The Feeling 2 | Justin Bieber | af Michelle Clausen

Et 1/2 år er gået siden vi var vidne til Isabellas kidnapning, men hun kom dog hjem til sin familie igen, men med helt andre følelser i kroppen.
nu er hun nogenlunde på toppen og er begyndt at gå i skole igen, hun prøver på at få en normal hverdag til at køre rundt imens hun stadig kæmper med at glemme hendes skrækkelige fortid, men det er svært for hende.
Justin derimod lever livet som et normalt menneske sammen med sine bedste venner, men da drengene pludselig vender tilbage til byen for at besøge en gammel ven, ser Justin pludselig Isabella...

(Fortsættelsen på The Feeling)
Jeg vil råde dig til at læse den først hvis du ikke har læst den :)

69Likes
58Kommentarer
36527Visninger
AA

4. "opkaldet"

Justins synsvinkel

Kl var endelig 16 og jeg gik med glade skridt ud fra garagen og hen til Alex der sad i vores bil med begge vinduer rullede ned, ja vi havde en bil men når jeg boede så tæt på mit arbejde gad jeg ikke at bruge bilen, Alex havde også længere til sin skole så det var hendes bil for det meste. Jeg smilede hele vejen til hende indtil jeg satte mig ind i bilen ved siden af hende. "Hey" sagde hun og smilede til mig inden vores læber fangede hinanden i et dejligt kys. Hun havde taget sine solbriller på, da solen var rimelig kraftig her til eftermiddag. Men det var jo sommer. Alex trådte på speederen og derefter kørte vi væk fra min arbejdsplads, Alex så overraskende vildt godt ud i sin sommerjakke og de små shorts, hendes hår var løst og lå og flagrede svagt i vinden der kom ind i bilen. "Haft en god dag" spurgte hun og så kort på mig med et kærligt smil inden hun vendte blikket mod vejen igen, jeg nikkede svagt og sukkede. Endelig havde jeg weekend, jeg skulle ikke høre mere brok fra Jack der brokkede sig over noget jeg havde lavet, han skulle altid finde et eller andet og hakke mig ned med. "Den har været okay, hvad med dig" svarede jeg og så på Alex der smilede svagt og vendte hovedet mod mig, ja hun fik sku smilet frem i mig og det var også det jeg var faldet for. "Den har været hård, men i aften tager mig og pigerne i byen og hygger os, det har jeg virkelig brug for Justin" svarede hun og så alvorligt på mig, hendes smil var også falmet end smule men dog var der et svagt glimt af det. Mit smil var dog falmet helt og var udskiftet med et skuffet suk. Jeg havde håbet på at bruge min fredag sammen med hende.

"Du kan invitere drengene over og spille poker, please Justin jeg vil også gerne more mig med andre end dig" tiggede hun om min godkendelse om at tag i byen med sine veninder, jeg så bare ligegyldigt ud af forruden og sukkede endnu engang, men dog lydløst. "Fint, men du kommer ikke sent hjem" svarede jeg og så på Alex der lyste op med sit smukke smil, nok elskede jeg at bruge min tid sammen med Alex men hun havde ret. Hun kunne ikke være sammen med mig hele tiden.

"Du er den bedste skat" svarede hun og smilede stadig med sine smukke hvide tænder der skinnende når sollyset ramte dem, ja hun havde en rigtig god mundhygiejne for hun gik meget op i sine tænder da hun hadet tandlæger. Jeg gengældte dog mit smil, men dog ikke så helhjertet som da jeg satte mig ind i bilen, jeg vidste allerede nu at jeg ville komme til at savne hende derhjemme.

~

Efter Alex var gået havde jeg inviteret drengene over, vi sad og spillede poker og jeg var tæt på at vinde. Kun mig og Jake var tilbage i spillet da Chris og Ryan havde satset deres sidste poker mønter som de tabte til mig, jeg havde flere mønter end Jake men han kunne dog stadig nå at vinde endnu. Midt i det hele ringer Ryans telefon som for alles opmærksomhed, hurtig reager Ryan og tager telefonen og går ud mod altanen for at snakke i telefon. "Yo Eddy hva så, længe siden" hørte jeg Ryans stemme inden han gik ud på altanen og snakkede videre med Eddy, ham der havde hjulpet os da vi skulle væk fra Toronto. Vi var ikke engang blevet knaldet endnu af strisserne og hvis vi vendte tilbage ville det helt sikkert ske, så jeg skulle aldrig tilbage og sidde bag tremmer. Jeg havde endda fået farvet mit hår så folk ikke rigtig genkendte mig og langt var det da også blevet. Men hvad gør man ikke for at ende bag tremmer. "Hvad mon Eddy vil" lød det forvirret fra Jake der kløede sig i sit lille skæg imens han tænkte hvad hans næste træk var i vores spil, jeg sukkede ligegyldigt og kiggede på Chris og Jake der kiggede på mig, de så noget nervøse ud. "Hvad er der" spurgte jeg og så på drengene der kiggede på mig, Chris sukkede og slukkede sin smøg. "Jeg for bare fucking dårlige minder fra Toronto nu når Eddy dukker op midt under hele" sukkede Chris og rejste sig fra sin stol og gik ud mod køkkenet hvor han tog noget mere pizza som vi havde bestilt. "Du ikke den eneste Chris, hvad hvis strisserne har gennemskuet os" spurgte Jake og koncentrerede sig ikke længere om spillet, han var pænt meget op at køre, hvilket gjorde mig irriteret.

"Hold nu kæft drenge, Eddy er klog og en af vores bedste kammerater, han svigter os sku ikke" svarede jeg hårdt og prøvede at vende tilbage til pokerspillet, men igen kom Jake ind med en latterlig kommentar. "Jamen hvad hvis strisserne er på vej lige nu" spurgt Jake som var den der havde mindst nosser af os alle, det havde han sku altid haft. "Hold nu kæft Jake, hvis der skulle ske noget så er Eddy den første der opdager det" svarede jeg for at berolig ham da han stadig var vildt nervøs, for nervøs til at fortsætte spillet. Jake blev stille og svarede ikke tilbage, han kiggede blot ned i skødet på sig selv og forblev stille. Chris kom tilbage med et stykke pizza i hånden, han satte sig ned i sofaen og gumlede godt løs. "Slap af Jake, der sker os ikke noget" prøvede Chris at opmuntrer ham da han stadig kiggede ned i skødet på sig selv, han sukkede blot og kiggede op da Ryan kom hen til os igen med et svagt smil på læben.

"Drenge" lød Ryan alvorlig og så hurtig rundt på os alle, jeg vendte blikket mod ham og sukkede lavt. "Eddy ringede og han har fået noget vildt at vide" lød det fra Ryan der havde alles opmærksomhed, jeg så en smule nysgerrig ud, for hvad var der sket i Toronto?

"Mikes drenge er kommet tilbage til Toronto efter de stak af da vi fik Mike ned med nakken" lød det fra Ryan der var pænt nervøs, for Mikes kontakter var nogle hårde hunde med masser af stål på armene, de kunne sku også gøre mig nervøs. Og nu var de tilbage efter pigerne og hævn. Jeg sukkede tungt og så på drengene som kiggede på mig, jeg blev pæn nervøs og slap mine kort som jeg havde haft i hånden i lang tid nu.

"Hvad" røg det hårdt og ligegyldigt ud af mig, Chris rystede på hovedet og fnyste imens Ryan og Jake bare var stille. "Jeg skal ingen steder, så ender jeg bag tremmer" vrissede Chris og rejste sig fra sofaen og gik ud i køkkenet for at smide resten af sit stykke pizza ud, jeg kiggede på Ryan og Jake der var stille. Ville de seriøst tilbage?

"Jeg bliver sku også her, jeg er lykkelig med Alex" svarede jeg bestemt og gav derefter Jake og Ryan et hårdt blik, jeg skulle ikke lege helt og ende bag tremmer, det var mit liv for kort til. "Nu er det jer der er nogle røvhuller" lød det fra Jake som pludselig var blevet hård i munden, både mig og Ryan så overrasket på ham. "Isabella har brug for dig Justin, vil du bare lade pigen der fik dine følelser frem komme i Mikes klamme hænder " tilføjede Jake irriteret imens han havde et koldt blik på mig, jeg fnyste vredt og rejste mig vredt fra stolen imens mit blik var på Jake.

"Jeg er færdig med Toronto, jeg skal aldrig tilbage til den lorte by" vrissede jeg og vendte ryggen imod dem og gik ind i soveværelset, døren smækkede jeg med et brag og derefter satte jeg mig ned i mig og Alexs seng.

Jeg sukkede tungt og fik til sidst styr over min vrede. Jake var pludselig blevet en mand når man snakkede om Toronto, men måden han fortalte om Isabella på gjorde mig svag på en eller anden måde, hun havde ikke brug for mig. Hun havde sikkert styr på sit liv med den perfekte fyr og masser af penge, så hvorfor skulle jeg bland mig? Nok var Mikes mænd efter hende og alle de andre piger, men hvad skulle jeg blande mig i det for? Det var ikke min kamp og jeg ville heller ikke være en del af den overhovedet, jeg var lykkelig med Alex. Det bankede pludselig på døren og pludselig stod Ryan foran mig, han så hverken glad eller sur ud. Så mon ikke han var okay. "Hør Justin, jeg ved godt du elsker Alex men Isabella har brug for dig, hun var din pige remember? Så hvorfor bare stå i sidelinjen og kigge på når man kan gå ind i kampen og gøre en foreskel" lød det stille fra ham, hans bedene stemme om at ombestemme mig gjorde mig næsten vanvittig. Jeg sukkede og så på ham. "Lige meget hvor meget du prøver at presse mig rykker jeg mig ikke en cm" svarede jeg og så ligegyldigt på ham. Alt hvad der kom fra ham var et tungt suk og derefter vendte han sig imod døren som han åbnede stille, "jeg vil da i det mindste gøre en foreskel istedet for at sidde og glo her" røg det ud af ham inden han forsvandt ud af døren og smækkede den i, jeg sukkede tungt og lænede mig tilbage i sengen så jeg havde blikket op på loftet.

*Hendes blik ramte mig hurtig, vi fik hurtig øjenkontakt. "Hey" svarede jeg lavt og tog min jakke af og hang den på knagen. Hun svarede ikke men så bare på mig med sine små tårer der rendte ned af kinderne. Var var hun allerede bange?

"Det er mening du skal svare når folk siger hej til hinanden" sagde jeg igen og fik igen hendes øjenkontakt, hun havde smukke brune øjne som skinnende selvom der trillede tårer fra dem, hun var en okay smuk pige.

"Hej" svarede hun lavt og nervøst imens kiggede hun ned af sig selv, hurtigt tørrede hun sine øjne imens jeg betragtede hendes rystende krop, hun var bange og vidste ikke hvad der skulle ske med hende. Jeg holdte stadig blikket på hende, for hun var smuk, virkelig smuk. Lige nu kunne jeg ihvertfald være stolte over drengene at have fanget hende, så hun kun blive min og ingen andres.

"Hvad hedder du" spurgte jeg forsigtig ind til hende, hun reagerede ikke rigtig men kiggede stadig ned af sig selv. Det irriterede mig lidt, så jeg satte mig i min kontorstol så jeg fik hendes opmærksomhed, og selvfølgelig kiggede hun hurtig op da jeg havde sat mig. Jeg rullede hen til hende så jeg sad foran hende, hun var nervøs og bange. "Lad os prøve igen, hvad hedder du" spurgte jeg igen og lagede min hånd under hendes hage og fik hende til at kigge på mig. Hun græd, græd af skræk og nervøsitet.

"Is..Isabella" stammede hun imens hendes tårer løb om kamp ned af hendes kinder. Jeg nikkede svagt og nussede hende hurtig på hagen. "Jeg er Justin" svarede jeg og så ind i hendes brune øjne der stadig var plaget med tårer som der trillede stille ned af hendes kinder.*

Jeg åbnede øjne og kiggede direkte op i loftet, bare mindet om vores første møde havde allerede gjort indtryk på mig dengang, Isabella var da en smuk pige med en masse succes bag sig, men nu hvor jeg endelig var ude af hendes liv som var hendes største ønske. Så skulle jeg igen indblandes omkring hende og redde hende fordi drengene lige netop skulle fange den pige som havde fået mine følelser frem igen. Men takkede været Isabella havde jeg Alex som jeg elskede højt. Imens mine tanker var på Alex havde jeg ikke hørt fra i hende i snart 2 timer så jeg ville lige sende hende en besked for at høre om hun var okay.

"Hey babe, er alt ok? - Justin"

Jeg sendte beskeden og smed min telefon ved siden af mit hovede, jeg kunne høre drengene stadig var her så jeg rejste mig fra sengen og kom ud soveværelset. Det første blik der mødte mig var Chris der havde fået gang i en flaske Whisky som han drak af sammen med Jake. Ryan sad foran min computer og skrev en hel masse. "Yo Justin, vi smadre de hundehoveder de skal fandme ikke røre Isabella" vrøvlede han løs og tog endnu en tår af flasken inden Jake fik den, jeg sukkede tungt af dem. "Har i fået ham med på ideen" spurgte jeg både Jake og Ryan om da Chris åbenbart var blevet en smule halvfuld. Hvor længe havde jeg været væk inde i sengen?

"Chris er på og vi køre imorgen aften" lød det koldt fra Ryan der sad med ryggen til mig og stadig havde snuden foran computerskærmen, han var stadig fornærmet over mit valg. Jeg sukkede tungt og gik hen ved siden af Ryan for st se hvad han havde gang i og hvad jeg kunne se havde han gang i en samtale med Eddy på Facebook. "Du har til imorgen aften til at ombestemme dig" lød det fra ham inden han gav mig et blik, jeg reagerede ikke rigtig på hans svar, jeg sukkede bare lydløst. "Okay" kom jeg til sidst med inden Ryan rejste sig fra stolen og gik hen til Jake og Chris der grinede over et eller andet.

"Kom drenge så det hjem, vi skal være klar til imorgen" lød Ryan bestemt, Chris og Jake rejste sig fra sofaen men lod dog whiskyen stå på stuebordet. "Vi ses Justin" lød det fra dem inden de forsvandt ud af hoveddøren med et svagt smæk. Jeg sukkede tungt og kiggede rundt i stuen, men en lyd fra min telefon der stadig lå inde i sengen fik min krop til bevæg sig imod soveværelset. Hurtig samlede jeg min telefon op og det var en besked fra Alex.

"Justin, jeg er virkelig ked af det men jeg er ikke sammen med mine veninder... - Alex"

Hendes besked gjorde mig urolig så hurtig fik jeg hende ringet op og hun tog den da.

"Hvad mener du" spurgte jeg forvirret, hun sagde da hun skulle i byen med sine veninder? Og at hun nu skrev at hun ikke var sammen med dem længere gjorde mig en smule urolig.

"Jeg har slet ikke været sammen med mine veninder idag Justin, jeg stødte ind i en af min gamle kammerater for nogle dage siden og han inviterede mig ud og spise" lød det nervøst fra hende. Jeg så forvirret rundt omkring mig imens jeg prøvede at forstå de ord hun sagde, vent sagde hun lige ham? Jeg følte pludselig at mit hjerte gik i stå, for at hun direkte løg overfor mig for at kumme være sammen med en "gammel kammeret" gjorde mig sku panisk.

"Gammel kammerat siger du? Hvorfor kunne du så ikke fortælle mig det istedet for at stikke en løgn op i hovedet på mig" svarede jeg en smule hårdt, men jeg var sku skuffet over hendes handling at klare det her på, det knuste mig.

"Fordi jeg- " "nej fortæl mig om ham fyren du render rundt hos" afbrød jeg hende i en hård stemme som gjorde hende utryk, jeg var vred og virkelig skuffet over hende.

"Justin jeg kan ikke fortælle dig det" lød det nervøst fra hende, jeg sukkede tungt imens jeg følte mit hjerte frøs til is, nu kunne hun pludselig ikke fortælle mig sandheden.

"Hvorfor " spurgte jeg bestemt, jeg var vred men også bange for hvad hendes svar var til det, for alt hvad jeg hørte var et tungt suk som gjorde mig endnu mere nervøs end før.

"Fordi jeg elsker ham" lød hendes stemme stærk nok til at kunne svarer igen. Hendes ord gjorde mig panisk, jeg følte pludselig at min krop blev ramt af en stor tornado hvor alt blev suget ud af kroppen på mig, men jeg var stadig fanget ind i den, men til sidst blev jeg efterladt helt alene, ødelagt og uden nogen følelse i kroppen...

Håber kapitlet levede op til jeres forventninger, der røg ihvertfald en masse drama i som jeg håber i kan holde til hehe!

Håber i kunne lige kapitlet :))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...