At elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 19 jun. 2016
  • Status: Igang
Den nat ændrede alt. Både for ham og mig. Intet ville blive som før. Vi vidste at det ville komme bag på mange. Efter den nat, kan jeg ikke få ham ud af mine tanker. Efter den nat, er jeg begyndt se mig selv anderledes. Efter den nat, er jeg kun sikker på en, en eneste ting. En ting som hverken han eller jeg kan lave om på, eller har kontrol over. En biologisk ting, som kan ske, når to mennesker har sex.....

Jeg ligger ikke fingrene i mellem, når jeg fortæller denne rørende, romantiske og ærlige fortælling om to mennesker der elsker hinanden. Samtidig vil jeg gøre opmærksom på, at dette er ren fiction. Jeg har derfor ikke tjekket op på, hvor og hvornår Justin holder koncerter og hvad han ellers laver, på de forskellige tidspunkter. Det hele er skrevet og fundet på, så det passer præcis til historien om Justin Bieber og den almindelige pige Bell.

Jeg undskylder på forhånd for eventuelle stavefejl.

28Likes
12Kommentarer
33125Visninger
AA

24. Følelser

Der blev helt stille i flere, forfærdelige minutter. Jeg kunne ikke sige noget og heldigvis brød Justin tavsheden med ordene: ”Vil du ikk nok lukke mig ind?”.

Den største sten lettede fra mit hjerte og jeg rejste mig op, hurtig som lynet, låste døren op, så hurtigt det var muligt og kastede mig så i armene på ham. Han væltede et par skridt bagover, men genfandt så balancen.

”Jeg er så ked af det” hviskede jeg ind i hans øre. Jeg lod al min vægt, blive båret af Justin, mens jeg klemte, så hårdt mine arme overhovedet kunne, om ham. Jeg pressede min krop ind til ham, ikke af lyst, men af behov for tryghed. Han strøg mig blidt over ryggen og fik mig trukket med ind i lejligheden og lukket døren efter os, mens han stadig holdt om mig.

”Det er okay” sagde han stille, men han lød ikke overbevisende. Han virkede chorkeret, men jeg vidste, at han ikke ville have, at jeg skulle se det. Han løsnede mit greb og kiggede mig i øjnene. ”I det mindste forstår jeg dig nu! Jeg troede fandeme du var dødssyg eller et eller andet!” sagde han lettet, men med tårer i øjnene. Jeg gik kuldegysninger på armene, tænk, at han havde tænkt sådan! Tænk, at han virkelig synes, at mig som dødssyg, ville være et slemmere scenarie, end det faktum, at jeg er gravid med hans barn. Det smigrede mig og det forvirrede mig.

”Justin, jeg vil ikke have en abort” hviskede jeg så. Det var først da ordene flød ud, at det gik op for mig, hvor inderligt jeg bare IKKE ville have en abort. Jeg vidste nu, at jeg aldrig ville kunne få mig selv til, at tage livet af noget, som jeg til gengæld ville kunne give liv. Det ville jeg ikke kunne leve med.

Han lukkede øjnene og trak sig et skridt væk. Så tog han sig til panden og rystede på hovedet.

Nu fløj de bange anelser ind i hovedet på mig igen.

”Er du sikker?” spurgte han nervøst? ”På om jeg vil have en abort?” spurgte jeg chorkeret. Var det virkelig, hvad han ville?

”Nej!! Om du er gravid”.

”Jeg har både taget en graviditetstest og været ved lægen. Jeg er 100% gravid”. Ordene var hårdere når de blev sagt højt, men ikke desto mindre var de sande. 

”Okay” hviskede han så.

”Jeg er så ked af det” sagde jeg igen.

”Stop nu med at sige det!” sagde han med en pludselig vred tone. Jeg rynkede brynene let og blev endnu mere forvirret, og ja, det var altså stadig muligt, at blive mere forvirret, åbenbart…

”Undskyld”.

”Bell, STOP” råbte han. Jeg farrede sammen. Da han så min reaktion, fortrød han straks.

”Fuck, sorry Bell!” sagde han blidt. Han lagde hånden på min skulder, men jeg trak mig instinktivt væk.

”Jeg skulle ikke have fortalt dig det” råbte jeg. Nu var det hans tur, til at se forvirret ud, selvom at jeg var sikker på, at han ikke var mere forvirret end jeg selv var.

”Er det da ikke… mit” stammede han.

”JO! Gud fanden er det dit. Jeg har jo ligesom ikke haft et problem med, at se for mange DRENGE” råbte jeg vredt, med en hentydning til, hvad Justin tidligere havde fortalt mig, om hans lille problem.

Han så forarget på mig.

”Av” sagde han såret.

”Ja, AV! Ved du hvor ondt det gør på mig det her?” råbte jeg videre. Jeg var virkelig bare vred. Jeg kunne mærke det helt ind til ribbenene, altså vreden. Jeg var så sur og skuffet over mig selv. Jeg havde virkelig højere tanker om mig selv, end at blive gravid i en så ung alder.

”Er du klar over hvad det betyder for mig det her?”, jeg råbte stadig.

”Jeg kan ikke bare kaste penge til højre og venstre og kommandere med alle folk. Jeg er hverken verdensberømt eller vildt rig, og selvom at du har det SÅ SVÆRT, er det sku heller ikke let for mig. Jeg arbejder min røv ud af bukserne og jeg kæmper for at holde mig selv kørende!”.

Nu var han også vred, det kunne man bare mærke på atmosfæren i rummet.

”Hvad vil du have jeg skal sige?” spurgte Justin håbløst, som i virkelig håbløst, som i, at der virkelig bare ikke er noget som helst håb tilbage i verden.

Sætningen fik mig alligevel til at falde til ro.

Jeg bankede mit hoved mod væggen og stampede i jorden med den ene fod. Så lukkede jeg øjnene og talte til fem. Gear ned Bell, sagde jeg til mig selv. Gear nu ned, han kan heller ikke gøre for det. Det er ikke nogens skyld.

Jeg vendte mig om og spadserede ud i køkkenet. Han fulgte ikke efter, hvilket vidst var til vores begges bedste. Jeg tog et glas iskoldt vand fra køleskabet og bællede det hurtigt. Derefter gik jeg ind i stuen, hvor Justin sad i sofaen. Han var tavs som døden og jeg turde ærligt ikke gå over til ham. Jeg vidste, at han vidste, at jeg var herinde i stuen, men han vendte sig ikke om. Han ignorerede mig og jeg besluttede mig for, at gøre det samme med ham og gå i seng. Selvom at jeg bare så gerne ville være tæt på ham og høre ham sige en masse trøstende ord, vidste jeg godt, at der intet godt ville komme ud af, at snakke mere sammen lige nu. Så jeg gik. Jeg lagde mig i min seng og selvom, at jeg troede jeg skulle til at græde, kom der ingen tårer. Mine øjne var ikke engang våde. Måske der bare ikke var flere tårer til rådighed for i dag. Måske havde jeg brugt dem op eller måske, var mine øjne ved at udtørre.

Få sekunder efter faldt jeg i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...