D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2017
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
46Kommentarer
8666Visninger
AA

7. KAPITEL 3: Fra mørket er tragedie født [del 1.]

 

Det tager ikke Kirasha lang tid at opfatte, at denne Kanda er Zebs fuldstændige modsætning. Zeb henvender sig godt nok til ham, som om de var de bedste venner i verden, men alt han modtager er enten fnys eller sarkastiske kommentarer.

Ikke desto mindre ser det ikke ud til at gå ham på, så hun antager, at den kølige eksorcist i virkeligheden må være en god person… Det viser sig dog hurtigt at være naivt af hende:

’’For resten, ’’ tillader hun sig at henvende sig til Kanda, ’’Beklager sammenstødet ved trappen. Jeg havde lidt travlt, det må du undskylde.’’

Han løfter dog bare uinteresseret det ene øjenbryn.

’’Det må du nok sige.’’

Hvis Zeb skulle bare være i nærheden af arrogant, så topper ham her altså langt over hans niveau. Og Kirasha kan mærke sig selv blive en anelse irriteret, da han blot tværer endnu mere i det, ved at sige;

’’Du er svær at se, så du burde i det mindste selv kunne se dig for – skyd skylden på din højde, Mini.’’

’’Hey!’’ tager hun sig selv i næsten at udbryde, da han øgenavnet tydeligvis rammer et ømt punkt, ’’Jeg sagde vidst undskyld, gjorde jeg ikke? Hvad er dit problem?!’’

’’Burde det være så svært at gætte? Du er på et overvældende level af røvirriterende.’’

I det øjeblik bliver hun vred, for hvad fanden bilder han sig egentlig ind? Selv den rødblonde Zeb ser ud til at være tiet en smule i baggrunden, for han stirrer bare nervøst frem og tilbage imellem de to, der sender hinanden gnistrende blikke, ’’A-Altså, vi kunne også bare alle sammen, sådan se at-…’’

Han bliver dog afbrudt af at få sætningen, ’’HOLD KÆFT!’’ braget lige ind i ansigtet af dem begge, hvorefter de fortsætter deres verbale kamp.

’’Jeg hader sådan nogle typer som dig.’’ lyder det knurrende fra den tydeligvis bitre Kanda, der nu har stillet sig op i sin fulde højde. Toppen af Kirashas hoved når ham lige akkurat til skulderen, men det forhindrer hende ikke i at lægge armene over kors og stirre arrigt op på ham.

’’I lige måde.’’

Det tager ikke de to meget lang tid at afgøre, at de ikke kan lide hinanden. Selv Zeb bliver meget hurtigt overbevist om, at det måske ville være bedst at holde dem langt fra hinanden, da Kanda mumler et eller andet tydeligt fornærmende, der får Kirasha til at sende af sine såkaldte knive af energi efter ham.

Måden han afværger den på får hende dog hurtigt overbevist om, at det var tåbeligt af hende. For bag noget af hans uniforms kappe, befinder der sig et langt, aflangt våben. En sværd i japansk design – dog ser det for enkelt ud til at kunne være et katana.

Uden at trække våbnet helt ud af skeden, hiver han toppen af bladet ud, som Kirashas kniv derefter klinger højt imod, for derefter at blive opløst til støv på samme måde, som da hun kastede én efter Zeb.

Det ser dog ikke ud til at være stoppen på legen, for i modsætning til Zeb lader han sit våben glide fri, og er i løbet af det næste sekund henne foran hende…

Måden denne Kanda bevæger sig på er afsindig præcis og hurtig. Han er ikke just en mand hun normalt ville udfordre, men det har lykkedes ham at pisse hende så meget af, at hun faktisk er ligeglad.

Idet han trækker sværdet og i en lynende bevægelse svinger det imod hende, når hun at fremmane ét af sine egne. Han er uden tvivl meget stærkere end hende fysisk, men Kirasha er heller ikke ligefrem en person, som man burde lægge fingrene imellem med.

Og det er ikke kun fordi hun er en eksorcist.

Inden de når at hugge meget mere ud efter hinanden, bliver begge deres våbenhænder grebet ved håndledet, hvilket stopper dem. Samtidig vender de hovedet, for derefter at stirre ind i øjnene på en halvfnisende Zeb. Dette syn overrasker vidst nok dem begge, for de stopper helt med at snerre af hinanden, da han næsten knækker sammen af grin.

’’Aaah, hvor var det smukt, ’’ ler han, ’’Det er lang tid siden nogen har været i stand til at pisse dig så meget af – hvis man ser bort fra Lavi, selvfølgelig.’’

’’Og dig, din idiot.’’ lyder det arrige svar fra Kanda, der derefter vrister sig fri og lader sit såkaldte katana glide tilbage i skeden. Inden han gør det, sender han dog Kirasha et hadefuldt blik, som hun gengælder ved at række tunge.

’’Dværg.’’

’’Køter.’’ giver hun igen.

Og i baggrunden trækker Zeb blot opgivende på skuldrene, velvidende om, at det her nok bliver begyndelsen på et knap så fantastisk venskab.

 

*******

 

Der bliver overraskende nok ikke udvekslet mange ord imellem dem, da de endelig befinder sig i et tog, på vej imod den Mørke Ordens hovedkvarter. Det har vist sig, at Kirasha gættede rigtigt, da hun regnede med, at det lå i England. Hun vidste bare ikke hvor. Og måske er det lige akkurat hendes held, at hun så faldt over disse to andre eksorcister, Zeb og Kanda.

Ham Kanda kunne hun nu ærlig talt godt have undværet. Han er ufattelig uhøflig, men der er stadig noget inde i hende, der ikke har lyst til at dømme ham for hurtigt. Han har måske sine grunde til at være sådan. Det kan jo også bare være, at hun fangede ham på en dårlig dag? Zeb fortalte hende jo også, at hun skulle prøve at bære over med ham.

Der er simpelthen ikke andet for, end at forsøge at komme på hans gode side.

’’Så, ’’ tillader hun sig selv at bryde stilheden, og fanger tydeligvis Zebs opmærksomhed, ’’Hvordan er hovedkvarteret? Er der noget specielt jeg skal forberede mig på?’’

Den rødblonde eksorcist ved siden af hende smiler pludselig skævt, inden hans blik vendes ud af det snuskede togvindue, ’’Vi ligger… Placeret lidt sjovt, lad os sige det sådan? Du bliver nok lidt overrasket. Ah ja, og Hevlaska vil sikkert også gerne have et kig på din innocence. Det er en lille tradition, for at se hvor høj din synkroniseringsrate er.’’

’’Synkroniseringsrate?’’ i et par sekunder blinker hun uforstående med begge øjne, men får hurtigt svar på sit spørgsmål, da han nok havde regnet ud, at hun ikke havde den fjerneste anelse om, hvad dét er.

’’Hvor let du synkroniserer med din innocence på en skala fra 0 til 100 procent. Jeg gætter på, at din er en parasittype?’’

’’Red fortalte mig ikke så meget om sådan noget, ’’ indrømmer hun, ’’Så det eneste jeg faktisk ved om innocence, er at det er i stand til at destruere dæmoner.’’

Et grin breder sig ud over eksorcisten med de violettes øjnes ansigt. Om han nyder, at skulle til at forklare hende alt det hun ikke ved, er hun ikke helt sikker på, men der er af en eller anden grund et slags glimt i hans øjne, der kunne afsløre, at det gør han.

’’Der er to typer innocence: Parasit og Equipment. Parasittypen ses sjældent: det er når innocence praktisk talt fastsætter sig til noget levende og bruger dét som et våben. Et eksempel er din innocence, ’’ han tager fat om hendes ene håndled og vender det rundt, så det sorte kors på indersiden bliver synligt, ’’At du er i stand til at kreere våben via. energi og korsene på dine hænder er et typisk tegn på en parasitisk type. Desuden, så ved du jo nok, at dæmonernes skud er giftige og ødelægger den almindelige menneskekrop på få sekunder. Parasittyper er immune, grundet at deres innocence er i direkte kontakt med deres krop.’’

’’Så, du siger praktisk talt, at den heler én? Virussen forsvinder?’’

Han nikker, ’’Virussen forsvinder, men såret vil stadig være der. Rammer kuglen det rigtige sted, dør du, selvom virussen fjernes.’’

Hun skærer en grimasse, ’’Barskt alligevel. Og hvad med Equipment?’’

’’Equipment-typer er nok den mest almindelige type, men vi er bare ikke immune. Hvis vi kommer til at indhalere gasserne fra en destrueret dæmon eller bliver ramt af et skud, dør vi. Vores innocence vælger os imens den stadig er i en slags… Terningform? Derefter smedes det om til et våben, som vi så kan anvende i kamp. Det forgår i Ordenens Science-afdeling – der kommer du sikkert forbi på et tidspunkt, når du skal have din uniform. Men anyway; Kanda og jeg er Equipment-typer.’’

Han nikker henimod Kanda der sidder med korslagte arme i den anden ende af kupeen. Han modtager et køligt blik fra den sorthårede eksorcist, hvis lange hestehale har lagt sig nedover hans skulder som et mørkt vandfald. Og som om det skulle være et svar, fnyser han.

’’Og Hevlaska, ’’ siger han så, med et blidt smil på læberne, som en slags afrunding af emnet, ’’Du bliver nok lidt overrasket når du ser hende. Der er mange ting i Ordenen der er… Meget, anderledes i forhold til hvad du nok har været van til.’’

’’Ah heck, ’’ hun trækker på skuldrene, ’’Jeg har rejst i de sidste mange år med en svævende, brændende djævel og en såkaldt general. Jeg har set lidt af hvert. Også-…!’’

Hun afbrydes pludselig, da toget pludselig stander med et kæmpe ryk. Luften er fyldt med en hvinende hyletone, der stammer fra vognenes hårde bremsen imod skinnerne.

Dette ser ud til også at komme bag på de to andre. Selv Kanda rynker brynene en smule, et tydeligt tegn på, at der er noget der ikke hænger sammen.

’’Eh? Hvorfor i alverden stopper de?’’ som den første der reagerer, tillader Kirasha sig at skubbe vinduet op og kigge ud.

Lige umiddelbart er der ikke meget at se, primært fordi det er mørkt. Hun kan lugte røgen fra lokomotivet herfra, og der lyder en række forvirrede råb længere fremme. Hvad der sker har hun dog ingen anelse om, men en alarmklokke inden i hende ringer uafbrudt.

Der er noget galt.

Og for at kunne undersøge det nærmere, gør hun noget der får både Zeb og Kanda til at spærre øjnene overrasket op. For i samme øjeblik lukker hun sine egne… Og da hun åbner dem igen, ser de fuldstændig anderledes ud:

Det hvide i øjnene er blevet lige så sort som mørket udenfor, imens den blå iris afgiver et bølgende, unaturligt lys. Pupillerne har fortrukket sig katteagtigt, og hvad Kirasha mest af alt ligner lige nu, er et underjordisk væsen.

Men også noget andet har ændret sig. Alt det sorte er som lysnet op i kølige, lysegrå farver, og hun kan se klart igennem mørket. Det er én af hendes egne, personlige evner. En evne hun i dag ville have ønsket ikke eksisterede.

Kirasha ignorerer Zebs chokerede, ’’Holy shit, hvad i alverden skete der lige dér?’’ og koncentrerer sig i stedet om at fokusere på lokomotivet længere nede. Selv med hendes nu fantastisk forstærkede nattesyn, har hun svært ved at se noget så langt væk, så hun tager en hurtig beslutning og springer ud af vinduet.

Bag hende følger de to andre med. Den rødblonde eksorcist har i farten vendt sig imod den mørkhårede og når at stille spørgsmålet: ’’Tror du det er en dæmon?’’

’’Nej.’’ Lyder svaret, ’’Så havde der været langt mere kaos nu.’’

Samtidig har en ubehagelig følelse samlet sig i Kirashas brystkasse, som hun sætter farten op imod togets front. Det er en fornemmelse hun har haft før for mange år siden. Fra før hun mødte Red.

Hun har en hemmelighed. En hemmelighed som den Mørke Ordens overhoved får brug for at kende til, hvis hendes mistanke skal vise sig at være korrekt:

Og lige nu ønsker hun af hele sit hjerte, at hun tager fejl.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...