D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2017
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
46Kommentarer
8632Visninger
AA

14. KAPITEL 8: Bittersød information [del 2.]

 

At fortælle Komui om dødsriddernes fald var hårdere end hun havde regnet med. Selv efter så lang tid, føler hun sig stadig hjemsøgt af hele den nat, hvor alting gik galt.

Måske kan han mærke det. Selvom han lytter intenst og samtidig roligt, kan hun skimte noget der minder om medlidenhed inde bag brilleglassene. Selvfølgelig har han ondt af hende. Det ville de fleste have. Men hvor ville hun dog ønske, at han lod være. Hun kan ikke bære tanken om, at andre skal forsøge at bære den byrde hun i forvejen slås med.

’’Jeg ved ikke hvordan han har gjort det, ’’ afslutter hun, ’’Men Millennium Earlen har livet dem op og bruger dem som marionetter. De… Gør noget de ikke ønsker, ligesom dæmonerne. Det ændrer deres personlighed og væremåde. De følger ham, indtil de dør.’’ ’igen’, skulle hun til at tilføje, men vælger at spare Komui fra sin bitterhed.

For selvom hun næppe vil indrømme det, er Kirasha så frygteligt indebrændt. Hun er ikke bare vred – hun er rasende og ikke mindst frustreret over den situation Ordenen er blevet sat i: De skal til at slås imod deres egne supportere.

’’Men vi har stadig én retning af gå i, ’’ han folder hænderne foran sig og læner kort læberne imod dem, ’’Du lever stadig. Det er i sig selv en kæmpe fordel. Og hvis vi vidste hvor portalerne til Oricida befandt sig nu, kunne vi søge information dér.’’

Oricida var anderledes i forhold til andre byer. I relativet havde det ingen beliggenhed. Det var en slags… Anden dimension. En by i en anden dimension. Et sted der holdt på utallige dystre hemmeligheder, der begyndte at se dagens lys, da det lykkedes Earlen at slagte dødsridderne.

For at komme dertil, var der to muligheder; To forskellige portaler. For at forstærke sikkerheden, var de kodet til at flytte plads hver tredje måned… Men det er stadig et mysterium for Kirasha, hvordan det alligevel lykkedes Earlen at finde én af dem.

… Men måske er det alligevel meget godt, at ingen ved hvor de er længere. For personligt har hun ikke selv lyst til at tage dertil igen.

Det er en spøgelsesby – og det er nok, at den hjemsøger hendes tanker.

’’Jeg… Bliver nok nødt til at fremlægge situationen om dødsridderne for de andre eksorcister. Også det faktum, at du er den sidste.’’ Noget i hans stemme virker oprigtigt undskyldende, så hun sender ham blot et træt smil.

’’Det er okay.’’ Forsikrer hun ham, ’’Det vidste jeg godt, at du ville. Er der andre ting du vil snakke om?’’

Han spærrer kort øjnene op, men ryster så på hovedet, ’’Nej. Du er fri til at gå. Har Zeb vist dig, hvor dit værelse er?’’

Som svar nikker hun, hvorefter hun skubber sig selv op at stå, for at gå imod døren. Men idet hun tager fat i dørhåndtaget og skal til at gå ud, stopper Komuis stemme hende igen:

’’Kirasha… Angående, Michael Red…’’

’’Hm?’’

’’Har du nogen idé om, hvad der skete med ham?’’

I et par lange sekunder ser hun tomt på ham, men ryster så endelig på hovedet, ’’Næh.’’

Så nikker han bare som om svaret er godtaget, ’’Det var alt.’’

 

Imens hun tungt bevæger sig ned ad trapperne, glider hendes tanker automatisk over på den såkaldte general.

Hvad skete der egentlig den nat i Verona, da han pludselig bare var… væk?

Han ville aldrig bare være skredet. Det var han simpelthen for godhjertet til, og Kirasha havde desuden før haft en lille mistanke om, at han anså hende mere eller mindre som sin datter, i stedet for sin lærling. Det havde hun egentlig heller ikke haft noget imod. Han havde noget over sig, der til dels mindede hende om hendes egen far.

Måske var det udseendet. Mørkt hår, markerede kindben, lettere bleg hud, høj og slankt bygget. Ikke nok til at kalde dem den samme person, for deres personligheder var i hvert fald ikke ens. Og dog: Så havde de alligevel begge to det dér beskyttende, faderlige blik.

Uden at tænke over det stopper hun op midt på trappen, da en mærkelig, trykkende følelse samler sig i hendes brystkasse… Selv efter at have rejst i næsten et helt år, savner hun ham stadig.

Men så smiler hun pludselig skævt, inden hun fnyser og fortsætter ned af stentrinene, ’’Ah Red, du har bare at have en god grund til at være forsvundet.’’

Hvad hvis han er død? Allerede da tanken skyder ind i hendes hoved, ryster hun den hårdnakket af sig.

Ikke tale om.

 

Der er stille i Ordenen på dette tidspunkt. Måske fordi de fleste er gået i seng. Det er efterhånden også blevet sent.

I sit stille sind sender hun en smule medlidenhed til Komui, der tydeligvis ikke var færdig med sit papirarbejde og sikkert har en lang nat foran sig.

Hun ved også godt selv, at hun ikke kommer til at sove, hvilket på et eller andet punkt er komisk: Når hun endelig falder i søvn, kan hun gøre det hvor som helst og er ærlig talt ikke til at vække igen… Men når først mørket har lagt sig udenfor som det har gjort nu, kan hun ikke få lukket et øje.

Og sådan er det oftest. Kirasha har det meste af sit liv levet på minimal søvn. Red sagde engang, at det var insomnia, og hun valgte at tro på ham, da han på et eller andet punkt var ligesom hende: Han sov også sjældent.

De var i sandhed natteravne, de to.

Lyden af hendes egne støvler imod Ordenens grove flisegulv er det eneste der fylder den tomme luft. Hun bevæger sig tæt langs rækværket i den tårnformede bygning og kigger kort ned i den mørke afgrund, der pløjer sig igennem midten af det hele. I et par sekunder leger hun med tanken om at springe derned, blot for at se hvor langt der ville være at falde.

Men det ved hun jo egentlig godt – for der er i hvert fald langt nok ned til at falde i døden.

Midt i al stilheden, begynder hun dog langsomt at opfatte nogle lyde. Det lyder som slag af en slags, og uden at lægge låg på sin nysgerrighed, følger hun den.

Kilden til lyden kommer fra et af de større lokaler, som Kirasha genkender en smule. Var det ikke et træningsrum? Hun kan ikke helt præcis huske, om hun har ret, men en lang, gylden lysstribe afslører ud til den mørke korridor afslører, at der i hvert fald er nogen derinde.

Musestille, som hun nu i sjældenhed faktisk kan være, lykkes det hende at snige sig over på siden af døren og kigge ind.

Ganske rigtigt er det en træningshal, og derinde står to ret efterhånden velkendte eksorcister.

Zeb og Kanda.

Ingen af dem er iført deres uniformer på nuværende tidspunkt, tværtimod har de skiftet tøj til noget der virker langt mere fleksibelt. Sættene er næsten ens, og består af en sort, højhalset, ærmeløs top, hvidgrå bukser, samt et sæt mørke håndledsbeskyttere, der næsten når dem til albuerne. Det tynde stof skjuler ikke ligefrem detaljerne på deres veltrænede kroppe, og det minder endnu engang Kirasha om, at hun ikke er her på ferie.

Hvis hun har tænkt sig at skulle overleve i den Mørke Orden, bliver hun nødt til at træne mindst lige så intenst som de to – for i modsætning til dem er hun lille, spinkel og i det hele taget ikke specielt muskuløs.

Pludselig får hun øje på kilden til lyden hun hørte. Den stammer fra to træningsværd i træ, som de to nådeløst svinger imod hinanden, parerer og slår igen med. Først nu lægger hun også mærke til, at de er badet i sved – småbitte perler af salt vand spreder sig nemlig kort ud i luften, da Zeb iført sit velkendte, skæve smil parerer Kandas slag, ved at snurre rundt i en halvcirkel og samtidig formår at kaste sit rødblonde pandehår tilbage.

Til hendes overraskelse siger ingen af dem noget – og alligevel er det som om, at de fører en samtale via. deres bevægelser, som hun på ingen måder kan tyde. Deres personligheder skinner også kraftigt igennem, hver gang de laver den mindste bevægelse: Zeb ser ud til at nyde hvert et sekund, imens Kanda virker irriteret.

Og det er i det øjeblik at det går op for Kirasha, hvor fascineret hun egentlig er over de to. De har en form for elegance, der samtidig er så kølig og nådesløs.

Hun undervurderede dem førhen, da de var på kroen. For når hun kigger på dem nu og afmåler deres styrke, er hun udmærket godt klar over, at hun ikke har en chance.

Hun er ikke engang i nærheden af deres niveau.

Ved første øjekast, ser de ud til at være på meget samme level, når det kommer til sværdkunst… Men efter at have overværet dem i et par minutter, går det hurtigt op for Kirasha, at Kanda uden tvivl er en bedste af de to.

Hun lavede en fejlbedømmelse: Zeb er tydeligvis ikke trænet til nærkamp med våben. I hvert fald ikke med et sværd. Og det viser sig snart kraftigt, for alt han gør er at parere og undvige, hvilket hun dog må indrømme, at han har talent for.

… Men han får aldrig overtaget styringen og angrebet eksorcisten med de kølige ansigtstræk for alvor.

Pludselig ændres Kandas stumme mine dog til en stærkt irriteret grimasse, inden han med et kraftigt slag slår træningssværdet ud af Zebs hånd. Eksorcisten med de violette øjne virker i et øjeblik overrasket, da træet falder til jorden med et klang og glider henover det glatte gulv, henimod træningshallens udgang – men så ømmer han bare sit håndled med et skævt grin i stedet.

’’Hvordan kan du stadig være så fandens rådden til nærkamp?’’ lyder det knurrende fra hans modstander, der samtidig sænker sit såkaldte våben, ’’Du ændrer dig bare aldrig, huh?’’

’’Ah, altid så kold, eh, Yu?’’ den rødblonde eksorcist smiler blot sit såkaldte englesmil, imens han modtager et vredt fnys som svar.

’’Hold op med at kalde mig det.’’

’’Hvilken én af dem - Kold eller Yu?’’ han blinker drillende, inden den anden hidsigt kaster sit træningssværd efter ham – hvilket han selvfølgelig dukker sig for og undgår at blive ramt i ansigtet af, ’’Og dit sigte er lige så elendigt som mine evner med et sværd… Og er det virkelig så slemt, at jeg kalder dig Yu? Det er trods alt dit rigtige navn, og efter alle de år vi har kendt hinanden, føles det lidt tamt kun at kalde dig dit efternavn.’’

Det tager Kirasha afsindige mængder energi at undertrykke et højlydt fnis. Noget i hende er ikke overrasket over, at denne Kanda ikke bryder sig om, at blive kaldt ved sit fornavn – ikke på grund af høflighed, men blot fordi han ikke virker specielt personlig. Og af en eller anden grund finder hun det hysterisk morsomt.

Yu, eh? Det virker som et lidt kært navn, til en så aggressiv mand.

’’Du får mig virkelig til at overveje at kastrere dig, din idiot.’’ det er tydeligt at se hvordan Kanda skærer tænder, tydeligvis ikke specielt begejstret over situation.

’’Ouch, det er måske lidt overdrevet, synes du ikke? Giv mig lige ret her, Kirasha.’’

Pludselig vender de sig begge to imod den halvlukkede dør, imens eksorcisten med de himmelblå øjne reagerer med et sæt og træder tilbage. De vidste at hun stod der. Det har de gjort hele tiden.

Og det må hun give dem: Hun ved selv, at hun har et talent for at gemme sig. Kunne de fornemme hendes tilstedeværelse?

Men så smiler hun bare opgivende for sig selv, inden hun lukker hånden om det runde, forgyldte håndtag og afslører sig selv med et skuldertræk. Det rører hende tydeligvis ikke specielt, at hun blev opdaget.

’’At kastrere ham lyder ret voldsomt, hvis jeg skal være ærlig, Yu.’’ Det lykkes hende ikke at skjule den nynnede triumf der i hendes stemme, og hun nyder hvert et sekund hun ser den sorthårede mand rynke på brynene.

’’Din lille…!’’ snerrer han, men når ikke at sige meget mere, inden Kirasha i en hurtig bevægelse har samlet Zebs tabte træningssværd op fra gulvet og i en glidende bevægelse kaster det imod ham. Som forudset, griber han det uden problemer ved skæftet, men sender hende stadig et yderst bittert blik, som hun besvarer ved at række tunge.

Samtidig snor en muskuløs arm sig om hendes skulder, imens en grinende Zeb rækker tommelfingeren i luften, ’’Se, selv Kira-ra giver mig ret!’’

Uden at tænke over det hæver hun forvirret det ene øjenbryn og ser op på ham, ’’Kira-ra…?’’

Han smiler blot smørret, ’’Det er lettere at sige, end Kirasha – håber ikke du har noget imod det.’’

Og uden at tøve, gør hun præcis det samme, ’’I lige måde, Zebby.’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...