D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2017
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
44Kommentarer
8562Visninger
AA

5. KAPITEL 2: Jagten på den Mørke Orden [del 2.]

 

Den eneste grund til at Kirasha er i stand til at undvige dette angreb i absolut sidste øjeblik, er kun fordi hun ved hvordan disse skabninger angriber.

Bonden fra før er forsvundet, og foran det nu smadrede vindue svæver en gigantisk kugle af metal. Ud fra hvad der burde være en krop, stikker utallige af afløbsrør ud og hun ved allerede nu, at hun skal holde afstand fra dem.

… Men det mest frygtindgydende ved denne skabning er dog, hvis man kigger på det ansigt der stikker ud i fronten. Det er bondens ansigt, forvrænget og endnu med pentaklet placeret i panden. Hans mund er fortrukket i et lydløst skrig, øjnene er tomme, og der er ingen tvivl om, at han har været død længe.

Egentlig burde hun have vidst det, men det er svært at udpege en dæmon iblandt normale mennesker.

Ikke desto mindre er hun dog udmærket klar over, at der ikke er andet for end at ødelægge den. Og det er derfor hun i løbet af få sekunder får sprunget ud af vinduet, grebet fat i ét af dæmonens afløbsrør og får svunget sig hen på det næste tag med et klonk.

Hvis ikke Michael Red havde trænet hende til det her, ville hun være død nu.

Dæmonen får hurtigt vendt sig selv trehundredetres grader og i det næste øjeblik hagler det med skud over hende. De kommer fra afløbsrørene, og bragene ser endelig ud til at fange opmærksomheden fra nogle af dem inde på kroen, for døren indefra går op.

Dette bider Kirasha dog ikke mærke i, tværtimod, så fokuserer hun fuldt ud på at undgå dæmonens kugler og i stedet få fjernet ærmerne fra sine håndled. Og idet det lykkedes hende, dukker to korsformede mærker op.

I løbet af et øjeblik, begynder de pludselig at gløde i en kølig, blå farve. Det er næsten som om, at en tåge af blå flammer omringer begge hendes hænder, danner form og endelig fremmaner hendes såkaldte anti-dæmon våben: To glaslignende kortsværd, der har samme farve som deres bærers øjne: Himmelblå.

Selvom disse mærkværdigt udseende våben ser skrøbelige – næsten spøgelsesagtige – ud i hænderne på så ung en pige, så behøves Kirasha kun at vende sin krop i en halvcirkel, for at få dem til at aktivere. Selve udfaldet sender en kaskade af energi direkte imod dæmonen, der ikke når at flytte sig i tide. Slaget er så hårdt, at den smadres skånselsløst imod kroen og sender faretruende vibrationer ned igennem væggene.

Ethvert almindeligt menneske ville nok være besvimet ved synet af dette, for scenen der udspiller sig nu er nemlig alt andet end normal. Men for Kirasha er det en slags hverdag, for siden hun lærte at aktivere sin Innocence, er hun blevet opsøgt af dæmoner oftere.

Lige umiddelbart ser det dog ikke ud til, at hendes første angreb var nok til at destruere den store metalkugle, for pludselig afsender den en række skud så hurtigt, at hun knap når at reagere. Alt hun kan få sin krop til at gøre, er at læne sig bagud.

Bevægelsen er nok til at hun ikke bliver ramt, men den får også frigjort noget der hænger om hendes hals: En sølvkæde med en aflang, lyseblå krystal for enden. Kæden bliver mildest talt skudt i stykker, imens selve vedhænget overlever, og idet Kirasha opdager, at det er sket, spærrer hun øjnene chokeret op.

Det kunne anses som dumdristigt, det er det også, men hendes første reaktion er at kaste armen ud for at gribe det. Den krystal… Den må for alt i verden ikke forsvinde. Den er det eneste hun har tilbage derfra.

Hendes fingre slipper automatisk det ene kortsværd, der opløses i luften som en blålig tåge, og hun får i stedet lukket dem om sit halssmykke. I et øjeblik fylder en følelse af lettelse hende helt ind til sjælen, men et skarpt lys fra venstre får hende dog til at indse, at denne handling var en fejltagelse. Dæmonen har udnyttet situationen til igen at beskyde hende, og i dette sekund vil det være umuligt for hende at undvige.

Med øjenlågene presset hårdt i, venter hun på slaget og den efterfølgende smerte, men af en eller anden grund kommer den aldrig. I stedet fyldes hendes ører af et højlydt klang, der får hende til at slå øjnene op igen. Hendes synsfelt fyldes øjeblikkeligt af tre forskellige farver:

Sort, hvid og sølv.

’’Hvad i al-…?’’

Det er en mand, det er der ingen tvivl om, selvom han har ryggen til hende. Han ser ud til at være omkring de atten-nitten år. Høj, med rødblond hår der går ham til skuldrene – nogle af de bagerste lokker er sat op med en hårnål i kinesisk design.

Pludselig vender han hovedet og fanger hendes blik. Noget der kunne minde om et smørret grin har bredt sig udover hans læber, inden det bliver erstattet af et skævere – næsten charmerende – smil.

’’Halløjsa.’’

I det øjeblik når Kirasha ikke at tænke over ret meget andet, end hvor ufattelig smuk han er. Hun kan ikke helt sætte finger på, hvilken nationalitet han må have, men han snakker i hvert fald engelsk.

…Men hvordan i alverden var han i stand til at stoppe dæmonens skud?

Svaret melder sig hurtigt, da hun ser nøjere efter. Hvad der stoppede kuglen er nemlig en stor shuriken med fire, brede, buede klinger. Våbnet ser ikke ligefrem ud til at være let at anvende, men den sidste aftensols skær afslører en lang, tynd wire, der er fastspænd til håndtaget i midten i den ene anden og til et metalarmbånd på hans venstre arm. Om han styrer det via den, ved hun ikke, men der må være en grund til, at den er der.

Der er også noget andet ved ham, der nager hende. Og pludselig falder det hende ind: Hans uniform. Det er næsten samme design, som ham der gik ind i hende på trappen. Men også det faktum, at hans våben ikke bristede, da kuglen ramte.

Kunne han være…

’’Beklager lille frøken, men jeg overtager herfra. Almindelige mennesker burde ikke slås med disse skabninger. Det ville også give Dem unødigt blod på hænderne, så tillad mig.’’

En eksorcist?

Øjeblikket efter hæver han våbnet og kaster det igennem luften, hvilket får de fire klinger til at snurre rundt med en uhyggelig hastighed, imens et gennemskærende, gyldent lys næsten flyder derfra. Dæmonen flytter sig i samme sekund, men det bliver alligevel dens undergang:

For alt den ukendte mand gør, er at hive ganske let i den udstrakte wire, hvorefter klingerne skifter retning og borer sig ind i siden på den store metalkugle med en højlydt hvinende lyd. Sekundet efter eksploderer den, og det regner med stumper af gråligt materiale. Og det tager ikke Kirasha mere end et splitsekund at indse, at dæmonen er død.

Fyren trækker så hårdt wiren tilbage og sender dermed sin shuriken imod sig selv. Idet den kommer ind for rækkevidde, lukker han fingrene om skæftet og klapper alle fire blade sammen, uden så meget som at blinke.

Samtidig står Kirasha lidt og ser på ham, overvejer sine muligheder. Og så gør hun noget interessant: Med sin frie hånd – den der ikke holder på det glasagtige kortsværd – lader hun sin Innocence forme en ganske lille kastekniv, hvorefter hun i en hurtig bevægelse sender den imod manden, der nu har vendt ryggen til hende, sikkert for at hoppe ned fra taget.

Hans reflekser er utrolige. Om hvorvidt han hører suset fra kastet eller blot føler kniven nærme sig, er hende et mysterium. Men idet det blålige blad når ham, skyder han den sammenklappede shuriken ud foran sig, og lader de to våben smadre ind i hinanden. Og han ikke engang vender kroppen.

Kirashas kniv opløses til den såkaldte tåge, idet den rammer materialet. Måske er det dét der endelig får hende til at fange hans opmærksomhed.

’’Hey, det var farligt.’’ smiler han, selvom hun udmærket er klar over, at hun ikke var i nærheden af at kunne skade ham.

Han har violette øjne. Hvorfor hun først lægger mærke til nu, ved hun ikke. Men det er noget ved udtrykket i dem, der har fanget hende. Noget specielt. Hun kan ikke helt sætte fingeren på det.

’’Du er en eksorcist, er du ikke?’’ spørgsmålet lød en tand mere tiggende, end hun havde håbet det ville – men han kan jo trods alt være hendes vej til den Mørke Orden. Måske, hvis hun er heldig.

Han smiler på en måde, som hun ikke helt kan tyde, ’’Hvem spørger?’’

Er han slet ikke påvirket af, at hun praktisk talt lige angreb ham?

Sikkert ikke. Og det giver mening. Præcisionen i hans angreb imod dæmonen var… Formidabel. Han er stærk. Så stærk, at hun begynder at tvivle på, at hun ville kunne slå ham i en åben kamp.

’’Kirasha Stormcatcher.’’ Noget der kunne minde om et bredt grin spreder sig udover hendes læber, imens hun rækker den ene hånd frem, ’’Navnet siger dig højst sandsynligvis ingenting, men det gør ikke noget.’’

I et øjeblik spærrer han faktisk de lilla øjne overrasket op, men smiler så skævt, tydeligvis skubbet en smule tilbage af hendes egentlige uhøflighed, men ikke påvirket negativt af det. Tværtimod, så stikker han selv hånden frem, griber hendes i en elegant gestus og trækker den op til sine læber.

’’Zeb Willem, ’’ præsenterer han sig, inden han kysser hendes håndryg – dog, med et mere eller mindre drillende glimt i øjnene. Kirasha ved ikke helt, om hun skal regne ham for at være en gentleman eller blot afsindig arrogant: Måske begge, ’’Det er sjældent man møder kvinder, der automatisk regner én for at være dus. Kan jeg tillade mig at spørge, hvem du helt præcis er?’’

Lettet over at han ikke forsøger sig med flere høflige tiltaler – måske også lidt overrasket over hans øjeblikkelige imødekommenhed – lader hun sine mundviger glide op i et skævt grin.

’’Så gerne.’’

*******

 

’’Så du er Reds disciple?’’ Kirasha nikker, da fyren – Zeb – igen spørger, ’’Har du hørt noget fra ham? Den Mørke Orden mistede fuldstændig kontakten til ham, da han var i Verona. Han er formodet død.’’

Hun ryster på hovedet som svar, ’’Jeg var med ham, men en dag var han bare… Pludselig væk.’’

’’Hvad med Alexei?’’ spørger han så, ’’Hans Innocence. Var der noget spor af ham?’’

I et øjeblik lukker hun øjnene og forestiller sig Michael Reds Innocence, kaldet Alexei the Fool. Denne Innocence kunne vel beskrives til at have noget lignende udseendet af en bibelsk dæmon – han havde en menneskelignende krop, men lignede mest af alt en vulkansk djævel, med hvidlysende øjne, et dyrisk grin og lange kløer.

Altid var han lænket til Red. Kæder var det eneste der holdt denne destruktive skabning i balance med sin bærer. Der var en grund til, at Red var udnævnt som én af de få, såkaldte generaler iblandt eksorcisterne:

Han var i stand til at kommunikere med sit våben, på trods af, at Alexei var stum. Han talte til ham, det monstrøse væsen forstod, og besvarede ham ved at bevæge hvad Kirasha ville kalde sine læber. Generalen kunne nemlig mundaflæse de lydløse ord og oversætte dem, nok til at der var en slags bånd imellem de to. For Alexei veg aldrig fra Michael Reds side. Han var loyal.

’’Nej, ’’ svarer hun, ’’Hvis… Red er død, så er Alexei også.’’

Den rødblonde eksorcist nikker kort, men spørger så ikke mere ind til det. I stedet åbner han døren ind til kroen igen, hvor man tydeligt kan se de skader dæmonen forvoldte. Glas og flasker ligger knuste på gulvet, nogle borde er væltet, og der er et afsindigt stort hul i den ene væk, omgivet af revner, der strækker sig ud som et træs grene.

Kroejeren og nogle andre ved at rydde op indenfor, tydeligvis mere eller mindre chokkeret over det såkaldte monsters ravage. De taler lavt frem og tilbage omkring det, men tier da de får øjne på Kirasha og Zeb, inden de haster ud af rummet.

Midt i alt kaosset, sidder der en rolig skikkelse med armene over kors på en stol. Det er ham fyren med hestehalen fra før, og det ser ud til at Zeb kender ham, for han rækker armen op i luften til hilsen, inden han råber:

’’Hey, Kanda! Det ser ud til at vi er blevet en mere!’’

Han modtager dog bare en temmelig køligt blik fra den sorthårede mand, der ikke gør nogen som helst mine til at hilse igen. I stedet fnyser han bare irriteret, som om det ragede ham en høstblomst.

Zeb bider dog ikke mærke i det, men når alligevel inden de går over til ham, at hviske til Kirasha: ’’Han kan godt være lidt, øh… Tja, prøv at bære over med ham.’’

Ikke helt sikker på hvad han mener, trækker hun dog bare på skuldrene og rækker hånden frem imod den mørkhårede med et lille smil.

 ’’Kirasha,’’ præsenterer hun sig, men modtager intet andet end en kort, ligegyldig stirren på sin hånd, efterfulgt af et par kortfattede ord: ’’Jeg håber ikke, at du havde forestillet dig, at jeg havde tænkt mig at røre dig.’’

Måske en smule ramt af hans uforskammethed, trækker hun hånden langsomt tilbage, tydeligvis overrasket.

’’Det var koldt, Kanda – du kunne i det mindste præsentere dig selv.’’ Sukker Zeb så, men modtager bare et koldt dræberblik fra sin såkaldte partner – et tydeligt tegn på, at han ikke er enig.

’’Hold kæft.’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...