SYMBIOSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2015
  • Opdateret: 22 dec. 2015
  • Status: Færdig
to polariserende ideologier om hverdagslivet omfavner og derefter vinker farvel.

2Likes
3Kommentarer
244Visninger

2. x^2=y

 

 

   ”Lad os gå en tur,” siger jeg opmuntrende til ham, mens han ligger der på madrassen i køkkenet. Rummet lugter af muggen mad og røg. De to ting fylder hele rummet; Mugne madrester og røg. Resterne har sin plads langs gulvet og på bordets flader, hvor de ligger sovende i beskidte tallerkener, skårede skåle og fedtede gafler. Luften er nærmest ikke til stede, kun røg er at skue. Det er tåget, og jeg kan nærmest ikke se hans ansigt. Alligevel ved jeg hvordan det ser ud. Tomt og dødt. Så godt kender jeg ham nemlig, selvom jeg slet ikke kender ham. Mens jeg står stålfast på det fedtede gulv, nærmest klistret fast, ligger han der i fosterstilling med en cigaret i hånden. Der ikke engang ild i den mere.

   Jeg hæver stemmen i et toneleje, som efterhånden er brugt mere og mere af mig. Det sker altid, når jeg ser ham ligge der. Når han er forstenet og fuldstændig ligeglad med alt. Det er som om han er en statue, når han er der på sit lejde;

   ”Lad os gå en tur for helvede!”

    Han rører sig ikke ud af flækken. Røgen omfavner ham. Hans blik er fæstnet på loftet.  Jeg tramper i gulvet. Det får de uvaskede køkkenredskaber til at klirre mod hinanden, og hans fingerspidser bevæger sig langsomt. Jeg bliver ved, ved, ved!  Det samme gør hans fingerspidser; I slowmotion rykker hans fingerspidser sig, og armen glider med som smør. Hans ene skelethånd flyder og former sig til en hørebøf om hans ene øre. Cigarretten hviler stadig i hans anden hånd.

Det giver et ryk i mig.

   Jeg stopper med at trampe og glor lidt på ham, mens sorgen langsomt sniger sig fra mine tåspidser til mit hjerte. Sorgen bider i det, gnaver, nipper grådigt og flår en enkel hjertetråd væk fra hjertet. Jeg glor med øjne fyldt op af smertefulde tårer. Min fastlåste, stående krop er som en til-limet lygtepæl, der lyser på ham. Tungt indånder jeg luften, og ind kommer røgen.

   Imens bliver mit hjerte langsomt ædt op, bid for bid. I starten græder jeg ad helvedes til, så det nærmest skulle skabe en tsunami, men efterhånden tørrer det salte vand, som er nået helt ned til min hals, væk. Jeg bliver tømt langsomt, ligesom lyset langsomt dør ud. Følelsen af mangel fylder hjertepladsen, de forgrædte øjne og knyttede hænder. Jeg går hen til madrassen, som forførende prøver på at fange mig med dens fjedre. De trækker sig tilbage, da han fjerner den enkle hånd fra sit øre. Et skuffet hvæs lyder fra madrassens indre.

   Magen til behagelighed har man ikke set længe, som han ligger der nydeligt placeret på madrassen. Det er en luksuriøs ting, som jeg ikke selv ønsker at betale for. Han drejer cigaretten med sine fingerspidser. I røgen tager smøgen skikkelse til en hel anden ting; En sort tusch. Sådan en som han plejede at tegne med, da vi to var yngre. Forhåbning sniger sig ind i mit hoved, mens mit blik er låst fast på ham. Håb om at han stadig kan lide at tegne og blot gør det med en cylinderformet cigaret og et tilrøget rum.

   Hans øjne spærres op, da et host forlader hans mund. Et host … To host … Og så et hark. Snottet spyttes ud af hans ildelugtende mund lige ned i et glas fyldt med muggen æblejuice. Mine ben bevæger sig; under- og overben rammer kort hinanden i symbiose, mens et enkelt knirk fra mit ene knæ lyder. Min krop sidder på hug, og mine øjne betragter opgivende hans ryg. Ud hviskes der langsomt af min mund:

   ”Har du ikke lyst til at gå en tur med mig?”

    Det giver genlyd i mit kranie. Mit blik fjerner sig fra ryggen og fæstner sig på det lange hår. Han udstøder en lyd, som nærmere lyder som en knirkende gyngestol end et egentligt ”måske senere”.

    Det siger han altid. Måske senere, måske senere. Ord ryger ud af munden på mig, mens jeg griber fat i ham. Der kommer en chokeret hosten fra hans dybe gab, men hans ansigt ændrer ikke facon. Det ser stadig så fandens dødt ud.

   ”Måske senere betyder død,” gentager han klart og tydeligt efter mig. Det giver genlyd.. Død? Død.. Død!

   Jorden ryster under mine fødder. Tallerkenerne klirrer, og røgen rykker på sig. Mine hænder knuger om hans krave, og jeg trækker ham ud af køkkenet, ud af den ildelugtende lejlighed. Der går kun et millisekund. Det er nok det eneste, som jeg ikke tvivler på.

    Her er luften ren, og det eneste mugne dér er tyggegummi på fortovet. Mine hænder slipper hans krave og blidt kærtegner de den rene luft. En dyb indånding fylder mine lunger op, mens jeg føler, at mit hjerte lige så stille bliver sat på plads igen; Stykke for stykke som et puslespil. I mellemtiden er han sunket sammen lige ved siden af en vandpyt. Hans ansigt spejler sig i det klare hul, mens han sidder der med benene trukket op under sig. Tænderne klaprer, og hans hænder bevæger sig i hurtig cirkulation op og ned ad hans tandstikkearme.

    Min hånd drejer sig i en glidende bevægelse og rækker ud efter ham. Jeg mumler, at han skal tage min hånd. Hans øjne betragter længe legemsdelen med en spekulerende mine. Det føles som flere minutter, hvor der kunne være nået så meget andet; En gåtur hen til pizzeriaet overfor eller ringe til kommunen og sige, at de skulle tjekke naboens barn, der sad på det samme stykke fortov dag ud og dag ind.

   Hans hoved rykker sig fra den ene side til det andet, som et pendul der tikker. Mit blik lander på vandpytten. Hans reflekterede skikkelse bliver papirstynd og lige til at se igennem. Et kort sekund rækkes mine fingre ud efter ham, men de trækkes tilbage igen, som har de fået elektrisk stød.

   Jeg stirrer med væmmelse på ham, hvorefter mit blik uheldigvis lander på den lille regnpyt’. Mit ansigt skærer pibende, mens mit indre fyldes med endnu en eksplosion af afsky. Skikkelserne i vandet forvrænges langsomt. De glider ud til ingenting, så ind til uhyrer og derefter … En sammensmeltning. Hans skikkelse og min flyder sammen til en klat af guld og jord. Som vi ligger der i den lille vandpyt formes yin og …

   NEJ!

   Min sko tramper i spejlet og op springer der skårede vanddråber. De ødelagte skår har samlet sig i mindre pytter, imens ligger han der helt søllet til i vand. Automatisk giver min fod ham et spark, og så et til. Flere spark, flere spark, flere spark! Jeg får så ondt i hele min krop af alt den sparken, at jeg er nødt til at stå på et ben. Et øjebliks skuffelse glider indover mig, men så begynder jeg at hinke; Bare hinke langsomt hen ad fortovet. Mit blik er fastplaceret på hjørnet. Det hjørne, der drejer væk fra hans gade.

   Et hop, to hop.. og så et knirk fra mit knæ. Mit venstre ben hopper igen langsomt fremad, og jeg modtager ligegyldigt blik fra naboens barn.

 

   Farvel naboens barn, farvel mit gamle jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...