D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8495Visninger
AA

9. KAPITEL 5: Definitionen af ’’hjem’’ [del 1.]

 

’’Så, ’’ lyder det spørgende fra Kirasha, idet de står på en lille togstation i udkanten af en større by. Længere ude, bag ved de mange hustage, kan en række bjerge skimtes. Nogle af dem strækker sig opover skyerne, så høje er de, ’’Hvor ligger Ordenen helt præcis?’’

Med et skævt grin placerer Zeb den ene hånd på hoften og stiller sig hen ved siden af hende. Så griber han fat om hendes hage med den anden og vender hendes hoved op imod bjergene.

’’Derovre.’’

’’Inde i bjergene? Det er et… Alternativt sted.’’

’’Ikke inde i bjergene, din klovn, ’’ endnu engang fører han hendes hoved højere op, denne gang til stedet hvor de forsvinder i skyernes hvide dis, ’’Oppe på bjerget.’’

Da ordene slipper ud af munden på ham, gisper hun kort, ’’Men, hvordan i alverden kommer man derop?!’’

Zeb smiler blot bredere, ’’Har du nogensinde hørt om en elevator?’’

 

Det viser sig hurtigt, at den Mørke Orden har sine egne alternative metoder at komme ind i selve Ordenen på. For da de har formået at trave igennem den livlige bys gader, dukker det stendækkede bjergområde op.

Der løber en flod igennem en række klippeskakter. Trods vandets mørke farve ser det roligt ud og strømmen virker ikke stærk.

’’Den fører ind under ét af bjergene, ’’ nikker Zeb imod floden, ’’Det der går en hel del op over skyerne. Deroppe ligger Ordenens hovedkvarter i Europa. De har selvfølgelig også ét i blandt andet Asien, Mellemøsten, Oceanien og Nordamerika – men det i Europa har den førende Science-Afdeling. Det er også primært her eksorcisterne bor.’’

’’I hvert fald dem af dem der vælger at komme tilbage, ’’ lyder det irriteret fra Kanda, der egentlig har været stille det meste af turen. Kirasha ved ikke helt om han refererer til nogen speciel eksorcist, så hun vælger at ignorere det.

’’Og så kommer vi op via. en elevator?’’ tillader hun sig at spørge.

Som svar modtager hun et hånligt fnys fra Kanda, ’’Hvad tror du selv?’’

Selvom hun er stærkt fristet til at svare ham skarpt igen, lader hun være. Hun er ærlig talt for træt til at kunne overskue det. Og desuden prøver hun i forvejen at fokusere på, hvordan hun skal forklare Ordenens overhoved, hvad der er sket med dødsridderne. Også selvom det stikker hårdt i hendes bryst, hver gang hun tillader sig selv at tænke over det.

I kanten af floden flyder en smal robåd af glat, gråligt træ, der gerne skulle have plads til fire-fem fuldvoksne mennesker. Det første Zeb siger da han springer ned i den, er ’’Ombord manne!’’ hvorefter Kirasha og Kanda gør ham selskab. Idet han frigør rebene der holder båden på plads, glider den langsomt med strømmen, henimod en større, grottelignende klippeskakt.

Kort tid efter omringes de af mørke. Kirasha gør sig yderst umage med ikke at få båden til på nogen måde at vippe, da hun helst ikke vil ende i vandet. Det ville for hende være en mere eller mindre dødsdom – for er der noget hun ikke kan finde ud af, så er det i hvert fald at svømme.

Uden at bekymre sig om de andre tos reaktion, aktiverer hun igen sine uhyggeligt udseende øjne. I det næste kan hun se hvordan grotten ser ud fra indeni. Den er uden tvivl udhugget af mennesker, for store stensøjler går dybt ned i vandet og holder loftet oppe, imens væggene ser glatte ud.

I vandet kan hun fra lyset fra sine øjne se genspejlingen af sit ansigt. I starten væmmes hun ved synet – nok mest fordi hun sjældent ser sig selv sådan. Og så minder det hende om episodes ved toget.

Og det er der hendes afsky udskiftes med en mærkelig form for tristhed.

I et forsøg på ikke at tænke for meget over det, stikker hun den ene hånd ned i bukselommen og roder sig igennem lommeuld, småmønter og andet bras, for endelig at trække noget andet op: Krystallen til hendes halssmykke.

Det var hendes fars engang. Hun kan stadig huske dengang han fortalte hende om dens særlige evne;

’’Krystallen er i stand til at vise, om hvorvidt dens bærer er i live eller ej. Går den i stykker eller mister farve, er bæreren enten død eller i livsfare. Selvom jeg på nuværende tidspunkt er dens bærer, har jeg omstillet den til at vise din livskraft i stedet… For at vælge en anden bærer, skal jeg enten dø eller videregive den.’’

Noget der kunne minde om en grimasse finder så sted på hendes ansigt, inden hun klemmer fingrene hårdt om det lille stykke krystal. Så deaktiverer hun sine øjne og stopper i stedet smykket ned i lommen igen.

’’Jeg havde syntes bedre om det, hvis du havde nøjedes med at videregive krystallen, far, ’’ mumler hun næsten lydløst for sig selv, samtidig med en klump samler sig i hendes hals. Hun kan stadig forestille sig hans ansigt iblandt de andre faldne. Heller ikke han – Templas Stormcatcher: Leder af Dødridderklanen – var stærk nok til at nedkæmpe Earlen.

Pludselig begynder et andet lys at blande sig med vandets sorte overflade. Det er et blødt lys, der viser sig at komme fra en række fakler på en væg. Og langs den væg kommer en stenplatform til syne.

På platformen står der en mand i en uniform noget lignende Zeb og Kandas. Det eneste anderledes er dog nogle detaljer, såsom at den ikke er sort, men snehvid, samt ikke ser kampegnet ud – faktisk, ligner den næsten mere en kittel.

Han bærer briller og har skulderlangt, mørkt hår, samt en baretlignende hat trukket nedover ørerne.  På hans brystkasse kan hun ane den samme sølvroset der også er på de to andres uniformer. Hun husker det som Ordenens officielle logo, men også som et tegn på en såkaldt verdensalliance. Alle der bærer den har praktisk talt tilladelse til at komme ind hvor som helst de ønsker – og det er et plus for en lille organisation som den Mørke Orden, der normalt ikke ligefrem er kendt af andre end dens supportere.

Set i andres øjne, er de bare soldater – og ikke eksorcister der prøver at redde menneskeheden fra en mere eller mindre grum skæbne.

’’Hey, ’’ hun læner sig tilbage, hen imod Kanda, ’’Hvem er ham fyren derovre?’’

Hun modtager et irriteret ’tch’ som afslører, at han ikke gider forklare det i detaljer, ’’Ordenens overhoved, Komui Lee – den største lalleidiot jeg længe har mødt.’’

Overrasket hæver hun dog bare det ene øjenbryn, men ud fra hans ansigtsudtryk går hun ud fra, at han ikke har tænkt sig at uddybe. Og for udmattet til at tigge om flere informationer om dette overhoved, sukker hun bare tungt og læner sig frem igen.

’’Meget informerende, det må jeg sige.’’ Tager hun sig selv i bittert at mumle, og priser sig næsten lykkelig, da han enten ikke hører det eller blot vælger at ignorere hende.

Pludselig ser det ud til, at dette overhoved – Komui – får øje på dem. Og så glider hans mundviger op i et bredt smil, inden han med den ene hånd sender dem noget der kunne beskrives som et venskabeligt vink, en slags hilsen.

Lige umiddelbart ser han ret ufarlig ud, men Kirasha husker noget engang at hendes far nævnte, at han skulle være en tyran. Næsten decideret kold overfor eksorcisterne. Tanken om at de risikerede deres liv hver dag, rørte ham åbenbart ikke.

Og derfor er hun lige nu afsindig meget på vagt overfor denne mand.

Da båden endelig er fasttøjret til platformen og de står på fast grund, åbner han dog munden, stadig med et roligt smil;

’’Så det er denne Miss. Stormcatcher du ringede og fortalte om, Zeb?’’ han retter kort på sine briller, imens han henvender sig til den rødblonde eksorcist, der nikker med et skævt grin. Så rækker han sin ene hånd frem til hilsen, inden han præsenterer sig selv, ’’Jeg er Komui, som du nok har hørt. Har Zeb og Kanda fortalt dig om-… Øh, hvor forsvandt Kanda egentlig hen?’’

Først nu lægger også Kirasha mærke til, at den bitre eksorcist er forsvundet. Zeb trækker dog bare på skuldrene og nikker hen imod døren ved platformen der lige er blevet smækket i.

’’Højst sandsynligvis tilbage til sit værelse, ’’ nynner han afslappet, ’’Overraskende, eh?’’

Der er en undertrykt tone af sarkasme i hans stemme, hvilket Kirasha ikke kan lade være med at smile lidt over. Hun ved ikke helt hvad det er, men der er noget ved denne Zeb Willem, som hun rigtig godt kan lide.

Komui sukker dog bare – næsten som det var hverdag – men så smiler han pludselig og nikker de to med sig ind af døren, der fører ind til den Mørke Orden elevator.

’’Jeg taler med ham senere. Men i så fald: Velkommen hjem.’’

Hjem? I et par sekunder når Kirasha at overveje, om denne Komui mener det eller ej, men smilet på Zebs læber virker for ægte til at det kan være sarkasme. Anser eksorcisterne virkelig det her som deres hjem?

Måske. Men hun tvivler selv meget på, at hun vil få det på samme måde. Hendes såkaldte hjem var Oricida. Og det sted eksisterer ikke længere.

 

Den såkaldte elevator de gør brug af er meget anderledes end Kirasha havde forestillet sig. Mest af alt ligner den en omvendt, svævende og gyldent glødende pyramide. På selve platformen er omringet af et rækværk, der giver passagererne mulighed for at holde sig fast. Og til sidst, men ikke mindst, er der et styringspanel ude i den ene side.

Det er her Komui trykker et par knapper i bund, hvorefter den stiger med en overraskende høj fart op i luften og fortsætter opad.

Samtidig får hun et indtryk af selve Ordenens hovedkvarter. De stiger op fra mørket af, og fortsætter opad utallige etager, som straks fortæller hende, at det er et kæmpemæssigt tårn de befinder sig i.

Zeb fortæller hende kort om de forskellige etagers anvendelse; Der er træningsrum, et cafeteria, værelser eksorcisterne sover i, den såkaldte Science-afdeling og en masse andet. Han forklarer også, at de etager der findes inde i selve bjerget ikke anvendes så ofte, men at dem oppe på overfladen af bjerget er mere hyppigt brugte. Desuden ligger cafeteriet også i det område, samt soverummene. Der skulle vidst også være massere af skov på overfladestykket.

Allerede nu er hun ikke i tvivl om, at hun kommer til at fare vild mere end én gang. For at sige det lige ud, er både Kirashas stedsans og koncentrationsevne som en guldfisks. Hun kan simpelthen ikke holde fokus.

Følelsen af at næsten af være vægtløs er befriende. Og derfor bliver hun faktisk næsten skuffet, da Komui vender sig imod hende og siger;

’’Jeg har aftalt, at du får lov til at møde de eksorcister der ikke er ude på missioner på nuværende tidspunkt. De ser frem til at møde dig, Kirasha, hvis du tillader jeg kalder dig det?’’

Hun nikker bare kort med et lille smil, imens hendes hjerne uafbrudt forsøger at finde ud af, hvorfor hendes far beskrev denne mand som tyrannisk. Han virker som det komplet modsatte, og hun har meget svært ved ikke at kunne lide ham.

’’Tager du hende med ned til Hevlaska bagefter?’’ lyder det så fra Zeb, der modtager et nik som svar.

’’Ja, ’’ han retter kort på sine briller igen, imens den såkaldte elevator begynder at sænke farten, ’’Hun ser mindst lige så meget frem til at undersøge din innocence, som jeg gør.’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...