D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8372Visninger
AA

17. KAPITEL 10: Pligt [del 2.]

 

’’En… Skov?’’ det er næsten umuligt at tage fejl af skuffelsen i Lavis stemme, da de efter nogenlunde en halv dags rejse i tog, endelig når deres bestemmelsessted. Turen havde egentlig været okay, på trods af Kirashas og Kandas bitre mundhuggeri det meste af tiden – Komui ombestemte sig nemlig på ingen måder, trods Kandas trusler og brok om at være et team med hende. 

Noget der kunne minde om et opgivende smil finder plads på Lenalees læber, inden hun stryger en lok blæksort hår væk fra sit ansigt og kigger i de papirer de har fået udleveret, ’’Hvis du havde læst de oplysninger vi fik udleveret, ville du vide, hvad vi skal derinde.’’

’’Vel bare det sædvanlige, ’’ den rødhårede eksorcist trækker på skuldrene, ’’Paranormal aktivitet begynder at opstå, innocence er oftest grunden og vi skal finde den inden dæmonerne gør. Behøver jeg at uddybe? Anyway, hvad er fænomenerne denne gang?’’

’’Folk er i den sidste måneds tid forsvundet derinde og skyggelignende skikkelser er blevet set. Folk siger at skoven er hjemsøgt, efter en massakre for snart et år siden.’’ denne gang er det Kirasha der svarer, imens hun en smule fraværende bladrer sine ark igennem.

’’En massakre? Der lå en landsby derinde, eller hvad?’’

’’Nej. Et hospital... Selvom det nok nærmere blev betegnet som en sindssygeanstalt.’’

Lavis ansigtsudtryk fortrækker sig i en utilfreds grimasse, inden han stilfærdigt mumler, ’’Skønt, lige hvad jeg følte for.’’ Sarkasmen er næsten ikke til at bide sig igennem.

’’Anstalten var ikke dokumenteret. Den var opført ulovligt, skjult fra omverdenen og var mere eller mindre et sted for ustabile forsøgskaniner.’’ Bitterheden i Bookmans stemme er ikke til at tage fejl af, da den lille mand åbner munden, ’’Typisk. Vi mennesker har en frygtelig tendens til at ville udforske de ting, som vi ikke er herre over.’’

Noget inde i Kirasha fortæller hende, at Bookman efterhånden må have været vidne til lidt af hvert – især med hans alder og erfaring. Der er ingen tvivl om, at det ikke bare er noget han siger.

Han har oplevet hvor forfærdelig menneskeracen kan være.

Med et skuldertræk, der efterfølges af et par langsomme ryk med nakken, lader hun derefter blikket glide ned af sig selv og uniformen hun nu endelig bærer. Den er en smule anderledes i forhold til de andre. Har ingen kappe og kun en håndledsbeskytter på den ene arm, i stedet for et ærme.

Den er fleksibel og praktisk at bevæge sig i – meget til hendes lettelse – og så har den også en hætte, hvilket hurtigt kommer til nytte, da himlen inden længe åbner sine sluser og det står ned med vand.

De kølige dråber generer utroligt nok ikke hendes ene, bare arm, tværtimod føles det nedkølende på en behagelig måde. Og på trods af at de andre fire eksorcister ser ikke ud til at være udstyret med andet end deres synlige uniformer(måske lige med undtagelse af Lenalee, der udover sin uniform også er iført en lang, kjolelignende kappe), virker det ikke som om de fryser.

’’Så, hvad er planen helt præcis?’’ tillader hun sig så at spørge.

’’At finde ud af om innocence er skyld i fænomenerne, giver det ikke sig selv, din idiot?’’ lyder det pludselig fra Kanda, der indtil videre har været stille. Og stod det til Kirasha, ville hun gerne have, at han blev ved med at være sådan.

’’Ih, beklager meget at jeg spurgte, Køter, ’’ hun lægger armene over kors og vender det hvide ud af øjnene, en respons der åbenbart får manden ved siden af hende til at knurre vredt.

Det er dog Lavi der når at åbne munden, inden de to springer i struberne på hinanden:

’’Og hvad hvis det ikke er innocence? Tror I så stedet er hjemsøgt?’’ på trods af at han er en eksorcist, synker den rødhårede Bogmand den klump han har i halsen, imens hans lærermester blot giver ham et los over skinnebenet – meget til hans utilfredshed, ’’Hey, jeg spurgte bare!’’

’’Lige nu er et dårligt tidspunkt at være bange for spøgelser, kvajpande, ’’ lyder det skældende fra den gamle mand, ’’Og selv hvis det skulle komme så vidt, skal du prise dig lykkelig over, at du ikke har muligheden for at se dem.’’

Da han fuldfører sin sætning, vender han pludselig blikket i retningen af Kirasha og de får øjenkontakt. Det er en handling så diskret, at det næsten skræmmer hende.

Bookman ved tydeligvis en del om Dødsridderklanen. I hvert fald dét, at de er i stand til at kommunikere med genfærd og lignende, det er der ingen tvivl om. Men det hun kunne spotte i hans blik var ikke kun medfølelse. Der var også noget andet.

Forventning?

Måske. Hun tør ikke drage nogen konklusioner, for hun har før taget fejl. I stedet vælger hun at ryste det af sig, som var det blot støv i hendes tankegang.

 

Det viser sig hurtigt, at hun var uopmærksom i lidt længere tid end hun havde troet, for ud af ingenting har Lenalee grebet hendes hånd, ’’Jeg går i hvert fald med Kirasha.’’

’’Eh?’’ tager hun sig selv i overrasket af udbryde. Der bliver dog ikke langt meget mærke til det, for øjeblikket efter protesterer Lavi;

’’Ladies, det går ikke. I er jo-…’’

’’Piger?’’ lyder det spørgende fra Lenalee, der straks efter ranker ryggen stolt, ’’Og hvad så? Siger du, at vi ikke kan udføre arbejdet på grund af det?’’

’’Altså, nej, det var ikke… ’’ det var tydeligvis hvad eksorcisten med klappen for øjet mente, og han vælger af kloghed at lukke munden, inden har får sagt noget dumt. Det varer dog ikke længe, inden han diskret får indsmuglet et, ’’Men hvad hvis I bliver angrebet?’’

Denne gang er det dog Kirasha der bare trækker på skuldrene. Hun er ikke helt inde i samtalen, men hun vælger af en eller anden grund at tage Lenalees side, ’’Well, nogen har vidst glemt, at vi er eksorcister. Jeg tror, vi kan håndtere det.’’

Hun modtager et taknemmeligt nik fra den unge kvinde ved siden af hende, der derefter ser afventede hen på Lavi, der nu ser ud til at give op.

’’Haa, så går jeg med pandaen. Hvad med dig, Yu?’’

Inden han når at få noget svar, har Bookman sparket ham hårdt i knæhasen og Kanda knaldet ham én i potten med den del af sit sværd, der endnu ikke er trukket. Den rødhårede Bogmand klager derefter højlydt i et godt stykke tid over deres hjerteløshed.

’’Stop med at kalde mig dét. Jeg går alene.’’

Han begynder allerede nu at bevæge sig ind imellem træerne, inden Kirashas stemme stopper ham;

’’Alene? Er det ikke en dårlig idé, hvis det er så farligt, som Lavi siger?’’

I et par sekunder flytter han sig ikke, men vender så endelig hovedet roligt og sender hende et isnende koldt blik.

’’Nogen har vidst glemt at vi er eksorcister. Jeg tror, jeg kan håndtere det.’’ bider han hende sarkastisk af, samtidig med at han på allerhøjeste, hånlige plan citerer hende. Han lader hende ikke engang få et ord indført, inden han forsvinder ind imellem de mørke grene og i det næste er væk.

’’Provokerende skiderik!’’ hvæser hun derefter så lavt som hun overhovedet kan ind imod træerne, inden hun vender rundt på hælene, griber Lenalees hånd og bittert marcherer i den totalt modsatte retning i skoven. Ikke om hun gider støde tilfældigt på det ulideligt negative menneske, hvis hun kan slippe for det!

Tilbage står en mere eller mindre forvirret Lavi og opgivende Bookman, der kort vender hovederne, for at se på hinanden.

’’…Wauw… De to kan virkelig ikke lide hinanden.’’

 

*******

 

’’Var der slet ikke noget kort over skoven?’’ lyder det fra Kirasha, idet hun for syvogtyvendetusinde gang skubber en vildfaren gren væk, men ved et uheld svipper den lige tilbage i ansigtet på sig selv og uden at kunne styre det, får hende til at frigøre en lang række bandeord, der til alt held ikke er på engelsk. Efterhånden har hun fået flere lange, røde mærker over kinderne, panden og næsen, samt en række rifter efter uventede tornebuske. Lenalee har i modsætning til hende været mere heldig. Hun har også en nogle uundgåelige rifter, men det er slet ikke i samme ekstreme forstand som med Kirasha.

Eksorcisten med de lange rottehaler ryster blot på hovedet, ’’Det havde været mere praktisk, jeg ved det. Men de landsbyboere der gav os de informationer om hospitalet, var ikke meget for at snakke om det. Jeg tror, de har forsøgt at slette alle deres erindringer om det sted. De er bange for det.’’

’’Frygt gør folk mærkelige, ’’ sukker Dødsridderen ved siden af hende, ’’Anyway, hvorfor delte vi os egentlig op?’’

’’Opdeling gør det lettere for os at lede efter anstalten. Desuden kan vi jo stadig kommunikere igennem vores golems, så det går jo nok.’’ hun nikker kort hen imod Void, der har placeret sig på Kirashas skulder igen, ’’… Selvom jeg godt nok må indrømme, at jeg ikke rigtig ved hvor vi er…’’

Noget i hendes smil virker lidt undskyldende, men Kirasha trækker bare på skuldrene med et halvskævt grin, ’’Ærlig talt, det gør jeg heller ikke.’’

Det er overraskende let at føre en samtale med Lenalee, meget til den blåøjede eksorcists overraskelse. Hun har aldrig selv været specielt god til at snakke med piger. Og måske er det fordi, at Lenalee selv har en bror og er vokset op iblandt så mange mandlige kollegaer, at hun kan relatere en smule til hende.

Så sukker hun dog pludselig, imens hun vender de sølvgrå øjne op imod trækronerne, ’’Det er synd at grenene er så tætte. Regnen når ikke engang herned længere… Men det betyder også, at jeg ikke kan tjekke hvor vi er.’’

Uden at kunne kontrollere det, skyder et af Kirashas øjenbryn spørgende i vejret, ’’Hvordan i alverden ville du også tjekke det?’’

Den unge kvinde ved siden af hende, smiler blot kort, inden hun så griber det mørke kjolelignende stof og hiver lidt op i det, for at afsløre et par skræmmende enkelt udseende sko. Og da Kirasha skal til at stille endnu et dumt spørgsmål, når Lenalee at afbryde hende;

’’Min Innocence. Folk i Ordenen kalder dem egentlig bare Black Boots. De gør mig i stand til at… Flyve, i mere eller mindre forstand.’’

’’Så… De er ikke kampdygtige, eller hvad?’’ den brunhårede eksorcist lader forvirret – måske også en anelse overrasket – hånden køre igennem pandehåret.

’’Jo. Selvom de nok ikke er så funktionelle herinde. Det er svært at bevæge sig frit rundt.’’

Hun nikker som svar, for derefter at se rundt i det dunkle landskab. Stammer, grene, rødder og buske, alt presset tæt sammen. Selv hvis man blot er gående, er det svært ikke at snuble nu og da. Hun kan slet ikke forestille sig, hvor problematisk en kamp ville være.

’’I det mindste har der ikke været spor efter nogen dæmoner.’’

’’Jeg har også svært ved at se, hvordan de skulle kunne komme igennem alt det her, uden at rive den halve skov op. De er jo trods alt gigantiske metalkugler.’’ Samtidig med at de begynder at gå igen, skyder Kirasha underlæben tænkende frem.

’’Der findes andre typer dæmoner end bare level 1’ere.’’ Lyder det fra Lenalee, der nu går foran hende, ’’Desto højere level de er i, jo mere fleksible er de. Level 3’ere ville ikke have noget problem med at komme igennem her.’’

’’Level 3’ere?’’ ånder hun, ’’Findes der seriøst sådan nogle? Hvor mange eksorcister skal der lige til, før man kan nakke sådan én?’’

’’Det ved jeg ikke, ’’ indrømmer den sorthårede eksorcist, inden hun kort vender opmærksomheden imod sin følgesvend, ’’Bogmand-klanen har indsamlet informationer i flere generationer om Earlen, og selv nu ved vi ikke meget. Level 3’ere er indtil videre det højeste vi har hørt om… Men af hvad jeg ved, har vi aldrig stødt på nogen. Faktisk, er det sjældent sket, at vi i det hele taget er stødt på en level 2’er.’’

Med et skuldertræk følger Kirasha hende, ’’Jeg indrømmer, at jeg også kun har været oppe imod 1’ere. Red sagde desuden også, at der er stor forskel på deres styrke i kamp, når det kommer til level.’’

’’Sandt. General Red var nok også den eneste der-…’’

Pludselig afbrydes hun at Kirasha, der rækker den ene hånd lynhurtigt op i luften, som et tegn på, at hun skal stoppe. Udtrykket i hendes ansigt virker presset, selvom hun ikke siger noget. For hun har nemlig lige fået øje på noget, som det efter sigende kun er Dødsriddere der er i stand til at se.

Det er et barn. Hun er bleg, halvgennemsigtig, og store, mørke pletter på hendes primitive tøj afslører, at hun på ingen måder kan være i live. Hendes ene arm er også væk, og alt der er tilbage at se, er en blodig stump kød… Men det værste af det hele er dog, at selvom hun står med ryggen til, så ved Kirasha, at hun har opdaget deres tilstedeværelse.

Og allerede nu er hun klar over, at det er et af de genfærd, som ikke vil dem noget godt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...