget. "Nej Harry!" Jeg faldt på knæ og tog fat i dine hænder. "Nej Harry, nej Harry, nej" blev jeg ved med at gentage imens tårende også begyndte at løbe ned ad mine kinder. "Se på mig Harry." Min stemme var blevet en hvisken. Det udtryk jeg så i dine øjne da du så på mig, var ubeskriveligt. Så udmattet, total opgivende. "Undskyld Louis, undskyld" hulkede du hæst. "Men jeg kan ikke mere. Jeg ved at det ikke er fair over for dig. Men jeg kan ikke leve med det her mere. Jeg har ikke lyst til at være her mere." Jeg lukkede øjnene, slap dine håndled og trak dig ind til mig. "Undskyld Lou..." Hviskede du mod mit bryst. Jeg rystede bare på hovedet og kyssede dig i håret, blændet af tårer.


Efter en lang lang pause, havde jeg taget min beslutning. "Det er okay Harry, jeg forstår dig godt." Jeg kunne mærke hvordan du overrasket stivnede. "Hva... Hvad mener du?" Hviskede du, næsten uforståeligt. "Det er okay. Men hvis du forlader denne verden, så vil jeg med." Jeg slap dig med den ene arm og væltede pilleglasset så jeg kunne få fat i en håndfuld piller. Så holdt jeg dem op ved siden af din hånd med piller.


Samtidig, tog vi dem i munden og slugte. "Jeg elsker dig Harry" hviskede jeg bare og knugede dig ind til mig, hårdere end nogensinde før. "Jeg elsker dig Louis" svarede du, med helt klar stemme. Jeg slap dig lidt og kyssede dig. Lidenskabeligt, kærligt. Så lagde du hovedet ind mod min hals og flettede dine fingre ind i mine.


Sådan fandt de os. Tæt sammen. De græd, men vi to havde et svagt smil på læberne. For nu kunne vi være sammen for evigt.

 

Det var mit oneshot! Giv den et like og skriv jeres mening! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...