Julen er hjerternes tid

One-shot om en fin pige, der forelsker sig i en kusk.

0Likes
0Kommentarer
55Visninger
AA

1. Julen er hjerternes tid

Julen er hjerternes tid

”Glædelig jul, fru Iversen. ” Sådan lød det, da fru Iversen slog øjnene op efter endnu en lang nat uden meget søvn. Hun havde igen drømt om hr. Iversen, og om hvordan han plejede at forkæle hende ved juletid, fordi han vidste, hvor meget hun holdte af denne højtid. Det var efterhånden et stykke tid siden, han havde været der til at røre i den brune sovs, i mens hun havde travlt med at dække bordet fint til de kommende gæster. Og det var længe siden, de havde siddet sammen og lavet juledekorationer, og det var længe siden, at hun havde stået inde og kunne se ud på ham, når han gik og ryddede sne med de flotte lyskæder i baggrunden. Det var længe siden. Nu var der kun hende, der var end ikke nogen gæster at dække bordet til, for de havde været der i går, og i dag kunne hun blot se frem til en dag med pylrende omend fortravlede sygeplejersker. Sygeplejersken, der havde ønsket hende en glædelig jul, hjalp hende op af sengen, i noget nyt tøj og ud på toilettet. Åh, hvor var det dog trist at være blevet så gammel som hun. Hvis tiden dog bare kunne gå 60 år tilbage, og hun kunne opleve det hele endnu engang.

”Lis! ” kaldte hendes far fra døråbningen. ”Åh, Lis, hvor er det godt, du er hjemme igen. Vi har været så bekymrede. Da sneen begyndte at falde og vinden tog til i styrke… ” ”Far, tag du det nu roligt. Jeg er hjemme igen, og jeg er desuden en voksen kvinde efterhånden, ” afbrød Lis sin overbeskyttende far. Hun var blevet 19 denne sommer, men hendes forældre var stadig over hende, som var hun et lille barn. Man skulle ellers tro, de havde forstået, at hun var kommet sig over sin dårlige periode. Nok om det. Hun gik forbi sin far i døren og tog den fine pelsfrakke og læderstøvlerne af for derefter at gå ud til sin mor, som var i gang med anden og flæskestegen i køkkenet. Ja, det var juleaftensdag, og der var blot få timer til, de ville sætte sig til bords. Men inden det skulle de en tur over i kirken og høre præsten fortælle om jesusbarnet og lade ham velsigne dem. Lis tænkte på, hvordan hendes forældre havde planlagt, at de skulle komme over til kirken. Normalt lod de kusken køre vognen, men snefaldet var så tæt i dag, at hun ikke var sikker på, at det ville være muligt at komme frem. En ting var hun dog sikker på, og det var, at til kirken skulle de nok komme. De havde endnu ikke gået en jul igennem uden et besøg i kirken, selv ikke det år, hvor mor havde ligget med en så slem snue, at hun måtte have flere end tre lommetørklæder med og to tykke frakker af det varmeste uld. Jo, til kirken skulle de nok komme.

Blot en time senere fik Lis løst mysteriet: de havde lånt naboens kane og hans dertilhørende store robuste jyske heste. Vinden susede i træerne og lød uhyggelig som spøgelser, og hestenes maner og haler fløj rundt om dem, men de stod så bomstille, som deres egne heste kun gjorde, når de blev fodret inde i den trygge stald. Lis’ blik gled videre langs hestene, og hun lagde mærke til bjælderne, der hang fra seletøjet. Fra bjælderne gled hendes blik videre mod kanen, der også var pyntet med bjælder og gran, og dernæst til kuskesædet. På kuskesædet standsede hendes blik brat op. Den unge mand, der sad der med kraven trukket godt op om ørene, havde hun alligevel aldrig set før - og det var en skam. I tusmørket kunne hun se hans kinder, der var røde af kulden, og hans flotte grønne øjne, der stod i stærk kontrast til kinderne og den hvide sne, der føg rundt om hovedet på ham. Hans hår var skjult af hatten og munden af kraven. Hun fornemmede dog samme rolighed over ham, som den hestene udtrykte. Han drejede hovedet, og deres øjne mødtes et splitsekund. I det korte øjeblik, inden hun valgte at slå blikket ned og følge sine forældre op i kanen og under de beskyttende skind, følte hun sig helt varm, og hendes mave slog knuder på en måde, som hun aldrig havde prøvet før. Hvem var han?

På hele turen til kirken og hjem igen kunne hun ikke koncentrere sig om forældrenes samtale, men hørte udelukkende bjælderne, der spillede en fin lille melodi, som kanen skred frem. Hendes tanker kredsede om den unge, flotte kusk, der sad mindre end et par meter fra hende. Hvis hun dog bare vidste, hvad han hed, og hvis hun dog bare kunne se ordentlig på ham og ikke nøjes med stjålne glimt. Hendes intuition sagde hende, at hun ikke skulle snakke til ham eller udvise anden form for interesse, så længe hendes forældre var indenfor høre- og synsvidde. De ville ikke nødvendigvis være nær så begejstrede som hun selv. Hun var bange for, at hendes forældre ville få mistanke og begynde at stille spørgsmål, for så til sidst at forbyde hende at ses med ham, så turen til kirken og turen hjem igen brugte hun på at overveje, hvordan hun skulle komme i kontakt med denne skønne fremmede, uden at de ville opdage noget. Hun endte med at komme frem til, at det sikreste ville være at gå igennem julen, synge sange og tro på nisser og så om nogle uger snige sig over på nabogården og lede efter kusken. Hun håbede ikke, at han blot var der på en kort visit. Det ville hun ikke kunne bære. Da de kom hjem og stod på jorden igen, kiggede hun en sidste gang efter ham, og hendes blik fulgte ham hele vejen ud af gårdspladsen og til, hun ikke længere kunne se ham eller kanen.

Fru Iversen kom tilbage fra sin lille dagdrøm, da sygeplejersken førte hende ned i spisesalen. Tårerne begyndte stille at trille på hendes kinder, da hun tænkte nærmere over sin tankeudflugt og igen mindedes den første gang, hun så hr. Iversen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...