At elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 19 jun. 2016
  • Status: Igang
Den nat ændrede alt. Både for ham og mig. Intet ville blive som før. Vi vidste at det ville komme bag på mange. Efter den nat, kan jeg ikke få ham ud af mine tanker. Efter den nat, er jeg begyndt se mig selv anderledes. Efter den nat, er jeg kun sikker på en, en eneste ting. En ting som hverken han eller jeg kan lave om på, eller har kontrol over. En biologisk ting, som kan ske, når to mennesker har sex.....

Jeg ligger ikke fingrene i mellem, når jeg fortæller denne rørende, romantiske og ærlige fortælling om to mennesker der elsker hinanden. Samtidig vil jeg gøre opmærksom på, at dette er ren fiction. Jeg har derfor ikke tjekket op på, hvor og hvornår Justin holder koncerter og hvad han ellers laver, på de forskellige tidspunkter. Det hele er skrevet og fundet på, så det passer præcis til historien om Justin Bieber og den almindelige pige Bell.

Jeg undskylder på forhånd for eventuelle stavefejl.

28Likes
12Kommentarer
33042Visninger
AA

23. Sandheden, af den barske slags

Da jeg langt om længe var færdig med at kaste op, rejste jeg mig stille. Min mave snurrede sig sammen og jeg blev svimmel. Jeg tog mig til hovedet og sukkede dybt, hvad så nu Bell? spurgte jeg mig selv. Det spørgsmål kunne seriøst tolkes på ALT for mange måder. Jeg listede ud til hoveddøren, for at finde nogle tegn på, at han stadig var der. Det var han, for hvis jeg var helt stille, kunne jeg høre ham trække vejret.

Jeg lukkede øjnene og nev mig i armen, der måtte bare ikke komme flere tårer ud nu! Det kunne jeg virkelig ikke holde ud.

”Justin?” hviskede jeg stille med en grådkvalt stemme.

”Ja!” svarede han lynhurtigt, han lød pludselig håbefuld.

”Jeg kan altså ikke lukke dig ind” min stemme knækkede endnu engang over.

Han sukkede på den anden side, men han blev ikke sur.

”Okay” hviskede han bare, men der var ingen tegn på, at han ville gå.

”Hvorfor bliver du her?” spurgte jeg stille. Nu havde jeg sat mig ned, med ryggen mod døren og noget sagde mig, at Justin sad præcis sådan, bare på den anden side. Det gjorde mig en lille, bitte, bitte smule tryg.

”Hvad mener du?” spurgte han en anelse forvirret.

”Hvorfor går du ikk´ bare? Jeg mener, hvad får du ud af, at være her?”. Han sukkede og jeg fortsatte: ”Jeg har ikke gjort andet end at forvirre dig de få gange vi har været sammen. Jeg har grædt og jeg har grint, jeg har forført dig og jeg har hadet dig. Vi har ikke engang kendt hinanden i en måned og nej, vi kender faktisk ikke hinanden!”. Det fløj ligesom bare ud af mig.

”Bell, kan du huske hvad jeg sagde til dig den dag, efter vores første nat sammen?” spurgte han så, meget uventet.

Jeg rynkede brynene, mens jeg ihærdigt prøvede, at huske hvad vi havde snakket om. Jeg kunne huske vores samtale om lilla, sort og hvis, om hunde og katte og om hvorfor han havde knaldet mig, men mere huskede jeg egentlig ikke.

”Lidt”, endte jeg bare med at svare.

”Jeg husker det tydeligt, hvert et ord og jeg mener det stadig. Jeg sagde at jeg ikke kender dig, overhovedet. Men at, da jeg så dig dagen forinden, havde jeg lige fået en forfærdelig besked. Ved du hvad det var?” spurgte han hæst, han lød udmattet.

”Noget om din mor”.

”Ja, noget om min mor. Vi var lige blevet frygteligt uvenner, som i virkelig. Min mor mener ikke, at jeg er mig selv mere. Hun kan ikke kende mig. Og det kunne jeg heller ikke, Bell, ikke før jeg så dig. Jeg var blevet lidt for diva og lidt for vant til, at folk bare gør, hvad jeg vil have dem til. Det sker nemt, når man lever det liv jeg gør, selvom at man for alt i verden ikke ønsker, at man skal blive sådan en person. Jeg var så ked af det, jeg elsker min mor og det gjorde så ondt at høre hende sige de ord! Det var der jeg indså, at jeg ikke følte mig hjemme mere i alt det her. Jeg var slet ikke mig selv mere Bell, kan du slet ikke huske hvad jeg fortalte dig om, at føle mig hjemme?”.

Nu blævrede min hage igen, men denne gang ved tanken over det skrøbelige blik Justin havde haft den første gang jeg så ham.

Den dag efter den nat, fortalte jeg dig også, at jeg havde brug for, at afreagere. Det var ikke løgn, men det var heller ikke hele sandheden. Jeg havde ligeså meget brug for, at finde mig selv og føle mig hjemme, og jeg følte virkelig, at du fremkaldte noget af mit gamle, normale jeg, bare ved at jeg så på dig”. Han snakkede vildt hurtigt og vildt desperat. Jeg vidste at han var ærlig. Jeg kunne mærke det helt ind i sjælen.

”Justin” udbrød jeg og nu pressede tårerne sig på igen. Så blev der stille lidt og til sidst kunne jeg bare ikke holde det inde mere, jeg skulle ud med det. Justin fortjente at vide sandheden, at vide hvad der var med mig. Han fortjente ikke den smerte jeg påførte ham og den afstand jeg lagde til ham.

”Jeg er gravid”. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...