D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8382Visninger
AA

16. KAPITEL 9: Pligt [del 1.]

 

Den næste uges tid forløber sig hurtigt. Kirasha har nu modtaget sin uniform og genprogrammerede golem. Den lille, baskende kugle – der til forveksling kunne ligne et øje med vinger – følger hende nu stort set overalt, ligegyldigt hvor hun går. Sådan får Komui også nemmere ved at kontakte hende direkte, ligegyldigt hvorhenne hun er i Ordenen.

Hun har døbt den Void – egentlig ikke fordi hun havde nogen speciel grund til at navngive den, for det er jo trods alt bare et stykke avanceret teknik. Den føler ingenting. Men alligevel gør det dét mere personligt, at den har et navn.

I løbet af de dage hun har været her, har hun også opdaget en anden side af Ordenen, som hun også oplevede som barn:

Deres eksperimenter.

For snart to dage spurgte Komui hende nemlig, om hun var okay med, at han tog nogle analyser af hendes såkaldte, indre Dødsridder. I et af Ordenens arkiver fandt han nemlig nogle dokumenter, der viste, at de før havde foretaget forsøg på hende.

Og det er sandt.

Hvis ikke hun husker helt forkert, var hun ni eller ti. Da Dødsridderne fandt ud af, at korsene på hendes håndled stammede fra innocence, følte de en nød til i samarbejde med Ordenen at finde ud af, om andre Dødsriddere kunne bære den samme gave.

Man forsøgte at synkronisere fuldvoksne Dødsriddere med innocence, men uden held. I stedet kostede det næsten en række mennesker livet, da det ved en fejl udløste kæmpemæssige mængder energi.

Innocence vælger selv sin bærer. Man kan ikke tvinge den til det.

Når hun lukker øjnene, kan hun stadig huske hvordan det foregik. Hvordan mængderne af energi dengang tvang hende til at skygge sig selv med sine vinger. Det var første og eneste gang hun så dem. Men hvad der skræmte hende mest ved det, var at de på ingen måder lignede hendes fars eller nogle af de andre Dødsridders;

De var sorte. Trevlede, ødelagte og på ingen måde i nærheden af den skinnende hvid, som de andres havde.

Hun kan også huske hvor bange hun blev. Hvor meget hun skreg af alt der nærmede sig hende, hvordan hun brutalt fejede benene væk under dem med sine bizart udseende vinger. Hvordan hun hadede alt ved Ordenen og de ting de gjorde.

Og så også noget andet:

To drenge, allerhøjest to år ældre end hende selv. Den ene med natsort, skulderlangt hår og et temmelig køligt blik, den anden storsmilende, brunhåret og med et langt ar henover næsen. De var som nat og dag. Så forskellige. Og hun kan kun huske, at de blot stirrede forundret på hende, som hun stod der som et andet monster.

Hun så dem aldrig igen. Kendte ikke deres navne, anede ikke hvem de var. Noget i hende siger stadig i dag, at de var nogle af de forsøgspersoner der også blev brugt, til forsøg på at skabe nye eksorcister.

De er højst sandsynligvis døde. De færreste overlever innocences vrede. Man forsøger ikke bare grådigt at tilrive sig Guds gave.

Det er en synd og Herren lader det ikke gå ustraffet hen.

Noget der kunne minde om et halvsarkastisk smil dukker op på Kirashas læber, imens hun tænker tilbage. Noget inde i hende vil virkelig gerne vide, om de drenge stadig eksisterer. Hun kan dog ikke helt sætte finger på hvorfor.

Men dén følelse har i hvert fald ikke ændret sig de sidste mange år.

Uden at tænke over det, stopper hun op og sukker. Angående hendes vinger; var hun ikke i stand til at fremkalde dem igen derefter. Noget i hendes tvivler også en smule på, at hun nogensinde ville kunne lette fra jorden med dem.

Måske var det dét der fik hende til at beholde den ødelagte golem, Void. De var trods alt ens på så mange forskellige måder.

 

Det er let at mærke på folkene omkring hende, at Komui har fortalt dem alle sammen om Dødsridderne, Earlen og i så fald også hende selv. Nu og da modtager hun en række misbilligende blikke fra primært laborantfolk, men hun ignorerer det med en skuldertræk. Det hjælper ikke at dvæle i det faktum, at de nok ikke stoler på hende.

Uden rigtig at tænke over det, har hun dog i mellemtiden forvildet sig så meget rundt i Ordenen, at hun ikke rigtig ved hvor hun er. Der er ikke sat skilte op nogen steder, så det er ikke ligefrem let at finde ud af, om hun er i den øverste eller nederste del af tårnet.

I stedet for at bekymre sig om dét, åbner hun i stedet en tilfældig dør og træder direkte ind i rummet bag.

Det viser sig at være et af bibliotekerne. Bøger er nemlig stablet fra gulvet til det høje loft på reoler, borde og sågar også i sofaer. Til dels minder det lidt om Komuis kontor, hvis man udskiftede alle papirarkene med bøger alene.

Hun har aldrig rigtig selv været nogen læsehest, men der er alligevel en form for let ånd i hele lokalet, der får hendes lemmer til at slappe mere af.

Omme bag en række reoler kan hun høre stemmer. De virker bekendte – hun har i hvert fald hørt dem før – og da hun ikke føler for kun at lytte til deres samtale, beslutter hun sig for at følge lyden.

Samtidig dør baskene fra af Voids vinger også ud, da den lille golem lander på hendes skulder, folder de små vinger ind til kroppen og lægger sig til rette under kraven på hendes kortærmede skjorte.

Da hun endelig dukker op på den anden side af den mørke reol, sidder der tre personer i en sofa. Zeb, den ældste eksorcist hun har mødt indtil videre – Bookman – og hans lærling, den rødhårede Lavi.

Både Lavi og Zeb lyser op i store, skæve smil, da de ser hende. Det er sjovt, men det er faktisk også kun Ordenens eksorcister indtil videre, som hun ikke har taget i at bagtale hende om hendes såkaldte fortid og familie.

Inderst inde, gør det hende faktisk lettet. Der er noget i disse mennesker, der åbenbart forsøger at forstå hende. For dem er hun en kollega, en fordel og ikke mindst; ven.

’’Halløjsa, Kira-ra, ’’ siden scenariet i træningshallen, har han ikke rigtig kaldt hende andet. Han mener det åbenbart seriøst med det kælenavn. Det er dog heldigvis ikke sådan, at hun har et problem det, ’’Vi snakkede om General Red, hvis du skulle være interesseret.’’

Hun hæver uoverrasket øjenbrynene, ’’Det er jeg i den grad. Hvad indebærer den samtale?’’

’’En mulig genovervejelse, om man skulle søge efter hans spor i Verona – igen… Det er blevet gjort før, selvfølgelig.’’ Denne gang er det Bookman der svarer med sin efterhånden rustne stemme. Han kigger ikke op fra den pergamentrulle han har i skødet, da han taler, men kører i stedet en rynket finger henover papirets overflade.

’’Han har aldrig rigtig været god til at efterlade forståelige spor, ’’ mumler hun opgivende, inden hun maser sig ned i sofaen imellem Lavi og Zeb, ’’Han har en ting for gåder.’’

’’Har?’’ lyder det spørgende fra den gamle mand, der nu endelig giver hende sin opmærksomhed, ’’Så du tror han er i live?’’

Kirasha trækker blot på skuldrene, inden hun læner sig tilbage, ’’Tjah, jeg tvivler på at han bare ville gå hen og dø sådan lige. Det er ret dårlig stil, selv for ham.’’

Uden nogen speciel grund, kan hun mærke sine mundviger glide op i et lille smil, imens Void samtidig titter frem fra kraven på hendes skjorte. Hun modtager blot et skuldertræk fra Zeb, der tydeligvis ikke helt ved hvordan han skal reagere.

’’Det minder mig om,’’ udbryder han pludselig, imens han kører en hånd igennem de rødblonde lokker, ’’I har for resten en mission om en times tid.’’

I et øjeblik kan Kirasha skimte en blanding af irritation og utålmodighed i øjnene på de to Bogmænd, hvorefter det lyder mere eller mindre knottent fra Lavi;

’’… Og hvornår havde du tænkt dig at fortælle os det?’’

Eksorcisten med de violette øjne trækker dog bare på skuldrene igen, denne gang med en lidt undskyldende trækning.

’’Sorry, jeg glemte det faktisk.’’ Så vender han sig imod Kirasha og klapper hende kort på hovedet, som var hun enten et lille barn eller en hund, ’’Din første mission, spændende, ikke? Jeg skal selv afsted om et par timer, så du kommer til at undvære mig lidt.’

’’Wah-? ’’ tager hun sig selv i at udbryde, ’’Så I inkluderer også mig?’’

Han nikker, stadig smilende som en engel der absolut ikke mener, at han har gjort eller sagt noget forkert, ’’Korrekt. Og nu må i have mig undskyldt de herrer… ’’ han rejser sig op og begynder at gå, inden han vender sig om og kort blinker til Kirasha, ’’Og frøken.’’

Så forsvinder han ud af biblioteket, for at efterlade hende med de to Bogmænd.

’’Nåh, men så lad os da smutte op til Komui, for at få noget at vide om vores opgave.’’ Noget der kunne lyde som et opgivende suk slipper ud imellem læberne på Bogmanden ved siden af hende, inden han blot griner skævt og trækker hende med sig op at stå, ’’Desuden tror jeg ikke vi skal afsted alene. Så kommer I?’’

 

*******

 

’’… Seriøst?’’ er det eneste ord der slipper ud imellem læberne på de to eksorcister, da de ser hinanden i Komuis kontor og tydeligvis allerede ved, at de skal tilbringe op til flere dage med hinanden.

’’Komui!’’ lyder det vredt fra Kanda, da han vender rundt på hælene og ser edderspændt på den Mørke Ordens overhoved, der blot smiler uskyldigt med hagen hvilende i håndfladerne henover sit skrivebord, ’’Jeg troede ærlig talt at jeg havde uddybet overfor dig, at jeg ikke kan arbejde sammen med den gnom!’’

’’Ja ja, bare glem at jeg står lige ved siden af dig, ’’ mumler hun bittert for sig selv og lægger armene over kors som et tegn på sin utilfredshed.

Komui virker dog på ingen måder påvirket, for han smiler stadig og svarer blot, ’’Jeg troede ikke du kunne arbejde sammen med nogen. Lidt variation skader vel ikke? Og du kan da ikke tage af sted alene.’’

’’Men det kan den idiot til Zeb?’’ knurrer han.

’’Zeb fuldfører sine missioner uden at skaffe mig ubehagelige regninger på nakken –  i modsætning til dig. Skal jeg virkelig bringe den by op, som du næsten jævnede med jorden sidste år?’’

Et bittert tch undslipper hans læber, inden han blot lægger armene over kors henover det muskuløse bryst, hvilket tydeligvis viser, at han ikke har så meget at sige til sit forsvar, ’’Det var ikke min pointe. Og jeg jævnede ikke den fandens by med jorden!’’

Ved den sidste tilføjelse får Kirasha svært ved at undertrykke et fnis. Eksorcisten med det natsorte hår har tydeligvis ikke tænkt sig at give efter for Komui, der heller ikke rykker sig en millimeter, men blot opfører sig som om, at situationen næsten morer ham.

Lavi og Bookman har taget lidt afstand fra diskussionen, og inden længe beslutter hun sig for at stille sig over til dem i stedet, imens Kanda skælder ud på Komui. Ved siden af dem står den anden kvindelige eksorcist, Lenalee – Komuis lillesøster – som Kirasha går ud fra skal med dem.

’’Aah, jeg prøver virkelig at finde ud af, hvad jeg har gjort ham, ’’ uden at tænke over det, ryster hun grinende på hovedet, ’’Han kan virkelig ikke lide mig.’’

Noget der kunne minde om et opmuntrende smil finder plads på den unge kvindes ansigt, idet hun blot klapper Kirasha kort på skulderen, ’’Tag det ikke så tungt. Han har altid været lidt af en… Enspænder.’’

’’Tjah, det er faktisk lidt sjovt.’’ Lyder det fra Lavi, der læner sig afslappet op ad væggen, ’’Han er normalt ret bitter, men det er som om at synet af dig er nok til at pisse ham af. Det må være et talent du har.’’

’’Ih, jeg er beæret, ’’ selvom hun ruller sarkastisk med øjnene, kan hun ikke lade være med at smile lidt over disse to personer, Lavi og Lenalee. Eller, i det hele taget eksorcisterne i den Mørke Orden. De har alle sammen så meget personlighed, i modsætning til hvad hun har set i verdenen udenfor.

Er det hvad der sker med én, når man er tvunget til at kæmpe for sit liv hver dag?

Måske. Men i så fald ved hun bare ikke helt, om det er en positiv eller negativ ting.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...