D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2017
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
46Kommentarer
8824Visninger
AA

20. KAPITEL 13: Beskidt uskyld [del 1.]

 

’’Hvor i alverden angriber de fra?!’’ Kirasha tænder bides automatisk hårdt i, samtidig med at hun og Kanda har sat i løb for at lede efter den hurtigste vej op på taget. Det viser sig dog hurtigt, at labyrinten af gange de befinder sig på ikke just har tænkt sig at ende, så en løsning ender med at blive et vindue.

’’Himlen. Området omkring anstalten er ryddet for træer, din idiot. Giver det ikke sig selv?’’

Denne gang vælger hun ikke at lade sig hidse op af hans kommentar, og koncentrerer sig i stedet om at klatre på ydersiden af bygningen. Ikke just fordi det virker sikkert, siden alt de har at holde sig fast i er en sørgeligt udseende tagrende og en række slyngplanter.

For Kirasha er det dog let som ingenting. Hun er i forvejen let og smidig, samt van til at klatre. Der går heller ikke længe før hun befinder sig på toppen af taget. Kanda er ikke langt bag hende – meget til hendes overraskelse – men det har måske noget at gøre med, at hans muskler er mindst lige så smidige som hendes. Ifølge Zeb har han vidst også været i Ordenen længe, længere end ham selv – så han har haft tiden til at træne… Desuden har han også virket ufattelig hurtig i kamp før.

I det øjeblik hun selv sætter fødderne på de halvsmadrede, mosede teglsten, er hun ved at glide ned igen. Måske er det på grund af regnen… Der er dog efterhånden temmelig sikkert, at det bliver svært at skulle forsvare sig sådan her; især hvis grunden under deres fødder er usikker og glat.

Skaderne deres såkaldte fjender – som næsten uden tvivl må være dæmoner – har forvoldt er dog ikke til at se bort fra. Der er større huller i det meste af taget, teglsten er blevet knust og kastet til alle sider. Ude i ly af nogle træerne længere væk har hun også en mistanke om, at nogle level 1 dæmoner har lagt sig til rette for at vente. Lige nu har de dog sat deres skyderi imod anstalten på pause, hvilket giver Kirasha den perfekte mulighed for at se sin såkaldte arena af.

Samtidig begynder Kanda endelig at dukke op fra den anden side af muren. Hun rækker hånden ud, mest for at hjælpe ham op, men til ingens forbavselse ignorerer han den fyrsteligt og svinger sig selv op, let og elegant.

Som om han havde brug for hendes hjælp.

Øjeblikket efter begynder haglene af skud dog at regne igen. Det lilla skær fra patronerne genspejles i de faldende dråber fra oven, hvilket afslører deres ankommen, tids nok til at de to eksorcister enten kan nå at undvige eller parere med deres nu aktiverede våben.

’’Der er mange af dem, ’’ ånder Dødsridderen med de gyldenbrune lokker, der efterhånden er blevet gennemblødte og danser igennem luften, samtidig med at hun undgår de virusfyldte skud, ’’Men hvorfor? Det er jo ikke ligefrem fordi, at der har været noget spor efter den innocence vi leder efter.’’

’’Lige nu er ikke ligefrem et fantastisk tidspunkt at stille spørgsmål!’’

Svaret kommer ikke bag på hende, men det gør hans næste træk til gengæld. For idet han svinger det lange, slanke sværd igennem luften, frigøres så stor en mængde af energi, at nogle af trætoppene brutalt får flået store mængde grene af – en eksplosion derefter afslører, at han i hvert fald har ramt én af dæmonerne og at den i hvert fald er blevet destrueret.

’’Haa, koldt… ’’ mumler hun dog bare for sig selv, da han sekundet efter fortsætter med et spring fremad – sikkert for at forberede sig på den næste træk fra dæmonerne side. Og der går heller ikke lang tid, før de store, metalbolde svæver opover de grønne blade.

Hvad de helt præcis har tænkt sig at gøre, ved hun ikke. Men én ting er sikkert; Og det er, at det får de ikke chancen for. Inden for de næste sekunder har nemlig både Kanda og Kirasha formået at svinge deres våben i samme retning, måske en anelse for tæt på hinanden…

… Faktisk er det så tæt, at Kirasha føler sig nødsaget til at læne sig bagud for at sikre sig, at spidsen af Kandas katana ikke snitter hendes strube over i stedet for dæmonens. Samtidig formår hun at slynge armene om bag sig og får derved jaget begge sine kortsværd brutalt ind i dæmonens midte. Lyden af metallet der skæres som var det blødt smør skriger, men forsvinder hurtigt derefter, da hendes kollegas våben er uden for rækkevide og derfor tillader hende at rette sig op igen.

Sekundet efter lyder endnu et brag, og også denne dæmon er gået til grunde.

Kampen går hurtigt, på trods af de næsten tyve dæmoner der har sat sig for, at skulle dræbe disse to. Alligevel tager den en uventet drejning, da de skud der sendes efter dem pludselig fordobles flere gange.

Det bliver sværere at undvige og parere, selv for Kirasha der har begge sine kortsværd. Og det viser sig hurtigt at blive en endnu større udfordring, da selv den mere eller mindre glatte grund forsvinder under hendes fødder.

Loftet er enten blevet overbelastet eller beskadiget nok af dæmonernes skud. Grunden kan velsagtens være ligegyldig, for den kommer ikke til at ændre det faktum, at Kirasha i det næste millisekund hænger vægtløs i luften, for derefter at brage hårdt ned i den næste etage med ryggen først.

Luften bliver øjeblikkeligt slynget ud af hende, og gør det svært at se klart i et stykke tid. Og imens hun febrilsk forsøger at tvinge ilten ned i lungerne igen, samt komme på benene, skyder en voldsom smerte igennem hendes venstre skulder.

’’Eh…?’’

Som var tiden gået i stå, er hun kort i stand til at se en række purpurrøde dråber flyve igennem luften. Allerede inden de rammer jorden, ved hun, at det er hendes eget blod. Hun ved ikke helt hvordan én af dæmonerne har kunnet nå at ramme hende, men følelsen er uvant – hun er aldrig blevet skudt før og havde egentlig heller ikke regnet med, at hun ville blive det.

Stadig en smule fortumlet efter sit fald, er hun ikke i stand til at mærke smerten i første omgang… Men det er heller ikke smerten, der er det værste: Det er den brændende følelse der fylder såret, som havde nogen tværet salt i det – eller værre.

Samtidig begynder den stikkende følelse at brede sig, langs hendes nakke, hals kæbe, og hele venstre arm. I starten er der ikke noget at se, men derefter dukker de op. Små, sorte pentagramstjerner, der spreder sig som pletter af maling på hendes hud. Earlens tegn. Stjernen. Hvilken bitter ironi.

Dette er virussens form. Først virker den som små, elegante, brændende tatoveringer på huden, derefter begynder den at æde dig op indefra. Får kroppen til at brænde sig selv til støv… Eller, sådan ville det jo nok have været endt for Kirasha, hvis ikke hun var den såkaldte parasittype innocence;

For ikke mange sekunder derefter, lukker hun øjnene kort og frigør et kraftfelt af energi, der øjeblikkeligt får de sorte stjerner til at søge tilbage imod såret, hvorefter de forsvinder som en illusion – som om de aldrig havde været der.

’’Parasittyper er immune, grundet at deres innocence er i direkte kontakt med deres krop.’’

I et kort øjeblik lukker hun øjnene dovent i, for at huske sig selv på Zebs ord. Han havde ret. Hun er immun.

Det er også først nu – temmelig pludseligt – at den blåøjede eksorcist føler sig nødsaget til at bide tænderne hårdt sammen. Såret i hendes skulder er ikke slemt, men alligevel bider smerten efterhånden til. De hvide områder på hendes uniform er efterhånden blevet plettet med rødt, og derfor trykker hun hårdt den anden hånd imod det, i et sølle forsøg på at stoppe blødningen.

’’Gah… ’’ ånder hun lavt og må tage en række dybe indåndinger derefter, for at ignorere hvor ondt det egentlig gør, ’’Haa, hvis ikke virussen dræber én, så gør smerten i hvert fald…’’

Kort overvejer hun, hvordan hun skal kunne komme op på taget igen, for hun føler ikke just for at klatre, som hendes skulder har det nu… Men det viser sig hurtigt, at hun ikke skal bekymre sig for meget om dét, for øjeblikket efter dukker den altid irriterede eksorcist op ved det hul i taget, som hun formåede at falde ned fra.

I et par sekunder mødes deres øjne; Kandas sølvgrå og Kirashas himmelblå. Og det tager dem et stykke tid at løsrive blikkene, imens de endnu ikke siger noget… Inden længe ser det dog ser ud til, at Kanda ikke kan holde et irriteret fnys tilbage, hvorefter han vender rundt på hælene, sikkert for at lade sin opmærksomhed vende tilbage til dæmonerne.

… Han når dog aldrig at vende sig helt om, inden han føler sig nødsaget til at træde et skridt tilbage, grundet et hårdt stød imod den ene arm. Allerede inden den efterfølgende smerte skyder ind og han begynder at bløde for alvor, ved han godt hvad der er sket: Han tillod sig ikke at fokusere nok…

Og derved formåede én af dæmonerne at ramme ham.

Et bittert tch slipper ukontrolleret ud imellem læberne på ham, hvorefter han i stedet klemmer fingrene hårdere om skæftet på sit katana og lader sig falde bagover – meget til Kirashas overraskelse, da det åbenbart tager hende et stykke tid at opdage, hvad der skete.

Kanda lander dog alligevel let og elegant på benene på etagen Kirasha også befinder sig på og retter sig derefter op, samtidig med at han slår en række irriterede smæld med tungen, ’’Fandens...’’

Samtidig står en forvirret Kirasha ved siden af ham og prøver at granske situationen. Hendes evne til at tænke klart, bliver dog endnu engang afbrudt af Zebs stemme i hendes hoved;

’’Equipment-typer er nok den mest almindelige type, men vi er bare ikke immune. Hvis vi kommer til at indhalere gasserne fra en destrueret dæmon eller bliver ramt af et skud, dør vi.’’

Hun ved udmærket godt hvad det betyder… For i modsætning til hende selv, er Kanda ikke en parasittype.

’’H-Hey, er du-…?’’ hun ville nok have spurgt ham, om han var okay, men lige nu føles hendes hals tør som en sandgrav.

I et kort øjeblik bliver der stille, men så fnyser eksorcisten med det natsorte hår bare, inden han pludselig griber fat i den lave Dødsridders uniform og trækker hende med sig længere ind i bygningen, væk fra det store hul i taget, hvor stråler af vand efterhånden er begyndt at løbe ned.

Ligesom med Kirasha, begynder de sorte stjerner inden længe at danse på hans hud. Afslører, at virussen allerede har spredt sig tilstrækkeligt igennem såret. Klumpen i Kirashas hals bliver hurtigt større da hun kort betragter dem, for selvom hun absolut ikke bryder sig om denne mand, ser hun ingen grund til at han burde dø… Og der værste af det hele er, at hun ikke har nogen anelse om, hvad hun skal gøre…

Og så sker der pludselig noget mærkeligt: Idet hun kommer til at fokusere på det mørkrøde sår, begynder en svag, hvidlig tåge at ryge derfra – det syder nærmest. Samtidig er det som om at huden begynder at vokse ind over det blodige kød, overlapper det; Lukker det.

Inden for få sekunder er det såret fuldstændig forsvundet, og alt det efterlader er indtørrede bloddråber og hullet i Kandas uniform. Selv de sorte stjerner der før prægede hans ansigt, kæbe og hals er som forduftet. Væk. Helt væk.

’’Hvordan…?’’ er alt hun kan få presset ud imellem sine læber, imens Kanda stadig trækker hende efter sig, ’’Jeg troede… At du var en equipment-type?’’

’’Jeg heler hurtigere end andre mennesker, ’’ lyder svaret. Kort og kontant. Ikke specielt uddybende – det lyder faktisk næsten latterligt i hendes ører – men hun tør ærlig talt ikke spørge mere ind til det.

’’Hvorfor går vi fra kampen? Der er stadig andre dæmoner derude-… HEY, hører du overhovedet efter?’’

Så stopper han endelig op, skubber hende fra sig med en yderst utilfreds grimasse og lægger armene over kors. Samtidig begynder hendes krop endelig at slappe af, på trods af den skade hun har formået at røve sig. Det bløder heller ikke længere lige så kraftigt, så alt hun har at døje med er smerten.

’’Har du slet ikke lagt mærke til, at den her del af bygningen er anderledes fra den vi gik i før? Da du valgte at vælte din røv ned igennem taget, fik vi en indgang dertil – måske er de andre idioter her et sted.’’

Hun hæver et øjenbryn, spørgende, denne gang ikke helt i stand til ikke at smile skævt;

’’Var det et kompliment, eller…?’’

’’Nej.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...