D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2017
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
46Kommentarer
8680Visninger
AA

13. KAPITEL 7: Bittersød information [del 1.]

 

Efterhånden har Kirasha mistet tidsfornemmelsen. De sidste mange timer har Zeb slæbt hende rundt forskellige steder i Ordenen, dels for at vise rundt, dels for at få klaret nogle opgaver.

Lige nu befinder de sig i Science Afdelingen. Der er over dobbelt så mange kittelklædte mennesker som der var i cafeteriet, og de løber travlt ind imellem hinanden, alle bærende på store mapper. Der er overraskende lidt støj i forhold til hvad hun havde forestillet sig. Der er en mærkelig aroma i luften. Lidt en blanding af kaffe og papirer.

Zeb forklarede, at hovedkvarteret i Europa har den største afdeling, når det kommer til undersøgelser og eksperimenter. Og hun tvivler ikke på, at han har ret.  Deres udstyr er alt sammen af en avanceret slags, som hun aldrig har set før.

Den Mørke Orden er langt længere fremad i teknologien end resten af verden.

Grunden til at de befinder sig hernede, var for at møde én af de hårdtarbejdende science-folk, en fyr ved navn Johnny med store hinkestensbriller og lysebrune krøller. Han virkede meget forvirret til at starte med, men lyste næsten op, da Zeb afslørede grunden til at de kom:

Han er den person der designer og fremstiller eksorcisternes uniformer.

At stå model og blive målt på den ene og den anden led generede hende ikke, men efterhånden må hun indrømme, at hun er blevet en smule udmattet. Hovedkvarteret er stort og hun er ikke sikker på, at hun kan finde rundt alene. Egentlig vil hun helst lægge sig ned og sove i et par timer – men hun ved ikke engang hvor hende såkaldte værelse er.

Så det må vente.

Da Johnny endelig er færdig med at tage notater om hendes mål og ønsker til uniformens design, lunter han tilbage til et bord, hvor der står en rumsterende kasse. Den kommer han tilbage til dem med, hvorefter han åbner den.

Nede i den lysebrune papkasse ligger en række mærkelige dimser. De ligner mest af alt sorte golfkugler med flagermusvinger i samme kontrast.

’’Du får brug for en golem, når I er på missioner, ’’ forklarer den lave, bebrillede laborant og syerske, ’’De bruges til at kommunikere med og kan fange signalet fra andre golems inden for mange kilometer. De kan også anvendes til at kontakte Hovedkvarteret via. en telefon. Og som en sidste detalje, reagerer de kun på deres ejers stemme. Smart ikke?’’

Der er ingen tvivl om, at disse såkaldte golems er spritnye. De flakser forvirrede rundt nede i kassen, og selvom de blot er avanceret teknologi, virker de så levende. Og det er måske hvad der i et par sekunder får Kirasha til at stirre ned i kassen i et par sekunder, inden hun løfter hovedet og tilfældigvis får øjenkontakt med en anden fyr fra Science Afdelingen:

Han har lysebrunt og meget strittende hår, og Johnny nævnte vidst før, at han er en af lederne af Science Afdelingen. Han hedder vidst nok Reever. Reever Wenhamm, hvis hun ikke er helt forkert på den.

I favnen bærer han en kasse magen til den Johnny holder, og nede i er der de samme type golems… Den eneste og vigtigste forskel er bare, at dem Reever bærer på er totalsmadrede. Og dog: For iblandt de mange sammenfiltrede ledninger og ødelagte linser, basker en mere eller mindre hullet vinge stadig rundt.

Uden at tænke over det, stopper hun den træt udseende Reever uden at sige et ord og stikker begge hænder ned i kassen, for at fiske den eneste overlevende golem op. Den ser herrens ud – vingerne ser næsten ubrugelige ud, linsen er revnet og nu og da knitrer det lidt fra skaderne.

Men den virker. Der er stadig en gnist at liv i den, og selvom den ikke er andet end blot en maskine, er der noget inde i Kirasha der ikke kan få hende til at kyle den væk.

’’Det er en af de gamle modeller, ’’ Zeb er dukket op på siden af hende. Noget i hans blik virker… Forvirret? Og det kan hun egentlig godt forstå, hvis han skulle være, ’’De bliver kasseret når de går i stykker. Og så er de her heller ikke lige så gode som de nye.’’

Han samler de sørgelige rester af en linse op fra kassen, som han kort kigger på, hvorefter han lægger den fra sig igen, ’’Jeg kan ikke huske hvilke eksorcister der havde dem før. Men den du holder har været genbrugt utallige gange.’’

’’Genbrugt?’’

I et øjeblik formørkes hans blik.

’’Den har været i besiddelse af flere eksorcister der blev dræbt eller forsvandt under missioner. Hvordan den er overlevet så mange gange, ved jeg ikke. Men den er forældet og burde smides ud.’’

Så retter han hovedet op igen og smiler sit såkaldte englesmil, imens Kirasha blot lader sin opmærksomhed falde tilbage til den lille, bevingede genstand. Den flagrer stadig forvirret rundt imellem hendes fingrer, inden den endelig kommer et par centimeter op i luften foran hende. Trods de fatale skader på vingerne, kan den stadig lette og holde sig i luften.

’’Men den virker stadig…’’ tager hun sig selv i at mumle, inden hun tager en beslutning, som kunne beskrives som en anelse tåbelig, ’’Jeg beholder den. I kan ændre dens stemmegenkendelse, ikke? Hvis den går i stykker, kan I få lov til at udskifte den.’’

I et par sekunder stirrer de tre mænd lidt frem og tilbage på hinanden. Zeb imod Reever, Reever imod Johnny.

’’Er det er problem?’’ tillader hun sig at spørge.

Så trækker Zeb bare på skuldrene med et kæmpe grin smurt udover læberne;

’’Næh.’’

 

*******

 

Klokken er efterhånden blevet mange, da Zeb endelig kører sig selv træt og opgiver sit halve forsøg på at introducere hende til alle Ordenens medlemmer. I stedet har han valgt at føre Kirasha op af nogle af de næsten kilometerlange trapper Ordenen huser, for at finde Komuis kontor.

Han har givet Ordenens overhoved en række små detaljer om kampen imod de såkaldte Dødsriddere, men han er sikker på, at han hellere vil høre det fra Kirashas mund. Det nager ham til gengæld, at han højst sandsynligvis ikke selv får lov til at deltage i samtalen.

Der er nemlig noget han ikke helt har forstået: Eksorcisten med den gyldenbrune fletning fortalte dem ikke noget, resten af den tid de kørte i tog. Tværtimod, virkede hun til at være for fanget i sine egne tanker, til i det hele taget at kunne koncentrere sig om det.

Og han kunne af en eller anden grund ikke få sig selv til at spørge.

Da han løfter hovedet fra stentrappen, er de endelig nået til en dør. Den står på klem, og en stribe af lys kryber ud derfra. Og hvis de to eksorcister virkelig prøver, kan de høre en sagte skramlen af dokumenter der flyttes rundt, samt en fyldepen der ridses imod en hård overflade.

Zeb trommer kort knoerne imod den kastanjebrune dør, for at melde deres ankomst. Han venter ikke rigtig på noget svar, men skubber døren en smule op med skulderen – det er dog en anelse udfordrende, for gulvet er dækket af stakke med papirer, så det næsten er umuligt at bevæge sig rundt.

Midt i alt rodet står et bredt skrivebord, som Komui sidder bag. Han ligner ærlig talt én der kunne være villig til at begå mord i et øjeblik, og hvis Zeb kender Ordenens overhoved ret, er det fordi han nu igen er ved at drukne i papirarbejde om strategier, rapporter om missioner og regninger.

Han stikker dog kort hovedet ind af døren, smiler skævt og gør et kort nik imod Kirasha, ’’Stormcatcher, som du bad om.’’

Han modtager et kort nik, efterfulgt af et, ’’Tak.’’

Så klapper Zeb hende kort på skulderen, hvorefter hun kan se hans rødblonde lokker forsvinde ned af trappetrinene.

Samtidig træder hun ind af døren, hvor Komui venter. Han har lagt sin pen fra sig og lader nu mundvigerne glide opad. Hun kan ikke lade være med at lægge mærke til, at han inden bag brillerne virker… Træt. Hun ved ikke hvor længe folk i Ordenen sover, men i modsætning til eksorcisterne, har kontor- og laborantfolkene vidst ikke særlig mange fridage.

Endelig laver han en kort gestus imod en violet rokokosofa foran skrivebordet, hvorefter han læner sig afventende fremad. Da hun placerer sig, åbner han endelig munden:

’’Jeg har… Nogle forskellige ting at fortælle og spørge dig om. Første ting er omkring din innocence. De fleste innocences har et navn, der varierer af deres evner og udseende. Som et eksempel, har du sikkert set Zebs våben: Grundet dets form og gyldne energi, kalder vi den Dawn Star. Han har for resten også bidraget lidt til at vælge et navn til din – det er trods alt kun ham og Kanda der har set dig aktivere. Kan du gøre det nu? Jeg vil gerne se det.’’

Måden han smiler næsten uskyldigt på får hende blot til at trække på skuldrene, efterfulgt af et noget skødeløst, ’’Okay.’’

Uden at rejse sig op, trækker hun ærmet væk fra det ene af sine håndled og lader den summende fornemmelse af energi der frigives samle sig i det såkaldte korsformede stigmata. Øjeblikket efter gløder det isblåt, hvorefter det enkelte, spøgelsesagtige sværd dukker op imellem hendes fingrer.

Inden hun når at sige noget, lægger hun mærke til, at Komui er begyndt at klappe. Han stopper igen et par sekunder efter, da hun bare ser forvirret på ham.

’’Jeg er ikke meget for at indrømme det, men han havde ret: Dét navn passer meget godt til din innocence.’’ Siger han så.

Og da hun bare hæver det ene øjenbryn, spørgende, afslører han det:

’’Ghost Assassin. Passende, ikke?’’

Noget som et navn til hendes våben kunne ærlig talt ikke rage hende en høstblomst, men noget i hende siger, at det gør det mere overskueligt for folkene i Ordenen, at de kan sætte navn på en innocence og ikke kun deres bærer.

’’Ah ja, ’’ tager hun sig selv i at udbryde, da hun endelig lader kortsværdet blive opløst i luften igen, ’’Det lyder måske mærkeligt at spørge om, men… Hvad er Hevlaska helt præcis?’’

Det har pirret hende, lige siden de steg op fra Ordenens undergrund og hun har haft svært ved at undertrykke sin brændende nysgerrighed. Det væsen der efter sigende undersøgte hende… Hvad var hun?

’’Hevlaska er… På en måde en eksorcist. Hun holder på alle de innocences uden bærer, beskytter og kommunikerer med dem. Hun er lidt som deres mor.’’

’’Du taler om dem, som om de er levende.’’ noget der kunne minde om et lidt fjoget smil finder plads på hendes læber, samtidig med at hun læner sig tilbage i sofaen.

’’Det er de også på en måde, ’’ lyset tilbagekastes i et øjeblik i Komuis briller, da han skubber dem ordentligt op på næseryggen, ’’De vælger trods alt selv deres bærer og har en slags underbevidsthed. Interessant at Gud skulle udstyre os med sådanne våben, eh?''

Gud. Uden at tænke over det knytter hun hænderne hårdt sammen ved lyden af ordet. Han virker lidt som en bitter ironi, sammenlignet med hvad den Mørke Orden i århundreder har gået igennem.

’’Hvad var det ellers, som du ville snakke om?’’ spørger hun så.

’’Jeg tror, ’’ starter han, men et blik der automatisk slår over i seriøst, ’’At du har noget du skal fortælle mig om dødsridderne.’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...