At elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2015
  • Opdateret: 19 jun. 2016
  • Status: Igang
Den nat ændrede alt. Både for ham og mig. Intet ville blive som før. Vi vidste at det ville komme bag på mange. Efter den nat, kan jeg ikke få ham ud af mine tanker. Efter den nat, er jeg begyndt se mig selv anderledes. Efter den nat, er jeg kun sikker på en, en eneste ting. En ting som hverken han eller jeg kan lave om på, eller har kontrol over. En biologisk ting, som kan ske, når to mennesker har sex.....

Jeg ligger ikke fingrene i mellem, når jeg fortæller denne rørende, romantiske og ærlige fortælling om to mennesker der elsker hinanden. Samtidig vil jeg gøre opmærksom på, at dette er ren fiction. Jeg har derfor ikke tjekket op på, hvor og hvornår Justin holder koncerter og hvad han ellers laver, på de forskellige tidspunkter. Det hele er skrevet og fundet på, så det passer præcis til historien om Justin Bieber og den almindelige pige Bell.

Jeg undskylder på forhånd for eventuelle stavefejl.

28Likes
12Kommentarer
33718Visninger
AA

6. Den grimme sanhed

 Vi kørte ikke i særlig lang tid, før vi nåede hen til det sted hvor bilen stoppede. Jeg anede ikke hvor vi var, men Justin så ud til, at have alt under kontrol. Jeg kiggede ud af vindurene og til min forbavselse, holdt bilen stille på en parkeringsplads. Med et gik der et sug gennem  min mave og alle mulige klamme tanker fløj igennem mit hoved. Ville han dræbe mig? Voldtage mig? Smide mig i havet? Ville han kidnappe mig eller gøre ting ved mig, som jeg ikke havde fantasi til at forestille mig? Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og mine hænder blev våde af sved. Justin sad lige ved siden af mig med det største smil i fjæset. Jeg kiggede ham i øjnene og blev med det samme bevist, om at han ikke ville gøre mig noget. De øjne, kunne simpelthen bare umuligt tilhørere en forbryder, voldtægtsmand eller morder. ”Justin skulle vi ikk til din koncert?” spurgte jeg forvirret. Her så ret øde ud og da jeg kiggede ud af bagroden gik det op for mig hvor vi var. I Brooklyn. Hvad lavede vi her? Det føltes som millioner af år siden jeg sidst havde været her. Dårlige minder fyldte min hjerne, men Justin kunne selvfølgelig ikke vide, at jeg havde haft dårlige oplevelser her.

Han kiggede nervøst på mig.

”Jeg er altså ikke en voldtægtsmand” sagde han så, som om han kunne læse mine tanker. Jeg smilede til ham. Jeg nikkede. Jeg kiggede ud af vinduet og de dårlige minder og billeder blev ved med at strømme som forvirrende tanker, rundt i hele mit hoved. Jeg fornemmede at han rumsterede ved siden af mig, men tårerne pressede på og selvom at jeg normalt ikke græder foran andre, og slet ikke fremmede mennesker, og slet ikke kæmpe verdensstjerner, følte jeg bare en trang til endelig at lade tårerne løbe. Jeg havde flygtet dengang og først nu gik det op for mig, at jeg ikke havde givet slip på de forfærdelige minder. Justin kiggede forvirret og bekymret på mig.

”Har du fortrudt at du tog med? Vi kan sagtens nå at køre dig hjem” skyndte han sig at sige. Jeg rystede på hovedet. Et lille smil brød frem på mine læber, over hans søde måde at håndtere, min ekstrem mærkelige væremåde.

”Det er bare lang tid siden, at jeg har været her” forklarede jeg ham, selvom at det egentlig ikke var en rigtig forklaring.

Man kunne med det samme se lettelsen i hans ansigt. Det fik mig til at slappe af.

Han kiggede tavst på mig. Han havde tydeligvis ikke regnet med denne reaktion. Det havde jeg heller ikke. Jeg besluttede mig for, at minderne fra mit tidligere liv i Brooklyn, ikke skulle ødelægge, hvad jeg måske var i gang med at få op at køre, med den her vildt søde og kærlige dreng. Jeg tror tydeligt at han kunne se på mig, at jeg fik det lidt bedre, for han så mere og mere lettet ud, for hvert sekund der gik. Jeg lukkede øjnene og trak vejret ind. Tag dig sammen Bell. Det her er nok det sidste han gider. Aha. Det er ret ironisk. Justin slæber en helt ”normal” pige med på date, han gør intet usædvanligt, alligevel begynder pigen at få tårer i øjnene, da de af en eller anden grund stopper op på en parkeringsplads. Da slog det mig, at jeg stadig ikke havde fået svar på, hvad vi egentlig lavede på dette forfærdelige sted.

”Hvad laver vi her?” spurte jeg ham. ”Altså, koncerten starter først klokken otte” svarede han forførende. Han bevægede sig langsomt længere frem på sædet og rykkede tættere hen mod mig.

Da hans hoved kun var få millimeter fra mit, og jeg kunne mærke hans varme ånde mod min, kunne jeg ikke lade værre. Jeg bøjede mig frem og lod mine læber støde mod hans. Han stønnede og tog fadt om mine hofter. ”Nogle kunne se os” udbrød jeg lige pludselig. ”Tror du seriøst at man kan se igennem mine roder?” spurgte han, som om jeg var dum, men stadig med et frækt smil på læberne. ”Men hvad med dine bodyguards” spurgte jeg så. Jeg kunne ikke forestille mig at lave noget foran andre. Slet ikke en flok voksne mænd i uniform. ”De er fortrolige Bell” sagde han. ”De skal da ikke se dig have sex” sagde jeg med en smule for meget foragt i stemmen. "Hvem siger at jeg havde tænkt mig at knalde dig?" spurgte han frækt. "Jeg mener det". 

”De er van til det” sagde han så. Av. Den ramte mig. Tanken slog mig med det samme: de var van til det, han var van til det. At han finder en ny pige inden hans koncerter, imponere hende med hans flotte tøj og dyre bil og knalder hende. Jeg nappede efter vejret og pludselig følte jeg en form for klaustrofobi, selvom at jeg befandt mig i den største bil, jeg nogensinde havde set. Justin kunne vidst godt fornemme hvad jeg tænkte, for han trak sig med det samme væk fra mig.

 

”Det var ikke sådan ment” sagde han hurtigt.

”Nej, nej. Jeg forstår. Jeg er bare endnu en pige, hvordan kunne jeg også regne med andet?” spurgte jeg med et falsk grin. Han sukkede. Nøj hvor var han lækker.

”Vil du ikk bare kører mig tilbage til hotellet?” spurgte jeg ham. Han bankede hovedet tilbage mod sædet, men sagde ikke noget, hvilket bare bekræftede mine tanker.

Justin bankede på ruden og få sekunder efter var bodyguarden og chaufføren trådt ind i bilen. Sikkerhedsbilen foran begyndte at køre og det gjorde limousinen også. Her var intet musik og ret akavet. Jeg kunne ikke lide tanken om at snakke, når to mænd, der var på arbejde, kunne hører os. Justin var sikkert van til det, men jeg kunne ikke lide det. Og desuden følte jeg ikke at jeg havde noget at snakke om. Jeg var bare lige hans Manhattenoffer og nøj, hvor jeg fortrød at jeg havde været så naiv. Jeg vidste ikke engang hvad jeg havde troet, men i hver fald ikke det her! Jeg vidste at jeg følte et eller andet for den smukke dreng, der havde taget mig og forført mig første gang jeg mødte ham. Men nu vidste jeg også, at jeg intet betød for ham, at han var en ufattelig god løgner OG at jeg var færdig med ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...