D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8496Visninger
AA

21. KAPITEL 14: Beskidt uskyld [del 2.]

 

Som Kanda før nævnte, er denne del af anstalten anderledes. Væggene her er ikke revnet eller beskadiget – i modsætning til den anden halvdel. Tværtimod virker alt her… Mere enkelt. Mindre berørt. Der har tydeligvis ikke været nogen herinde, hverken dyr eller mennesker, siden den såkaldte massakre, som Kirasha endnu i sit stille sind forsøger at regne ud af hvad var.

’’Her er koldt… ’’ som om det først nu er gået op for hende, gnider hun forsigtigt håndfladen langs den ene bare arm, for at få en smule gang i blodomløbet. Hun ændrer dog hurtigt mening, da den får en række smertefulde trækninger til at skyde sig igennem hendes skulder som en aggressiv hugorm. I stedet begynder hun at lægge mærke til de små skyer af hvidt hendes ånde danner i luften omkring dem, og hører til sin overraskelse Kanda besvare hendes kommentar;

’’Det er blodtabet.’’

Så han, at hun blev ramt? Han kan umuligt have lagt mærke til blodpletten på hendes uniform, det er det simpelthen for mørkt til… Og dog. Hendes øjne kan selvfølgelig have oplyst dem… Han er dog heller ikke stoppet med at gå, vender sig ikke engang om, da han taler til hende.

’’Du virker ærlig talt ret ligeglad?’’ uden at kunne gøre for det, trækker hendes mundviger sig op i et semibittert smil.

’’Korrekt. Det er ikke mit problem, hvis du er svag og dør.’’

’’… Sikke en horribel ting at sige…’’

Gang på gang må hun indrømme, at de ord der glider over hans tunge, overrasker hende. Hvordan han kan være så hjerteløs ved hun ikke helt, men ikke desto mindre får det hende blot til at kunne lide ham mindre. I sidste ende kommenterer hun det dog ikke yderligere, men sukker blot og følger den kyniske eksorcist.

I løbet af de sidste par minutter er hun begyndt at blive svimmel, samtidig med hendes nattesyn er blevet slørret. Efterhånden koster det hende en del mængder energi at holde synet aktiveret – og derfor vælger hun langt om længe at slå det fra. Samtidig med at det kølige, blå lys stopper med at genskinne på de murstenslagte vægge, kan hun høre at hendes kollega stopper op, da lyden af skridt pludselig svinder ind.

’’Her lugter dårligt, ’’ slipper det samtidig ud af munden på Kirasha, ’’Råddent…’’

Og blot et sekund efter – da de drejer om hjørnet – finder de kilden til lugten. Det får automatisk Kirashas mave til at vende sig brutalt, og det koster hende ufattelig mange kræfter ikke at kaste op på stedet – faktisk er det så slemt, at hun kan mærke tårer samle sig i øjenkrogene, grundet sit hårdnakkede forsøg på at holde mavens indhold tilbage.

Selvom det er mørkt i korridoren, er de hvide optegninger på gulvet ikke til at tage fejl af: Knogler, skeletter. I massevis. Og det mest modbydelige af det hele ér, at de fleste er små. Børneknogler, måske. Der hænger stadig lange, gullige tråde af læderagtig hud derfra, på trods af at de må være mindst et år gamle.

’’Forrådnelsesprocessen har taget længere tid. Normalt vil der kun være knoglerne tilbage efter en måneds tid eller to.’’ I mellemtiden har Kanda stukket foden frem og vender nu en kranie med støvlespidsen, uden det fjerneste glimt af interesse over sig.

’’… Lad være med det dér.’’

’’Tch, fortæl mig ikke, at det er første gang du ser et lig, ’’ bider han hende dog af, imens hun igennem halvmørket kan skimte ham lægge armene over kors. Samtidig forsøger hun at berolige sin egen vejrtrækning, på trods af at en stigende trang til at forlade stedet er begyndt at fylde hende…

For iblandt de mange børnelig, ligger der én uden en arm.

’’Du lærer hurtigt, Dødsridder. Tør du kende til vores hemmelighed?’’

Noget inde i hende går i oprør, da hun tænker tilbage på genfærdets ord. Hvem i alverden ville gøre sådan en frygtelig ting imod så mange børn?

’’Der er tydlige spor efter en innocence, ’’ lyder det pludselig bag dem, og de to eksorcister vender begge hovederne i lynende hurtigt, kun for lige at kunne skimte en høj skikkelse med ét synligt, smaragdgrønt øje og knaldrødt hår. Ved siden af står to andre personer, og de er ikke til at tage fejl af:

Lavi, Bookman – og ikke mindst Lenalee – til Kirashas lettelse.

’’Over det hele, ’’ fortsætter eksorcisten med klappen for øjet, ’’Væggene, gulvet, ligene… Men den er her ikke. Pist væk er den.’’

’’Vi har en teori om, at den innocence vi leder efter, fandt sin bærer her. Dens kraft kan være blevet brugt til den såkaldte massakre vi har hørt så meget om.’’ Lyder det derefter fra Bookman, hvis attitude efterhånden er begyndt at lyde lettere irriteret – måske har de vandret lige så lang tid som Kanda og hende, så det er forståeligt. Hun er bare glad for, at Lenalee også er okay.

’’Vi har en bror. Én der stadig færdes iblandt de levende. Han bærer skylden i det hele.’’

Når Dødsridderen med de gyldenbrune lokker lukker øjnene, giver det mening. Det hele. Der er én iblandt alle anstaltens beboere, der endnu er i live. Og det må være ham, der på mystisk vis blev bærer af innocencen.

’’… Men hvorfor slå dem alle sammen ihjel?’’

’’Du glemmer, at det var en sindssygeanstalt, din idiot.’’ Kandas toneleje får hende automatisk til at vende øjne, hun er tydeligvis ikke i humør til hans spydigheder – både grundet det dunkende sår i hendes skulder, samt kvalmen der endnu sidder som en knude i hendes bryst og blot venter på at stige op igennem hendes hals.

’’Hvorfor skulle dæmonerne så angribe stedet, hvis innocencen ikke er her?’’

’’De spor den har afgivet er åbenbart nok til at tiltrække dem som hvepse om honning… Nu mangler vi bare at finde ud af, hvorfor landsbybeboer nævnte spøgelser.’’ Bookman ser afventende på hende, tålmodigt og nok til at der ikke er andre end hende, der lægger mærke til det – den mørke maling omkring hans øjne virker mere skræmmende ud i det dunkle lys herinde, og måske er det hvad der får hende til at synke en klump.

Hvor ville hun dog ønske, at de kunne se de ting som hun ser… Og alligevel ikke; For nogle af de ting hendes øjne opfanger, er det de færreste der fortjener at lide ved synet af.

’’De… Er her, ja.’’ Ånder hun så endelig, ’’Eller i hvert fald én af dem-…’’

Mere når hun ikke at sige, inden de blå øjne spærres chokeret op og får den unge pige til kort at snappe efter vejret: For bag hendes såkaldte kollegaer, er en flok af børneskikkelser begyndt at tage form. De ligner til dels pigen der manglede en arm – er hvidlige skikkelser med tomme øjne, og manglende lemmer, samt flere skader bredt udover deres små, skrøbelige kroppe – de matcher til dels de rester der ligger på stengulvet bag dem.

’’Glem det, ’’ tillader hun sig så at sige, på trods af at hele hendes krop føles paralyseret, ’’De er her vidst alle sammen nu.’’

’’Uh-oh, de fandt os vidst.’’

’’Jeg tror vi forskrækkede hende – burde vi ikke sige undskyld?’’

’’Shhhh, ti stille, vi har brug for hende! Ellers finder vi aldrig Garrett!’’

’’Garrett?’’ navnet siger ikke Kirasha noget, men alligevel blinker hun kort med øjnene og spidser ørerne, ’’Hvem er-…’’

’’Garrett er skyld i det hele!’’ hisser den enarmede pige fra før, imens hun i modsætning til de andre bevæger sig hen og stiller sig foran den blåøjede Dødsridder, imens de andre tydeligvis holder sig i baggrunden – i modsætning til hende, virker de faktisk… Bange? ’’Vi har brug for ham! Ligesom… At han har brug for os.’’

Det føles som om, at Kirashas hjerte stopper med at pumpe ilt til hendes hjerne i et øjeblik, for alt virker i et sekund dødsens stille og sløret – måske er det fordi, at det endelig er gået op for hende:

Tragedien der ramte dette sted… Det handlede ikke om hævn – det handlede om kærlighed. Familiekærlighed.

’’Han gennemgik de samme eksperimenter som os andre, selvom han var den ældste – nej, faktisk var det han gennemgik værre: De ætsede hans øjne, piskede, slog og sparkede ham, men slog ham aldrig ihjel. Måske var de fordi, at han adlød. Og i virkeligheden var han nok den eneste, der endte med at blive sindssyg. Det var hvad der holdt ham i live: Smerte, indtil selv den følelse blev fjern for ham… Og det var der at dén opsøgte ham.’’

Selvom Dødsridderens læber dirrer, åbner hun alligevel munden; ’’Innocence, ikke?’’

’’Den dukkede op af ingenting, bosatte sig i hans stemme. Og når han skreg, frigjorde den så meget energi, at den slog de voksne ud. Måske var det dér, at han mistede besindelsen… ’’ i samme øjeblik hæver genfærdet hovedet og fanger hendes blik, imens dets stemme langsomt bliver mere og mere hviskende, ’’Han dræbte os alle sammen – eller, befriede os, som han nok selv regnede det for… Hvis bare han vidste…’’

’’Det er jo derfor jeg eksisterer, ’’ lykkes det så den lave eksorcist at ånde, samtidig med at hendes hænder knyttes bittert, ’’For at sende jer til den anden side, har jeg ret?’’

’’Nej.’’

’’Nej?’’

Pigens eneste hånd griber derefter hårdt fat i hendes uniform, og det er tydeligt, at hun ikke har tænkt sig at give slip forløbeligt, ’’Vi vil ikke forsvinde. Vi vil blive med ham, selvom han er en del af de levendes verden, i modsætning til os – giv os i det mindste den frihed.’’

’’Jeg havde ingen intentioner om at gøre det uden jeres tilladelse, ’’ uden at tænke over det, søger hendes egen hænder ned og lukker sig om genfærdets, for derefter forsigtigt at vriste det fri fra uniformens mørke stof, ’’Jeg… Forstår jer måske ikke helt, men jeg har én ide om, hvad det er I har tænkt jer.’’

’’Nogle kalder det at hjemsøge. Vi kalder det at forblive familie, selv i døden… Men det kan også være ligegyldigt nu. For Garrett har den genstand – den evne – I leder efter. Og når du har fundet ham, gør vi også.’’

Sekundet efter træder pigen tilbage, tager et par skridt bagud, inden hun står sammen med de andre genfærd igen. Og det er dér, at deres såkaldte sjæle begynder at udskille et så skarpt lys, der åbenbart afslører deres skikkelser overfor de andre eksorcister i korridoren i sådan et fald, at de føler sig tvunget til at dække ansigterne fra strålerne.

Den eneste af dem der faktisk ikke gør det, er Kirasha. Hendes såkaldte kollegaer virker i mere eller mindre grad forvirrede, da de i et kort øjeblik får muligheden for at se det som hun ser… Det varer dog ikke meget længere, for sekundet efter er alle genfærdene forsvundet i den hvidlige dis, der nu også begynder at lette sig og blive opløst i luften.

’’Vi ses igen en dag, Stormcatcher.’’

Og så bliver der stille.

Den trykkende fornemmelse der konstant tvang Kirasha til at trække mere luft i lungerne end normalt, er nu forduftet. Så danner et skævt smil sig automatisk på hendes læber, samtidig med at hun trækker på sin uskadte skulder og vender sig imod de andre.

’’Nåh, vi har da i det mindst to ting at gå efter: Fyren er syg i hovedet og højst sandsynligvis blind.’’

Lavi er den der ser ud til at komme sig hurtigst over chokket over synet af genfærdene, for den rødhårede eksorcist lægger nu armene over kors med et kæmpe grin spredt udover læberne;

’’Jeg glæder mig til at se Komuis ansigt, når vi fortæller ham om det her.’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...