D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8518Visninger
AA

29. KAPITEL 20: Eksorcist versus Eksorcist [del 2.]

 

Gruset under de to eksorcisters fødder står op i lysebrune skyer, da de sætter af fra jorden og svinger deres træningsvåben imod hinanden. De højlydte KLANG fra træet der knaldes hårdt imod hinanden blander sig med råbene fra tilskuerne i baggrunden, som Kirasha allerede holder ude af sine tanker. Det har altid været en del af hendes teknik: At fokusere på modstanderen og intet andet.

Red har før sagt, at det samtidig også er hendes svaghed. For i takt med, at hun har al sin opmærksomhed på ét punkt, giver det andre chancen for at komme ind på livet af hende samtidig. Denne konstatering har hun selvfølgelig altid haft i baghovedet siden da – og til dels har den også nået at redde hendes røv et par gange… Men lige nu udelukker hun alt andet end vedkommende, der er i hendes søgelys; Kanda.

Grunden under hendes støvler føles glat som is – i mange situationer ville det for folk have været et minus, men for denne Dødsridder er det er plus. Det giver hende muligheden for at bevæge sig hurtigere, mere flydende, og samtidig dukke sig for de udfald hendes modstander gør.

Det er ikke noget Kirasha lægger mærke til, men Kanda er ikke trådt tilbage på noget tidspunkt. Tværtimod, så har han ikke ændret ansigtsudtryk én eneste gang, og har i stedet fået hende tvunget imod sin egen højre – en taktik som han bruger ofte, men som hans modstandere af en eller anden grund aldrig har lagt mærke til.

Og for at sige det er mildt, er det for ham en fryd, at også dværgen hér falder for den.

Da han diskret har fået hende ledt i den retning han ville have hende i, gør han nemlig noget, der kommer så meget bag på den lave eksorcist, at hun må blinke en ekstra gang, for at få den mindste fornemmelse af, hvad der sker: For pludselig har Kanda i stedet svunget det ene træningssværd imod jorden, i farten fået samlet en lille bunke grus op og lader den glide i en lynhurtig bue imod hendes ansigt – og rent instinktivt, parerer hun slaget, hvilket får den sorthårede eksorcists fælde til at klappe i.

Sandet bliver nemlig i samme øjeblik slynget direkte i øjnene på hende. Et gisp undslipper samtidig hendes mund, da hun træder tilbage og lader sine parader falde, i et forsøg på at genvinde sit syn. Allerede dér, er det dog for sent.

Med et velplaceret cirkelspark, får han nemlig øjeblikket efter fødderne til at forsvinde under hende – distancen er samtidig så perfekt, at det får den chokerede Dødsridder til at falde tilbage på bagdelen, med ryggen lige imod den runde væg, der omkranser den lille arena.

Hvert eneste af hans træk var nøje tilrettelagt.

Og der er vidst ingen tvivl om, hvem sejren går til.

’’Det der var skide fejt, Kanda!’’ hisser Kirasha alligevel, da hun endelig kan se noget ud igennem det ene øje, og samtidig forsøger at gnide det andet fri for grus. Sekundet efter må hun dog rykke ansigtet et lille stykke tilbage, da hans sværdklinge af træ, peger imod hendes næse.

Et mere eller mindre triumferende grin spiller om hans læber, imens de mørke bryn rynkes, så hun ikke er i tvivl om, hvor skideligeglad han er.

’’Tarveligt tricks er vejen fremad, Mini. I krig og kærlighed gælder alle kneb, ved du nok. Keep that in mind, til næste gang du er på slagmarken… Hvis du altså er i live til den tid.’’

Så snurrer han rundt på hælene med det ene sværd lagt over skulderen, højst sandsynligvis for at forlade salen. Rundt omkring runger hallen stadig af tilråb af enhver slags, Kirasha har nogle problemer med at skille dem fra hinanden, fordi hendes hoved dundrer af raseri. Hendes ører og kinder er højst sandsynligvis knaldrøde i vrede, noget hun aldrig rigtig har kunnet gøre for eller skjule.

Og måske er det på grund af sin bitre vredesrus, at hun er oppe på tæerne i et splitsekund, sætter af og sparker så hårdt hun kan ind i knæhasen på den stride eksorcist, der nu har vendt hende ryggen.

Der kommer et noget overrasket udbrud fra ham af, da han knækker sammen i benene og ender på gulvet ved siden af hende. Hans ansigtsudtryk går dog hurtigt fra chokeret til rasende, men han når ikke at sige meget, inden Kirasha nådesløst har grebet fat i hans hestehale og med et hånligt smil citerer ham;

’’Tarvelige tricks er vejen frem – det var det du sagde, ikke?’’

Der går ikke længe, inden han samtidig har grebet fat i hendes krave som respons – og der er ingen tvivl om, at der nu lægges op til en reel slåskamp.

’’Din lille-!’’

’’Bring it on, Køter~’’ ånder hun køligt som svar.

Inden det for alvor går galt, er det dog lyden af Kirashas navn der panisk råbes og frarøver de to stærkt vrede eksorcisters opmærksomhed, på trods af at de endnu holder øjenkontakten og ånder tungt ved siden af hinanden i ren og skær bitterhed.

Det viser sig at være Johnny, der samtidig har Reever med bag sig, som en slags support.

’’Kirasha!’’ gisper den lave mand med hinkestensbrillerne, imens de karamelbrune krøller har revet sig løs fra den korte, tykke hestehale og nu danser om hans runde, svedige ansigt, ’’K-Komui vil se dig… Nu! Der er blevet spottet en Dødsridder ikke så langt herfra og…’’

Allerede inden han kan nå at færdiggøre sin meddelelse, er Kirasha på benene og meget hurtigt ude af syne. Så hurtigt at den lille mand fra Science Afdelingen må rette forvirret på sine briller, inden han ser ned på Kanda, der samtidig er ved at rejse sig op med et irriteret tch.

’’Hvad… Lavede I egentlig på gulvet?’’

 

*******

 

’’Men det… Er jo ikke langt herfra.’’

Komui har inden længe fået forklaret situationen i detaljer for Kirasha, der kan mærke sit hjerte banke hårdt imod brystkassen. Den såkaldte Dødsridder Johnny snakkede om, er åbenbart blevet set så tæt på, som nede ved byen i nærheden af Ordenen. Det er faretruende tæt på. Så tæt på, at Ordenens højeste er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om Earlen nu er klar over hvor Ordenen har hovedkvarter. En sådan ting vil kunne lede til flere tragedier. Skulle han angribe, er det ikke sikkert, at de ville have en chance, når de fleste eksorcister er ude på missioner enkeltvis.

’’Nej. Og det er derfor, at jeg gerne vil have dig til at tjekke det ud. Hvis der er nogen her, der ved noget om Dødsriddere, så er det dig. Har du mulighed for at tage af sted nu?’’

Hun ved godt, at det ikke er et spørgsmål, men en ordre. Og hun har ikke tænkt sig at ignorere den.

’’Ja.’’

’’Udmærket. Jeg sender et par forstærkninger efter dig, når du er nået derned.’’

Uden at kunne kontrollere det, rynker hun brynene, ’’Vel ikke Findere?’’

Noget der kunne minde om et træt smil, dukker op på Komuis ansigt, imens han uvilkårligt krøller et af dokumenterne på sit bord sammen til en kugle – måske i frustration, ’’Du behøves ikke være bekymret for din sikkerhed. Det bliver eksorcister.’’

Som svar nikker hun og skal hastigt til at forsvinde ud af døren, inden hun stopper sig selv og smiler et pudsigt smil, ’’Det var ikke min sikkerhed, jeg var bekymret for. Det var deres.’’

 

*******

 

Selvom det er højlys dag – hvis man ser bort fra de sølvgrå skyer der dækker himlen og gør den til et yderst kedeligt syn – har Kirasha valgt at aktivere sit nattesyn. Lige nu bevæger hun sig rundt i de skyggefyldte gyder, som ligger i udkanten af byen, lige uden for Ordenen. Indtil videre har hun ikke opdaget noget som helst mistænkeligt. Dødsridderen har åbenbart ikke skabt sig meget opmærksomhed eller lavet noget ballade – og der er heller ikke spor efter dæmoner.

Noget inde i hende rører alligevel uroligt på sig, i takt med hun lader blikket glide over bygningerne på hendes højre og venstre side. Hun ville ikke have den her anspændte følelse, hvis ikke der var noget galt.

I omkring tyve minutters tid, har hun bevæget sig lydløst rundt, som en anden snigmorder. Hun er ikke blevet spottet af nogen på noget tidspunkt – en taktik som hun nyder af anvende; At være en skygge, usynlig. Ikke at eksistere i almindelige folks øjne.

Nu stopper hun dog endelig op, og lader Void flyve ud under den lange, sorte kappe, som hun har iført sig, for at sløre sin identitet som eksorcist. Normalt giver uniformerne eksorcisterne rigeligt opmærksomhed, på grund af de dyre detaljer og iøjefaldende udseende. Det skulle efter sigende få dæmoner i menneskeskikkelse til automatisk at genkende eksorcister og friste dem, til at angribe dem. Eksorcister er jo ikke i stand til at genkende dæmoner, så længe de er i deres menneskeskikkelse - og derfor er uniformens formål at tiltrække dem.

Måske er det dét, der gør jobbet i den Mørke Orden så nervepirrende: Man ved aldrig, hvornår man kan blive angrebet.

… Måske var det også derfor, at Kirasha helst undgik at snakke med mennesker før i tiden. Alle omkring hende kunne have været en dæmon. Og sådan bliver hun nødt til at forestille sig det: At selv drengene ovre på gadehjørnet, kan være hendes fjender.

At kunne se de døde, har nogle gange været en hjælp. Genfærd samler sig ofte på steder, der har en tragisk historie. En tragisk historie, hvor dæmoner eventuelt kunne have skylden. De har jo en tendens, til at blive hvor de er i længere tid af gangen.

Hun ved ikke helt, hvorfor hun ikke kan se sjælene i dæmoner fuldkomment. Ofte stinker de langt væk af død, hvilket afslører deres identitet overfor en Dødsridder som hende selv, der er van til at skelne de levende fra dem i graven… Men et par få gange, har hun kunne opfange deres omrids…

Og hvad hun så, var frygteligt.

Forpinte, skrigende efter at blive skånet fra det helvede, de i Gud ved hvor længe var blevet tortureret i. Dengang blev hun nødt til at lukke øjnene for ikke at græde, så modbydeligt var det. Noget tungt inde i hende blev senere løftet, da hun derefter destruerede dem og på sin vis befriede dem fra smerten.

Endnu med den mørke hætte trukket over hovedet og et nostalgisk udtryk i de djævelsk udseende øjne, rapporterer hun til de to andre eksorcister, der blev sendt med hende.

’’Der er ingenting i den her ende af byen.’’

’’Samme her, ’’ lyder Zebs stemme som svar, efterfulgt at et irriteret fnys fra den sidste person på linjen.

Kirasha og Kanda blev ikke just begejstrede efter at blive sendt afsted sammen igen – især ikke efter deres konfrontation i træningshallen tidligere på morgenen. Tydeligvis var den trykkede stemning imellem dem ikke helt blæst af, og de nægtede totalt at udveksle nogen ord med hinanden, indtil Zeb fik nok og bad dem opføre sig bare en smule som voksne mennesker.

Ikke at det hjalp meget. Lave sarkastiske kommentarer fløj stadig frem og tilbage, da de besluttede sig for at dele sig op og se byen igennem hver for sig.

… Men endnu er ingen resultater lyst op på den grumsede himmel over dem.

’’Kan Finderen have set forkert?’’ lyder det på et tidspunkt spørgende fra Kirashas golem, højst sandsynligvis fra Zeb. Hun ryster bare på hovedet, selvom hun ved han ikke kan se det.

’’Nej. Eller, det ved jeg jo selvfølgelig ikke. Der er bare… ’’

’’En fornemmelse?’’ lyder det opmuntrende fra den anden ende, ’’Fint, vi bliver ved med at kigge.’’

Opgivende trækker den brunhårede eksorcist vejret udad, ’’Jeg sagde det jo før: I kan godt gå tilbage uden mig. Hvornår har jeg på noget tidspunkt sagt, at jeg ikke kunne klare det her alene?’’

’’Du beviste det meget godt i træningshallen i dag.’’ Sætningen efterfølges af et køligt fnys, så Kirasha ikke engang behøves spørge, hvem der er der taler.

’’Du spændte ben for mig, din skiderik.’’

’’Kanda, Kirasha, seriøst: Jeg får en blodprop af jer to, på et tidspunkt.’’

 ’’…Sorry.’’ Mumler hun.

’’Watashi no o shiri ni kisu, baka[1].’’ Lyder det til gengæld fra Kanda af. Noget der kunne minde om et fornærmet gisp springer samtidig ud af munden på Zeb, og Kirasha må minde sig selv om, at hendes rødblonde ven forstår alt for mange mærkelige sprog.  

’’Uhøfligt… ’’ mumler han, og hun kan forestille sig, at han sikkert er i gang med at skubbe underlæben såret frem, selvom hun ikke har nogen anelse om, hvad det Kanda sagde betød. Men kender hun ham ret, var det nok ikke noget pænt… Der går dog ikke mange sekunder, inden Zeb dog alligevel svarer på japansk, ’’Watashi wa mushiro nai to omoimasu[2].’’

Inden hun skal til at spørge efter en oversættelse, begynder en ubehagelig vind pludselig at sno sig omkring hende og får automatisk hendes kappe til at blafre. Hun kender uheldigvis alt til denne slags entré, men alligevel får den alle hendes muskler til at spænde hårdt i hele kroppen.

’’Kanda, Zeb: Jeg tror, jeg har fundet ham.’’

 

---------------------------------------------------------------------------

[1] Direkte oversat fra japansk til engelsk; ’’Kiss my ass, moron.’’

[2] Direkte oversat fra japansk til engelsk; ’’I would rather not.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...