D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8376Visninger
AA

25. KAPITEL 18: Nattetimer [del 2.]

 

’’Stop med at falde i søvn. Det er fjortende gang, din idiot.’’

Det er ikke alene Kandas stemme, men også et nådesløst fingerspark[1] imod hendes pande, der får hende til næsten at vælte op fra bordet. Det kortvarige rap kan endnu mærkes på hendes pandeskal ti minutter efter, men selv dér stirrer hun stadig ondt på den sorthårede eksorcist og håber i smug, at han tilfældigvis skulle være så uheldig at falde ned af trapperne senere.

’’… Du ved godt, at du er et massivt røvhul, ikke?’’

’’Hvem er nu Prinsesse Pessimist?’’ bider han hende af, men løfter ikke engang hovedet fra sine udspredte dokumenter.

Efter Zeb blev mere eller mindre tvunget til at gå i seng – og nærmest ledt i den modsatte retning af Komuis kontor – har de siddet yderligere til klokken fem, for at få færdiggjort de sidste detaljer i rapporten. De sidste par timer har budt på en del skænderier, en liter kaffe og alt for mange øjeblikke, hvor Kirasha ved et uheld er faldet i søvn henover bordet.

Nu og da har de hørt folk gå rundt ude på gangene – Kirasha gættede på, at det enten har været eksorcister der er kommet hjem, eller nogen der er taget afsted. Hun tjekkede ikke hvem, men det skulle ikke undre hende, hvis det enten var ham Daisya eller Marie. Hun har ikke set meget til dem i det hele taget.

’’Femtende gang, ’’ hun rives ud af sine tanker endnu en gang, da en sammenkrøllet papirkugle i stedet rammer hende i panden, og hun sender øjeblikkeligt Kanda et noget køligt blik.

’’Hvis ikke klokken var over fem og mit energiniveau var på lige godt nul, så havde jeg myrdet dig nu.’’

               I stedet glider hans mundviger bare op i noget der til dels kunne minde om et hånligt smil, ’’Watashi wa, anata ga tameshite mite mitai to omoimasu, Dowāfu[2]~’’ lyder svaret, og hun må virkelig tage sig sammen, for ikke at tyre det nærmeste inden for rækkevidde efter ham.

’’Jeg kan ikke se, hvordan dine japanske fornærmelser skulle kunne ramme mig, når jeg ikke forstår dem.’’

’’Spørg dig selv. Du svinede også mig til på et eller andet sydafrikansk sprog her forleden.’’

’’Dansk, Kanda. Det var dansk. Det er nordisk, hvis det er noget, din spade.’’

’’Jeg er ligeglad.’’ Da han siger dét, er hun ikke et sekund i tvivl om, at det er sandt.

’’Og jeg er ikke overrasket.’’

Minutterne derefter snegler sig afsted. Heldigvis lykkes det Kirasha at holde sig vågen, og da hun endelig har sat det sidste punktum i sin rapport, sukker hun lettet og klasker mappen med papirer ned foran sin såkaldte kollega.

’’Færdig, ’’ ånder hun.

’’Det tog sin tid, ’’ lyder responsen knurrende fra eksorcisten med de stålgrå øjne, inden han selv samler den lysebrune foldemappe op fra bordet og rejser sig.

’’Eh? Var du allerede færdig?’’ og hun modtager noget der kunne minde om et ligegyldigt nik som svar.

’’For længst.’’ Det efterfølges af et fnys, samtidig med at han samler de to rapporter op fra bordet og tager dem under armen. Så vender han hovedet en sidste gang, inden han forsvinder ud fra biblioteket, ’’Lad være med at falde ned af trappen og brække noget, selvom du er træt. Det fører altid til så meget besvær.’’

’’Jamen godnat til dig også, ’’ uden rigtig at kunne gøre for det, hæver hun det ene øjenbryn, men kan alligevel ikke lade være med at lade den ene mundvige glide op i et skævt smil. Han er sandelig noget for sig, ham Kanda.

Med et skuldertræk med den raske arm, får hun langt om længe rejst sig op. I et øjeblik føles alting en anelse sløret, måske fordi hun har siddet ned i så lang tid og blodet mere eller mindre pludseligt er steget hende til hovedet.

’’Ups… Det gik vidst lidt for hurtigt… ’’ er alt der først slipper ud imellem hendes læber, samtidig med at hun bevæger sig fremad. Hendes skridt føles fuldmandsagtige i det første stykke tid, og til sidst undrer det hende faktisk. Er hun så træt?

I takt med at hun slentrer ned imod det værelse hun er blevet uddelt, har hun det ærlig talt som om, at det bliver værre. Hurtigt bliver alt det tågede mødt af en jagende hovedpine, der tvinger hende til at hive efter vejret flere gange.

Det er ikke normalt, går det langsomt op for hende. Ikke engang for hende.

’’Hvad i al-…’’

’’Heheheee, lille frøken Stormcatcher; Hvordan føles det at være den eneste, stakkels Dødsridder tilbage i denne urimelige verden?’’

Stemmen der sekundet efter næsten skriger sig igennem hendes hoved, er hæs – en anelse rusten faktisk… Men den får hendes hjerte til at fryse og hendes lemmer til at stivne med det samme – hun behøves ikke engang huske, hvem den tilhører. Hele hendes sind er allerede klar over det.

Det er en stemme hun aldrig nogensinde vil komme til at glemme.

’’Dig… ’’

’’Min samling er ukomplet, på grund af dig. Sørgeligt, ikke sandt? Du burde komme hjem. Jeg er sikker på, at din far vil sætte pris på det.’’

Samtidig med at hun mister besiddelsen over styrken i sin krop og dermed tvinges ned på knæ, begynder en næsten knitrende krop at tage form foran hende. Den er grotesk og stor, huden sygeligt grå, og vedkommende den tilhører er klædt i intet ringere end gentlemans-klæder og en stor tophat, der har en klovneagtigt præg. Ansigtet er dog det mest mærkværdige; Øjnene er ikke til at se, bag de små monokelbriller, den krogede næse gør det heller ikke lettere… Men det er det hysterisk brede og spidstandede grin, der automatisk vækker alle Kirashas indre instinkter.

Det ansigt har hjemsøgt hende så længe hun kan huske. Og nu er han her.

’’Millennium Earlen… Store ord fra Djævlen selv, huh?’’

Samtidig med at både hendes ben og arme ryster ukontrolleret, lykkes det hende at hæve hovedet. Selvom hun tydeligt kan se ham for sig, virker noget ved hele hans form… Manglende. For at sige det ligeud, virker han en smule gennemsigtig. Og det kan kun betyde én ting, hvis hun ikke er gået helt fra forstanden:

Det eneste sted han er til stede, er i hendes hoved.

’’Hvor uforskammet, ’’ lyder svaret imens det monstrøse væsen hæver en hånd imod den skræmmende, smilende mund, ’’I eksorcister har da ingen manerer – blot endnu en grund til at jeg burde have tilintetgjort jeres eksistens for længst… Men vil nærmere eftertanke, ville det også ødelægge al morskaben, har jeg ret~?’’

’’Ikke tale om, din satan.’’

Idet ordene forlader hendes mund, tvinges hendes krop endnu engang til jorden. Smerten i hele hendes hovedregion er blevet betydningsfuldt stærkere, så meget at hun føler sig nødsaget til at presse hænderne hårdt imod ørerne i et sølle forsøg på at stoppe det.

’’Forsvind, ’’ hvæser hun ud imellem de hårdt sammenbidte tænder, ’’Forsvind, sagde jeg!’’

Da hun endelig presser øjnene hårdt i, i et forsøg på at få illusionen af Millennium Earlen ud af sit åsyn, kan hun endelig høre hans djævelske grin begynde at opløses ud i intetheden. Samtidig bliver smerten næsten ulidelig, men pludselig med et sæt, forsvinder den lige så brat som den kom.

’’Gah!’’ med et forpint støn og øjnene er smule på klem, får hun derefter kigget op fra gulvet. Og til sin lettelse, er hun alene. Helt alene.

Udmattelsen flyder derefter hastigt ud i alle krogene af hendes sind, som var det et overfyldt badekar. Hun magter ikke engang at hæve panden fra de kolde sten under hende. I stedet fokuserer hun stærkt på at genoprette sin vejrtrækning og få den til at blive normal igen.

Alligevel samler et bittert grin sig om hendes tørre læber, samtidig med at hun nådesløst slår en knyttet næve ned i den hårde grund, for at tvinge sin krop til at rejse sig, ’’Jeg burde komme hjem, eh? Jeg har ikke haft noget hjem, siden du destruerede det. Så hold din mund, ’’ vaklende, lykkes det den blåøjede Dødsridder at komme på benene igen, ’’Og bliv i din egen, giftige verden, Earl.’’

 

Selv da hun endelig ligger i sin seng med lagnerne trukket op til næsen, har hun svært ved at sove. Ganske vist er hun så træt at det næsten er ulideligt, men alligevel bliver hendes tanker ved med at plage hende.

’’Hvordan føles det at være den eneste, stakkels Dødsridder tilbage i denne urimelige verden?’’

… Hvordan var han i det hele taget i stand til at kommunikere sådan med hende? Kan det være på grund af det faktum, at han allerede har formået at trænge ind i de andre Dødsridderes hoveder? Måske. Ingen tvivl om, at hun ikke kan sætte ord på det.

Noget inde i hende skriger, at hun burde fortælle Komui om hendes lille… Oplevelse. Samtidig er der en anden del af hende der siger, at det er hendes eget problem. En ting der automatisk er fulgt med, det øjeblik hun besluttede sig for at overleve massakren i Oricida. En slags forbandelse, uden rigtig at være det.

Til tider er det at overleve ikke lige fantastisk. Det bærer nogle indre dæmoner med sig, som Kirasha til dels ville ønske hun kunne undgå.

Øjeblikket efter, fnyser hun af sig selv og citerer uden at tænke over det, ét af de mennesker hun mindst af alt kan udstå, ’’Sentimental, er du ikke?’’

På et eller andet punkt hjælper det en smule. Hendes hjerterytme falder i hvert fald snart til ro, samtidig med at hendes hoved endelig begynder at føles tomt. Derefter giver hun ind til en drømmeløs søvn, der blot varsler om endnu en dag der skal overleves i morgen…

 

---------------------------------------------------------------------------

[1] Et andet ord for et ’’smølfespark.’’

[2] Direkte oversat til ’’Jeg vil gerne se dig prøve, Dværg.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...