D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2017
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
46Kommentarer
8646Visninger
AA

31. KAPITEL 22: Djævlens budbringer [del 2.]

 

Efter gentagne gange at have forklaret først Zeb – og derefter Komui – om de informationer Miraze gav hende, sammen med hendes egne teorier, føler Kirasha sig udmattet på et level, som hun ikke troede var muligt. Det er først sent på eftermiddagen, at de lader hende gå, efter hvad der mildt kunne beskrives som en slags afhøring.

En række forskellige spørgsmål runger stadig ekkoagtigt i hendes hoved, da hun forlader Komuis kontor;

Hvorfor følte Miraze, eller rettere, Earlen, at han ville dele sine informationer med Ordenen? Hvorfor opsøge hende, af alle folk? … Og hvordan fandt han frem til hende?

Som hun lader tankerne flyde, bliver hendes hoved blot tungere. Inderst inde har hun en smule ondt af Komui og de andre øverste, for det er trods alt dem, der skal udtænke deres strategi. Der bliver ikke ligefrem lagt fingre imellem. Og hvor mange gange har hun i forvejen ikke lagt mærke til, at selv folk i Science Afdelingen arbejder i flere nætter af gangen?

Man kan vidst næppe sige, at Ordenen ikke er hårdtarbejdende.

… Men alligevel valgte Komui ikke at sende nogen eksorcister til Verona – hvilket hun vidst ikke var helt tilfreds med. Selvfølgelig forstår hun, at det er risikabelt, men selv da hun tilbød selv at tage derhen, afviste han det blank.

Han turde ikke tage nogen chancer, hvis det skulle få én af Earlens fælder til at klappe.

Der er heller ikke noget nyt, i søgningen efter den såkaldte Garrett, meget til Kirashas skuffelse. Området omkring sindssygeanstalten er blevet undersøgt flittigt af Findere, men ingen der skulle passe på beskrivelserne er dukket op.

Frustration, er praktisk talt det eneste der fylder hende lige nu. Der er ingen svar at finde på nuværende tidspunkt, og spørgsmålene gør intet andet end at pile sig opad.

Fanget i øjeblikket af irritation, klemmer hun hårdere om den lille, rødplettede klud hun har i venstre hånd. Lenalee stak hende den lige så snart hun kom ind af døren, så hun kunne få fjernet noget af alt det udtørrede blod, som hun på daværende tidspunkt endnu havde i ansigtet.

På vejen ned af trappen, fanger hun sit eget spejlbillede i ét af de store, imponerende glasvinduer, som hun dog ikke tager sig tiden til at beundre i dag. I stedet fanger hun sit eget blik i genspejlingen, samtidig med at hendes opmærksomhed glider over på den såkaldte sprække.

Den er egentlig ganske enkel at se på. Ligner allermest et mørkt ar, der deler sig som en sprække halvvejs nede af kinden. Hun ved godt, at den kommer til at efterlade et ar. Og ligegyldigt hvor meget hun benægter det, går det hende på.

Normalt har hun aldrig rigtig lagt noget i sit udseende eller gået op i det… Men tanken om at skulle ligne en ødelagt porcelænsdukke resten af sit liv, føles bare… Forkert.

I et par meget lange sekunder, bevæger hun sig ikke rigtigt ud af flækken, men stirrer bare indædt på sig selv. Det er først da en ru, varm hånd lægger sig beroligende om hendes ene skulder og trækker hende blidt væk fra vinduet, at hun endelig blinker overrasket og reagerer igen.

’’Du får det ikke bedre af at kigge på det, ’’ lyder det et stykke fra hendes ene øre, og hun retter hovedet opad, for at fange et par lysviolette øjne, der dermed straks afslører deres ejermand, ’’Det er bedst bare at glemme, at det er der.’’

Ligesom hende selv, har Zeb vidst også gættet, at revnen i hendes ansigt har tænkt sig at blive. Noget i den måde han smiler, får dog Kirashas brystkasse til at føles som om at den langsomt optrævles – for det har en hjerteskærende undertone af smerte, der kun får flere ubesvarede spørgsmål omkring denne mand til at poppe op i hendes hoved.

Uden at tænke over det, lægger hun træt hovedet på skrå og sætter sig samtidig ned på ét af de mørkegrå trappetrin. Hendes såkaldte kollega sidder øjeblikket efter lige ved siden af, med hagen hvilende i håndfladen. Han balancerer let albuen på knæet, for at holde hovedet oppe. De mærkværdigt udseende øjne spejder efter noget i væggen, som hun ikke er helt sikker på faktisk er der.

I et par minutter observerer hun ham sådan, i stilhed, inden hun må vise sig imponeret over hans tålmodighed. Det får hende dog til automatisk at sukke og lægge armene i skødet, inden hun bryder tavsheden;

’’… Det lyder som om, at du faktisk ved hvad du taler om. Har du et ar lignende?’’

Han ler bittert, hvilket af en eller anden grund kommer bag på hende, ’’Hvis ikke arene på min sjæl gælder, så ved jeg ikke, hvad der gør… ’’ i et øjeblik afbryder han sig selv, inden han nikker langsomt, ’’… Men ja, jeg har et lignende ar.’’

’’Det vidste jeg ikke, ’’ indrømmer hun, endnu en smule slukøret ved tanken om sit ansigt, ’’Er det mærkeligt at spørge; Hvor?’’

’’Måske lidt, ’’ lyder responsen. Den rødblonde eksorcist lukker dog bare smilende øjnene, inden han svarer helt, ’’Ryggen.’’

Hun kan ikke helt finde på noget intelligent at sige, så minutterne derefter går igen i tavshed. Af en eller anden grund er det ikke en akavet stilhed… I det hele taget er det som om, at situationen aldrig bliver akavet, når det er med Zeb.

Og måske er det også derfor, at hun vælger at betro ham noget, som hun nok aldrig ville have nævnt overfor nogen andre.

’’… I Dødsriddernes verden var… Revner, sprækker – kald det hvad du vil – de her former for ar, et tegn på svaghed. De dukker op, hvis kroppen ikke er parat til den mængde kraft Dødsridderen frigør. Beskadiger den.’’ Hun retter opmærksomheden imod vinduet igen, samtidig med at hun lader fingrene let berøre det pigmenterede sår på hendes ansigt. Udenfor er himlen stadig sølvgrå af skyer, og det er et mirakel, at det ikke er begyndt at regne endnu, ’’Vi kalder den form Dødsridderne tager – du ved, med den grå hud og det hele – for Deathlord. De fleste børn født ind i Dødsridderklanen – deriblandt min bror – kan kontrollere den del af deres kræfter, allerede i alderen af ti år… Men jeg var så elendig, at jeg mistede kontrollen flere gange, smadrede op til flere bygninger i processen, og var samtidig nok mere en byrde for min far, end en gave… Selv i dag kan jeg ikke finde ud af at anvende den, uden at beskadige alt og alle omkring mig.’’

Uden at tænke over det, ler hun glædesløst for sig selv.

’’Du så sikkert vingerne, ikke? Normalt er de hvide… Men mine har altid været sorte. Destruktive og unormale. Ironisk, ikke? Og jeg kan ikke engang fremmane dem selv.’’ da hun drejer samtalen over på det stadie hun blev tvunget ind i tidligere på dagen, sænker hun blikket imod de brostensbelagte trappetrin under dem. Og da hun hæver det igen, har en hånd sneget sig ind i hendes, hvor den blidt klemmer om hendes fingre.

’’Patetisk, huh?’’

Den rødblonde mand ved siden af hende ryster dog bare på hovedet, ’’Nej.’’

Det er alt han siger, stadig med Kirashas hånd i sin… I hvert fald indtil et halvdjævelsk smil finder plads på hans læber, og han rykker sit hoved så tæt på hendes, at deres næser næsten rører hinanden.

’’… Men der er vidst aldrig nogen der har sagt, at du ikke stadig er smuk.’’

’’Det er vidst Cross Junior der taler nu.’’ Uden at tænke over det, glider hendes ene mundvige op i et skævt smil.

’’Slet ikke~’’  

Der er ingen tvivl om, at de fleste kvinder ville være faldet i svimer for ham på nuværende tidspunkt. I samme øjeblik hun tænker det, blinker han uskyldigt, så de lange, lyse øjenvipper næsten genspejler lyset omkring dem.

Hvordan kan denne mand være så uretfærdig køn?

Det ville være løgn at sige, at hun ikke finder ham attraktiv. Det ville det være, ligegyldigt hvem der sagde det – for Zeb Willem har en sær form for næsten gudeagtig skønhed, som de færreste burde have viljestyrke til at modstå.

I et øjeblik ligner det, at han kommer i tanker om noget og skal til at åbne munden, men det hele bliver afbrudt af en støvle der presses truende imod hans tinding og leger med tanken om med at sende ham hovedkulds ned ad trappen.

’’Find et andet sted at dele savl, fladpander.’’ Lyder det knurrende over dem, ’’I er umådeligt ulækre at kigge på lige nu.’’

Den rødblonde eksorcist smiler dog blot uskyldigt, inden han roligt rykker sig tilbage, væk fra Kirasha. Foden følger ham dog stadig, hvilket tyder på, at dens ejer ikke ligefrem er i det bedste humør… Og der skal vidst ikke meget til at gætte, hvem det er.

’’Er det jalousien der sparker ind nu, Kanda?’’ Zebs drillende smil, får dog ikke den koldblodige mand over dem til så meget som at blinke.

’’På ingen måder, ’’ fnyser han og sender samtidig Kirasha et ligegyldigt blik, ’’Skulle jeg være interesseret i det der?’’

’’Forhåbentlig ikke, ’’ noget fortørnet, lægger hun armene over kors og læner sig tilbage, så ryggen rammer det kolde, farvede glas fra vinduet, ’’Men du ville heller ikke have en chance, Prinsesse Pessimist.’’

’’Få mig ikke til at overveje at sparke dig ned herfra.’’

’’Jeg har lidt på fornemmelsen af, at det allerede er for sent.’’

Der lyder et knap så diskret host ovre fra Zeb, der måske dulmer den bitre stemning, der hurtig tog sit greb om de to andre en smule, ’’Det er altså ved at tage overhånd, I to,’’ sukker han så, ’’Efterhånden er jeg ligeglad med hvordan I gør det, men I bliver nødt til at lære at omgås hinanden, uden at I absolut skal…’’

Han havde egentlig regnet med at de ville have afbrudt ham for længst, men i stedet modtager han bare et spørgende ansigtsudtryk fra dem begge, hvilket stærkt tyder på, at de lytter, men at de ikke nødvendigvis er med på ideen.

’’… Forsøge at flå struberne op på hinanden.’’

Denne gang kan Kirasha dog ikke modstå fristelsen til at vende øjne, ’’Det er et mirakel, at du ikke er blevet sindssyg af at være i nærheden af den isklump.’’

’’Siger bløddyret, ’’ lyder det skarpt ovre fra sidelinjen, men de klapper snart begge to i, da Zeb skærer en yderst utilfreds grimasse.

’’Jeg mente det, ’’ samtidig med at hans hænder søger op imod baghovedet, begynder han at bevæge sig ned af trappen, ’’I to er efterhånden mere end ulidelige at høre på.’’

Det sidste Kirasha ser af den mandlige eksorcist, er de rødblonde lokker, som han har gjort fri af den sædvanlige opsætning. Først nu bider hun mærke i hårnålen med det lille, violette stykke glas, som altid holder hans hår oppe. Og når hun siger altid, mener hun altid. Hun har aldrig set ham uden.

Er den hårnål på en eller anden måde betydningsfuld for ham?

Som var hendes tanker blevet læst, lyder der pludselig et svar oppe over hende;

’’Han giver aldrig slip på den. Den eneste gang jeg har set ham rigtig vred, var da jeg prøvede at tage den fra ham, da vi var yngre.’’

Måske en anelse overrasket over, at han faktisk taler til hende, kommer den blåøjede Dødsridder på benene, imens hun spørgende hæver et øjenbryn, ’’Er den betydningsfuld for ham?’’

’’Tch, hvor skulle jeg vide det fra?’’ Kandas arme bliver automatisk lagt over kors, samtidig med at et køligt fnys slipper ud imellem læberne på ham, ’’Jeg ved mindst lige så lidt om ham, som han ved om mig.’’

’’I har trods alt kendt hinanden længe, ikke? Jeg troede I var tætte.’’

Han laver en bevægelse, der til dels kunne minde om en hovedrysten, inden han selv begynder at forsvinde ned af de stenbelagte trin.

’’Man gør bedst i ikke at blive for tætte med nogen i Ordenen.’’

’’Eh?’’ kort lægger hun hovedet uforstående på skrå.

Kort vender han sig om, for at bore de stålgrå øjne ind i hendes safirblå.

’’Man ved ikke, om de vil være i live i morgen.’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...