D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8497Visninger
AA

34. KAPITEL 25: De stunder vi tilbringer med hinanden [del 1.]

 

’’Ej Lavi, det er tarveligt!’’ er en af de kommentarer der flyver igennem luften, da den rødhårede Bogmand lufter sin konsekvens – for det er tydeligvis ikke alle der er lige enige i, at det er en god ide.

Der lyder dog bare et triumferende ’’Hæ’’ ovre fra den yderst charmerende eksorcist, alt imens et uhyggeligt djævelsk smil breder sig på hans læber og han nynnende hvisler imod den anden mand;

’’Udfordring accepteret~’’

Inden Kirasha Stormcatcher reelt når at gøre andet end at vende ansigtet, har manden med de violette iriser lagt den ene hånd på bagsiden af hendes hoved, med fingrene begravet i de gyldenbrune lokker – på samme tid rykker han det meste af overkroppen så meget frem, at hun ikke engang vil kunne trække sig væk.

Og mindre end sekundet efter, har han sammensmedet deres læber.

Den blåøjede Dødsridder er i starten så overrasket, at hun næsten tror, at hun skal til at kaste sit eget hjerte op – så voldsomt galoperer det inde i brystet på hende. Ikke at det føles forkert. Tværtimod, så har noget i hendes tanker ikke helt noget imod, at det er Zeb der stjæler hendes første kys. Faktisk, så virker det ikke engang forkert.

Måske er det derfor at noget i hendes lettere berusede sind ganske roligt får hende til at løfte hænderne, for at lægge dem på hver sin side af den rødblonde mands ansigt, glide forsigtigt ned af det, indtil de når den stærkt markerede kæbe og derved tvinger ham til at komme en anelse tættere på.

At fordybe kysset var nok ikke Zebs plan i starten, men han trækker sig på ingen måder væk, da han opdager, at Kirasha heller ikke har tænkt sig at gøre det.

For at sige det mildt, er der ingen af de to eksorcister der ser ud til at være interesseret i at stoppe.

Det er dog først da kysset bliver en anelse hedt, at de beslutter sig for at lade læberne skilles. Zeb rykker blot et par centimeter væk fra hendes ansigt, inden han sender hende et skævt grin, for derefter ud af øjenkrogen at fange Lavis blik – overlegent og noget drillende.

Han mere end fuldførte sin udfordring; Han tog det til et helt andet level.

Den rødhårede Bogmands kæbe har ramt jorden for længst – måske havde han ikke helt forudset, at Kirasha ikke ligefrem ville være genert over situationen. De andre tværtimod hujer imponeret, selvfølgelig med undtagelse af Kanda, der ligner én der kunne brække sig i afsky.

Selvom larmen fra gruppen af eksorcister føles overvældende omkring dem, da de har sat sig ordentligt op igen, tvinges de mere eller mindre af instinkt til at sende hinanden et par tilfredse grin. Trangen til at grine melder sig også meget hurtigt, og det lykkes ikke Dødsridderen at undertrykke et fnis;

’’Det burde vi nok ikke gøre igen, nogensinde.’’

’’Enig.’’ Lyder svaret fra manden ved siden af hende, hvis violette øjne er begyndt at funkle gyldent i lyset fra værtshuset. Han blinker derefter kort drillende, ’’Men man skulle ikke ligefrem tro, at det var dit første kys, vilddyr. Du har styr på tungen.’’

’’Årh, hold mund!’’ irriteret skubber hun underlæben frem, for derefter at give ham en ordentlig knytnæve på skulderen, som han jamrende tager sig til – hun er dog ret sikker på, at det meste af hans smerteudbrud er overdramatiseret skuespil. Og hvis ikke, håber hun inderst inde lidt, at det gjorde rigtig ondt.

 

Derefter går der ikke meget mere end en halv time, inden gruppen af eksorcister må konstatere, at de bliver nødt til at vende snuden hjemad. Både Bookman og Lavi er på det level af beruset, at Marie må holde dem begge oprejst på vejen ud af døren. Og inden der er gået få minutter har gruppen opløst sig selv fuldstændig, for kun at efterlade Kirasha, Zeb og Kanda tilbage.

’’Ahh, måske skulle vi også gå hjem~’’ lyder det så endelig nynnende fra en efterhånden ret fuld Zeb, der derefter rimelig hastigt kommer på benene – måske en anelse for hurtigt, for det ser i et øjeblik ud som om, at han bliver ramt af en mur og først nu opdager, hvor plørestiv han egentlig er. Det er en forudsigelse om, at han falder hvis hun ikke griber ind, der får Kirasha til hastigt at støtte den rødblonde eksorcist, der blot blinker forvirret.

’’Hov, har du altid… været så lille?’’ spørger han så ud af den blå luft, fuldstændig uden et verbalt filter, alt imens han ser fjernt ned på hende.

’’Og folk siger, at jeg burde lære at holde mund?’’ fnyser hun fornærmet for sig selv, inden hendes blik automatisk styres hen imod Kanda, der i modsætning til alle de andre ikke ser det mindste fuld ud. Han har for længst rejst sig, trukket sin frakke over skuldrene, og vender hende nu ryggen, for at gå i retning af udgangen, ’’Øh, ville du have noget imod at hjælpe mig med ham her?’’

Hendes stemme virker klokkeklar i det efterhånden udtømte værtshus, hvor det kun er en larmende snorken fra nogen der er faldet i søvn ovre i hjørnet, som man kan høre. Ikke desto mindre stopper Kanda ikke med at gå, alt imens han bare besvarer hende med et; ’’Det er ikke mit problem.’’

Døren smækker af sig selv bag ham, imens Kirasha undertrykke den ulmende trang til at kaste noget efter den pessimistiske eksorcist, der ikke ligefrem er specielt samarbejdsvillig.

’’Fint, ’’ hvæser hun så lavmælt, ’’Så fikser jeg det selv! Zeb, er du stadig vågen?’’

’’Mhmm… ’’ lyder det tvivlende fra hendes venstre skulder, hvor hun har svunget den tårnhøje eksorcists arm rundt, for bedre at kunne støtte ham. Selv føler hun sig efterhånden ret ædru, så det er nok ikke ligefrem fordi, at det bliver svært at få ham med tilbage – det er mere den ekstreme højdeforskel, der er udfordringen.

Da de to eksorcister endelig befinder sig ude på gaden igen, er der mere stille end da de ankom. Folkene der før var her, er nok taget hjem for at sove branderten ud. Ikke desto mindre gør det blot hendes mission om at få Zeb hjem lettere, for han vakler en anelse på benene og ville være umulig at få udenom en stor skov af mennesker. Lige nu virker han lange krop lige så ustyrlig og uforudsigelig som en flagstang i stormvejr – den truer med at vælte hvert sekund.

’’Du kommer til at fortryde det her så meget i morgen, det ved du godt, ikke?’’ uden rigtig at kunne styre trangen til at smile opgivende, ryster hun en anelse på hovedet af den attraktive, unge mand, som hun nærmest har hængende over ryggen.

’’Det ved jegggggg~’’ lyder svaret en anelse klagende, inden han pludselig stopper med at gå, og Kirasha på forhånd har gættet, hvad der skal til at ske.

’’Du kan lige vove på at-…!’’ Meget mere når hun ikke at sige, inden han med ufattelig hurtighed har svunget hele kroppen væk fra hende, for at brække sig. Han har det åbenbart stadig dårligt flere minutter efter, for Kirasha befinder sig hurtigt i den situation, at hun stryger ham over hovedet og holder de sandfarvede lokker væk fra ansigtet. Strømmen af opkast kommer dog endelig til en ende, da han i stedet begynder at brokke sig halvhjertet over alle livets skavanker, tomater og dårlig kaffe.

Sådan fortsætter det igennem alle byens gader – med i puljen følger også et ordentligt bjørneknus, sammen med en række sætninger som;

’’Du ved godt du er min bedste ven, ikke?’’, ’’Jeg elsker diggggg, Kirashaaa,’’, ’’Undskyyyllddd’’, samt en masse ting på hollandsk, som hun ikke helt får fat i hvad betyder. Alligevel klapper hun ham bare overbærende på hovedet nu og da, inden hun efter en times tid endelig får slæbt ham i sikkerhed bag Ordenens mure.

Det går på daværende tidspunkt også op for Kirasha, at hun ingen idé har om hvor hans værelse ligger. Det viser sig dog senere – efter en rimelig forvirrende vejledning fra manden klyngende til hendes skulder – at svaret var lettere end først antaget: Det befinder sig lige ved siden af hendes eget.

At få trykket håndtaget i bund var lidt af en udfordring, men da døren endelig åbner sig, bliver hun mødt af et syn, der af en eller anden grund overrasker hende: Der står stakkevis af bøger derinde, sammen med flere pergamentruller, som viser sig at være vejledninger til at lære de forskellige sprog, som den charmerende eksorcist efterhånden kan så mange af.

Det viser sig dog hurtigt at være lettere sagt end gjort, at få Zeb læsset af på sengen. Først nægter han stædigt at slippe hende, derefter virker han næsten grædefærdig ved tanken om, at hun skulle forlade ham. Til sidst giver hun dog op i irritation over den plørefulde mand og går med til at holde ham med selskab resten af natten – meget til den rødblonde eksorcists glæde.

Hans humørsvingninger bliver hurtigt en anelse overvældende, for trods det faktum at han næsten kan stå op selv, må hun alligevel give ham en hånd med at blive afklædt. Heldigvis, for begge parter, har Kirasha altid haft en talent for at kunne holde masken, så det trods den lettere intime situation indtil videre ikke er blevet akavet. Det største problem var dog at få krænget hans bluse over hovedet – primært grundet den evige højdeforskel.

’’Hvorfor skal du være så fandens høj?’’ stående på tåspidserne, lykkes det hende langt om længe at få hevet det mørkeblå stof over hans hår, knurrende. Det efterlader den rødblonde eksorcist med en temmelig nøgen overkrop, som den blåøjede Dødsridder må anstrenge sig for ikke at beundre. Hvordan i alverden har han været så heldig med sine gener?

’’Du må altså selv tage dine bukser af.’’

’’Det gider jeg ikke~’’ med et fnis åbner han dog alligevel bæltespændet, for at rive læderbåndet væk. I samme øjeblik vender han hele kroppen rundt med kommentaren, ’’… Jeg kan ikke huske hvor jeg har lagt min dyne…’’ og det er i samme sekund, at hans brede skuldre og ryg blotter sig for Kirasha, der må tvinge sig selv til ikke at gispe.

Huden er fuldstændig afbleget af et stort, guldsmedeformet ar, der ser ud til at være forsaget af enten glohedt jern eller brændende træ – uden tvivl et brændemærke. Og det er gigantisk. Dækker hele ryggen, fra starter af nakken til slutningen af lænden. Det er sikkert mange år siden at det helede, men synet alene får Kirasha til at rynke brynene, medfølende.

… Den smerte han må være gået igennem: Hun kan ikke forestille sig den.

Hun har lyst til at spørge ind til, hvordan han fik det, men kommer hurtigt i tanker om, at historien nok ikke ligefrem er lykkelig. Alligevel må han have lagt mærke til hendes stirren, for pludselig vender han hovedet henover skulderen, for at få øjenkontakt med hende. Et overbærende smil pryder hans læber, og han lyder næsten sober, da han skiller læberne;

’’Grimt, er det ikke?’’

Hun når aldrig at svare ham, inden han sekundet efter blinker forvirret og udbryder, ’’Oh, der var den!’’

Det viser sig derefter, at han allerede fuldstændig har glemt, hvad de snakkede om – eller, i hvert fald skulle til at snakke om. Så i stedet for at bringe et sikkert ubehageligt emne på banen, lader Kirasha sig kort snige ud af rummet, for i et eller andet kosteskab at finde en passende spand, der kan redde gulvet, hvis den høje eksorcist skulle finde på at kaste op igen.

Da hun kommer tilbage har han allerede smidt sig i sengen, halvklagende og yderst utilfreds med, at hun gik. Hun tager dog sig selv i undertrykt at fnise over hans mere eller mindre barnlige opførsel, som højst sandsynligvis er skyldt alkoholen fra tidligere.

’’Du lovede at blive heeerr~’’ han trækker surmulende dynen opover næsen, ’’Hvorfor gik duuu?’’

’’Jeg sikrede mig, at du ikke spuler hele gulvet i morgen tidlig. Og desuden, ’’ hun sætter hænderne anerkendende i siderne, ’’Er jeg her ligesom nu, ikke?’’

’’Jo, ’’ lyder svaret, og inden hun får set sig om, har han sat sig op, grebet fat i hendes håndled og trukket hende med sig bagud, over på sengen, i en varm omfavnelse, ’’Ah, hvorfor er du så kold? Av, ikke slå, jeg ville jo bare hjælpe!’’

 

Der går ikke mange minutter, inden hun kan mærke hans åndedræt blive roligt. Hun kan alene fornemme det på den nu mere lettere lune vejrtrækning, der med jævne mellemrum sender små kaskader af luft ud på hendes kraveben.

Det forekommer hende utroligt, at han allerede er slumret hen som en anden hundehvalp, trykket afslappet imod hendes hals og skulder. Hans stærke arme har heller ikke sluppet hende endnu, hvilket får det til at tyde på, at hun næppe kommer til at kunne snige sig ud.

Uden at tænke over det, glider hendes ene hånd fri, frem for at stryge et par vildfarne, sandfarvede lokker væk fra den sovende eksorcists ansigt. Man skulle næppe tro, at han for kort tid siden havde travlt med at brokke sig og forebygge truslen med at skulle kaste op. På trods af de tømmermænd han uden tvivl vil have i morgen, ser han næsten ubærligt sød ud – en tand mindre casanovaagtig, end hvad han normalt er.

’’Zeb Willem; Du er frygtelig, det ved du godt, ikke? ’’ imens hun må kvæle en trang til at rulle med øjnene, lukker hun dem i stedet i, let smilende, ’’Men ved du hvad? Det er faktisk okay…’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...