D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8482Visninger
AA

8. KAPITEL 4: Fra mørket er tragedie født [del. 2]

 

Stemningsmusik til dette kapitel:

 

 

 

 

’’Oi, hvad tror du lige du laver!?’’

Kirashas tanker bliver brat afbrudt af et råb bag hende, som hun går ud fra stammer fra Kanda. Hun vælger dog at ignorere det, da hun nu endelig er kommet over på siden af lokomotivet.

Selvom hendes mavefornemmelse skriger, at noget er fuldstændig galt, så er der ikke noget at se… Og dog. Da hun springer op på trinene op til førerhuset i lokomotivet, sidder føreren og fyrbøderen presset sammen i et lille hjørne, rystende og helt stille.

Disse to fuldvoksne mænd er praktisk talt blevet skræmt halvt til døde af et eller andet. Og det er først da Kirasha træder ned på jorden igen og bevæger sig ud på skinnerne foran lokomotivet, at hun ser hvad det er.

Og det er også her, at hendes frygt bliver beskæftiget:

Det er dem.

Omkring hundrede meter fra hende, står en gruppe på tre-fire mennesker, eller, det var de i hvert fald næsten engang. Disse folk er klædt i lange, mørke kapper med opslåede hætter, og deres øjne gløder i samme blå skær som Kirashas.

Men hvad der er mest unaturligt ved dem, er de sæt kæmpestore, snehvide vinger der breder sig ud fra hver af deres ryg.

’’Hvordan…?’’ tager hun sig selv i næsten lydløst at hviske, ’’Hvordan kan I være…? I er jo døde. Alle sammen. Jeg er den eneste der ikke…’’

Hendes hjerte pumper på fuldt tryk, og hun kan mærke, at hun får sværere ved at trække vejret. Det her burde ikke ske. Det er ikke fair. De er allerede blevet slået ihjel én gang. Og hun nægter at tro på, at det her kan være deres genfærd.

Så ville hun have set dem for længe siden.

Den store lygte på lokomotivets front får de blanke fjer til næsten af lyse op i horisonten. De siger ikke noget. Der er intet andet end en rungende stilhed, og en bizar blanding af frygt og forvirring i Kirashas hoved.

Så bider hun tænderne bittert sammen, imens den velkendte følelse af oprigtig sørgmodighed fylder hele hendes krop. Hun ved jo godt inderst inde, hvem der er ansvarlig for det her. Selvfølgelig har han valgt at tage sine fortidige tjenere tilbage.

Millennium Earlen.

Hendes formørkede tankegang bliver dog brutalt afbrudt, da en tydeligvis arrig stemme brager ind i hendes øregange;

’’HVAD FANDEN HAR DU GANG I!?’’

Hun kunne lige så godt være døv på det ene øre nu, men ikke desto mindre sender hun bare stemmens ejermand et surt blik. Til ingens overraskelse, tilhører den hendes såkaldte yndlingsperson på holdet.

Uden at svare ham, nikker hun imod gruppen af bevingede folk. Først dér ser han ud til at blive lidt mindre bitter, men ser ikke desto mindre stadig irriteret ned på hende.

’’Hvad er din pointe?’’ snerrer han, men tillader sig så at råbe dem an med korslagte arme, ’’Oi, I blokerer skinnerne, kvajhoveder. Hvem er I?’’

I samme øjeblik, trækker de alle sammen de våben de har skjult under kapperne – eller rettere, de sværd som det kun er Kirasha der ved de har. Og allerede inden de sætter af fra jorden, hen imod dem, besvarer de ham samtidig med Kirasha:

’’Dødsriddere.’’

Sekundet efter næsten skriger lyden af stål imod stål igennem luften. Det er lykkedes de tre eksorcister at aktivere deres våben i tide, nok til at blokere de hurtigt ankomne klinger.

’’Pas på deres vinger!’’ når Kirasha at advare dem, ’’De bruger dem ikke kun til at flyve med.’’

Og der har hun ret. For øjeblikket efter slår én af de såkaldte dødsriddere et så hårdt slag med vingerne, at et kolossalt lufttryk næsten sender de tre eksorcister i gulvet… Men efterhånden kender Kirasha den taktik så godt, at det ikke giver hende nogen problemer med at undvige det næste angreb der sættes ind.

Praktisk talt, lader hun sig falde, men løfter begge ben tids nok til at kunne sætte en velplaceret spark i mellemgulvet på den nærmeste dødsridder. Han bliver fanget på det forkerte ben, da han vælter tilbage – præcis som hun havde forudset – hvorefter hun udnytter situation til at banke skæftet på sit krystalliserede sværd ind i hans knæhase.

Dødsridderen falder til jorden med et gisp, men hun giver ham ikke tid nok til at komme sig. Tværtimod, har hun allerede krydset sine klinger henover hans hals, dog nok til at de ikke rører ham – men skulle han finde på at bevæge sig det mindste, får han skåret halsen over.

’’Hvorfor!?’’ snerrer hun ind i ansigtet på ham, ’’Jeg så jer alle sammen dø, for fanden! Hvorfor i alverden er i så levend-…’’

Hun stopper sig selv, da hun indser, at hun tog fejl. Levende? Selvfølgelig er de ikke det. De er i gang med at leve op til deres såkaldte navn: De er praktisk talt døde riddere. Hun burde have vidst, at Millennium Earlen ikke ville have nogen problemer med at genoplive dem.

De var trods alt hans engang.

Pludselig smiler dødsridderen under hende på en skræmmende, altvidende måde.

’’Kirasha Stormcatcher: Så fik vi det bekræftet. Du er i live, ’’ Hans stemme er rungende og en smule forvrænget. Umenneskelig, ’’Den eneste overlevende iblandt dødsriddere: Er det ikke på tide, at du vender tilbage til din kære fars side? Earlen bryder sig ikke om, at der er nogen der mangler, især ikke når han nu har fundet ud af, at hans hær ikke er komplet. Han mangler én, som undslap den nat Oricida faldt.’’

’’Og sådan kommer det til at forblive!’’ ved lyden hendes hjems navn, begynder hendes hænder at ryste ukontrolleret, imens hun hårdnakket forsøger at fastholde kortsværdene på sin plads, ’’Sig til det røvhul, at jeg takker nej til hans invitation, men at jeg glæder mig til at møde ham i dødsriget.’’  

Billederne af Oricidas fald for snart fem år siden flyver i det øjeblik igennem hendes tankegang. Hun kan huske det hele: Lugten af død, smerteskrigene, bragene, blodet, kampene – hvordan hele hendes verden bragede sammen og førte til drabet på hendes familie og klan. Hvordan hendes elskede storebror blev brutalt slået ihjel, imens hun selv formåede at undslippe. Og dagene efter på flugt, hvor hun ikke vidste, om det var bedst at gå tilbage og dø med de folk hun elskede, eller om overlevelse var det vigtigste.

Hvis Dødsridderne ikke havde valgt at forråde Earlen og støtte Ordenen, havde de så været i live i dag? Ville Earlen så have ladet være med at søge efter deres tilholdssted, for at slagte dem?

Måske. Måske havde de været i live. Men i så fald kunne det være ligegyldigt, om hvorvidt de var døde eller ej. De ville være på Earlens side alligevel.

’’Hans kald er frygteligt, ’’ hvisler dødsridderen, og det er uden tvivl Earlen han snakker om, ’’Din far bliver skuffet, Stormcatcher. Du bringer vanære over din slægt.’’

Pludselig finder et deprimerende sørgmodigt udtryk finder plads på hendes ansigt, idet hun lader sit ene kortsværd blive opløst i luften.

’’Vores æra er forbi, min ven,’’ smiler hun trist, inden hun i en kvalmende hurtig bevægelse lader sit andet våben bore sig igennem den i forvejen døde – og så alligevel levende – dødsridders brystkasse, ’’Farvel.’’

 Dødsridderen eksploderer dernæst i en kaskade af hvide fjer, der i den stille brise trækker dem opad imod en stjernefri himmel. Og som en svag hvisken omkring sig, kan hun i et kort sekund høre ordet; ’’Tak…’’

Hun ved at det ikke var noget hun bildte sig selv ind. For selv før Dødsridderne praktisk talt blev dræbt, havde de et ry for at kunne se, kommunikere og manipulere med de dødes genfærd og kroppe. Og hun ved nu, at denne mand er fri.

Han er ikke bundet af Earlen længere.

Bag hende har de resterende dødsriddere trukket sig tilbage og forsvinder nu i det næste med en række hårde vingeslag. De har fået den information de var ude efter – en bekræftelse om hvorvidt Kirasha var i live eller ej, samt hendes lokalisering.

Og det faktum at de nu ved dét, giver Kirasha en lyst til at kaste op. Tanken om at hendes såkaldte familie bliver manipuleret af Millennium Earlen er en torn i hendes side. Ikke nok med, at hun i de sidste fem år har forsøgt at fortrænge den traumatiske tragedie hun overværede, så var forsvindingen af Red og Alexeis også hård at fordøje.

Alle disse minder har igen fået hendes ensomhed til at fylde ubærligt meget. Men på den anden side; Så må det jo på et eller andet punkt være hendes ansvar, at få ryddet op i hendes klans kaos.

Dét må være nok grund til at holde sig selv i live.

I samme øjeblik kommer en oprigtigt bekymret Zeb løbende hen imod hende, stadig med sin shuriken i fuld aktivering, uden rigtig at tænke over det. Samtidig vælger hun at lade sine øjne vende tilbage til at være normale, og i det sekund de slukkes, sukker hun lettet over mørkets beskyttende kappe, der nu har lagt sig over hende.

’’Kirasha!’’ kalder han, og idet han står overfor hende, smiler hun blot ubesværet, ’’Er du bare i nærheden af at være okay? Hvad var de skabninger? Jesus, bare tanken om dem giver mig myrekryb! Anyway, ’’ pludselig stopper han sig selv, ’’Hvorfor har du de samme øjne som dem?’’

Som svar på hans spørgsmål, dukker Kanda roligt gående op bag ham. Han har allerede placeret sit katana tilbage i skeden, hvilket ikke overrasker Kirasha.

’’De var supportere af Ordenen, lige indtil Earlen fandt dem og slog dem ihjel. Det var vidst nok et stort tab for dem.’’ Han virker egentlig ret ligeglad, men noget inden i Kirasha siger, at han må have været et medlem af Ordenen allerede før det skete, siden han kender til dem. Og det er mange år, når man tænker på hvor kort levetiden for en eksorcist i relativet er. De går trods alt ud hver dag og risikerer deres liv.

For folk i den Mørke Orden er i morgen en velsignelse.

’’Årh hold dog op, det er jo ikke fordi du har været der i så mange flere år end jeg har!’’ lyder det protesterende fra Zeb, idet han vender sig imod Kirasha igen, ’’Men helt ærligt: Hvis de blev slået ihjel, hvordan kan de så lige pludselig dukke op? Der er noget jeg ikke helt har fanget ved det her.’’

Med et suk lader Kirasha fingrene køre igennem sit pjuskede, gyldenbrune pandehår, inden hun beslutter sig for at sige;

’’Lad os sætte os ind i toget igen: Jeg bliver nødt til at finde en ordentligt måde, som jeg kan fortælle jeres overhoved om det her.’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...