D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8483Visninger
AA

24. KAPITEL 17: Nattetimer [del 1.]

 

Han var uden tvivl ikke meget for det, men det lykkedes alligevel Kirasha at få mere eller mindre provokeret Kanda til at gå med hende.

Når man træder ind i Ordenens officielle pauserum, bliver det meget hurtigt tydeligt, hvor langt fremme den Mørke Orden er med deres teknologi i forhold til resten af verden. Ikke alene ved hun i forvejen, at der i Science Afdelingen er flere former for avancerede computersystemer og lignende, men alene hér træder det også i kraft:

Rummet her er nemlig udstyret med både en kaffemaskine og et køleskab.

Hvis ikke hun som en del af Dødsridderne før havde været på besøg i blandt andet Ordenens hovedkvarter i Asien, havde hun aldrig nogensinde kunnet forestille sig sådanne ting. Hun må dog indrømme, at hun ikke helt kan huske hvordan blandt andet kaffemaskinen virker – de år hun rejste med Red, var hun van til at de selv kværnede deres kaffebønner, hældte kogende vand over og derefter filtrerede drikken.

Inderst inde kan hun nok godt forstå, hvorfor Ordenen ikke har delt deres viden med nogen – ikke engang deres supportere, ganske almindelige adelsfolk der støtter dem finansielt, har fået sådanne ting at vide. De har måske fået lov til at se det, men den viden Science Afdelingen gemmer på er aldrig kommet ud. Hun har sågar hørt, at dem der sagde op i afdelingen fik slettet dele af deres hukommelse, for at sikre sig, at ingen af deres hemmeligheder skulle blive røvet.

Det er måske også et form for sikkerhedssystem. Hvis Earlen tilfældigvis skulle være i stand til at spore de fortidige Science-folk, ville han let kunne torturere dem for at skaffe de informationer han ville have. Almindelige mennesker har ikke lige så stærkt et mentalt forsvar, som eksorcisterne er blevet trænet til at have:

De går hellere i døden, i stedet for at røbe noget.

Efter et stykke tid, hvor det ikke er lykkedes Kirasha at kunne få kaffemaskinen til at virke (og efter Kanda satte stikket i stikkontakten og kalde hende en halvblind idiot), fylder en sagte brummen af vandet der presset igennem kaffen og filteret endelig rummet. Samtidig begynder også duften af friskbrygget kaffe at sprede sig, hvilket automatisk får hende til at sukke lettet. Og det bliver kun bedre, da hun endelig står med et krus af den varme væske i hænderne.

Ordenens kopper er… Farverige, hvis man skal sige det pænt. Utallige af forskelligfarvede mønstre snor sig om det tykke porcelæn. Nogle af dem har sågar påmalede dyr. De ligner allermest noget man ville have til børn, men alligevel er det noget ved dem, der får Kirasha til at smile en lille smule.

Tavsheden i det lille rum er afslappende. I mellemtiden har Kirasha valgt at læne sig op af bordpladen til det hun går ud fra må være et køkkenbord – der er i hvert fald flere remedier der ville være praktisk i et køkken – knive, et skærebræt og alt for mange skuffer og skabe, som hun ikke rigtig gider tage sig tiden til at kigge igennem.

’’Du er elendig til at lave kaffe.’’ Lyder det pludselig fra eksorcisten med de metalgrå øjne. Hans lange, natsorte lokker er blevet bundet lavere end normalt og ligger som et skødesløst vandfald langs hans skulder og bryst. Så selv denne mand har sine… Dovne sider?

’’For en gangs skyld har du faktisk sagt noget, som jeg vil give dig ret i.’’ uden at tænke videre over det, smiler hun skævt, for derefter at hæve kruset til sine læber igen.

Han har ret. Kaffen er alt for tynd. Det smager næsten kun af varmt vand.

Hun er faktisk ikke helt sikker på, hvorfor hun endte med at tvinge ham med sig – for der er ingen tvivl om, at hun ikke kan udstå han arrogance… Men hvis hun alligevel skal leve under samme tag med ham, indtil den såkaldte Hellige Krig er overstået, så kan hun i det mindste forsøge at gøre sig bare en lille smule bedre venner med ham. Også selvom hun stærkt tvivler på, at hun nogensinde vil kunne opbygge et bare nogenlunde forhold til denne mand.

Han er så kynisk, at det næsten skræmmer hende. Ikke så underligt, at de fleste i Ordenen holder sig fra ham.

Måske er det også derfor, at Kirasha er en smule fascineret af Zeb, der ikke tøver det mindste med at joke med ham. Han opfører sig faktisk som om, at han kunne være Kandas bror.

’’Hvad griner du over?’’ han lyder godt nok uinteresseret da han spørger, men der er noget i hans mørke stemme, der lyder en smule irriteret over det. Måske er det fordi at det pirrer ham, at han ikke kender svaret.

’’Dig.’’

Han fnyser, sikkert overbevist om at det på ingen måder er et kompliment.

’’… Men også Zeb,’’ hun formår at genrøve hans opmærksomhed, samtidig med at hun vipper sin kop frem og tilbage, så den mørkebrune væske næsten skvulper udover kanterne, ’’I har et interessant… Søskendeagtigt forhold.’’

’’Sikke noget pis at sige.’’

’’Jeg tænkte nok du ville reagere sådan der.’’

Der bliver stille imellem dem, inden Kirasha endelig åbner munden igen;

’’Jeg havde ikke regnet med, at skulle se sådan noget her – det er derfor jeg siger det.’’

Han skærer kort tænder – en bevægelse der til dels kunne minde lidt om en snerren, hvis man lægger mærke til lyden der samtidig kom ud imellem hans læber – men ligger derefter armene over kors med rynkede bryn, ’’Sentimental, er du ikke?’’

’’Næh. Bare fascineret, ’’ bider hun ham af, ’’Men det er vidst tydeligt, hvem af jer der er den irriterende, teenagevrede lillebror.’’

’’Din lille-…’’ knurrer han og sætter sin kop fra sig med en højlydt kliren, så kaffen bliver spildt direkte ud på den hvide bordplade.

Inden han kan nå at gøre noget som helst, afbryder en mere eller mindre gavtyveagtig stemme ham dog;

’’Kanda, Kirasha; Jeg er ked af at afbryde jeres lille kaffedate, men klokken er lidt over tre om natten. I L.A.R.M.E.R!’’

Zebs djævelske grin dukker derefter op i dørkarmen, samtidig med at han lægger armene over kors og hæver begge øjenbryn en smule spørgende; ’’Folk får den forkerte opfattelse, når I roder rundt hernede om natten. Hvad laver I? Udover at være ved at kvæle hinanden, mener jeg?’’

’’Tager en pause, ’’ med et noget uinteresseret ansigtsudtryk, trækker Kirasha blot på sin raske skulder – glad for at hun huskede, at det ville være mere eller mindre smertefuldt, hvis hun brugte den anden, ’’Din ven her var ved at drukne mig i papirarbejde.’’

’’Siger hende der var ved at drukne mig i dårlig kaffe, ’’ giver han igen og ruller med øjnene.

Imens de igen er ved at starte en af deres mindre slåskampe, sukker Zeb bare opgivende i baggrunden, sikkert grublende over hvad der kunne have gjort, at de to hader hinanden så stormende som de gør. Deres forhold var i sandhed afsky ved første blik.

’’I er umulige…’’ ender han så endelig bare med at sige, rystende på hovedet.

’’DU er umulig!’’ formår de på samme tid at give ham igen, kigger kort overraskede på hinanden, men fortsætter så med at brokke sig over hinanden.

’’I vækker de andre, Kandaaaa, Kirashaaa, pleaseee ~’’

’’HOLD KÆFT!’’

 

*******

 

Efter mere eller mindre at have truet med at hente Oversygeplejersken(som nok ikke ville se så blidt på, at de kunne have vækket hendes patienter) , formåede Zeb alligevel at få brygget en kande kaffe og få trukket de to andre eksorcister med op på biblioteket igen. Ikke at det forhindrede dem i bittert at knurre af hinanden hele vejen op ad trapperne. Tværtimod.

’’I to er som to konstant irriterede hundehvalpe, ’’ sukker den rødblonde eksorcist, samtidig med at han har placeret sig imellem de to andre i et forsøg på at få dem til at stoppe med at hakke på hinanden, ’’I burde seriøst tilbringe mere tid sammen – så ville I måske begynde at forstå hinanden.’’

’’Glem det makker.’’

’’Skyd dig selv.’’

Responsen er ikke ligefrem positiv. Det havde han heller ikke helt regnet med, at den ville være. Men det forhindrer ham ikke i blot at smile for sig selv og lægge armene over kors på den helt rigtige, selvtilfredse måde.

’’Jeg kan fremlægge ideen overfor Komui. Han vil med hundrede procents sikkerhed synes godt om den-…!’’

Han når ikke at sige meget mere, inden en muskuløs arm har svunget sig henover bordet, grebet fat i hans krave og mere eller mindre trukket ham fremad – hvis den slipper ham nu, vil han uden tvivl knalde hovedet direkte ned i den solide træplade.

’’Jeg slår dig ihjel, hvis du så meget som tænker på det, ’’ hvæser Kanda af ham, stadig med fingrene lukket solidt om det mørkeblå stof på den anden mandlige eksorcists bluse. Zeb rækker dog bare tunge, hvilket øjeblikkeligt tyder på, at han vidst holder af at leve livet farligt.

’’Ej, det var da en god idé, hold dog op!’’

’’Zeb, den var elendig.’’ Lyder det ovre fra sidelinjen.

’’Jeg troede faktisk, at jeg havde dig på min side Kirasha – forræderi!’’

’’Beklager, men for en gangs skyld må jeg holde med Prinsesse Pessimist.’’

’’Tch, kommer det fra dværgen…’’

Og inden længe har samtalen igen taget en drejning – eller rettere: Kirasha og Kanda råber af hinanden, igen –  samtidig med at hun har fået grebet fat i hans hestehale og han i hendes kind.  

’’Gah, du river den jo af din lede sata-…. avavav, stop!’’

’’Det samme gælder for mit hår, gnom!   SLIP. MIG.’’

Et par meter bag dem retter Zeb bare på sit tøj, inden han lægger armene over kors og sukker tungt og opgivende mumler, ’’Jeg giver op.’’

Og dog: Alligevel tillader han sig at hoste ikke-så-diskret, hvilket kortvarigt fanger de to andre eksorcisters opmærksomhed. De følger ham i hvert fald begge to med øjnene, da han ganske afslappet går over imod bibliotekets dør, elegant åbner den og forlader den med et bredt grin;

’’Glad for, at I synes om ideen – godnat turtelduer~’’

Ikke så overraskende blegner de begge to ved dette, og Zeb kan ikke gøre andet end at le for sig selv, inden han stikker begge hænder i lommerne, vender rundt på hælene og begynder at gå, ’’Så vækker jeg Komui imens og fortæller ham om den.’’

Han når dog ikke meget mere end to skridt, inden han får en ubehagelig, brændende fornemmelse i nakken, der stærkt tyder på at være to sværdklinger. Og han har åbenbart ret, for kort efter kan han høre begge deres stemmer lige bag sig;

’’Du kan lige våge på det.’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...