D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2017
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
46Kommentarer
8668Visninger
AA

18. KAPITEL 11: De, der ikke ville glemmes [del 1.]

 

Hjertet sidder næsten i halsen på Kirasha, da hun sænker hånden og sender Lenalee et blik der tydeligt siger, at hun lige kan vove på at tage et skridt til.

Hun ved ikke helt præcis hvor dette genfærd kommer fra, men de landsbyfolk Ordenen har udspurgt, må i så fald have haft fat i noget. Måske er stedet i virkeligheden hjemsøgt? Den nuværende situation tyder på det, og uden at kunne kontrollere det, fylder en tung følelse hele hendes krop. Det er lang tid siden, at hun har haft det sådan her. Lang tid siden, at hun har skulle kæmpe så hårdt for at holde sin krop rolig og tankegang afslappet.

For ligegyldigt hvor meget Dødsridder hun er, er hun stadig lige så rædselsslagen for disse underjordiske skabninger. De hører ikke til her.

… Men det gør hende og Lenalee heller ikke. De har betrådt grund, som tilhører dette genfærd. Og det er i sig selv en handling, der ikke kan tilgives iblandt de døde.

’’Hvad er det? Er det ikke bare… Tåge?’’ Lenalee har sænket stemmen tilstrækkeligt, nok til at Kirasha føler, at hun kan svare hende.

’’… Nej.’’ Ånder hun og kan stadig mærke hjertet pumpe ustandseligt i sin brystkasse, velvidende om at den yndigt udseende eksorcist ikke kan se genfærdets præcise træk, ligesom hun selv kan. Og det skal hun prise sig lykkelig for, ’’Landsbyboerne havde ret. Det dér er hvad de var så bange for.’’

’’Et spøgelse?’’ noget i Komui’s lillesøsters stemme lyder denne gang en smule anderledes. Ikke fyldt op med frygt, som folk normalt ville være, når man snakkede om genlevende døde. Tværtimod, virker hun en smule nysgerrig. Og et eller andet inde i Kirasha, kan ikke lade være med at være naget af det – trods alt er hun jo selv skidebange for dem, ’’Hvad gør vi så?’’

Kirasha behøves slet ikke at svare hende, for i det næste sekund vender genfærdet sig rundt i en skræmmende hurtig bevægelse, som hun kunne have svoret på, ville brække dets nakke under normale omstændigheder.

Og dets ansigt er frygteligt. Vansiret, næsten ikke humant længere.

’’Typisk. Vi mennesker har en frygtelig tendens til at ville udforske de ting, som vi ikke er herre over.’’

Da hun tænker på Bookmans ord, føles det i et øjeblik som om, at hendes lunger nægter at trække luft ind. Og da det endelig lykkes, ser hun i det næste ind i et sæt tomme huller, hvor der nok engang skulle have siddet øjne.

Synet er intet andet end elendigt og Kirasha gør intet for at skjule det. På et eller andet punkt ser det ud til at more genfærdet tilstrækkeligt, nok til at det rækker sin ene hånd ud og selvsikkert griber fat i hendes hånd, med den ene det selv har tilbage.

’’Vi vil ikke glemmes.’’

Følelsen af et sæt kolde, snaskede fingre der lukker sig om hende, får automatisk den blåøjede Dødsridder til at ønske, at hun var langt væk lige nu. Hun tør dog ikke slippe den, af frygt for at provokere den døde pige foran hende – genfærd har en tendens til at hjemsøge én i ubehagelig lang tid, hvis det lykkes én at pisse dem af.

Alligevel er der noget der forvirrer hende, da den stilfærdige, rustne pigestemme når hendes ører. Hun kan skimte Lenalees forvirrede blik i baggrunden, men beslutter sig så endelig for kun at fokusere på det umenneskelige væsen foran hende.

’’I får ikke lov til at glemme os.’’

’’Hvem er I?’’ pludselig tøver hun ikke længere. Ordene der slipper ud imellem hendes læber er ikke noget sprog, som mange dødelige kender til. Nogle kaldte det Dødsriddernes nøgle til at kunne kommunikere med den åndelige verden. Et fælles sprog, som i andres øregange ville lyde som en makaber blanding af volapyk, latin og fransk.

’’Vi? Du taler vores sprog. Du forstår os, kan se os, føler os. Spørgsmålet her er ikke hvem vi er, men hvem du er.’’

I et par sekunder bliver der stille. Nok til at man lægger mærke til, hvor vindstille der er i den kæmpemæssige skov. Ikke engang dryppen af vand fra træernes blade eller vindens rusken i kronerne foroven kan høres. Ingenting. Stilhed.

’’Vi har en bror, ’’ genfærdet lægger langsomt hovedet på skrå, imens nakken siger en række ubehagelige lyde, ’’Én der stadig færdes iblandt de levende. Han bærer skylden i det hele. Han burde ligge i graven med os andre. Og det...’’

Genfærdets ene hånd trækker sig pludselig tilbage, inden den lader en enkelt finger lege med sølvknapperne på Kirashas uniform, ’’Burde I også.’’

I det næste øjeblik føles det som om, at Kirashas hoved skal til at eksplodere. En skinger og alligevel uhyggeligt rungende lyd fylder hele hendes tankegang op og gør hendes synsfelt slørret. Hvad værre er, at iblandt al larmen i hendes hoved, dukker en række stemmer op én efter én. Hun kan kun tyde få ord der bliver sagt, for det meste er kun en utydelig hvisken.

For nogle ville det måske kun være en smule støj, men lige nu har hun det som om, at hendes ansigt kunne eksplodere imellem hænderne, som hun har sat op for ørerne, i et mislykket forsøg på at holde stemmerne ude.

Og inden hun når at tænke meget længere over det, bliver hun overvældet af fornemmelsen af at drukne…

 

*******

 

Luften er svær at trække ind i lungerne, da det med rigeligt besvær lykkes hende at slå øjnene op. Det første der møder hende er sort, men der går ikke lang tid, inden hendes øjne har vænnet sig til mørket – på trods af at hun enten lige er blevet slået ud eller blot besvimede. Hun har ingen idé om hvor hun befinder sig, men det føles som om flere kilo tunge sten er blevet bundet om hendes skuldre, for at trække hende nedad.

Der er fast grund under hendes krop. Det føles som brosten – og meget til hendes overraskelse, ligger de organiserede og jævnt. Det betyder i så fald, at hun ikke længere kan befinde sig i skoven.

Noget i hende tør ikke aktivere hendes nattesyn, af frygt for at de blålysende iriser vil afsløre hendes tilstedeværelse.

Men overfor hvem?

Hun ved det ikke helt. Hun kan ikke fornemme tilstedeværelse fra andre. Hun er alene, og det gøres hurtigt klart for hendes endnu slørede hjerne, da en blid vind fanger hendes lange, gyldenbrune lokker. Hvornår har de løsrevet sig fra fletningen?

… Og hvordan er hun havnet her?

’’Hvor…?’’ skal hun til at spørge sig selv, men halsen virker pludselig tør som sand og nægter dermed at lade de rette ord slippe ud.

Stadig for tung i kroppen til at rejse sig, nøjes hun med at samle kræfter i hagen og hæver dermed ansigtet en smule. Og selvom mørket og hendes rungende hoved forhindrer hende i at se klart, kan hun stadig ane sine omgivelser.

Hun tog fejl. Hun befinder sig stadig i skoven, det afslører en række grene i horisonten Men i stedet er hun endt det sted, som hende og Lenalee ledte efter:

Sindssygeanstalten.

Det er bygget usædvanligt. Ligner næsten en lille herregård, da der er en stor, lukket træport, holder hende indespærret i anstaltens åbne gård. Høje murstensmure forhindrer hende i at kunne stikke af, og det eneste sted hun faktisk vil kunne gå, er imod selve anstaltsbygningen.

Først nu går det også op for hende, at Lenalee er væk.

Den pulserende stilhed er måske hvad der endelig får hende kæmpet på benene, selvom det er hårdt. Stedet her er omringet af en tyk tåge af ubehag og drypper næsten af en lurende, mørk kraft, der automatisk får hende til at presse neglene hårdt ind i kødet på indersiden af hendes hænder

Lige umiddelbart er der noget inde i hende der skriger, at hun burde tage flugten herfra. Hun har ingen synlige sår – udover dem fra træernes grene – på kroppen, og hun har ikke ondt nogen steder udover i hovedet, så hun forstår ikke, hvordan hun er endt her.

Men én ting er sikkert: Det her sted er på et andet level af farligt, end hvad hun normalt har været van til.

’’Lenalee?’’ spørgende lader hun Komui’s lillesøsters navn rulle på tungen, da det endelig lykkes hende at tale, men alt der besvarer hende, er en rislende lyd af visne blade, der fyger stilfærdigt henover de glatte brosten under hendes støvler.

I det næste bliver blæsten dog pludselig stærkere og et stærkt vindstød tvinger hende et skridt fremad. Samtidig slås den sørgeligt udseende dør til anstalten også op, og hun behøves ikke engang blinke med øjnene, før hun ved at det er et tegn på, at hun vil kunne finde sin veninde derinde.

’’Lad mig fortælle dig én gang til, hvem vi er. Du ved det jo godt, Dødsridder. De, der ikke ville glemmes.’’

Idet stemmen lyder i hendes hoved, lykkes det hende at vende kroppen tilstrækkeligt hurtigt rundt, til at fange skikkelsen af den lille pige – genfærdet fra før – i mindre end et sekund, idet hun forsvinder som gennemsigtigt støv igennem én af murene omkring hende. Derefter fyldes luften af et rungende barnegrin, som derefter efterfølges af flere. Der går dog ikke længe, inden den efterhånden kraftige vind overdøver det og efterlader Kirasha alene igen.

 Denne gang bider hun arrigt tænderne sammen og spænder så hårdt i fingrene, at hendes knoer bliver hvide. Så vender hun rundt på hælene og genvinder med et ryk kontrollen over sin egen krop, inden hun uden at holde tilbage råber ud i luften;

’’Det er meget muligt, men de døde burde ikke vandre rundt iblandt de levende!’’

Så stryger hun vredt en hånd igennem det vildt udseende hår, inden hun begynder at trave imod anstaltens dør. Og hun tøver ikke et eneste sekund, da hun træder ind i ad den rådne dørstærskel og påbegynder et nyt mareridt…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...