D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8372Visninger
AA

19. KAPITEL 12: De, der ikke ville glemmes [del 2.]

 

Det er en overvældende stank a mug der fylder hendes næsebor, da hun har bevæget sig tilstrækkeligt ind i anstaltens bygninger. Hun har aktiveret sit nattesyn for at få et bedre overblik, men selv det sølvblå lys der ligger sig over omgivelserne, når hun gør det virker sløret.

Der er simpelthen noget der er så mørkt over det her sted. Så mørkt at det har lagt sig som en uigennemtrængelig tåge, som ikke engang hun kan se igennem.

Selvom der kun er gået et år siden anstalten blev forladt, er det tydeligt at se, at den ikke er i brug længere. Trægulvet knirker afslørende hver gang hun tager et skridt, væggene er revnede og små slyngplanter er begyndt at vokse ind imellem de tilbageblevne stykker af sten. Stolene og bordene der står rundt omkring er dækket af et tykt lag støv og spindelvæv, og det er ikke til at tage fejl af, at skoven vildt ikke har tøvet med at bevæge sig derind, hvilket undrer hende.

Hun ville ellers have været overbevist om, at den uhyggelige energi der omgav stedet ville have holdt dem på afstand. Åbenbart ikke.

Stedet ligner til dels en hærget sygestue, men det har sikkert været mere eller mindre elegant engang. Og dog. Det er tydeligt at det ikke har været tilgængeligt for offentligheden, når hun tænker på murene udenfor. Og det er heller ikke ligefrem fordi at anstaltens inderside trækker specielt meget i hende.

Der er døre overalt og gangene virker evige. Hun aner ikke hvor hun bevæger sig hen, for der er ikke engang sporet af vejledningsskilte. Heller ikke på dørene. Og indtil videre har hun ikke våget af åbne nogen af dem.

Enkelte har dog stået åbne og afsløret deres indhold; Blandt andet et rum med en stor stol betrukket med læder og store spænder, der sikkert skulle fastgøre patienterne under deres undersøgelser… Eller forsøg. Det lød ikke ligefrem som om, at anstaltens personale havde været meget… Omsorgsfulde med deres patienter.

Selvom det efterhånden er svært at se – grundet et tykt lag af gråligt støv – ligger der overalt rustne kirurgknive, snuskede pilleglas der virker tomme, sakse og andet lægegejl. Og selvom hun stærkt prøver at overbevise sig selv om, at det bare er rust, ligner det, at der er indtørrede pletter af blod på de fleste af instrumenterne.

’’Makabert… ’’ tager hun sig selv i at mumle, blot for at bryde den ulidelige stilhed.

… Det er dog en stilhed hun hurtigt kommer til at savne, da en afslørende lyd af skridt – ikke så langt fra hende – lynhurtigt får hende til at deaktivere sit nattesyn. Næsten lydløst lykkes det hende at presse ryggen hårdt op af den nærmeste fugtige væg, i håbet om at kunne skjule sig for vedkommende – eller dét – der nu er på vej i hendes retning.

Lige nu kan hun bare ikke gøre andet end at krydse fingre for, at dét ikke hørte hende lige før. Til gengæld pirrer det hende gevaldigt, at hun ikke er i stand til at se vedkommende, der lige nu har kurs imod stedet hun stod før.

Pludselig standser skridtene, og til Kirashas chok er det lige foran hende. Og hvis ikke hun i forvejen havde haft en nagende følelse af, at noget var galt, havde hun måske ikke nået at aktivere sin innocence og samtidig dukke sig i tide.

De blålysende sværd afslører øjeblikkeligt hendes tilstedeværelse, men hun er nu alligevel glad for, at hun formåede at krydse dem over hovedet og derved redede sin pandeskal fra at blive kløvet i to, af en indtil videre ukendt klinge. I et par sekunder tør hun ikke åbne munden, af frygt for at miste sin koncentration i mørket – som hun i forvejen har problemer med at se igennem lige nu – og derved enten træde forkert eller fejlbedømme sin angribers træk.

Lyden af to klinger der smadres skånselsløst imod hinanden fyger igennem stilheden som et smertefuldt skrig de næste sekunder, og allerede dér går det op for Kirasha, at det næppe kan være et genfærd. Præcitationen selv i mørket er simpelthen for gennemført. Og derfor springer hun hurtigt til siden, da hun trækker sine kortsværd tilbage, for at undgå det andet våben.

’’Hey, vent!’’ når hun at afbryde, inden våbnets bærer når at angribe igen. Og sekundet efter aktiverer hun igen sit nattesyn, hvilket med det samme afslører, at hun kender vedkommende der angreb hende. Eller, det regner hun i hvert fald med at hun gør. Angrebsmetoden virkede nemlig genkendelig på et eller andet punkt. Og det viser sig hurtigt, at hun har ret, da hun endelig fanger sin modstanders ansigtstræk.

Kølige øjne, hårdt sammenpressede læber, en yderst bitter kropsholdning.

Kanda.

’’… Ah, det er bare dig…’’ lyder der derefter næsten ligegyldigt – og stadig en anelse lettet – fra dem begge. Kirasha ved dog ikke helt om hun er fornærmet eller imponeret over, at han selv i mørket kan regne ud, at det er hende. I starten mistænker hun, at hendes stemme må have afsløret hende, men derefter ruller hun opgivende med øjnene af sig selv.

Selvfølgelig er det hendes øjne, som han har genkendt hende på. Med det skær de gengiver, er det jo næsten umuligt ikke at gætte.

’’Din idiot, du kunne godt have gjort dig til kende lidt før!’’ uden rigtig at kunne kontrollere det, bliver hun automatisk en smule vred over, at han bare uden videre angreb, selvom han ikke havde den fjerneste anelse om, hvem han svingede sit katana efter, ’’Du var tæt på at ramme mig i hovedet med dit sværd. SÅ. TÆT!’’

Med tommel- og pegefinger presset tæt ind imod hinanden, forsøger hun irriteret at vise, hvor dumt hun ærlig talt synes det var – men Kanda kan tydeligvis ikke være mere ligeglad. Specielt fordi han i forvejen ikke kan se andet end hendes stærkt lysende øjne, hvis genskær flammer blåt på hans blanke sværdklinge.

I stedet ruller han blot med øjnene, ’’Hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde ramt. Så ville du måske holde mund for en gangs skyld.’’

 Det tager Kirasha en række krampagtige og yderst hidsige vejrtrækninger ikke at springe på ham, for at kvæle ham. Hvordan han bærer sig ad med at være så frygteligt arrogant, ved hun ikke helt, men efterhånden går det hende mere end på – hvorfor er det, at han har så stort et problem med hende?

’’Anyway, ’’ med en hånd kørt igennem sit løsrevne hår, tillader hun sig nu engang at tale alligevel, ’’Har du set nogen af de andre? Jeg fik et blackout, så jeg aner ikke hvordan jeg endte her… ’’

’’Pffftt…’’ mørket ville nok ellers have skjult det, men Kirasha kan tydeligt se det lille, skæve og yderst hånlige smil der finder plads på Kandas smalle læber, ’’Ynkelig, er du ikke?’’

’’Du besvarede ikke mit spørgsmål, nar.’’

’’Hvem sagde jeg havde tænkt mig det, dowāfu?’’ den sidste tilføjelse er på japansk, og hvis ikke udtalen lød næsten præcis som den gør på engelsk, havde hun næppe regnet ud, hvad det betød.

’’Køter!’’ giver hun igen – denne gang på dansk – for at understrege overfor ham, at hun udmærket vil være i stand til at fornærme ham på et sprog han ikke forstår. Det var fordelen ved, at hendes forældre kom fra hver deres land; Hun havde muligheden for at lære begge sprog.

Ingen af dem virker de næste fem minutter til at gide opføre sig voksent og komme videre; Tværtimod virker det næsten vigtigere at svine hinanden til på forskellige sprog, selvom de ikke har den fjerneste anelse om hvor deres såkaldte kollegaer befinder sig.

Deres heftige skænderi bliver dog med ét afbrudt, da en unaturlig kølig brise fyger igennem lokalet i sådan en fart, at de begge bliver tavse.

’’Det er dem, ’’ ånder Kirasha så endelig, imens noget der kunne mine om et pirret udtryk sættes i hendes forvejen dæmonisk udseende øjne.

’’Hm?’’ lyder det fra den tarvelige eksorcist ved siden af hende, der ikke just virker til at bekymre sig om deres situation på nogen måder.

’’De, der ikke vil glemmes, ’’ citerer hun og trækker i det næste på skuldrene, ’’Det har det skide genfærd også kun nævnt over for mig en million gange nu.’’ Tænkende tillader hun sig at skyde underlæben en anelse frem, men stopper i det næsten bevægelsen, da den genkendelige barnestemme pludselig lyder i hendes hoved igen;

’’Korrekt. Du lærer hurtigt, Dødsridder. Tør du kende til vores hemmelighed?’’

En anden ting der nager Kirasha er det faktum, at genfærdet har gættet hendes identitet som Dødsridder og nu også ved, at det vil kunne plage hende for evigt, hvis det ønskede det.

… Og hvad er det for en hemmelighed, som de efter sigende skulle have?

’’Typisk genfærd!’’ bander hun så for sig selv, tydeligvis bitter over, at de altid skal gøre selv de mindste ting til en gåde. Lige nu er denne hemmelighed dog ikke hvad der fylder hendes hjerne mest: Hun vil hellere vide, hvad der blev af Lenalee, Lavi og Bookman, for hun tvivler stærkt på, at de er blevet ladet i fred.

Imens hun hidsigt begynder at gå, modtager hun dog bare et ligegyldigt, hævet øjenbryn fra Kanda.

’’Har du en dårlig vane med at snakke til dig selv, eller hvad?’’

Lige nu magter hun bare ikke helt hans spydigheder, så hun vælger at rulle irriteret med øjnene og ignorerer det han sagde. Yu Kanda er simpelthen så belastende på alle punkter lige nu – og så gider hun ikke forklare ham Dødsriddernes forbindelser til de døde.

 

Deres mundhuggeri tager dog ikke rigtig nogen ende, heller ikke da de efterhånden har bevæget sig langt rundt i de mere eller mindre ens korridorer. De har ikke set noget til de andre, og som minutterne snegler sig afsted og bliver til timer, bliver de kun mere irriterede på hinanden.

Og så går det pludselig op for Kirasha – midt i at hun er ved at kalde sin højtelskede kollega en klaphat – at hun er en idiot:

Deres golems for pokker – De burde kunne få fat i de andre, hvis deres golems er tændte!

Og derfor afbryder Kirasha med det samme Kanda, inden han kan nå at give igen, imens hun knapper sin krave op, for at frigøre den lille maskine, der tidligere hvilede sig dér og sikkert er gået på standby.

’’Det er et ret upassende tidspunkt at smide tøjet, Mini.’’ Noget der kunne minde om et fnys undslipper Kandas læber, imens den blåøjede eksorcist ved siden af ham kort hæver hovedet, for så endelig at række tunge af ham.

Noget inde i hende er faktisk overrasket over, at han har vendt hovedet væk.

’’You wish, huh?’’ uden rigtig at tænke over det, smiler hun blot et skævt, drillende smil, velvidende om at det sikkert kommer til at provokere ham, ’’Beklager, men du er den sidste person jeg ville smide tøjet foran.’’

Få øjeblikke efter har hun endelig fået aktiveret Void, der bagefter placerer sig på hendes skulder. Men inden hun kan nå at få sagt noget, afbryder eksorcisten med de stålgrå øjne hende;

’’Det virker ikke, din idiot. Tror du ikke jeg har prøvet?’’

Hun puster blot kinderne aggressivt op som svar, som var hun en anden ballon, ’’Hvorfor nævnte du det ikke før? Er forbindelsen brudt eller hvad?’’

I et par sekunder stirrer han bare ligegyldigt på hende, inden han endelig vender rundt på hælene, så den mørke hår står efter ham som en vimpel, ’’Tch… Ingen anelse.’’

Noget der kunne minde om et opgivende suk slipper ud imellem læberne på Kirasha, da hun med blikket følger den høje, japanske eksorcist, imens han bevæger sig i forvejen. Han har slet ikke kommenteret på, hvor lang tid de er gået. Er han ligeglad?

Højst sandsynligvis, det er jo ikke noget nyt, påminder hun sig selv og trækker på skuldrene. Så beslutter hun sig – med en række hastige skridt, der til dels kunne minde om løb – for at komme op på siden af ham igen.

Idet hun sænker farten, lyder der så stort et brag, at bygningen dirrer og grunden under deres fødder knirker faretruende. Puds er samtidig begyndt at falde fra loftet, og selvom de to eksorcister ikke har kunne nå andet end at se på hinanden, har de vidst begge regnet det ud;

De har fået gæster.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...