D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8518Visninger
AA

22. KAPITEL 15: ’’Velkommen hjem’’ [del 1.]

 

’’… Men hvor ville en sindssyg mand med synsbesvær gemme sig?’’ med hagen hvilende – tænkende – i håndfladen, læner den blåøjede eksorcist sig en smule fremad, samtidig med at hun kniber øjnene halvt sammen, i et forsøg på at finde svaret på sit eget spørgsmål.

’’Frøken Stormcatcher…!’’ lyder det dog derefter mere eller mindre hysterisk bag hendes ene øre, og den blåøjede eksorcist retter sig straks op med et halvkvalt pib, da der bliver trukket hårdt i de bandager, som Ordenens oversygeplejerske er ved at lægge om hendes skulder. Smerten får hende øjeblikkeligt til at gøre som den middelaldrende kvinde siger.

Oversygeplejersken er nok hvad man ville kalde… En smule overvældende. Lige så snart den lille gruppe eksorcister var nået inden for døren, greb hun nådesløst Kirasha i kraven og trak hende med sig ind på sygestuen, imens hun skældte og smældte om hvor uforsigtige eksorcisterne var nu til dags.

Måske er det hendes måde at vise, at hun bekymrer sig om folkene i Ordenen – eller, det var i hvert fald hvad Lenalee nåede at fortælle hende, inden hun blev trukket afsted.

Før de forlod anstalten, havde de dog alligevel taget sig tiden til at destruere de sidste tilbageværende dæmoner – ikke fordi det i sig selv var noget problem. De der var tilbage havde knap en chance, da de fem eksorcister gik til angreb.

Genfærdene var ikke til at se derefter. De var væk. Pist forsvundet. Og ikke engang Kirasha var i stand til at opspore deres tilstedeværelse, på trods af sine evner – hvilket i forvejen pirrede hende.

 

Komuis ansigtsudtryk var lige så morsomt, som Lavi havde lovet det ville være, da de vendte tilbage og fortalte om deres mission. Ikke alene virkede han chokeret, men måske og en anelse nervøs. Måske kunne Kirasha godt forstå ham lidt. Trods alt er det jo ham, der skal rapportere til de højere magter i Ordenen og meddele dem, at Ordenen nok på et tidspunkt får et mere eller mindre… Ustabilt, medlem.

’’… Garret… ’’ ender hun så pludselig med at mumle for sig selv, ’’… Det var det han hed, ikke?’’

Navnet siger hende stadig ingenting, selvom hun i de inderste kroge af sin hjerne forsøger at finde en sammenhæng imellem alt dette… Havde hun været sin far, havde hun sikkert allerede regnet gåden ud.

Templas Stormcatcher var ikke bare kun en formidabel leder og sværdfægter: Han var legendarisk når det kom til taktik. Vidste præcis hvilke tråde han skulle trække i, hvordan tingene skulle udføres for at opnå det ønskede svar. Ikke underligt, at han var populær iblandt de øvre magter i Ordenen. For dem var han en fordel, en fantastisk fordel sågar.

Han var ikke så overraskende en travl mand, og Kirasha husker tydeligt hvor meget hun så op til ham og hendes ældre bror, Raenef… Men på trods af sin fjerne personlighed, var han den ideale far: Stærk, klog og ikke mindst kærlig. En klippe. Kirashas støtte dengang Ordenen stadig foretog forsøg på hende i det asiatiske hovedkvarter. Han var der altid. Altid.

Raenef mindede ufattelig meget om ham, på trods af at han var mere livlig og mindre travl. Og i modsætning til alle de andre Dødsriddere, er han den eneste som hun er sikker på er død. Helt død, ligesom hendes mor, der blot var en uheldig violinist der forelskede sig i en soldat fra den Hellige Krig og dermed blev endnu et offer for massakren for flere år siden. Ikke en omvandrende marionet ført af Earlen. Døden alene blev deres redning – og hvilken frihed det må have været.

Raenefs hoved blev skilt fra hans krop, husker hun. Halshugget brutalt foran sin lillesøster. Ligegyldigt hvor mange gange hun forsøger at ryste billedet ud af sit hoved, ser hun det stadig krystalklart: Blod, hendes eget skrig og derefter en ulidelig stilhed.

Og så var hun alene.

Uden at tænke over det, har hun boret neglene hårdt ned i håndfladerne – så voldsomt, at der nogen steder er begyndt at titte små bloddråber frem.

’’… Stormcatcher?’’

Lyden af Oversygeplejerskens stemme ved siden af sig, giver et gib i hende og hun lader straks hænderne forlade hinanden, da hun indser, at hun lod sig rive for langt tilbage i minderne. Ingen tvivl om, at hendes ansigtsudtryk må have været… Mørkt. Og i samme øjeblik hun hørte sit efternavn, forsvandt det som dug fra solen.

Det er nok i virkeligheden Kirashas største talent: At lade som ingenting, smile stort og håbe på at ingen stiller spørgsmål.

’’Er du… Okay?’’

’’Jeg har det fint, fantastisk faktisk, ’’ af vane lader hun mundvigerne glide op i vejrs og tillader sig endelig at springe ud på gulvet, væk fra hospitalssengen som sygeplejersken forbandt hende på, ’’Tak for… Indpakningen, tror jeg?’’

Det ser ud til at Oversygeplejersken skal til at protestere, da hun sætter kursen imod døren, men hun når aldrig derhen, før døren åbnes udefra i stedet.

Til syne kommer Zeb hvis ene kind næsten er dækket af et stort plaster. Han er stadig iført sin uniform, hvilket stærkt tyder på, at han lige er kommet hjem fra sin egen mission. Og selvom han i et kort sekund ser ubærligt træt ud, lyser hans violette øjne dog alligevel op, da han ser Kirasha.

’’Ah, jeg tænkte nok jeg ville kunne finde dig her. Halløjsa!’’

Uden at tænkte rigtigt over det, placerer hun begge hænder på hofterne og løfter spørgende et øjenbryn, imens et skævt smil samtidig lægger sig til rette på hendes læber.

’’Jeg er i tvivl om jeg skal tage det som en fornærmelse eller ej, at du regnede med, at jeg ville blive skadet?’’

Han trækker dog bare på skuldrene med et drillende grin, inden han bliver afbrudt af Oversygeplejerskens gennemskærende stemme;

’’Willem, UD!’’

’’Okay, okay, sorry!’’ udbryder han bare med hænderne beskyttende oppe i luften, imens han vender rundt på hælene og skal til at gå ud af døren. Så glider hans mundviger dog op i et djævelsk smil, hvorefter han griber Kirashas hånd og trækker hende med sig, ’’… Men jeg tager altså hende her med~’’

Hans stemme lyder i et kort øjeblik nynnende silkeblød – og det er tydeligt, at han ikke lader Oversygeplejerskens bitre stirren gå ham på.

Da han har lukket døren bag dem, sender Kirasha ham et forvirret blik;

’’… Hvorfor smed hun dig ud?’’

Han smiler blot skævt – lidt gavtyveagtigt.

’’Hun bryder sig ikke om, at jeg snakker med de andre sygeplejersker – jeg ved ikke om du har hørt, at mange af vores Findere kalder mig Player eller Cross-junior?’’

’’Cross-junior? Hvorfor det?’’

’’Cross… Er én af Ordenens generaler. Vi har ikke hørt noget fra ham i flere år nu, men det ville undre mig, hvis han var død. Han kunne i det hele taget ikke udstå stedet her, så jeg kan godt forstå at han ikke bliver her lang tid af gangen… Men det er måske lidt overdrevet, at de sammenligner mig med ham…’’

I et kort sekund skærer han tænder, som for at vise sin utilfredshed, ’’Den mand er den rette beskrivelse af en skørtejæger. Nogle ville måske også beskrive ham som arrogant, doven, uansvarlig og en drukkenbolt.’’

’’Ouch, ’’ lyder det derefter fra Kirasha, hvorefter hun kort kniber øjnene sammen, ’’Okay, det er måske lidt overdrevet. Selvom jeg ikke kan benægte, at du vidst er en anelse...’’

Han blinker blot til hende, ’’Jeg ved hvad du mener, for der er også flere… Situationer, der har ledt til, at jeg har fået de titler.’’

’’Ha, har du da været i seng med flere på én gang?’’

Zebs grin bliver blot bredere og endnu mere djævelsk, imens han lægger armene over kors og derefter rækker tunge.

’’Jeg er jomfru. Så æh, nej.’’

Uden at kunne kontrollere det, spærrer den blåøjede eksorcist øjnene overrasket op. Det havde hun virkelig ikke regnet med. Overhovedet ikke. Han virker ikke som typen. Måske er det hans mere eller mindre flirtende personlighed, der automatisk fik hende til at konstatere, at han næppe kunne være jomfru…

Men der tog hun vidst fejl.

’’Så, ’’ imens de endelig begynder at slentre ned af Ordenens trapper, breder der sig et drillende smil på Kirashas læber, ’’Er du så typen der venter på at finde den eneste ene, eller…?’’

’’Nah. Jeg er nok nærmere typen der allerhelst vil undgå et fast forhold i det hele taget. Jeg dør nok med min mødom intakt.’’

Hun hæver imponeret begge øjenbryn og skal til at svare ham igen, da hun tilfældigvis lægger mærke til hans ansigtsudtryk: Noget i hans violette iriser er blevet fjernt, han smiler ikke længere og det minder allermest om, at en malplaceret grimasse har fundet plads på hans ansigt.

… Har den har snak alligevel ramt et sart punkt i den rødblonde eksorcist?

Så i stedet for at fortsætte snakken, drejer hun i stedet samtalen over på noget andet;

’’Hvor er vi i det hele taget på vej hen?’’

Som sparket ud af en trance, reagerer Zeb med et lille grin – meget til Kirashas overraskelse. For under et sekund siden, lignede han en hundehvalp man lige havde skældt ud.

’’Cafeteriet, tror jeg – altså, jeg er sulten, såeh… ’’

’’Great. Jeg har nemlig også noget jeg bliver nødt til at spørge dig om.’’

 

*******

 

Inden for den sidste halve times tid, har Kirasha lært en del nye ting om Zeb: Han hader alt der indeholder tomater, snakker over tolv sprog flydende og underviser de nye eksorcister der ikke kan engelsk.

’’Og du sagde, at du bare er fra Holland? Du må have rejst meget.’’ Imens hun tager en bid af sin sandwich, sender hun eksorcisten overfor sig et spørgende blik, som han besvarer med et grin.

’’Både og. Man kommer lidt rundt i verden, når man er eksorcist – tro mig, det finder du nok snart ud af…’’

’’Hvis hun da overlever så længe.’’ stemmen til højre for dem drypper af sarkasme, og selv nu har Kirasha svært ved at tage fejl af den.

’’Jeg vælger at være optimist, så jeg er glad for, at du bekymrer dig for mig, Yu~’’ hun sender den køligt udseende eksorcist et tarveligt smil, samtidig med at hun elegant folder hænderne under hagen.

’’Det var ikke dét jeg sagde, ’’ han kniber irriteret øjnene sammen.

’’Næh, men det var sådan jeg tolkede det.’’

’’Venner, pleaaasseee, ’’ lyder det tiggende fra en opgivende Zeb i baggrunden, der nu peger på Kanda med en gaffel, ’’Hey, hvorfor spiser du ikke med os? Det kunne da være hyggeli-’’

’’Nej.’’

Og så vender han rundt på hælene med et tch, for derefter at forsvinde ud af cafeteriet.

’’Ah, koldt.’’ Noget der kunne minde om et suk slipper ud imellem læberne på eksorcisten med de violette øjne, hvorefter han bare trækker på skuldrene, ’’Når han opfører sig sådan, begynder jeg at savne Tiedoll.’’

’’Tiedoll?’’

’’En anden general, som lige for tiden er på en større mission. Han oplærte Kanda og jeg før i tiden – jeg tror vi var tolv på det tidspunkt… Dengang kunne vi virkelig ikke lide hinanden, ’’ han griner lidt for sig selv, og denne gang er det svært at tage fejl af smilet på hans læber – mindet om hans oplæring er et godt ét, ’’Jeg tror, at Tiedoll opfattede os lidt som om vi var hans sønner, selvom vi aldrig rigtig kunne enes. Måske er det dét der gør, at jeg måske ser lidt på Kanda som en bror… Men han slår mig nok, hvis jeg nogensinde fortæller ham det.’’

’’Angående Kanda, ’’ da der bliver lidt stille imellem dem, åbner Kirasha endelig munden, ’’Jeg så ham blive skudt af en dæmon, og du sagde selv, at han er en equipment-type: Hvordan kunne han hele på få minutter og ikke blive påvirket af virussen?’’

’’Hvorfor spørger du ham ikke bare selv?’’

’’Jeg prøvede, men jeg tror ikke han vil fortælle mig det.’’

’’Selvfølgelig, hvorfor spurgte jeg overhovedet?’’ i et kort sekund ruller han med øjnene af sig selv, inden han hviler kæben i håndfladen, ’’Han har… En form for evne, der automatisk regenererer hans krop. Ikke nok med at han heler hurtigt, så dræber den også virussen, ja. – til gengæld tærer det også på hans livskraft. Hans levetid bliver afkortet, desto mere han bruger den… Men her på det sidste er han faktisk begyndt at hele langsommere, så der er en chance for, at seglet der styrer det hele er ved at blive defekt.’’

’’Et segl?’’

’’Altså, hvis du er så heldig at se ham nøgen en dag, så kan du finde det på hans brystkasse. Lige over hjertet.’’ Han blinker drillende til hende.

’’ZEB, NEJ TAK!’’

’’HAHAHAHAAA~!’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...