D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8490Visninger
AA

28. KAPITEL 19: Eksorcist versus Eksorcist [del 1.]

 

’’Du glemte at låse døren…’’ er det første Kirasha vågner op til. Grundet chokket over den pludselig kommentar, får hende til automatisk at sætte sig op med en pludselig fart, hvilket fører til, at hun knalder hovedet direkte ind i hvem end der har våget sig ind på hendes værelse.

De næste to minutter tilbringer hun med at bande over den efterfølgende smerte i panden. Imens lyder der en sagte klagen nede fra gulvet af, der højst sandsynligvis stammer fra hendes såkaldte gæst.

Det er et par rødblonde lokker af hår, der afslører hvem det er. Han har fået en ordentligt blodtud efter sammenstødet, og den lange krop ligger trukket sammen i en fosteragtig stilling, der tydeligt fortæller, at han nok ikke er just glad ved det.

’’… At starte ud med et godmorgen havde måske været en anelse klogere, Zebby. Er du ved at forbløde, eller klarer du den?’’

’’Jeg ved det faktisk ikke helt, ’’ lyder svaret, og eksorcisten med de krystalblå øjne må kvæle en grin, da han samtidig hæver ansigtet. Blodet fra næsen har han formået at tvære hele vejen op til tindingen, og bitterheden i hans surmulende ansigtsudtryk er ikke til at tage fejl af, ’’Du har en pande af stål, Jesus Kirasha!’’

’’Sorry, du forskrækkede mig.’’ Med et noget undskyldende smil, svinger hun dynen væk fra sig og springer ud sengen, for at sætte sig på hug – stadig iført nattøj – ved siden af ham, ’’Gør det meget ondt?’’

Uden at svare først, presser eksorcisten med de violette øjne blot sit bluseærme imod den lettere krogede næse. Så løfter han dog hovedet en smule, skærer en grimasse der ikke ligefrem hjælper på den linde strøm af blod og åbner så endelig munden;

’’Det går, tror jeg… Men hvis du har et lommetørklæde et sted, ville jeg sætte ret meget pris på det. Oversygeplejersken smider mig nok bare ud, hvis jeg går ned til hospitalsfløjen.’’

’’… Måske skulle du faktisk gå derned. Du bløder altså ret meget.’’

’’Og hvis skyld er det?’’ igennem alt det røde, formår han at sende hende et drilsk grin, ’’Jeg forventer at blive passet og plejet, frøken Stormcatcher.’’

Hun ruller med øjnene, på trods af det lille smil der spiller om hendes læber, da hun trækker en række forskellige skuffer ud af sit sengebord, for at lede efter noget der til dels kunne minde om et lommetørklæde. Hun ender dog med at give op til sidst.

’’Som du ønsker, sir Willem… Men jeg tror vi bliver nødt til at gå ned i hospitalsfløjen alligevel.’’

 

Oversygeplejersken virker næsten hånlig, da hun ser Zebs tilstand – ikke desto mindre får hun dog stoppet blødningen og tørret alt det røde væk, imens hun smider en række kommentarer ud nu og da. Én enkelt gang vender hun sig faktisk også imod Kirasha og siger;

’’Næste gang en voksen mand dukker op i dit soveværelse uden en invitation, bør du brække hans næse helt.’’

Hun når dog ikke at svare, for i baggrunden kan hun høre Zeb mumle noget i retningen af; ’’Strengt alligevel…’’

’’Det var, ’’ tillader hun sig dog endelig, ganske forsigtigt at sige, at frygt for at vække en uønsket reaktion hos den barsk udseende kvinde, ’’Ikke helt med vilje, hvis jeg skal være ærlig.’’

’’Det er meget muligt, men-…’’ Oversygeplejersken skal til at vende sig om at svare hende, da en stemme der er en række nuancer køligere lyder ovre fra døråbningen;

’’Hvem har givet dig lov til at få en blodtud, når vi havde en aftale, Willem?’’

Noget der kunne minde om et nervøst smil finder plads på Zebs læber, imens han forsigtigt bliver ved med at presse et klæde imod næsen, ’’S-Sorry, Kanda… ’’

Den mere eller mindre pessimistiske samurai ser også meget ud til, at skulle være på vej ned i en af træningshallerne. Han er i hvert fald iført det stramme træningskluns, som Kirasha også på et tidspunkt er blevet udleveret, men som hun ikke liige har fået brugt endnu.

Kanda ser dog ud til at være i dårligere humør end normalt, så for at redde Zeb og måske retfærdiggøre situationen en smule, siger hun; ’’Eh… Det var nok lidt min skyld.’’

Det viser sig dog hurtigt, at det måske ikke var præcis dét eksorcisten med de stålgrå øjne havde brug for at høre – Zeb gør i hvert fald hurtigt korsets tegn foran sit ansigt, samtidig med at han skærer en medfølende grimasse, der tydeligt viser, at han ved hvad der vil komme derefter.

’’Din skyld?’’ Kirasha kan næsten sværge på, at Kandas øjne må have slået en saltomortale inde bag kraniet – ikke desto mindre ser han ikke det mindste opblødet ud. Hun burde have vidst, at han vrede ville gå ud over hende, ’’Hvorfor er jeg ikke det mindste overrasket?’’

’’Det ved jeg da virkelig ikke, måske er du bare god til at gætte?’’ noget der kunne minde om et sarkastisk smil finder plads på hendes læber. Egentlig ville hun kun have sagt den første del af sætning, for ikke at pisse ham mere af, men resten flød ligesom bare med. Bag sig kan hun fornemme Zeb langsomt give op på situationen, vel vidende om at det nok snart går galt.

Inden de to andre når at få fyret godt op for irritationen i hinanden, kan man dog høre Oversygeplejerskens stemme tordne igennem lokalet; ’’Yu Kanda, du larmer,’’ og meget overraskende, får det faktisk den sorthårede eksorcist til at klappe i som en østers. Oversygeplejersken holder dog ikke igen, langtfra. Og inden for få sekunder får hun sagt noget, der får alt håb om en fremtid uden nedladninger i Ordenen til at forsvinde for øjnene af Kirasha, ’’ Hvis du ikke har mulighed for at træne med Willem, så brug Stormcatcher.’’

Der bliver i et øjeblik dødsens stille i den lille sygestue, inden et fælles ’’Ehh?!’’ lyder fra begge eksorcister, der tydeligvis ikke er super begejstrede for ideen.

’’He-eyy, jeg har for resten heller ikke set Kirasha i action for alvor endnu – for en gangs skyld har du sagt noget interessant!’’ det viser sig dog hurtigt at være en fejltagelse fra Zebs side, at komme med dette udsagn, for øjeblikket efter runger hans ører med skæld ud.

’’FOR EN GANGS SKYLD!?’’

Og imens den rødblonde eksorcist forsøger at holde lyden ude og ignorere Oversygeplejersken(ved provokerende at holde hænderne for ørerne, som en anden femårige), vender de to andre sig imod hinanden – dog med knap så fredelige hensigter.

’’Det skal være mig en fornøjelse at sparke din røv til månen, Mini.’’

’’I lige måde, Køter.’’

På trods af at hun allerede ved, at hun næppe har en chance imod denne mand i kamp, får irritationen alligevel det bedste af hende og hun accepterer hans udfordring. Men på den anden side, kunne det også være behageligt med noget træning. Det har hun ikke for alvor fået gjort, siden Red forsvandt.

… Ikke at det ville kunne kaldes træning med Kanda. Et bedre begreb ville nok være overlevelse.

Ikke desto mindre får hun svært ved at skjule det lille grin, der har sat sig på hendes læber… For hvem har sagt, at det ikke bliver interessant alligevel?

 

*******

 

Ganske som hun havde troet, sidder hendes træningstøj som limet til kroppen. Ikke at det er ubehageligt eller generer hende, men det fremhæver automatisk alle former på hendes krop – former som hun i forvejen ikke har så mange af, trods sin alder.

Det eneste sted hun faktisk bare har en anelse former, er på hofter, bagdel og lår. Hun er måske en anelse bitter over, at der ikke er sket meget med hendes brystkasse og højde, men i længden har det været en fordel, når hun rejste alene. Det fik folk til at tro, at hun var en dreng, når hun gemte sig under sin kappe – og på den måde undgik hun let overgreb, som der uden tvivl ville blive begået imod en rejsende, ung pige, der til og med var alene.

Sættet minder til dels meget om Zeb og Kandas: Blusen er næsten den samme, hvis man ser bort fra, at hendes har lange ærmer. I stedet for lange bukser, er hun til gengæld udstyret med et sæt fleksible shorts, som hun er en anelse overrasket over, hvor let hun kan bevæge sig i.

Imens hun vender blikket væk fra spejlet, får hun samlet de gyldenbrune lokker i en høj hestehale. Lige nu magter hun ærlig talt ikke at flette sit hår, så det er på alle punkter en lettere løsning. I forvejen er hun en smule… Nervøs, over at skulle krydse klinger med Kanda. Ganske vidst er det ikke helt tilladt at bruge sin innocence i træningshallen – hvilket måske bliver hendes redning – med den kølige eksorcist er i forvejen legendarisk med et sværd. Og selvom hun selv bruger to af dem, er hun ikke helt sikker på, at det bliver en fordel.

Med et suk, får hun alligevel bevæget sig hele vejen ned til det level i Ordenen, hvor de aftalte at træne. Og da hun træder ind af porten, får hun lyst til at løbe ud igen:

Hallen er gigantisk og meget anderledes, hvis man sammenligner den med dén hun først så Zeb og Kanda anvende. Det ligner mest af alt en lille arena, med en stor grusplet i midten til at slås i, omringet af stensøjler. Ude bagved kan en hel del mennesker samtidig se på – og til Kirashas skræk, er der mange af dem. Eksorcister, lige så vel som Findere, samt et par enkelte fra Science Afdelingen.

Nede i midten venter Kanda allerede, og hun må synke den klump hun har i halsen, for at dulme sine nerver.

I starten da hun går derned, er hun næsten tvunget til at tro, at alle træningshallens gæster er kommet for at se Kanda tvære hende ud. Men tværtimod. Det viser sig hurtigt, at hun tager en hel del fejl: For da hun tager et tættere kig på især Finderne, lægger hun mærke til de massive blå mærker, skrammer og skader de har. Og sekundet efter, hører hun de tilråb de kommer med:

’’Tvær ham ud, Stormcatcher!’’

’’Tag hævn for os!’’

’’Gå efter ansigtet! ANSIGTET!’’

Deres publikum er tydeligvis ikke store fans af Kanda, hvilket hun måske ikke er så overrasket over. Alligevel giver det et gib i hende, da de fleste åbenbart kender hendes navn. Tingene går åbenbart ikke stille hen i Ordenen.

Og angående gæsterne: Har han… Nået at banke dem alle sammen i en træningskamp, alene imens hun skiftede tøj? Eller var det før han ledte efter Zeb? Hun tør ikke helt gætte, men håber mest af alt på det sidste. Han kan da umuligt have tævet dem alle sammen på så kort tid…

Apropos Zeb, kan hun skimte hans rødblonde lokker iblandt nogle af Finderne. Et lille, listigt smil har plastret sig på hans mund. Det får automatisk Kirasha til at sætte spørgsmålstegn ved, hvor alvorlig hans blodtud reelt var.

Hun når dog ikke at tænke meget mere over det, inden et træningssværd flyver igennem luften og hun med nød og næppe griber det over sit hoved.

’’Hovsa, jeg glemte du ikke ville kunne nå det i den højde. Du bruger to, ikke?’’ Kandas hånlige smil er ikke til at tage fejl af, og da han kaster det andet sværd, lander det i stedet foran hendes fødder. En tydelig provokation, der automatisk får eksorcisten med de himmelblå øjne til at knurre i vrede.

Ikke desto mindre samler hun det op med det største gavtyveagtige grin, hun kan finde frem, ’’Er to for hårdt for dig, eller?’’

’’I dine drømme.’’

Hendes eget forsøg på at provokere, viser sig at slå fatalt fejl. For inden der er gået et sekund, er han nemlig også udstyret med to af de hårde træsværd. Og det har i særdeleshed ikke gjort Kirashas situation bedre.

Alligevel, da hun hører specielt Findernes opmuntrende råb, strammer hun fingrene målsat om skæfterne og tager en dyb indånding. Samtidig, kan hun et sted ude i baggrunden høre nogen komme med det tilråb, der skal sætte kampen i gang… Men allerede inden det rungende ’’BEGYND!’’ er nået hele vejen ud i salen, har hun sendt sin krop afsted.

Og Kirasha Stormcatcher har ingen intentioner om at tabe.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...