D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8484Visninger
AA

35. KAPITEL 26: De stunder vi tilbringer med hinanden [del 2.]

 

’’I to, ’’ det er lyden af en mere eller mindre hidsig mandestemme, der tvinger Kirasha til sammenknebent at åbne øjnene en smule, ’’Er simpelthen for meget!’’

Det viser sig dog hurtigt snart at være en fejltagelse fra hendes side af, for hvad hun vågner op til en er edderspændt Kanda, der sekundet efter tyrer en pude lige i ansigtet på hende. Måske er det også overraskelsen – sammen med det faktum, at al kraft har forladt Zebs arme – der giver hende styrken til at vriste sig fri og rykke sig væk.

Samtidig har larmen også vækket den rødblonde eksorcist ved siden af hende til dåd – og for at sige det mildt, ligner han ærlig talt noget katten har slæbt ind; Halvbleg, med røde øjne og omkring nul af den energi han normalt plejer at sprudle af.

Tømmermændene har endelig ramt Zeb Willem – og de har ramt ham hårdt.

’’Du larmer, Kanda, ’’ mumler han hæst, borer ansigtet ned i puden og folder det bløde stof omkring ørerne, i et forsøg på at holde den mere eller mindre bitre eksorcists stemme ude. Det tyder stærkt på, at han er plaget af en dundrende hovedpine, for hver gang Kanda åbner munden for at lade en strøm af skældsord vælte ud, knuger han krampagtigt om store lokker af det sandfarvede hår.

’’Vi havde en aftale for to timer siden!’’ bliver der blot snerret som svar, ’’Og det havde jeg sådanset en forventning om, at du ville overholde! I stedet har du travlt med at komme i bukserne på idioten dér, og hvordan fanden-…’’

Alt imens hans stemme også bliver til baggrundsstøj i Kirashas hoved, gnider hun kort sin pande – der hvor Kanda kastede puden i hovedet på hende. Lange striber af køligt lys på gulvet får det til at tyde på, at det er hen af formiddagen allerede. Ud af vinduet afslører perler af vand på ruden også, at vejret er lige så kedeligt og gråt som i går.

Med et opgivende suk skal hun til at vende hovedet og få Kanda til at holde mund, men en ubehagelig lyd fra Zeb får dem begge to til at skære grimasser og ikke sige noget; Idioten har nemlig formået at sætte sig op, men bliver på under et sekund ligbleg i ansigtet, river dynen væk og kaster hovedet udover sengen, for at kaste op. En hul, plaskende lyd fortæller hende dog, at hun placerede spanden fra i går aftes perfekt – for han ramte i hvert fald.

’’Pletskud… ’’ lyder det så anerkendende nede fra blikspanden, efterfulgt af et kort, hæst grin.

Responsen fra de to andre eksorcister er dog på ingen måder positiv;

’’… Du er simpelthen for klam…’’

 

*******

 

’’Hvor mange gange skal jeg sige det?! VI. SOV. SAMMEN. Intet andet! Jeg ved ikke hvilke fantasier du har lige nu, men så er den altså ikke længere.’’ Kirasha tager sig selv i at stikke gaflen en anelse for hårdt ned i sin frokost, alt imens hun stirrer edderspændt ind i øjnene på eksorcisten overfor hende, ’’Og du siger vi er for meget?’’

Kanda ruller dog bare i øjnene, alt imens han ligegyldigt fortsætter med at spise sin soba, tydeligvis ikke påvirket af samtalen.

For snart en time siden, gav de op på at få Zeb ud af sengen og besluttede sig i stedet for at få noget mad – eller rettere: Kirasha var opsat på at forklare den sorthårede mand hvorfor hun befandt sig i den rødblonde eksorcists seng, trods det faktum at han ikke engang nu – hvor hun valgte at følge efter ham hele vejen ned til cafeteriet – tror på hende.

Indtil videre har han kun ignoreret hende, og det irriterer hende grænseløst, at hun ikke engang har fået chancen for at overbevise ham om det modsatte.

Med sin frie hånds fingre trommer hun utålmodigt på kanten af bordpladen, inden hun for anden gang, en anelse for voldeligt, presser bestikkets tænder ned i oksekødsblandingen på tallerkenen.

’’Hvis du så meget som overvejer at sprede et rygte om, at jeg har været i seng med Zeb, ’’ afslutter hun så, ser op fra maden og fnyser, ’’Så slår jeg dig ihjel.’’

Der lyder dog bare et overlegent tch ovre fra Kanda, der ikke engang blinker, men blot besvarer med; ’’Jeg ville elske at se dig prøve.’’

’’Jeg mener det.’’

’’Det gør du sikkert, ’’ responsen har en hånlig undertone og en ubehagelig følelse af, at han diskret er i gang med at referere til deres træningskamp her forleden, får hende til at skære tænder i arrigskab, ’’Men lad mig hellere minde dig om, at du ikke har en chance, dværg. Og desuden…’’

Pludselig placerer han spisepindene vandret på kanten af den hvide keramikskål hans mad før var i, inden han rejser sig op, tydeligvis ikke interesseret i at fortsætte deres samtale, ’’Kunne jeg ikke være mere ligeglad med, hvem den idiot til Zeb går i seng med.’’

’’Vi har ikke-…!’’ skal hun til at udbryde, men kommer i tanker om de resterende mennesker i cafeteriet, hvorefter hun klapper i. I stedet får hun mast et par ord ud imellem læberne i stedet, der snildt kunne forstås som, ’’Jeg hader dig…’’

’’Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.’’

Han hørte hende åbenbart.

Inden hun kan nå at rulle med øjnene og svare igen, har en stor hånd dog lagt sig på hendes ene skulder. Idet hun vender hovedet opad, for at fange personens blik, må hun give op, da det er Marie, der som sædvanligt har øjnene lukket, grundet sin blindhed.

’’Tag dig ikke af ham. Han har været i dårligt humør hele morgenen,’’ siger han i et roligt tonefald, alt imens hans frie hånd balancerer hans bakke med frokost på sådan en kontrolleret måde, at det næsten er uvirkeligt, når man tænker på denne mands handikap, ’’Komui spurgte forresten efter dig.’’

’’Eh?’’ udbryder hun og blinker kort uforstående, ’’En mission, eller?’’

Den australske eksorcist ryster dog bare på hovedet, ’’Det lød ikke sådan.’’

Tænkende gnider hun kort knoen på sin pegefinger imod hagen, ’’Lød det som noget vigtigt?’’

’’Nok nærmere… Som en slags overvejelse. Som om, at han har en teori om et eller andet.’’ Kort lægger den store mand nakken på skrå, en anelse spørgende. Kirasha ryster dog bare på hovedet, selvom hun ved at han ikke kan se det.

’’Hmm… ’’ med et skuldertræk, lægger hun så endelig gaflen fra sig på tallerkenen med et klink, hvorefter hun svinger benene over bænken for at rejse sig, ’’Og han nævnte slet intet om, hvad det var?’’

’’Ingenting.’’

’’Besynderligt, ’’ ånder hun så, får skrabet sit resterende service hen på bakken på bordet, for derefter kort at strække kroppen, ’’Nåh, jeg skal nok finde ham. Han er på kontoret, ikke?’’

Et blødt smil spreder sig udover Maries fyldige læber, inden han kort nikker. Med et hurtigt ’’tak’’, forsvinder den blåøjede eksorcist derefter ud af cafeteriet, for i et hurtigt tempo at bevæge sig op ad trapperne, der fører imod Komuis kontor.

På vejen er hendes tanker ét stort rod. På trods af at hun ikke har været i Ordenen længe, stiller hun spørgsmålstegn ved, at Komui ikke ville fortælle Marie, hvad han havde til overvejelse – dét i sig selv er også ualmindeligt, da de højtstående i Ordenen har en ret stor tillid til den store, mørkglødede mand. Og derfor kniber Kirasha øjenlågene hårdt sammen, for at tømme hjernen for mulige grunde. Hun kommer dog ikke frem til noget altafgørende.

Da hun endelig befinder sig foran den brede trædør ind til rummet, står den allerede på klem. En lysstribe slipper ud igennem dørkarmen og lægger et mørkgyldent spor ud på de mørke trapper. Der er stemmer indenfor, blandt andet Komuis – og han lyder ikke ligefrem begejstret.

Den anden stemme er fremmet, men bærer en tyk, tysk accent med sig. Og da hun – musestille som hun jo kan være – læner sig frem, for at få et overblik over den ukendte person, møder hendes blik en høj mand. Han har et mere eller mindre slesk udtryk i øjnene og føler sig tydeligt overlegen. Tøjet tyder på høj rang, alt imens det karamelbrune hår er slikket tilbage. Han må mindst være halvtreds. Ansigtet har nemlig tydelige præg af alder, høje kindben og et fint friseret tandbørsteskæg.

Hun kan ikke genkende denne mand, men tonen i hans stemme får hende til at krumme tæer. Han virker… Ubehagelig? Hun ved ikke selv hvordan hun skal beskrive det, men uden at tænke over det, har hun presset læberne hårdt sammen.

’’Jeg går ud fra, at du har hende under stærkt opsyn, Komui. At have en Dødsridder rendende kan være… et fatalt træk fra din side. Du er forhåbentlig klar til at stå til ansvar, hvis hun forråder Ordenen.’’

Måden han smiler på virker… så malplaceret. Og velvidende om, at hun lige nu overværer en samtale om hende selv, retter hun sig op, knytter næverne, men bryder ikke ind.

’’Jeg… Selvfølgelig.’’ Lyder der derefter fra Komui, der ser en anelse sammenbidt ud, ’’Men i modsætning til de andre Dødsriddere er Stormcatcher i live… Så længe hun er det, er hun hverken en trussel eller fjende – tværtimod.’’

’’Forrædere kommer i mange skikkelser, ’’ manden med slikhåret vifter afværgende med hånden, inden han rejser sig fra stolen overfor Ordenens Overhovedets skrivebord, ’’Også levende. Jeg troede dæmoner var det perfekte eksempel, Komui~’’

’’Lvellie, du har vel ikke planer om at-…’’

’’Ih, nej da. Så hjerteløs er jeg heller ikke. Men jeg forventer, at de øverste modtager en rapport snarest omkring situationen.’’ Derefter vender han rundt på hælene, der afgiver en rungende kliklyd på det farvede fliser. Komui må have skrabet noget af gulvet fri for alle de papirer han har liggende, for der går en reel sti af sten hele vejen hen til bordet.

Og det er i samme øjeblik at den fremmede mand skal til at gribe ud efter det forgyldte håndtag på døren, at Kirasha nådesløst svinger den op i håbet om måske at ramme ham i ansigtet med den. Uheldigvis når han at stoppe den med sin ene behandskede hånd, alt imens hans mundviger glider op i et modbydeligt smil.

’’Åh, når man snakker om djævlen…’’

Uden at begrænse sig det mindste, sender hun ham det største slangesmil hun kan fremtvinge over sine læber, ’’Jo tak.’’

Og derefter ignorerer hun hans tilstedeværelse fuldstændig, vender hele kroppen væk fra ham og tager et par rolige skridt imod Komui i stedet, ’’Du spurgte efter mig?’’

I et par sekunder kan hun føle manden bag sigs stirren. Kort efter afslører en knirken fra døren, sammen med et lille klik, at han dog alligevel har forladt lokalet. Hun er fristet til at spørge hvem han var, men skifter dog mening efter lidt. Komui behøves ikke vide, at hun overhørte dem.

Med et opgivende suk skubber Ordenens Overhoved sine briller op over næsen og panden, hvorefter de sættes tilrette i det mørke hår. Kort gnider han øjnene, højst sandsynligvis frustreret over samtalen tidligere. Og Kirasha forstår ham udmærket. Faktisk, trods sin irritation over manden fra før, er hun ekstremt glad for, at han tog hende i forsvar. Det vil hun for evigt have respekt for.

’’Er du okay? Han virkede ikke ligefrem som nogen… Behagelig, type.’’

’’Det er fint. Man bliver nødt til at tilvænne sig den måde han opfører sig på,’’ siger han så efter lidt, inden brillerne endelig er på plads igen, og han blinker roligt ud igennem de halvridsede glas, ’’Grunden til at jeg tilkaldte dig er, at jeg har snakket med de øverste: De vil genoptage søgningen efter general Michael Red.’’

’’Hva-… ’’ hun afbryder sig selv inden hun kan få sagt meget mere, blinker overrasket og kan mærke fingrenes automatiske trang til at røre ved det pigmenterede ar langs hendes øjenlåg – en slags nervøsitetsafleder, ’’Jeg troede, at de nægtede at tage sagen op igen? Hvad fik dem overtalt?’’

Kort vender han hovedet væk, imens han per automatik lader sin fjerpen tromme imod et ark på bordet. Det efterlader en række uregelmæssige blækpletter, som han derefter tørrer væk med ærmet, kun for at finde ud af, at farven ville suge sig ind i det lysegrå stof. I et øjeblik ser det ud til, at han skal til at bande over det, men så kommer han vidst i tanker om eksorcisten overfor sig.

’’Jeg ved det ikke helt, men de allerhøjeste vil forsøge at sikre sig, at det ikke bliver til fordel for Earlen. Planlægningen kan tage mange måneder, så forvent ikke at missionen kommer lige foreløbigt… Men én ting er dog sikker:’’

’’Hm?’’

’’De vil have dig til at tage af sted. Ikke alene, men uden at det vækker opsigt og dermed tiltrækker dæmoner til området. Det er en opgave, der skal forgå i skyggerne.’’

Med en tilfreds trækning i mundvigen, nikker hun kort anerkendende. Hvis det skulle have forgået på andre måder, var hun nok ikke blevet specielt begejstret.

’’Det var alt, ’’ siger han så, som en slags godkendelse af, at hun kan gå nu, ’’Og Kirasha?’’

Hun stopper med at gå i det sekund hun hører sit navn.

’’Vær forsigtig. Din position på nuværende tidspunkt er risikabel.’’

Med et skævt grin, vinker hun bare anerkendende af ham, inden hun kører den selvsamme hånd igennem de gyldne lokker, for at få dem til at falde på plads.

’’Som du ønsker, Overhoved.’’

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...