The Feeling 2 | Justin Bieber | af Michelle Clausen

Et 1/2 år er gået siden vi var vidne til Isabellas kidnapning, men hun kom dog hjem til sin familie igen, men med helt andre følelser i kroppen.
nu er hun nogenlunde på toppen og er begyndt at gå i skole igen, hun prøver på at få en normal hverdag til at køre rundt imens hun stadig kæmper med at glemme hendes skrækkelige fortid, men det er svært for hende.
Justin derimod lever livet som et normalt menneske sammen med sine bedste venner, men da drengene pludselig vender tilbage til byen for at besøge en gammel ven, ser Justin pludselig Isabella...

(Fortsættelsen på The Feeling)
Jeg vil råde dig til at læse den først hvis du ikke har læst den :)

69Likes
59Kommentarer
36210Visninger
AA

3. "skole tid"

Isabellas synsvinkel

"Jeg kommer hjem kl 16 skat" var den sidste sætning jeg hørte fra min mor inden hun vendte ryggen til mig og gik ud af hoveddøren med et svagt smæk bag sig, jeg sukkede og stod og betragtede trædøren inden jeg tog mig sammen til at gå ud i køkkenet og få lidt morgenmad, det var fredag og Amanda kom nok lige som snart for at følges med mig skole. Det havde vi gjort hver dag siden jeg begyndte at starte i skole igen, som snart var et halvt år siden. Imens jeg spiste mine cornflakes alene tænkte jeg over at jeg aldrig nåede at sige farvel til min mor inden hun forsvandt ud af døren, hun var vist forsinket eller stresset. Det var ikke noget jeg tænkte videre over, for jeg så hende igen kl 16 hvor hun havde fri fra arbejde. Min far var flyttet fra os da hans arbejde fyldte meget i hans hverdag, men han var stadig kærester med min mor og boede da også tit hos os i weekenderne. Men det var bare ikke det samme mere, jeg følte de var ved at glide væk fra hinanden og at min far nok havde fundet en anden kvinde. Tanken havde kørt på mig længe og jo mere jeg tænkte over det jo stærkere blev min tro på det, de kyssede aldrig hinanden eller puttede sammen på sofaen med en god film længere, de krammede hinanden og snakkede som helt normale mennesker. Og det var der mine tanker fik mig til at tro at min far havde fundet en anden kvinde som gjorde ham lykkelig.

En banken på døren fik mine tanker til at stoppe op og tænke over hvem det var der bankede på, men inden jeg havde tænkt mig om var Amanda allerede trådt ind i køkkenet med et smil på læben, hun satte sig overfor mig ved spisebordet. "Godmorgen smukke" lød det frisk og glad fra hende, mon ikke hun havde været tidlig op for at løbe sin morgentur, ja hun var en sportsfreak, hun gik også til håndbold.

"Godmorgen" svarede jeg stille og spiste det sidste af mine cornflakes inden jeg tog mig sammen til at rejse mig fra stolen og gå hen og skylde min skål af som jeg havde spist morgenmad af. Amandas blik fulgte mig hele vejen indtil vi begge stod foran hoveddøren og var på vej i skole, vi cyklede eller gik. Men for det meste cyklede vi når jeg havde givet mig selv for god tid herhjemme så der pludselig var 10 minutter til vi skulle have time.

"Vi må hellere få fart på" skyndte Amanda sig og trak som cykel ud af forhaven og derefter satte sig op på den, jeg fulgte hende hurtig og kort efter cyklede vi begge afsted imod skolen.

~

Da vi havde 2 minutter inden timen begyndte så kom vi hurtig hen til bores skabe, ja mig og Amanda havde skabe lige ved siden af hinanden. Hurtig fik vi bores jakker af og hang dem inde i skabet, hurtig lukkede jeg det, men sukkede da Amanda ikke var færdig endnu, hun skulle lige rette sit hår og make up. "Se der er han" hviskede Amanda lavt og vendte sit hovede imod Jacob der kom gående hen af gangen med sine 2 venner, i Amandas øjne var Jacob hendes prins på den hvide hest, hun kunne slet ikke lade vær med at give ham sit søde nervøse blik når han gik forbi. Han var da også en flot ung mand, med det perfekte nyklippet brune hår, de brune øjne der næsten alle pigerne til at sukke forelsket, der var jo nogen der havde kærester og slet ikke var interesseret i ham, men langt de fleste af pigerne kunne ikke lade være med at give ham et sødt smil som han nogengange gengældte. Hvis pigerne var heldige.

Jeg var ligeglad med ham, eller jeg havde engang været helt besat af ham. Men efter min kidnapning så fandt jeg ingen fyrer interessant længere, det var kun mine veninder jeg gik op i.

Men da Jacob gik forbi faldt hans blik på mig, ham og resten af skolen vidste godt at jeg havde været ude for en kidnapning, nogen lavede grin med det og andre spurgte ind til hvordan jeg har det og klarer mig alene, men så dum som jeg er plejer jeg at sige at jeg er helt okay og det bare er fortid. Men det er en fortid der æder mig op indenvendig, jeg er stadig bange for at gå alene på toilet på skolen og hjemme, når jeg går i bad skal min mor sidde på toilettet med sin iPad eller et eller andet, bare jeg ikke er alene. For så går jeg i panik.

"Godmorgen piger" lød det pludselig fra Jacob da han gik forbi os, jeg smilede forsigtigt og kiggede på Amanda der var ved at smelte op af skabet, "han snakkede til os" sagde hun og smilte vildt stort imens hun lukkede sit skab i, jeg fniste lavt og derefter gik vi ned mod engelsk lokalet. Nu skulle jeg ikke høre på andet end Amanda der var over lykkelig over at hendes prins havde snakket til hende, selvom det var trættende at høre på så holdte jeg alligevel kæft og lod hende snakke lykkeligt om sin prins. "Tror du en dag det bliver mig og Jacob" spurgte hun inden vi forsvandt ind i engelsklokalet, det fleste af eleverne havde fundet en plads nede bagi, så vi måtte sidde op foran på grund af vi kom lidt for sent. "Hvorfor skulle jeg ikke tro det? I vil klæde hinanden godt" svarede jeg bare for at gøre Amandas smil endnu mere lykkeligt og større end det allerede var. Men jeg mente det også lidt, Amanda var en smuk blondine med langt sundt hår, den perfekte håndholdt krop og hendes tøjstil, ja hun var nok en af de personer som elskede at gå i modetøj, men hun udforskede også selv sit tøj skab og fandt selv på et fedt outfit til dagen. Idag havde hun nogle stramme jeans en hvid top og en grå lang cardigan, man kunne lige ane hendes hvide bh inden under, men det var ikke noget der så dumt ud, drengene var vilde med det og hvad gjorde Amanda ikke for at få Jacob til at lægge sin opmærksomhed over på hende igen.

Ja jeg kendte Amanda virkelig godt, vi var også bedste veninder og havde kendt hinanden i snart 5 år, ja 5 lange år havde jeg skulle holde den fantastiske smukke pige ud, hun kunne godt være trættende når man snakkede om det samme hele tiden fx Jacob. Hun fortæller hele tiden at hun skulle giftes med ham ellers for hun ikke en lykkelig familie, jeg plejede at ryste på hovedet af hende der. For der fandtes andre fyre i denne verden.

Engelsk var kedeligt, vi skulle skrive en stil til på mandag på 2 sider om vores fremtid, jeg var nået okay langt, men pludselig kørte tankerne om Chris der var igang med at drukne mig i badekarret for et halvandet for siden. Jeg så på Amanda der sad foran sin computer og skrev løs med et smil på læben, mon ikke at hun skrev om hende og Jacob. Men mine tanker tog til, hans ansigt, hans vrede, hans berøring fik mig til at skrige højt op, jeg fik hurtig alles opmærksomhed i lokalet. Men jeg tog mig ikke af det, hurtig rejste jeg mig fra min stol og løb ud af engelsklokalet, min lære kaldte efter mig men jeg ville vende tilbage. Jeg skulle væk.

Jeg kom ned på toilettet, de var uhyggelige, klamme og lugtede af røg. Ja nogen af eleverne røg på skolen. Alle båsene var lukket og der var heller ikke en eneste hernede, der var det eneste sted var jeg lige kunne falde til ro. Jeg kiggede mig i spejlet, der var nogle tårer der havde banet sig ned af mine kinder, så hurtig tørrede jeg dem væk. Jeg lukkede øjne og rensede min øjenlåg for det mascara der var røget derop, men da jeg åbnede mine øjne og kiggede ind i spejlet så jeg Justin bag mig. De kolde og uhyggelige øjne der bare kunne dræbe, jeg gispede panisk efter vejret men det var som om der kom intet ilt i mine lunge.

"Du har været en slem vildkat" hørte jeg hans stemme hård, mørk og tydelig. Jeg skreg op og faldt ned på gulvet i fosterstilling, jeg græd ukontrolleret og ventede på at han begyndte at rive i mig.

"Bella? Er du her? Omg! Bella!" Hørte jeg Amandas paniske stemme da hun så mig liggende på gulvet, jeg græd stadig meget men så længe Amanda var her fik jeg mere kontrol over min vejrtrækning. "Hvad skete der" spurgte hun atter panisk, men ikke så højt som før. Jeg snøftede og så op på hende, hun havde sat sig på knæ lige ved siden af mig.

"Han var her" svarede jeg og snøftede igen, Amanda så rundt i lokalet men igen på mig. "Her er ikke andre end os søde" svarede hun og hjalp mig op at sidde på stengulvet, vi begge var stille i lidt tid men igen åbnede Amanda munden og spurgte om jeg ville op på kontoret og have en gå hjem seddel, men det takkede jeg pænt nej til jeg skulle ikke være alene hjemme og møde Justin endnu engang. Han skræmte livet af mig...

Hey læsere! <3

Håber i kunne lide kapitlet, det blev måske lidt kedeligt men det bliver bedre i næste :)) nu er det jo den 24 december så kapitlet er en julegave fra mig til jer hehe :)

Håber i for en fantastisk Jul med venner og famile! Og tak for jeres søde opbakning og kommentarer til novellen det varmer virkelig mit hjerte <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...