At elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 19 jun. 2016
  • Status: Igang
Den nat ændrede alt. Både for ham og mig. Intet ville blive som før. Vi vidste at det ville komme bag på mange. Efter den nat, kan jeg ikke få ham ud af mine tanker. Efter den nat, er jeg begyndt se mig selv anderledes. Efter den nat, er jeg kun sikker på en, en eneste ting. En ting som hverken han eller jeg kan lave om på, eller har kontrol over. En biologisk ting, som kan ske, når to mennesker har sex.....

Jeg ligger ikke fingrene i mellem, når jeg fortæller denne rørende, romantiske og ærlige fortælling om to mennesker der elsker hinanden. Samtidig vil jeg gøre opmærksom på, at dette er ren fiction. Jeg har derfor ikke tjekket op på, hvor og hvornår Justin holder koncerter og hvad han ellers laver, på de forskellige tidspunkter. Det hele er skrevet og fundet på, så det passer præcis til historien om Justin Bieber og den almindelige pige Bell.

Jeg undskylder på forhånd for eventuelle stavefejl.

28Likes
12Kommentarer
33046Visninger
AA

25. Forladt

Næste morgen vækkede Olive mig. Hun sad på min sengekant og kiggede sørgmodigt på mig. ”Hør” sagde hun.

”Nu tager jeg din vagt igen i dag, men det kan altså ikke blive ved sådan” sagde hun. Jeg havde glemt alt om City hotellet og mine vagter i de her dage, men jeg var stadig vildt taknemmelig over, at Olive havde taget mine vagter.

Jeg nikkede og hviskede en lille undskyldning.

”Du har haft gjort det samme for mig” hviskede hun og kyssede mig på panden. Hun gik hen mod døren, men inden hun nåede, at gå ud, fik jeg hvisket: ”Er han der stadig?”. Hun så forvirret på mig. ”Hvem?” spurgte hun og det vidste jeg ligesom godt hvad betød. Han var taget afsted. Mit hjerte gik i stå, men på magisk vis, fik jeg sagt, at det var lige meget og Olive smuttede. Jeg kunne ikke trække vejret og hver en knogle i min krop skrig af smerte. Han var skredet, hvilket var et tydeligt tegn på, at han ikke ville det her, at han havde givet op. Jeg bebrejdede ham ikke, for helt ærligt, så tror jeg også, at jeg havde gjort det samme, løbet skrigende bort, hvis jeg havde haft muligheden. Problemet er bare, at det har jeg ikke.

Mit hoved gjorde så forfærdelig ondt. Jeg var svimmel. Jeg frøs. Jeg svedte. Jeg rystede. Jeg var så ked af det og så såret. Jeg var skuffet og jeg var mest af alt forvirret. Siden jeg havde mødt ham, havde alt bare været forvirrende. Jeg kendte ikke mig selv mere og min dømmekræft var tydeligvis ikke eksisterende. Hvad fanden skulle jeg gøre? Alt føltes håbløst. Jeg kravlede ud på badeværelset hvor jeg kiggede mig selv i spejlet. Jeg studerede mit ansigt, som ikke var forandret, bortset fra de bekymrede rynker i panden og trætte render under øjnene. Så hev jeg min bluse af og mit hjerte hamrede mod mit bryst, da jeg kiggede på min mave. Det var første gang siden jeg havde fundet ud af, at jeg var gravid, at jeg kiggede på min krop i spejlet. Så lukkede jeg øjnene og en eller anden mærkelig følelse skyllede ind over mig.

”I virkeligheden er du alt jeg har – og så lige Olive selvfølgelig. Jeg skal nok beholde dig, tænk, at jeg har overvejet andet. Du må ikke være bange, jeg skal nok finde en måde, at håndterer det her på! Du skal nok få et fint liv. Jeg skal nok give dig et fint liv” hviskede jeg højt, mens jeg strøg hånden over min mave og mens tårerne trillede ned ad mine kinder.

Jeg måtte se virkeligheden i øjnene: han var stukket af. Han havde forladt mig, selvom at han kendte sandheden. Han var ligeglad, på trods af alle de taler han havde holdt, hvor han havde fortalt mig, hvor speciel jeg fik ham til at føle sig, at jeg var hans hjem og at jeg fik ham til at føle ham hel igen, havde han forladt mig og jeg var nu efterladt til mig selv! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...