Mr. Sne - "sødsuppe"

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Færdig
"Så du er ked af det, fordi du ikke kan bygge en snemand?"
"Det er ikke så simpelt."

1Likes
1Kommentarer
250Visninger
AA

1. Mr. Sne

"Anna var normalt glad i december. Det var normalt hendes yndlingstid på året, hendes yndlingsmåned. Hun elskede, hvordan alle var venlige overfor hinanden, og hilste på gaden. Hun elskede, hvordan hendes hjem blev fyldt op med nisser og julestjerner, og hvordan julepynten i byen gav alting et eventyrligt skær. En ting manglede bare i år.

Sne.

Derfor var Anna nu flygtet ind i en overfyldt café, i håb om at få afledt sine tanker. Hun havde netop bestilt en varm kop kakao. Hun stod og trippede, og vidste ikke helt, hvor hun skulle sætte sig. Det eneste frie sæde var ved et tomandsbord, hvor der sad en fremmed dreng på hendes egen alder.
Anna trak på skuldrene. Hun kunne alligevel ikke komme i dårligere humør.

Med et suk satte hun sig overfor drengen, der sad med en kop kaffe og dagens avis. Hans briller var gledet lidt ned ad næsten, og Anna kunne se hans blå øjne over stellet, da han så på hende. 
"Dårlig dag?" spurgte han.
"Nærmere en dårlig måned." Drengen så på hende med et spørgende blik. "Jeg mangler min sne," begyndte hun. 

Det hele begyndte da Anna var 3 år gammel. Hendes far havde taget hende med udenfor. Faren havde leget med sin datter i sneen, inden han havde vist hende, hvordan man bygger en snemand.
"Først laver du en lille snebold," forklarede faren med rolig stemme og sky fra munden. "Så ruller du bare derudad."
Anna havde rullet den lille snebold længe, som skulle ende med at blive til et hoved. Faren havde i mellemtiden lavet to større, som skulle være snemandens krop.

Det var noget af en udfordring at samle snemanden. Hovedet var lidt skævt, men det lykkedes dem alligevel.

Til sidst havde faren løftet Anna op, så hun kunne vikle sin fars tørklæde om halsen på snemanden.
"Hvad skal han hedde?" spurgte faren med Anna på armen.
"Mr. Sne."

Anna havde trukket sukkerskålen på bordet hen foran sig, og var begyndt at lave en lille bunke i midten. Hun forestillede sig, hvordan den ville se ud med det gamle tørklæde om sig.

"Så du er ked af det, fordi du ikke kan bygge en snemand?"
Anna sukkede og lagde hovedet på bordet. "Det er ikke så simpelt."

9-årige Anna sad i kirken ved siden af sin grædende mor. Foran dem stod en hvid kiste. Hun kunne ikke forstå, hvad der var sket.

Til kaffe bagefter havde Anna flere gange spurgt sin mor, hvorfor hun blev ved med at græde. "Fordi jeg elskede din far," fik hun som svar.
"Men gør du ikke stadig det?"
Annas mor havde blot smilt sørgmodigt til hende, og strøget hende over håret. Dengang fik hun aldrig sit svar, men hun kendte det godt nu.

"Det er jeg ked af at høre," sagde drengen foran hende med lav stemme. Imellem tiden var Annas kakao blevet lavet færdig og stillet foran hende. Hun sad nu og rørte i den, men havde mistet lysten til at drikke den. Det virkede næsten forkert. Hun følte sig skyldig for at have følt sig glad et øjeblik, da hun havde tænkt på sin far.
Anna sagde ikke noget til drengens kommentar, men fortsatte sin historie. "Jeg har bygget Mr. Sne hvert år, siden jeg var tre. Når Mr. Sne var der, var det næsten som om, min far var tilbage. Som om han ikke er-" Annas stemme knækkede over, og hun kneb øjnene sammen.
Hun åbnede dem først igen, da hun mærkede en hånd på sin egen.
"Undskyld, du er ikke kommet her for at høre min livhistorie," sagde Anna og viftede sin frie hånd foran sig. Hun havde ikke længere lyst til at sidde på caféen, ville egentlig hellere tage hjem. Der kunne hun holde om det gamle tørklæde, der lå i hendes taske, og græde, uden folk så mærkeligt på hende.

"Hvad hedder du egentlig?"
Et lille smil sneg sig om drengens læber, og Anna syntes næsten hun kunne se hans blå øjne funkle bag de tykke briller. "Peter Snowden."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...