D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2017
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
46Kommentarer
8567Visninger
AA

23. KAPITEL 16. ''Velkommen hjem'' [del 2.]

 

’’Ej, det var altså bare en joke, Kira-ra, ’’ siger den rødblonde eksorcist for tyvende gang, da de endelig bevæger sig ud fra cafeteriet, ’’Hvordan har din skulder det for resten?’’

’’Fint nok. Det er vidst ikke så slemt. Og hvad med din… Kind?’’

’’Bare en flænge, ’’ han kører fingeren over det store plaster, der næsten dækker det halve af den ene side af hans kæbe, ’’Jeg gik lidt i vejen for nogle teglplader, der valgte at falde sammen under en kamp. Mine blå mærker gør dog ærligt talt mere ondt.’’

I et øjeblik blinker han dramatisk med sine lange øjenvipper, og for hvert minut Kirasha tilbringer med ham, bryder hun sig kun mere om ham. På trods af at han godt kan virke lidt overvældende… Charmerende, er det afslappende at være sammen med ham… Men med det næsten uretfærdige udseende han har, er det heller ikke så underligt, at han er populær iblandt kvinderne.

Ingen tvivl om, at Zeb Willem er den rette beskrivelse af smuk.

’’Fandt I egentlig hvad I ledte efter?’’ det tager hende en række sekunder af tvinge sit blik væk fra hans guddommelige ansigt, alt imens hun kører en hånd igennem det mere eller mindre uglede hår. En kort krampetrækning i hendes skulder får hende dog til at stoppe midt i bevægelsen, hvorefter hun hurtigt indser, at det nok ikke er første gang, at hun kommer til at glemme skaden hun fik tidligere.

’’I? Jeg tog afsted alene.’’

’’Alene?’’ overrasket tager hun sig selv i at stoppe med at gå, så Zeb må vende hovedet, for stadig at opretholde deres øjenkontakt, ’’Seriøst? Jeg troede ikke eksorcister måtte tage af sted alene?’’

’’Det gør vi heller ikke så meget normalt – af sikkerhedsgrunde, du ved, ’’ indrømmer han, men trækker derefter på skuldrene, ’’Men jeg har en særaftale med Ordenen, primært fordi jeg er i stand til at redde min egen røv. Det samme gælder for Kanda. Det er nok fordi vi har været her så længe, tror jeg.’’

’’… Og ellers… Sender de ikke normalt eksorcister ud alene?’’ hun hæver et øjenbryn, men begynder derefter at følge efter den rødblonde eksorcist igen.

’’Altså, det er ikke fordi det ikke sker. For det meste har de bare følgeskab af en Finder eller to.’’

Kirasha nikker bare. Hun er dog ikke helt sikker på, at hun forstår Ordenens regler helt. De gør så mange undtagelser.

’’Kirasha!’’

Lyden af hendes navn får hende automatisk til at komme med et kort ’’huh?’’, hvorefter Lenalee pludselig dukker op på siden af hende, sammen med Lavi.

’’Vi skal have skrevet vores individuelle rapporter – Kanda og Bookman venter på os i biblioteket. Skal du med?’’

Hun afventer lidt Zebs reaktion, men da hun vender hovedet imod ham skærer han bare en utilfreds grimasse, ’’Det minder mig om, at jeg også skal have færdiggjort min. Komui er vidst i forvejen lidt… Bittert over, at jeg kom til mere eller mindre at ødelægge en række bygninger på min mission. Det er ikke så billigt for Ordenen at erstatte, så jeg må hellere undgå at gøre ham mere irriteret end han i forvejen er – vi ses~’’

Han trækker kort på skuldrene, men rækker så hånden ud i et kort vink, hvorefter han roligt fortsætter med at slentre ned i korridoren – ikke i nærheden af at skynde sig, som han mere eller mindre sagde, at han nok burde.

Imens hæver Kirasha bare det ene øjenbryn spørgende, hvorefter hun vender sin opmærksomhed imod de to andre eksorcister. Hun når dog ikke rigtigt at åbne munden, inden Lavi gør det for hende;

’’Dovne skid. Det er ikke første gang han udsætter sine rapporter. Jeg tør vædde med, at han skulle have afleveret den hos Komui for over en måned siden.’’

Noget i Kirasha er ikke helt overrasket, da han siger det, men Lenalee når dog alligevel at give ham et velplaceret spark henover skinnebenet – stadig uskyldigt smilende – inden han taler over sig, ’’Lavi! Det er ikke fordi du er meget bedre!’’

’’Hey, jeg afleverer da mine til tiden!’’

’’I allersidste øjeblik, mener du?’’

’’… Okay, ja… Men det tæller altså som til tiden! Og, ’’ den stærkt rødhårede eksorcist læner sig anklagende frem og peger hen imod Kirasha, ’’Siden hvornår er I egentlig blevet bedste venner? Jeg siger dig, Kira-ra, den fyr er en trussetyv af værste skuffe – Han flirter med alt med en puls, siger jeg dig!’’

Kira-ra? Har Lavi nu også taget det kælenavn – eller hvad det nu end er – til sig?

Inden hun kan nå at protestere, har Lenalee nået at indhente hende. Hun siger dog ikke lige helt det Kirasha selv tænkte, tværtimod:

’’Lavi, det er jo tydeligt at han i forvejen godt kan lide hende! Du ved at han normalt ville have enhver kvinde snoet om sin lillefinger på nuværende tidspunkt. Men det er jo tydeligvis ikke situationen her, som du nok kan se, ’’ eksorcisten med rottehalerne slår i en gestus hen imod Kirasha, der desperat forsøger at hitte ud af, hvad deres samtale egentlig handler om – for fanget det, har hun ikke helt, ’’Det er deres valg om de kan lide hinanden på den måde eller ej.’’

’’W-Whoa, det var rimelig ligeud, tag det lige roligt!’’ eksorcisten med de himmelblå øjne når lige at svinge sin fletning henover skulderen, inden hun sætter hænderne i siderne og skærer en grimasse, ’’Så lang tid har jeg altså heller ikke kendt ham – OG VI HAR IKKE NOGET KØRENDE, HVIS DET ER DET I TROR!’’

’’Jeg siger bare, ’’ Lavi trækker sig en lille smule nervøst tilbage, men der er noget ved hans yderst drillende grin, der alligevel afslører, at han ikke helt har tænkt sig at holde mund, ’’Zeb er en farlig person at forelske sig i.’’

’’Du er umulig.’’

’’Lavi, jeg er enig med hende, ’’ den kvindelige eksorcist snurrer dog alligevel rundt på tåspidserne, for kort at blinke til hende, ’’… Men jeg tror nu alligevel du er den eneste hunkønsperson jeg kender, som han endnu ikke er blevet træt af… Det siger ikke så lidt, huh?’’

’’… Du er ikke et hak bedre, Lenalee…’’

 

******

 

Som forventet, venter både Bookman og Kanda i det allerbagerste hjørne af biblioteket. Lyset herinde er dunkelt og måske er det på grund af vinduerne, hvis glas er farvet i mørke blålige og lilla toner. For at opnå en smule optimalt lys, er der blevet tændt stearinlys her og der, hvilket Kirasha finder vovet, hvis man tænker på alle de bøger de med én enkelt flamme kunne sætte i brand.

Bookman er nok den der er mest utilfreds med, hvor sent de kommer – den eneste han skælder ud er dog Lavi, der ikke ligefrem ser ud til at finde det rimeligt – og derfor starter den en større diskussion imellem de to, der først slutter efter et kvarter, hvor Lenalee endelig følte sig nødt til at gribe ind.

Kanda er faktisk den eneste der ikke rigtig siger noget igennem det hele, på trods af at han virker irriteret over de andres tilstedeværelse. Han holder dog fortsat mund og koncentrerer sig i stedet om de papirer de hver især skal udfylde:

Og dem er der mange af, til Kirashas skræk.

Hun har aldrig rigtig været god til dét med at sætte sig ned og koncentrere sig konkret om at skrive noget. Ikke fordi hun ikke kan finde ud af det, nej, hun har bare ikke tålmodigheden. Det keder hende.

De næste par timer føles uendelige. Mundhuggeriet imellem Bookman og Lavi fortsætter, samtidig med at de forsøger at dokumenterer alt der hændte på missionen til mindste detalje. Desværre må de ikke lave én fælles rapport, da den skal fokusere på hvad der skete igennem den enkelte eksorcists øjne.

Grunden til at de er tvunget til at lave den sammen er primært, at personer også skal nedskrives – altså hvem man var sammen med på givne tidspunkt – hvilket i Kirashas situation var Lenalee i begyndelsen, efterfulgt af Kanda.

 

Da der efterhånden er gået tre timer, lyder der et højlydt gab fra Lavi, der samtidig strækker sin lange krop og bagefter kører en hånd igennem det pjuskede, tomatrøde hår, ’’Færdig!’’

’’Det er jeg også, ’’ Lyden af Lenalees dokumenter der kort trommes imod bordet for at samle dem, kører igennem det ellers tomme bibliotek – den generer dog gevaldigt Kirasha, der har formået at vinde sig selv en irritabel hovedpine. Og den bliver ikke bedre af, da den ældste af de fem eksorcister også rejser sig og meddeler, at hans rapport også er færdiggjort.

I modsætning til de andres, er Kirashas nemlig ikke.

Alligevel sender hun dem bare et smørret grin, da de forlader det bogfyldte lokale for at gå i seng… Men da de er væk, knurrer hun for sig selv – måske en lille smule af jalousi – da hun selv virkelig savner at få noget søvn. Det sidste stykke tid har hendes vane med ikke at kunne sove pirret hende gevaldigt, så hun har efterhånden virkelig brug for at slappe af.

’’Ih, fanget sammen med den pessimistiske samurai – fantastisk!’’ hendes stemme næsten sprudler af sarkasme, på trods af at hun mumler det til sig selv, samtidig med at hun ruller med øjnene og irriteret bider i enden af sin blækpen – det er tydeligt, at hun lige nu ikke har tålmodigheden til at være sammen med den sorthårede eksorcist, der bare fnyser af hende. Han hørte hende vidst.

Men ærlig talt, så kunne hun ikke være mere ligeglad. Han bryder sig jo tydeligvis ikke om hende, og den følelser er i den grad gengældt.

Rapporten er ikke ligefrem… Let, at skrive færdig. Ikke nok med at både hende og Kanda slynger en række fornærmelser henover bordet nu og da (Kanda smed faktisk også en nærliggende bog efter hende på et tidspunkt), så er det efterhånden også blevet sent.

I sit stille sind misunder den blåøjede Dødsridder lidt de tre andre eksorcister; Bookman, Lavi og Lenalee. Fordi de ikke nåede at opleve så mange ting som de to andre, kunne de hurtigt færdiggøre deres rapporter og i relativet holde fri – i modsætning til de to andre. Især Kirasha. Hun har ingen idé om hvordan hun skal dokumenterer alt det hun fik af vide fra genfærdene. Og det pirrer hende.

’’Du har ikke skrevet noget i snart ti minutter – gider du stoppe med at stene?’’

Uinteresseret hæver hun hovedet ved lyden af sin kollegas stemme. Uden at tænke over det er hun begyndt at tromme pennen imod papirerne, hvilket har efterladt mindre kønne blækpletter her og der.

’’Jeg kan ikke komme videre, ’’ indrømmer hun så.

’’Hm?’’

I et øjeblik tøver hun, på trods af at han faktisk lytter, ’’… Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive… Du ved, genfærdene. Det er indviklet, for det jo kun er mig der kan se dem – det virker ikke så troværdigt. Og så skal jeg også oplyse deres identitet, men jeg har jo ingen anelse om hvem de var. Haaa, Ordenen gør det da også bare så besværligt…’’ med et opgivende suk, lægger hun hovedet på bordet for at trække vejret lidt.

’’Blækket er ikke tørret, din idiot.’’

’’Ej… ’’ med læberne presset hårdt sammen og skubbet en smule frem, gnider hun hånden imod klatterne på sin kind, velvidende om at hun uden tvivl har tværet hele sin rapport ud.

’’… Det bliver en virkelig lang nat, hvis du fortsætter sådan dér.’’

’’Kan du ikke være ligeglad?’’ hun skuler kort hen imod ham, ’’Du kan jo bare gå, når du er færdig.’’

’’Nej, ’’ hun modtager et yderst køligt blik fra eksorcisten, der nu læner sig tilbage i stolen og lægger armene over kors, ’’Vores rapporter er en forlængelse af hinanden. Så længe din ikke er færdig, er min heller ikke.’’

’’Ha, så jeg hænger stadig på dig?’’ et opgivende smil finder plads på Kirashas læber, imens hun kort gnider sine tunge øjenlåg.

’’Jeg ville nok nærmere sig, at det er mig der hænger på dig.’’ lyder det spidse svar.

’’Ja ja, som du vil prinsesse~’’ det er tydeligt, at han skal til at komme med en stærkt irriteret kommentar, for i et øjeblik kan hun næsten se én af hans blodårer poppe frem i tindingen. Med et skævt grin når hun dog at rejse sig op, inden han smider noget efter hende, ’’Anyway, jeg stemmer for, at vi holder en pause, nu hvor vi alligevel skal arbejde hele natten – så vil du med ned og ha’ en kop kaffe?’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...