D. Gray-man: Stormfanger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
‘’D. Gray-man: Stormfanger’’ fortæller historien om den syttenårige Kirasha i slutningen af 1800-tallets England og hendes søgen efter den Mørke Orden – en organisation af eksorcister, skænket Guds ‘Innocence’, der kæmper imod en såkaldt Millennium Earl og hans dæmoner. Men ikke nok med at hendes fortid og et folk der burde være udryddet hjemsøger hende, så gemmer denne hellige krig også på mørke sandheder og hemmeligheder der burde forblive glemt. Det står hurtigt klart for Kirasha, at hun i følgeskab med den pessimistiske Kanda og charmerende Zeb – samt en række andre eksorcister – må kæmpe en hård kamp for overlevelse: For hvad der er godt og ondt skifter betydning som dagen bliver til nat, og spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert forsvinder i takt med at eksorcisterne indser, at de må lægge alting bag sig, hvis den Mørke Orden og menneskeracen skal fortsætte med at eksistere…

5Likes
43Kommentarer
8379Visninger
AA

4. KAPITEL 1: Jagten på den Mørke Orden [del 1.]

 

Lyden af den rumlende kærre trukket henover de ujævne brosten af en rødbroget hest, er én af de få ting der fylder Kirashas ører. Solen har stået højt på himlen de sidste par timer, men den unge pige har ikke rigtig givet sig tiden til at nyde den – tværtimod, har hun trukket den mudderbrune hætte op over hovedet, for at undgå den.

Med ryggen vendt imod hesten og den tohjulede vogns kusk, lader hun de safirblå øjne glide henover det fredfyldte område. Der er en duft af sommerblomster i luften, en let brise og bølgende kornmarker omkring dem.

Af de få passerende vognen og dens passagerer møder, bliver hun ikke genkendt af nogen. De fleste undrer sig nok nærmere over, hvorfor denne spinkle skikkelse er så godt pakket ind. Ansigtet er nemlig knap synligt inden under den mørke hætte, hvilket får luften omkring hende til at blive fyldt med en blanding af mystik og fremmedhed.

’’Vi nærmer os, Miss, ’’ lyder det hostende, fra den smilende og halvt tandløse bonde, der tilbød at give hende et lift, ’’Der er forresten en kro inde i midten af byen. Vækker det interesse?’’

’’Uden tvivl, ’’ svarer hun, smiler svagt for sig selv og tager en dyb indånding, for at få den lune sensommerluft ned i lungerne, ’’Jeg går ud fra, at De kan anbefale den, siden de nævner den?’’

’’Tjo, der er fint nok, ’’ ler han, sikkert yderst tilfreds med den høflige tiltale, som han sikkert ikke er van til, ’’Det er i hvert fald ikke til at klage over. Men jeg kan ikke love, at der ikke er slåskampe, dans eller sang i baren ved aftentid. Det er et festligt sted, kan jeg sige dig.’’

Efter at have fuldført sit sætning, giver han koen der fører kærren fremad et rap henover bagdelen med sin hue – ikke at det skulle kunne skade dyret på nogen måder, for stoffet er næsten gennemtygget af møl.

’’Det vil jeg så se frem til, ’’ hun trækker på skuldrene, ryster lidt på hovedet, så den tykke fletning af gyldenbrunt hår falder ud fra hætten og afslører sig selv. Det er langt hendes hår, går i hvert fald ned til taljen og er en pestilens, når det ikke er sammenbundet.

Der går ikke længe inden kærren triller larmende ind ad en større port og fører Kirasha og bonden ind i en mindre, engelsk by. Gaderne er smalle og belagt med brosten, her og der står der en hestevogn og aftensolens bløde lys lægger sig til rette på de små grupper af mennesker der bevæger jeg ubekymret rundt.

De kunne velsagtens alle sammen være én af dem. Kvinden til højre i fart med at pakke sin bod sammen for natten, børnene længere fremme der spiller bold, alle de andre på vejen. Der kan være én, ti, flere. Eller slet ingen. De tager et menneskes skikkelse og blander sig med dem. Nogle gange holder de sig skjult i år, andre gange raserer de byer, områder, på få minutter. Og de bliver født ved hjælp af mennesker, to mennesker: Én hvis sjæl ikke længere befinder sig i kroppen – en død – og én der er i sorg over det.

De kaldes dæmoner, og det er hverken de indre eller dem der nævnes i biblen. De dæmoner hun tænker på er skabt til at være våben, ufrivillige dræbermaskiner.

Hun kan stadig huske, hvordan hun fik af vide hvordan de fungerede: Når et menneske under tragiske forhold døde og trak en sørgende ned i tabets mørke, ville han til tider dukke op: Millennium Earlen. En mand, nærmere betragtet som en klovn – eller, sådan ville man i hvert fald dømme ham til at være ved første øjekast. Sandheden er lidt en anden. En mere nøjagtigt beskrivelse ville være at kalde ham et monster forklædt som en klovn.

En række kuldegysninger får pludselig Kirasha til at skutte sig og hendes hjerte til at banke ukontrolleret, så hun automatisk trækker hætten tættere rundt om ansigtet. Hun har ikke brug for at tænke på dét. Ikke nu. Slet ikke nu.

I stedet fokuserer hun igen på tanken om Earlen. Om hvordan han opsøger den levende af de to mennesker der senere vil udgøre én dæmon. Hun kan se ham for sig, hvordan han tilbyder den der stadig trækker vejret at bringe deres elskede tilbage i en protetiks krop: Alt de skal gøre er at kalde på den døde, et smerteskrig og deres navn er nok til at fastpierce sjælen til kroppen…

De døde vender ganske rigtigt tilbage, men kontrollen over det skelet de er blevet bosat i har de ikke. Den kontrol har Earlen nemlig. Og som med alle andre dæmoner, befaler han den døde at dræbe den levende, for derefter at overtage deres menneskelegeme.

Sådan kan hvad der er tilbage af to døde vandre ensomt rundt, fastlåst af Millennium Earlens vilje. De gør præcis hvad han ønsker, at slå ihjel og ødelægge er deres eneste formål… Og Gud ved hvor mange der i løbet af de sidste mange år er faldet i den fælde.

Almindelige våben vil aldrig kunne destruere disse dæmoner. De er stærke, skånselsløse og skabt af sådan et mørkt stof, at kun én ting kan frarive sjælen og kroppen fra hinanden: Dette materiale kaldes Innocence, og skulle efter sigende være blevet skabt af Herren selv… Men under historien om Noahs Ark skulle det være blevet splittet i bittesmå stykker og være skyllet udover hele verden.

Ét af disse små stykker Innocence er Kirasha i besiddelse af. Selvom hun før har fået at vide, at det kun findes i fysisk form, så sidder hendes alligevel i kroppen. Hvis hun trækker de lange ærmer op, kan man se det: For på hvert af hendes håndled, lige over pulsåren, sidder der placeret et lille, mørkt kors.

Det er efterhånden lang tid siden hun fandt ud af, hvad disse kors var i stand til at gøre, men ubehageligheden sidder stadig begravet dybt inde i hende.

Sandheden er bare, at hun ikke ved nok om dette Innocence. Den eneste grund til, at hun ved alt dette om dæmoner og Millennium Earlen skyldes en mand ved navn Michael Red. Han holdt af at kalde hende for sin elev, for ligesom hende selv, var han også i besiddelse af Innocence… Men for snart et år siden forsvandt han i Italien, uden at efterlade noget spor, ud over fortællingen om en såkaldt Sort Orden.

’’Innocence vælger selv sin bærer. Vi kalder dem eksorcister. De har et hovedkvarter i Europa som jeg vil vise dig en dag: Den Mørke Orden. De kæmper imod Millennium Earlen, hans dæmoner og leder efter de stykker af Innocence som endnu ikke er fundet.’’ Kan hun huske at han sagde. Eksorcist… Så det er hvad de kalder deres slags?

Med et irriteret suk rynker Kirasha brynene. Hvis Red var her lige nu, havde hun ikke skulle rejse Europa tyndt det sidste års tid. For at efterlade et kort eller i det mindste en ledetråd havde vidst aldrig lige været hendes mentors force.

Det er svært at finde noget som helst om den Mørke Orden. Dens eksistens er nemlig ikke ligefrem officiel, og de steder hun har spurgt om den, har hun ikke modtaget andet end latter.

’’Så er vi fremme! Nyd deres ophold, Miss.’’ lyden af bondens stemme trækker Kirasha ud af sine tanker, inden hun når at forbande Red mere end hun i forvejen har gjort.

Foran dem er der dukket et kæmpemæssigt hus op, en kro bygget i bindingsværk-stilen. Vinduerne er lavet i orange, lilla og blåt glas, og solens stråler sender farverige lyspletter til at danse på brostenene under dem.

I mange af de kroer hun har sovet i, har der stort set ikke været nogen mennesker, men her summer det af liv. Da hun vinker farvel til bonden og træder ind af indgangen, bliver hun næsten pløjet ned af grinende mennesker. Det er først nu man rigtigt lægger mærke til hvor spinkel og lille hun er i forhold til de andre storbarmede kvinder indenfor.

Der hænger en dunst af alkohol og sved i hele lokalet, men det dunkle lys får alligevel Kirasha til at føle sig mere rolig. Nu og da forsvinder hun i mængden af tydeligvis festende folk – det er hendes fantastiske talent – men dukker endelig op henne ved en disk i den anden ende.

Med et skævt grin placeret på sine læber, hiver hun hætten ned og henvender sig til hvad der må være kroens indehaver, ’’Nogen ledige værelser?’’

’’Du er ny her, jeg har ikke set dig før. Er der blevet normalt for små drenge at rejse alene, knægt?’’ han rækker hende alligevel en nøgle, men modtager hvad der kunne minde om et iskoldt blik fra Kirasha af – ikke desto mindre smiler hun stadig, da hun betaler og siger:

’’Måske, frue.’’

Så vender hun om på hælene og begynder at skubbe sig igennem menneskemængden, for at komme hen til trappen ovre i hjørnet, der sikkert fører til gangene med værelser. Bag hende står kroejeren og ser lidt forvirret ud. Han følger hendes lange, gyldenbrune fletning med øjnene, lige indtil han indser sin fejltagelse og pludselig forstår hvorfor Kirasha kaldte ham frue.

Det er ikke første gang, at Kirasha er blevet fejlkalkuleret til at være en dreng. Grunden er højst sandsynligvis, at hun næsten ingen bryster eller former har, samt går klædt i bukser og lange, ufeminine kapper. Det er ikke normalt for kvinder på hendes alder i denne tid, men det tager hun ikke så tungt. Faktisk, så har hendes maskuline træk til tider reddet hende fra overgreb, når hun har været uden penge og måtte sove på gaden. For stærk, det må hun alligevel indrømme, at hun ikke er. Hendes krop er simpelthen for spinkelt bygget til at kunne overleve en slåskamp med en fuldvoksen mand.

Et pludseligt skub til hendes ene skulder får hende dog næsten til skvatte baglæns ned af trappen igen. Men da hun løfter hovedet og skal til at komme med et snerrende ’’Se dig dog for!’’, bliver hun afbrudt af et sæt iskolde, stålgrå øjne og en meget irriteret stemme, der knurrer næsten det samme som hun selv ville.

’’Se dig for, dværg.’’

Øjnene tilhører en høj mand på omkring de atten med langt, natsort hår samlet i en høj hestehale. Han er iført en slags uniform i sorte og hvide farver med detaljer i sølv. Mildest talt ser han ikke helt normal ud, eller, det gør han tøj i hvert fald ikke, men hun når ikke at tænke meget længere over det, inden han maser sig forbi hende med et, ’’Flyt dig.’’

Normalt ville hun være tændt fuldstændig af ved kommentaren om hendes højde, men denne mands uhøflighed har fået hende til at stivne fuldstændig, og selv da han er væk, tager det et par sekunder, inden hun begynder at gå igen.

Hvem i alverden var han?

Larmen stilner en smule af, som hun bevæger sig op ad trappens trin og tager de første skridt ud på overetagen. Med et hurtigt blik på den træskive der hænger ved nøglen, konstaterer hun hurtigt hvilket værelse hun skal bo på og sætter dermed kursen dertil.

Der er næsten ikke nogen mennesker heroppe. De har alt for travlt med at feste nedenunder. Over hvad ved Kirasha ikke helt nøjagtigt, men det kan også være ligegyldigt – eller, det kan det i hvert fald for hendes vedkommende.

Den eneste grund til at hun er her, er fordi hun ganske enkelt stadig forsøger at finde informationer om den Mørke Orden, selvom det indtil videre ikke lige har været en succes-rejse.

Med et træk på skuldrene, lykkes det dog endelig den fremtidige eksorcist at finde sit værelse, få bakset nøglen ind i låsen og svunget døren op.

Det første hendes øjne møder er et stort vindue. Den sidste aftensol har lagt sig til rette på trægulvet og bader rummet i et blødt, behageligt lys. Udenfor kan man se resten af byens hustage – førsteetagen ligger virkelig langt oppe hér, i forhold til de andre steder.

Kirashas rolige betragtning at scenariet bliver dog brat afbrudt, da et ansigt pludselig dukker op på den anden side af glasset. Det tilhører bonden fra før, men der er noget anderledes ved ham. Han griner bredt og uhyggeligt, og så har han et stort, sort pentakel placeret i centeret panden.  

Og det er først da vinduets glas knuses til millioner af bittesmå, skarpe stykker, at det går op for hende:

Han er ikke et menneske.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...