D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8488Visninger
AA

30. KAPITEL 21: Djævlens budbringer [del 1.]

 

Vinden hun før lagde mærke til – på trods af en konstant kløen i hendes øjne, efter deres møde med gruset i træningshallen tidligere på dagen – begynder derefter at tage form. Silhuetten er uden tvivl et menneske, højst sandsynligvis iført en lang, mørk kappe med hætte. Øjnene inde bagved sprutter af lysende blåt, så hun ikke er det mindste i tvivl om, hvad han er.

’’Miraze?’’ ånder hun tonløst imod skikkelsen, da en genkendelig energi begynder at fylde området. Før i tiden, dengang hun var barn, var hun imponeret over den. Men lige nu føles den korrupt og malplaceret; Lige så meget som dens bærer må være på nuværende tidspunkt.

Inden længe, lader vinden sig falde og personen kommer til syne. Allerede inden hun når at granske hans træk, ved hun, at hun har ret. Det er ham.

Og det gør på ingen måder hendes situation bedre.

’’Jeg er beæret over, at du kan huske mig, Kirasha.’’ Ligesom hos de første Dødsriddere hun, Zeb og Kanda stødte på, på vejen til Ordenen, er hans stemme forvrænget og metallisk. Næsten rungende. En skygge af hans egen.

’’Det ville være uforskammet af mig, at glemme min fars bedste ven og højre hånd, ville det ikke?’’ hun lægger langsomt hovedet på skrå og smiler trist.

’’Måske en anelse. Men det ser vidst ikke ud til at være tilfældet.’’

 Instinktivt, har eksorcisten med de krystalblå øjne allerede samlet al energi i hænderne, for at kunne fremmane sine våben, hvis det skulle blive nødvendigt. Eller rettere; Når det bliver nødvendigt. Mødet her ligger uden tvivl op til kamp.

… Men alligevel har Miraze ikke trukket det lange tohåndssværd, som hun ved han er i besiddelse af. Tværtimod, gør han ingen mine til at angribe. I stedet ser han bare roligt på hende, imens det hvidblonde hår under hætten genspejler skæret fra hans øjne.

Hvorfor er han her så?

’’Kirasha, hvor befinder du dig henne?!’’ Zebs stemme runger pludselig igennem Void, der endnu svæver ubekymret i luften. Han lyder bekymret, så meget at hun får svært ved ikke at sukke en anelse opgivende af ham.

Der er vidst ingen på stedet her, der regner med, at hun vil kunne gøre noget alene.

’’Syd for kirken, ’’ svarer hun så, for derefter at lade hånden glide op i luften, hvor hun lukker fingrene omkring den lille golems krop. Den er bygget til automatisk at slå fra, når hun gør det, men inden da når endnu en besked at poppe ud; ’’SYD!? Kan du uddybe det en smul-…’’

Og så forsvinder lyden, for at efterlade Kirasha i stilhed med Dødsridderen Miraze, der trods det pludselige udbrud ikke har rørt sig ud af flækken.

Hvorfor Kirasha valgte at cutte de to andre af, ved hun ikke helt. Noget oprørsk inde i hende føler måske, at det her er en privat sag, på trods af at den vedrører alle i den Mørke Orden. Alligevel har hun lige nu tænkt sig at være selvisk. For der er noget inde i hende der pludselig skriger, at manden foran hende ikke er kommet for at slås.

Udover at være hendes fars højre hånd, havde Miraze også andre opgaver. Ikke nok med at han kom følelsesmæssigt tæt på Templas Stormcatcher og næsten blev som en bror for ham, var han også hans budbringer.

Er det derfor han er her?

’’Har du gættet det nu?’’ som om han kunne læse hendes tanker, åbner han pludselig munden.

Med et nik, kan hun mærke sig selv knytte hænderne så hårdt, at hendes knoer bliver hvide, ’’… Jeg har ingen anelse om, hvad du er kommet for at sige, men jeg har på fornemmelsen af, at det ikke er min far der har sendt dig. Earlen, har jeg ret?’’

’’Kløgtig pige, ’’ lyder svaret, ’’Det minder mig om, hvor lille du var, sidst jeg så dig. Hvor gammel var du? Ti, elleve?’’

’’Det er syv år siden.’’ uden at tænke over det, skærer hun tænder og mærker noget inde i sig fryse til.

’’Er det allerede så mange år siden? Som tiden dog flyver.’’

’’Kommer det fra én, der er død.’’ knurrer hun, ’’Hvis du har noget relevant du vil fortælle mig, så kom med det!’’

’’Ah ja, det er rigtigt, ’’ et djævelsk grin finder pludselig plads på den ellers så rolige Dødsridders ansigt, ’’Earlens meddelelse: Vi har fundet General Michael Reds mulige location. Der hvor han forsvandt, befinder han sig åbenbart stadig…’’

Det giver et gib i Kirasha, da han nævner Red. Det tager hende et par sekunder at komme sig over chokket, men da hun endelig opfatter alt han sagde, går det op for hende: Earlen ved ikke præcis hvor han er… Men til gengæld er han klar over, at han ikke har ændret tilholdssted, siden han forsvandt.

Verona, går det som en åbenbaring op for hende! Skulle han stadig befinde sig der? Tanken synes fjern, for da han dengang bare var væk, ledte hun hele området igennem for at finde ham. Uden held, selvfølgelig.

Og dog: Som hun selv er klar over, har denne krig flere sider, end man lige skulle tro.

Så det er altså muligt, at han stadig befinder sig dér.

’’Det ser ud som om, at du er klar over, hvor han befinder sig.’’

Hendes ansigtsudtryk må have givet hendes tanker væk. Hun priser sig dog lykkelig over, at hun ikke bare udbrød svaret, som hun normalt ville have gjort.

Er den information hun lige har fået i virkeligheden en fordel for Ordenen? … Eller er det en fælde af en slags? Hun ved ikke helt hvad hun skal tro lige nu.

’’Det var alt.’’ Pludselig vender han rundt på hælene og skal højst sandsynligvis til at forsvinde derfra. Men for Kirasha Stormcatcher, er han endnu blot en Dødsridder der skal befries fra Millennium Earlens kløer, så idet han vender ryggen til, har hun aktiveret sin innocence.

Hvor end han var fredelig eller ej: Så er han et våben, præcis ligesom dæmonerne. Og derfor bliver han ligesom de andre nødt til at dø… Igen.

Lyden af to klinger der smadres imod hinanden udgiver en skarp, ubehagelig lyd, der samtidig får Kirasha til at springe et skridt tilbage. Miraze fornemmede åbenbart hendes pludselig angreb, og nåede derved at parere med tohåndssværdet, som han nu holder i kun én hånd, næsten som om det var intet andet end let som en fjer.

’’Lige så impulsiv som sin far, ’’ hvisler han, tydeligvis fornøjet, ’’Åh, det glemte jeg næsten: Angående din far… Så bad han mig give dig en lille gave.’’

Inden hun kan nå at reagere, har han hævet den ene hånd imod hende – det er en normal anvendt stilling, der kan udløse en del forskellig magi fra en Dødsridders side. Man gør dog klogt i at undgå den, og derfor er Kirasha heller ikke mange sekunder om at springe en anelse ud til siden og op i luften, for at undvige hvad end han skulle sende efter hende.

Pludselig krummer han alle fingrene sammen til en bold. Hun havde egentlig regnet med et stød af voldsom energi, men i stedet føles det som om, at hele hendes verden pludselig går i slowmotion, og at farverne omkring hende bliver negative. Det er som om, at hendes hjerteslag bliver længere og hundrede gange mere larmende at høre på.

Det er dog hvad der kommer derefter, der er mest modbydeligt. For idet hun fanger Mirazes ansigt, kan hun se hans læber bevæge sig op i et listigt smil, for derefter at udtale ordet; ’’Release.’’

Hun hører ingenting. Det er som om, at hun er blevet døv og hænger følelsesløst i luften… Men det ændrer sig meget pludseligt, da en ulidelig brændende fornemmelse spreder sig langs hendes skulderblade og får hende til at gispe efter luft.

I samme øjeblik kommer både Zeb og Kanda til syne rundt om hjørnet. Idet de tager det første løbende skridt ind i zonen, ser deres verden ud på samme måde som Kirashas. Negativ, mørk og med tiden gående alt, alt for langsomt.

Det er dog hverken synet af Miraze eller omgivelserne, der får de to unge mænd til at spærre øjnene chokeret op:

Det er synet af Kirasha.

I det øjeblik hun hænger i luften, har hun nemlig ændret udseende gevaldigt; Huden har fået en stengrå farve, håret er så mørkt, at det næsten er sort, øjnene skinner blændende blåt, og et væld af lange, snørklede revner har spredt sig udover alle synlige steder på hendes krop… Men det er dog silhuetten, af noget langt mere utroligt, der får dem begge til at gispe efter vejret:

Nemlig de store, blæksorte ravnevinger, der har udfoldet sig fra hendes ryg. Ingen tvivl om, at de stadig er en form for illusion. I hvert fald er de halvt gennemsigtige, ikke helt virkelige endnu.

Selv i denne zone af gennemtrængende stilhed, kan én af de to mandlige eksorcister dog høre sig selv mumle overrasket, grundet en sløret minde fra fortiden;

’’… De vinger…’’

 

Smerten er det første Kirasha bider mærke i, da sprækkerne spreder sig som et træs grene udover hele hendes krop. Værst brænder det dog i hendes ansigt, men tilværelsen forhindrer hende i at gøre noget ved det.

… Hvordan kunne Miraze tvinge hende til at aktivere dette stadie?

Sekundet efter hun har tænkt det, føles det som om, at hele hendes krop splintres – men så vender hele verdenen omkring dem også tilbage til virkeligheden.

Idet Kirasha formår at lande på hug, har hendes krop også trukket sig tilbage i dets normale skind. Smerten er gradvist forduftet, men der hvor den er værst, er hendes venstre øje. Af vane, lader hun hånden glide op for at røre det, endnu påvirket af den pludselig forskrækkelse.

Hun bløder derfra.

Ved hårdt at tvinge sig selv til at fokusere, leder hendes andet øje til gengæld efter Mirazes silhuet… Men han er allerede forsvundet uden et ord.

’’Hvorfor i alverden…’’ spørger hun sig selv, men bliver hurtigt mindet om, hvad hun i forvejen hørte fra Dødsridderne hun først mødte.

’’Jo mere Dødsridder du er, ’’ ånder hun for sig selv, ’’Jo lettere tager Earlen kontrollen over dit hoved. Selvfølgelig.’’

Med et vredt fnys, lægger hun kraft i lårene, for at komme op at stå. Tingene omkring hende virker en anelse rødligt og sløret, men hun skyder skylden på blodet der kommer fra hendes venstre øje. Også hendes nattesyn er blevet slået fra, uden at hun burde koncentrere sig om det selv.

’’Kirasha!’’

Inden hun når at reagere på stemmen og dens ejer, har et sæt muskuløse arme snoet sig om hendes skuldre, i en noget pludselig omfavnelse. Da hendes synsfelt derefter fyldes af sandfarvet, silkeblødt hår, lukker hun dog bare øjnene opgivende.

’’Hvem fanden var det?! Årh fuck, jeg troede jeg ville få et hjerteanfald eller noget, Jesus Kristus!’’

Det viser sig hurtigt, at hun ikke var den eneste der fik en slem forskrækkelse. Vedkommende der vidst ikke helt har tænkt sig at give slip på hende, har et vildt galoperende hjerte inde bag den sort-hvide uniform, der under alle omstændigheder tyder på et chok.

’’Great, Zeb seriøst, du kvæler mig, ’’ efter et par sekunder, føler hun, at hun har brug for luft. Og da hun endelig bliver frigjort en smule, bøjer hun hovedet tilbage, for at fange hans øjne med sit ene, ’’Kan du lige se, hvad der er med mit venstre øje? Det bløder af en eller anden grund.’’

Da hun fjerner hånden, kan hun se eksorcisten med de violette iriser rynke brynene. Med tommelfingeren tørrer han noget af blodet væk fra øjenlåget, inden han tager et kig på det.

’’Du bløder ikke fra øjet, ’’ siger han så, stadig med en noget forvirret grimasse, ’’Der går en… Slags sprække, fra dit øvre øjenlåg, ned til din kæbe. Det er dén blodet kommer fra.’’

’’Eh? Er det et sår, eller-?’’

Uden at give slip på hendes ansigt, lader han denne gang tommelfingeren glide langs den mørke revne, der til dels virker mere pigmenteret end et reelt sår, ’’… Jeg ved det faktisk ikke helt. Har du nogen idé om, hvad det betyder?’’

Hun forsøger at ryste på hovedet, mens Zebs hænder forhindrer hende mere eller mindre i at gøre det ordentligt, ’’Ingen anelse.’’

Ud af det øje der ikke er generet af blodet, kan hun samtidig se Kanda vende dem ryggen – sikkert for at gå tilbage. Hun tænker lidt, at det burde de egentlig også, og derfor lader hun sig forsigtigt vristes ud af den rødblonde eksorcists greb. Hans ene øjenbryn glider samtidig et stykke op i panden, og Dødsridderen tager en dyb indånding, inden hun forbereder sig på det spørgsmål, som hun udmærket godt ved vil komme;

’’Så… Hvad skete der egentlig?’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...