D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8372Visninger
AA

11. KAPITEL 6: Definitionen af ’’hjem’’ [del 2.]

 

’’Venner, ’’ lyder det næsten højtideligt fra Komui, idet han med et stort, fjoget grin præsenterer den såkaldte nyankomne, ’’Det her er Kirasha Stormcatcher.’’

Alderen på de fem eksorcister der står foran Kirasha virker til at være adskilt. Én af dem må være godt inde i halvfjerdserne, en anden slutningen af tyverne, og de tre sidste på omkring hendes alder eller en smule ældre. De befinder sig i et større, lidt mere larmende lokale med massere af mennesker – Kirasha går ud fra at det er cafeteriet, for de laborant-klædte mennesker der bevæger sig rundt holder hver især på bakker med mad.

’’Zeb, ’’ Komui vender sig så imod Zeb der er fulgt med, imens han retter på sine briller, ’’Kan du præsentere de andre, imens jeg fortæller Hevlaska, at hun skal gøre klar til Kirashas undersøgelse?’’

 Den rødblonde eksorcist smiler dog bare skævt, imens han hæver det ene øjenbryn, ’’Har jeg et valg?’’

’’Lige umiddelbart ser det ikke sådan ud, ’’ lyder det pludselig fra én af de andre fem, idet Komui forsvinder ud af lokalet – en stærkt rødhåret fyr, hvis ene øje er dækket af en mørk klap. Håret holdes oppe af en mønstret pandebånd, og hans udstråling minder til dels Kirasha om Zebs.

Så rækker han pludselig hånden frem, ’’Navnet er Lavi. Rart at møde dig, prinsesse.’’

Præsentationen efterfølges af et drillende blink, hvilket straks gør hende tilpas ved ham. Inderst inde har hun brændende lyst til at spørge, hvad der er sket med hans øje, men alligevel holder hun mund. Til dels fordi hun ved det kan være personligt, til dels fordi hun egentlig ikke regner med at få noget svar.

Med sit ene synlige, grønne øje vender han blikket ned imod den eksorcist der står ved siden af ham: En meget lav og gammel mand. Det meste af det hår han har tilbage er samlet i en hestehale på midten af hovedet – ellers er han faktisk skaldet –  og begge hans øjenlåg er dækket af en mørk, kullignende sminke.

’’Og det er Bookman.’’ Siger han så, imens den stærkt rynkede mand blot nikker kort og kontant.

’’Bookman?’’ tager hun sig selv i næsten vantro at mumle.

Sikke et mærkeligt navn.

’’Jeg har ikke noget andet navn, så føl dig fri til at kalde mig det.’’ der er noget i hans stemme der virker irriteret, men ikke desto mindre ser den lille mand stadig rolig ud. Men hvad Kirasha ikke kan få ud af hovedet, er det faktum at der er noget i hans blik – og i den grad også den såkaldte Lavis – der virker… Ikke fjernt, men alligevel i den grad uforudsigeligt.

Hun kan ikke aflæse nogle af dem. Og det forvirrer hende.

Det er ikke sket før.

Zebs arm lægger sig samtidig rundt om hendes skulder, ’’De er ikke kun eksorcister, men tilhører en såkaldt klan med ’’Bogmænd’’. De indsamler verdenshistorien og skriver den ned. Ting som krige, herredømmer og lignende bliver dokumenteret af dem. Bookman er deres leder.’’

’’For nu, ’’ lyder det drillende fra den rødhårede, Lavi, ’’Jeg overtager snart pladsen, gamle.’’

Så rækker han tunge imod den lille mand, der blot giver ham et velplaceret spark over skinnebenet, efterfulgt af svaret, ’’I dine drømme, møgunge.’’

Som om en situation som denne var ganske normal, vender Zeb sig imod den næste i rækken; En i hvert fald to meter høj, mørkglødet mand. Ligesom Bookman er han skaldet, bortset fra en række korte dreadlocks samlet i en lille hestehale på midten af hovedet. Man lægger dog ikke så meget mærke til dét, for hvad der først fanger Kirashas opmærksomhed, er det sæt høretelefoner han har henover ørerne.

Hvad i alverden bruger han dem til?

’’Det her er Marie, ’’ siger han med et nik, ’’Jeg burde nok fortælle dig, at han er blind, for ellers ville du aldrig finde ud af det. Hans hørelse er hans øjne.’’

Den store mand siger ikke noget, men lader i stedet de fyldige læber glide op i et svagt smil, efterfulgt at et nik, som Kirasha går ud fra er en hilsen. 

Den sidste mandlige eksorcist er spinkel i forhold til de andre – måske er det fordi hans uniform virker stor i forhold til ham, samt at han har en hætte opover hovedet. Lige umiddelbart ville den blåøjede eksorcist aflæse det som et tegn på en genert karakter, men hun skifter meget hurtigt mening, da hun ser det lille gavtyveagtige grin han har om munden.

’’Daisya Barry, ’’ siger han og løfter hovedet, inden Zeb kan nå at sige noget, ’’En fornøjelse, Stormcatcher.’’

Der er noget ved hans grin der tyder på, at han har samme form for humor som Kirasha… Eller også kan han bare godt lide tanken om, at der nu er et nyt kvindeligt medlem i Ordenen – for lige umiddelbart er der ikke mange af dem.

Den sidste er én af de få kvindelige eksorcister der er. Hun er cirka på alder med Kirasha, har langt, nattesort hår sat op i to adskilte rottehaler og har armene flettet om nogle mapper.

Hun er nok den der smiler størst, da hun skal til at præsentere sig. Det lykkes dog Zeb at komme hende i forkøbet:

’’Lenalee Lee. Komuis lillesøster og bløde punkt.’’ Noget der kunne minde om et bredt grin spreder sig på hans læber, samtidig med at Kirasha hæver et øjenbryn, tydeligvis en smule overrasket. Hun anede ikke, at Komui havde en søster.

Og hvordan i alverden skulle han kunne have et blødt punkt? Blev han ikke beskrevet som en tyran?

’’Der var jo en grund til, at Komui endte som det nye overhoved – han kunne jo ikke lade sin elskede søster være i Ordenen alene. Nu jeg tænker over det, er det vidst nok efterhånden seks år siden…’’ for et øjeblik ser han eftertænksom ud, imens Kirasha samtidig føler, at hun kunne have slået sig selv hårdt i ansigtet:

Selvfølgelig har Ordenen skiftet Overhoved i den tid hun rejste alene. Det er derfor Komui ikke passer på de beskrivelser hun fik for så mange år siden. Hvordan kunne hun overse den ene detalje?

’’Ah ja, ’’ hun bringes tilbage til virkeligheden af Zebs stemme. Han har endnu ikke sluppet hendes skulder, men ser i stedet grinende ned på hende, ’’Nu hvor vi alligevel er i cafeteriet, hvorfor så ikke få noget mad?’’

Hun skal til kort at protestere, men afbrydes af en meget afslørende rumlen fra sin egen mave. I et sekund kan hun høre en af de andre eksorcister – ham med klappen for øjet, Lavi – fnise af det, hvilket automatisk får hendes kinder til at blusse op.

’’Det lyder måske i virkeligheden som en meget god idé…’’

 

*******

 

Det er en behagelig form for støj der er i cafeteriet. Lyden af hvad der må være folk fra Science Afdelingens samtaler fylder rummet med en rungende, varm atmosfære. Men det er ikke det eneste: For iblandt mange af disse kittelklædte folk, sidder der også nogle andre, der let kunne blive overset.

De er iklædt hvide uniformer med hætter, der dog ikke ser ud til at være beregnet til kamp, i modsætning til eksorcisternes. Og da Kirasha med munden fuld af noget der kunne være en chokoladekage spørger ind til det, sender Zeb dem et kort blik. Så smiler han dog bare skævt og giver sig til at forklare:

’’Vi kalder dem ’Findere’. De er Ordenens informationssamlere og er ofte med på missioner. De er egentlig bare ganske almindelige mennesker, der frivilligt har valgt at risikere deres liv, for at gøre en forskel.’’

’’De gør det frivilligt?’’ hun spærrer øjnene chokeret op, imens manden ved siden af hende blot trækker på skuldrene.

’’Yeah. Det virker uvirkeligt for os eksorcister, der ikke havde et valg, ikke?’’ han ser i et øjeblik op imod loftet, men vender så sit blik tilbage til hende, ’’På et eller andet punkt forstår jeg dem godt. Og så alligevel ikke.’’

Hun tager et ekstra kig på de såkaldte Findere og deres hvide kapper, imens hun prøver at granske, hvordan det må føles. De mænd der uden tvang har sagt ja til at være opbakning på slagmarken, de mænd der nu sidder og spiser tidlig frokost på bænkene henne i hjørnet – ved de mænd, at de om muligt kan dø om en uge? I morgen?

Som om han ved hvad Kirasha tænker, hviler Zeb kæben i håndfladen, imens han med den anden kort stryger den en smule krogede næse, ’’Der findes åbenbart stadig nogle lidt gode mennesker derude, eh?’’

Selvom han sikkert kun mumler det til sig selv, opfatter hun ordene, imens et lille smil spiller om hendes mund.

’’Forhåbentlig.’’

Efter hun har proppet det sidste af kagen i munden, rejser eksorcisten ved siden af hende sig op. I et par sekunder strækker han sin lange krop, men samler så endelig uniformen op fra bænken, som han tog af tidligere.

’’Så, ’’ siger han, ’’Er du klar til at møde Hevlaska?’’

 

Kort efter er de på vej ned imod Hovedkvarterets bund med elevatoren. I farten nedad, tillader Kirasha at spørge en ekstra gang:

’’Hvem… Helt præcis er Hevlaska?’’

Zeb sender hende dog bare et drilsk blik, hvilket automatisk får de violette øjne til næsten at gnistre.

’’Måske skulle du hellere spørge hvad er Hevlaska?’’

Mere siger han ikke derfra, indtil de synker ned i mørket og endelig stopper midt i luften. Undervejs har de samlet Komui op, der har medbragt en blok med papirer. Hvad han skal bruge den til, aner hun dog ikke.

Ud af mørket dukker noget op, som Kirasha under normale omstændigheder ville have bakket langt væk fra. Det ligner en gigantisk, spøgelseslignende slange med en kvindes ansigts – hvis man altså ser bort fra, at hun ikke har nogen øjne. En række lange tentakler snor sig ud fra hendes krop, krampagtigt, næsten som om de var levende.

En blandet følelse af æresfrygt og betagelse er det første der fylder Kirasha, men der er først da denne hvidlige dis pludselig lukker sig om hendes krop og trækker hende opad, at hun bliver rigtig forskrækket. Hendes første reaktion er at kæmpe imod, men da det slangelignende væsen åbner sine let violette læber, stopper hun;

’’Jeg gør dig ikke noget.’’

’’Hils på Hevlaska, ’’ lyder det grinende fra Zeb nede fra elevatoren. Han læner ryggen afslappet imod dens rækværk og har lagt armene over kors, imens Komui ser ud til at gøre sin blok klar. Sekundet efter løfter den bebrillede mand blikket, hvorefter han kort nikker imod det umenneskelige væsen, Hevlaska.

’’Jeg tager nogle notater: Hvad føler du, Hevlaska?’’

I et par sekunder lyder der en tankefuld, rungede mumlen fra hende. Samtidig gløder den hvidlige substans kraftigt omkring Kirashas arme, samtidig med at væsnet læner sin pande imod hendes. Selvom hun finder det dybt ubehageligt og mest af alt har lyst til at sparke sig fri, lukker hun dog øjnene hårdt i, samtidig med at Hevlaska næsten begynder at messe en række tal.

Hun tæller hendes synkroniseringsprocent.

’’Halvfjerds procent, ’’ hvisker hun så, ’’En parasittype. Det er en udmærket rate. Hun er uden for fare.’’

Øjeblikket efter fører de hvidlige tentakler hende tilbage til elevatoren, hvorefter de trækker sig tilbage til Hevlaska. Eksorcisten med den gyldenbrune fletning tager kort sig selv i at sukke lettet, hvorefter hun vender sin opmærksomhed spørgende imod det kæmpemæssige væsen, som hun endnu ikke helt forstår hvad er.

’’Uden for fare?’’

’’Eksorcister med en lav rate risikerer at miste kontrollen og blive slået ihjel af deres innocence, ’’ forklarer denne Hevlaska blot, ’’Du er sikker.’’

Og med intet andet end disse ord, giver Komui hende et nik, hvorefter han sender elevatoren op imod overfladen igen. Inden lyden af tryk fylder hendes ører, når hun da at høre Zeb mumle bittert;

’’Pftt, sikke noget pis… Helt uden for fare bliver vi jo aldrig…’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...