D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8375Visninger
AA

32. KAPITEL 23: Der er en hårfin grænse imellem beruset og fuld [del 1.]

 

Mørket har lagt sig om det store, sorte tårn, der udgør Ordenens hovedkvarter. Fra himlen stråler en næsten fuld måne ned over bygningen og får blege linjer af lys til at vælte ind af vinduerne. En sælsom sensommeraften, der for alvor afslører, at vinteren snart vil gøre sin entré.

Det er en rytmisk banken på døren, der får Kirasha til at glide ud af sin halvsøvnige tankestrøm. Hun hæver undrende hovedet fra håndfladen, som hun i et stykke tid har hvilet hagen i. Husker ikke, at hun venter nogen gæster på det her tidspunkt.

Noget dovent kommer hun dog på benene, da rækken af slag bliver mere ivrige og får det til at tyde på, at vedkommende udenfor ikke har tænkt sig at smutte forløbeligt.

’’Kirasha, åben nu op!’’ tonen er feminin, men en smule utålmodig. Og da den blåøjede eksorcist endelig trykker dørhåndtaget i bund, har hun allerede gættet hvem det er.

’’Lenalee?’’ ånder hun, ’’Hvad skylder jeg, æh… Besøget?’’

Den unge kvinde med de højt opsat rottehaler smiler dog bare hemmelighedsfuldt og svarer hende ikke først. Og det giver Kirasha tiden til kort at se hende an; Hun har nemlig trukket en lang frakke udover sit hverdagstøj – enten har hun lige været udenfor, eller også er hun på vej derud.

’’Tag noget overtøj på. Zeb har fået en skrupskør idé og det er alletiders!’’ hun vender rundt på tåspidserne, inden hælene på hendes sko klikker taktfuldt i gulvet og hun vinker den anden eksorcist med sig.

Uden at have nogen anelse om hvad der forgår, trækker Kirasha i den kappeagtige frakke hun først kom til Ordenen i. Indtil videre har hun ikke rigtig fået anskaffet sig noget tøj, udover det hun ankom i og blev udleveret et par dage efter – heller ikke selvom hun er sikker på, at Ordenen gladelig ville betale for det.

’’Når du siger det på dén måde, ved jeg ikke om jeg skal være bekymret eller ej. Zeb kan finde på… ’’ hun afbryder sig selv, men Lenalee formår at færdiggøre hendes sætning;

’’At gøre de mest sindssyge ting, jeg ved det. Men du burde ikke være bekymret, medmindre du har social angst af en slags.’’

Hun rynker brynene og har stadig ikke fanget, hvad den rødblonde eksorcist har sat i gang;

’’Ahva?’’

 

*******

 

Inden Kirasha Stormcatcher har nået at få set sig om, befinder hun sig nede i byen for fodenden af de klippeskær der leder op til Ordenen. Gaderne er på nuværende tidspunkt lyst op af gadelamper, men virker langt mere tomme end da hun var her tidligere på dagen. Faktisk, er der næsten ikke nogen mennesker, hvilket ikke ligefrem er nogen overraskelse: Det er langt over lukketid for de fleste af butikkerne, og selv den store markedsplads er tømt for varer og sælgere.

Indtil videre har hun totalt givet op på at spørge ind til, hvor de skal hen og hvorfor. Lenalee ser tværtimod ud til at more sig over hendes uvidenhed, men beroliger hende med, at hun snart får at se, hvad Zeb havde i tankerne.

Det er først da de kommer helt ind i hjertet af byen, at den eksorcisten med de gyldenbrune lokker lægger mærke til, at torvet ikke er helt tømt: Der står nemlig en lille gruppe mennesker inde på midten, en seks-syv stykker, alle af forskellig kropsbygning og højde.

Da de kommer tæt nok på, kan hun begynde at ane deres ansigtstræk, og det går hurtigt op for hende, at hun kender dem alle sammen:

For hver og én af dem er eksorcister.

Den lille gruppe består først af alt af Zeb, men hun skimter også Bookman og Lavi. Den højeste iblandt dem viser sig hurtigt at være Marie, og på sin venstre side har han Daisya. Hun har ikke snakket meget med de to – mest af alt fordi de har været meget ude af Ordenen på det sidste.

’’Great, så tror jeg vidst vi er her alle sammen, ’’ et noget selvtilfreds udtryk lægger sig til rette i Zebs violette øjne, imens det bløde lys fra gadelamperne omkring dem, får skygger til næsten at danse på hans mørke frakke.

’’Forkert. Vi mangler Kanda – som sædvanlig, ’’ lyder det tørt fra Daisya, hvis mundviger alligevel er gledet op i et djævelsk smil.

’’Du kender ham, ’’ den rødblonde eksorcist skærer en grimasse, ’’Han dukker op præcis når det passer ham… Hvis han da overhovedet gør det.’’

I et kort sekund ser han opgivende ud. Samtidig får Kirasha svært ved ikke at sammenligne den pessimistiske eksorcist – der endnu ikke er mødt op – med et slags kattedyr: Han kommer og går som han vil. Og hvis nogen forsøger at overbevise ham om det modsatte, hvæser han helst af dem.

’’Godt så: De fleste af jer ved allerede hvad jeg har i tankerne, for vi har trods gjort det før.’’ Han rækker sigende den ene pegefinder op i luften, imens et noget udfordrende smil spiller om hans læber – næsten som om, at han skal til at forklare detaljerne for et slags kup. Inden han begynder, vender han dog sin opmærksomhed imod Kirasha, ’’Et par gange om året – på vores fridage, selvfølgelig – tager vi i byen sammen. Så mange som muligt, selvom det sjældent sker, at der ikke er nogen eksorcister udsendt. Jeg tror ikke nogensinde det er lykkedes, at vi alle sammen er taget afsted på én gang… Hør, Daisya hvem mangler vi egentlig?’’

’’Chalker, Suman, Kazaana, Tina… Og øh, Gwen og Sol, tror jeg. Og så selvfølgelig vores elskede pessimist.’’ Lyder svaret, og den blåøjede eksorcist må kvæle trangen til at fnise ved den sidste kommentar.

Det ser ud til, at Daisya er ét af de mennesker der har mindst lige så svært ved at holde mund som hende selv.

’’Men… Hvorfor tage i byen på det her tidspunkt?’’ når hun dog at indvende, imens hun retter armene ud, for at gøre gestus imod den mere eller mindre tomme by omkring dem, ’’Det er ikke rigtig fordi at her er… Du ved, specielt meget at lave. Det er trods alt efter lukketid.’’

Som havde Zeb forventet, at hun ville sige det, bliver hans smil kun bredere.

’’Korrekt, i hvert fald i denne ende af byen.’’

’’I… den her ende?’’ hun ved ikke helt, hvor han vil hen med det han siger. Men samtidig med at hans ene arm snor sig rundt om hendes skulder, blinker han kort;

’’Ah Kirasha Stormcatcher, min skat, lad os introducere dig til Englands natteliv~’’

 

*******

 

Gaderne i den fjerneste ende af byen er oplyst på en helt anden måde end den anden. Rødt skær bader ned på brostenene, samtidig med at larmen fra et ton af mennesker lyder på hvert et gadehjørne og blander sig med en fremmed lugt af cigarrøg og sprut.

I starten er Kirasha ikke ligefrem super begejstret for de mange mennesker; Især fordi størstedelen er plørefulde og vælter frem og tilbage imellem hinanden, syngende og hujende. I skyggerne af nogle af husene, står der tynde, langbenede skikkelser og ryger. Det afslører ikke alene tobaksdunsten, men også lyset fra cigarettens glød i mørket. Sikkert prostituerede. Det er intet nyt på disse kanter, eller i denne tid, for den sags skyld.

Hvad nogle mennesker ikke må gøre, for at kunne brødføde sig selv…

Gaderne her er smallere og mere sammenklumpede end før. Der er ikke mange butikker at se, udover værtshuse, bordeller og enkelte kroer. Et typisk kvarter for drukkenbolte, ludomaner og desperate, ugifte mænd. Egentlig ret sørgeligt at tænke på. – men i modsætning til butikkerne i den anden ende af byen, er de her åbne.

Måske har hendes tanker påvirket hendes ansigtsudtryk, for der ligges pludselig en stor, lettere mørkglødet hånd på hendes ene skulder. Da hun op, får hun øjenkontakt med den gigantiske Marie, der blot sender hende et svagt, beroligende smil.

Han siger dog ikke noget, men alene den ene gestus, får Kirashas spændte muskler til at slappe en smule af.

Efter at have gået i et stykke tid, stopper Zebs skridt foran et stort værtshus, hvor døren allerede står på klem. Stedet er ikke meget anderledes end nogle af de andre steder de har været forbi – bortset fra, at bygningen her virker større og den eneste larm indefra lyder som folkemusik og sang: Ikke den sædvanlige fuldmandslatter. Til dels virker det mere afslappet.

Det tager ikke den rødblonde eksorcist mange sekunder at svinge døren op med et skævt grin – og allerede inden han har fået foden over dørtrinet, har en kvinde i midten af tyverne svunget sig om halsen på ham, hvilket Kirasha egentlig finder ret utroligt, når man tænker på hvor høj han er. Det er er næsten et mirakel, at han ikke har knaldet panden direkte ind i dørkarmen.

’’Ah sir Willem, du er elendig til at melde din ankomst, det ved du godt, ikke~? Har du tænkt dig at holde mig ved selskab denne gang, huh?’’

Idet hun løfter hovedet, afslører hun et par store, brune dådyrøjne, som hun flirtende forsøger at fange hans violette med, ved at blinke et par gange med de lange øjenvipper. Den røde læbestift og den yderst nedringede kjole får det til at tyde på, at hun enten er deres værtinde – eller rettere; alene Zebs…

’’Jeg har et andet ærinde i dag, beklager~’’ stadig smilende om en engel, lægger han blot hænderne om hendes spinkle håndled, for blidt at skubbe hende væk fra sig. En lettere passiv afvisning, hvis Kirasha selv skal sige det. Alligevel kan hun ikke lade være med at læne sig tilbage, for at hviske hende imod Marie;

’’Er hun hans kæreste, eller…?’’

Den tårnhøje og yderst bredskuldrede mand smiler dog bare varmt, ’’Sådan betegner hun nok sig selv. Det er der efterhånden en del kvinder der gør. Jeg tror ikke Zeb er helt enig.’’

Hun hæver spørgende et øjenbryn, imens hendes blik følger kvinden og den rødblonde eksorcist, der vidst ikke helt har noget imod opmærksomheden. Deres samtale lytter hun ikke rigtig til og i et øjeblik tager hun sig selv i at falde hen i stilhed de næste par minutter, lige indtil en efterhånden velkendt arm har lagt sig om hendes skulder og trukket hende med.

’’Du falder i staver, Kira-ra, ’’ overrasket løfter hun hovedet, samtidig med at hendes ben automatisk følger med vedkommende. Det er et stort, gavtyveagtigt grin der møder hende, hvilket sammen med den venskabelige gestus hurtigt får afsløret hvem det er.

’’Sorry, ’’ besvarer hun ham igennem baggrundsstøjen i værtshuset og lader læberne glide op i et svagt, skævt smil. Uden at tøve, sender hun dog samtidig kvinden fra før et kort blik. Med lette, elegante bevægelser er hun slentret over i den anden ende af lokale, i nærheden af baren, sikkert for at betjene de andre gæster, ’’Sætter hun spørgsmålstegn ved, at du ikke har giftet dig med hende endnu?’’

’’Noget i den stil, ’’ han trækker på skuldrene, imens gruppen af eksorcister slår sig ned ved den fjerneste krog i lokalet, der er udstyret med nogle luset udseende sofaer og et bord.

Hun er umådelig fristet til at stille flere spørgsmål om deres såkaldte vært, men når ikke at sige noget, inden lyden af hæle igen nærmer sig dem.

’’Ah, der er en ny iblandt jer, ser jeg – beklager, men jeg serverer altså ikke alkohol for børn.’’ Noget i damens blik virker en anelse hånligt, da hun ser ned på Kirasha og samtidig sætter hænderne i siderne, så hendes smalle talje fremhæves og på samme tid får den store barm til at stå mere frem. Et pragteksemplar på nutidens ideale kvinde, tænker Kirasha bittert, imens hun må kvæle trangen til at svare igen.

’’Hun er ikke et barn, rolig nu Stella – måske en anelse under gennemsnitshøjden, men ellers ikke-… ’’ han når ikke at sige mere, inden Kirasha har jokket en albue i ribbenene på ham med et yderst utilfreds ansigtsudtryk.

’’Javel så, ’’ lyder svaret blot sammensnerpet fra kvinden – Stella – som derefter vender rundt på hælene, for at forsvinde ud af rækkevidde, ikke ligefrem med det mest lykkelige udtryk i øjnene.

… Og havde Kirasha på daværende tidspunkt regnet ud, hvor forskruet aftenen ville blive, er noget inde i hende ikke helt sikker på, at hun var taget med…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...