The Feeling 2 | Justin Bieber | af Michelle Clausen

Et 1/2 år er gået siden vi var vidne til Isabellas kidnapning, men hun kom dog hjem til sin familie igen, men med helt andre følelser i kroppen.
nu er hun nogenlunde på toppen og er begyndt at gå i skole igen, hun prøver på at få en normal hverdag til at køre rundt imens hun stadig kæmper med at glemme hendes skrækkelige fortid, men det er svært for hende.
Justin derimod lever livet som et normalt menneske sammen med sine bedste venner, men da drengene pludselig vender tilbage til byen for at besøge en gammel ven, ser Justin pludselig Isabella...

(Fortsættelsen på The Feeling)
Jeg vil råde dig til at læse den først hvis du ikke har læst den :)

69Likes
59Kommentarer
36211Visninger
AA

8. "nummer?"

Isabellas synsvinkel

Havde jeg haft en chance havde jeg givet alt for at kunne blive hjemme fra skole, jeg var stadig ikke kommet over Justin fra i lørdags, jeg havde siddet hjemme på mit værelse og kun gået derfra hvis jeg skulle spise eller på toilet, ellers havde jeg ikke forladt mit værelse overhovedet. Jeg ønskede heller ikke at træde udenfor da jeg vidste at Justins venner kunne stå i i hvilket som helst hjørne og tag mig, alle minderne var blæst frem i mit hovede efter han var dukket op igen, jeg var virkelig skrækslagen for at møde ham igen, og især hvis jeg var alene.

Men jeg kunne stadig ikke blive hjemme, min mor havde været meget striks omkring at pjække, jeg havde jo slet ikke fortalt hende om det der skete på Macdonalds. jeg havde valgt at holde det for mig selv. Jeg ville ikke udsætte mine venner og familie for farer, og hvis jeg fortalte dem det, så ville Justin gå efter mine tætteste for at ramme mig dybt. Han var ikke til at stole på.

Men istedet for at cykle fik jeg min mor til at kører mig da jeg bildte hende ind at jeg havde ondt i mit ene knæ, og hvis jeg cyklede gjorde jeg det værger. Den hoppede hun dog på og kørte mig. Jeg vidste godt det ikke var godt at lyve, men jeg var bange for at stirrer ind i hans nøddebrune øjne igen, de øjne der havde gjort mig blind hele vejen igennem.

"Få en god dag skat, jeg holder her kl 15" snakkede min mor til mig og sendte et smil, jeg nikkede og åbnede bildøren og steg ud.

"Vi ses mor" sagde jeg forsigtigt og smækkede bildøren i.

Jeg kiggede mig godt omkring imens jeg gik imod indgangen til skolen, jeg følte mig overvåget, men mine ben var stærke nok til at kunne trække mig med hen til indgangen som jeg gik ind af. Først da jeg kom ind følte jeg mig en smule mere modig, der var fyldt med mennesker på skolen og chancen for at Justin vil se mig var lille, plus han kendte slet ikke min skole overhovedet. Så jeg var godt gemt indtil videre.

"Bella" hørte jeg en bekendt pigestemme, det var Amanda. Jeg stoppede op og lidt efter stod hun foran mig med et svagt smil, "er du okay efter fra i lørdags" spurgte hun og så en smule bekymret på mig, godt nok havde hun ringet igår og spurgt om det samme, hvor jeg havde svaret ja.

Du er ikke en skid okay Bella, Justin står derude et sted og du ved det

Min underbevidsthed var godt skræmt, og det var jeg også selv. Rigtig meget endda. Men jeg måtte opfører mig normalt og slappe af selvom det blev svært, jeg måtte bare fokuser på timerne og lukke Justin ude af mit hovede.

"Jeg er okay, og tak fordi du var der. Jeg ved ikke hvad jeg ville have gjordt hvis du ikke var der" svarede jeg og smilede svagt til hende, hun lyste helt op og smilede generet ned i gulvet, mine ord havde for alvor ramt hende, men jeg mente dem også. Havde jeg ikke haft Amanda ved min side havde jeg nok skreget op og løbet ud af restauranten, Amanda var med til at berolige mig og det var en kæmpe hjælp.

"Hvor du sød" svarede hun og smilede helhjertet.

Vi gik sammen ned til mit skab hvor jeg fik smidt min læderjakke, derefter fortsatte vi ned mod lokale 8 hvor fysik forgik. Jeg hadet fysik, men jeg skulle bruge faget senere i mit liv, så jeg måtte bide i det sure æble og være en del af timerne. Amanda var heldigvis sammen med mig i fysik, så jeg var ikke helt alene. De fleste af de andre fag havde vi ikke sammen.

Vi fandt en godt plads midt i lokalet og kort efter ringede den store larmende klokke, jeg gispede svagt og så forskrækket rundt. Amanda lagde dog heldigvis ikke mærke til min forskrækkelse, men stod bare med sin iPhone foran ansigtet og skrev med en eller anden, jeg regnede med det var Jacob siden hendes smil nåede helt op til hendes øjne, havde hun endelig fået hans opmærksomhed?

"Så, stille alle sammen og Amanda send den sidste besked inden jeg tager din telefon" brød vores lærer ind, straks blev der stille. Dog kunne jeg ikke lad svære med at have mit blik på Amanda der hurtig skrev færdig og lagede sin telefon på bordet foran sig. Jeg sukkede og fornemmede en lang kedelig fysiktime hvor Amanda vil være limet til sin telefon, og jeg skulle lave forsøgene selv. Jubii....

~

Det havde været nogle slemme første timer, med Justin i mit hovede følte jeg tiden gik i stå, og det eneste der kørte var mine tanker omkring Justin. Jeg havde ikke sagt så meget idag, hvilket Amanda ikke rigtig havde lagt mærke til. Hun sad stadig og skrev med Jacob selvom han sad 20 meter væk fra os. Vi havde frokost og jeg havde fået min mors lækre madpakke med, yougurt med jordbærsmag, nogle rugbrøds madder og en god chokolade kiks til dessert, min mor havde været sød og i godt humør endnu engang.

"Han er bare så dejlig" mumlede Amanda ved siden af mig og smilte over hele hovedet. Jeg ønskede virkelig at være i hendes sko, ingen frygt, ingen udnyttelse kun bekymrer sig om sin skræmte veninde og flirt. Ja i hendes liv var der kun mig hun skulle bekymrer sig ekstra meget om hvis der skete noget.

"Jacob" spurgte jeg og smilede en smule falsk imens jeg åbnede min jordbær yougurt. Amanda smilede lykkeligt og nikkede, lige siden i Fredags havde hun ikke lavet andet end at snakke om Jacob, det irriterede mig en smule, men jeg nød den tid hvor hun fjernede Justin fra min tanker i nogle få minutter, så hvis det var Jacob vi skulle tale om for at fordampe Justin fra mig, ville jeg langt mere end at mine tanker begraver sig ned på grund af Justin.

"Hey Anderson" lød det pludselig fra en drenge stemme, jeg gispede da en hånd lagede sig på min ene skulder. Var det ham? Var min første tanke. Jeg lukkede mine øjne i lidt tid inden jeg åbnede dem igen, det var det ikke. Jeg kendte ikke personen, men han så da okay ud, han var pæn brun i huden, opsat sort hår og smilede venligt ned til mig.

"Jeg er Josh, en af Eddys venner" forklarede han stille, jeg nikkede og fyldte mig lidt mere tryg end før. Så jeg lod ham forklarer videre.

"En af mine kammerater er lidt vild med dig, og han vil sindsyg gerne have dit telefon nummer. Men han tør ikke at spørger selv så derfor hjælper jeg ham" lød det selvsikkert fra ham. Jeg vidst ikke hvad jeg skulle gøre, hvem var hans ven? Justin? Eller var det Eddy da han sagde Eddys ven?

"Hvem skal have det" spurgte jeg en smule lavt og kiggede op i hans brune øjne der ikke viste er eneste tegn på ondskab, måske kunne jeg godt stole på ham alligevel.

"Det er Eddy, han vil gerne invitere dig ud tror jeg" svarede han og fniste svagt med et smil, jeg åndede let op og smilte svagt. Så Eddy havde følelser for mig? Hvor sødt, men jeg ledte ikke efter en kæreste overhovedet, jeg var stadig ikke ovre min skrækkelige fortid med Justin som havde brugt mig som en dukke.

Jeg fik hurtig fat i noget papir og skrev mit telefon nummer ned på, Josh fulgte godt med og nikkede med et smil da jeg gav ham papiret.

"Tak Isabella, Eddy bliver glad når jeg giver ham det" svarede han og holdte stadig sit kønne smil på læberne, ja han så da ikke grim ud. Jeg så bare kort ned i gulvet og igen på Josh, jeg ønskede at jeg kunne sende et smil tilbage til ham, men så ville jeg ligne en idiot da jeg ikke smiler så meget og ikke har nogen ægte grund til det. Men lige der kunne jeg godt bruge mit smil for at vise en smule høflighed. Men det ville mine læber eller kæber ikke være med til.

Josh vendte sig og gik med papiret i hånden, jeg betragtede ham gå ud af kantinen så jeg ikke længere kunne se ham. Og derefter vendte jeg blikket mod Amanda der sad og så undrende på mig.

"Eddy? I snakker kun sammen i fysik timerne" lød det fra hende med en undrende stemme. Jeg forstod hende også godt, jeg var lige så nysgerrig over hvad Eddy ville med mit telefon nummer, jeg stolede dog på ham og måtte lade det ligge som det var, han skrev sikkert til mig senere og forklarede det hele....

Justins synsvinkel

Jeg havde lånt Eddys forældres bil, eller nok nakket. Men de var ikke hjemme lige pt da hans forældre var ude og rejse, så han havde hele huset for sig selv i nogle uger endnu. Eddy nød sikkert også at han ikke var alene mere når vi "boede" hos ham lige nu. Men jeg havde taget bilen for at hente Eddy efter skole, det gav mig også muligheden for at se Isabella igen. Jeg havde jo kun set hendes ansigt i 2 sekunder efter hun gik fra af Macdonalds i lørdags. Jeg håbede virkelig snart at jeg kunne tale med hende og fortælle hvor ked af jeg var for det hele. Jeg havde heller ikke lavet andet end at tænke på hende siden i går aftes hvor jeg kom hjem fra min gå tur, mine tanker kunne bare ikke give slip på hende.

Jeg sukkede tungt og betragtede de elever der kom gående ud af hovedindgangen til skolen, nogen gav mig nogle hurtige blikke andre ignorerede mig bare helt. Jeg var også ligeglad med eleverne, der var kun en jeg ville se igen og der var Isabella. Bare hun havde fri nu, klokken var jo 15 så det burde hun.

Men jeg opgav alt håb om at møde hende da Eddy kom farende imod bilen som jeg sad i, han smilte hele vejen hen imod mig indtil han satte ved min side.

"Værsågod charmetrold, nu har du bare at skaffe et møde med hende" lød det fra ham og derefter fandt han et krøllede stykke papir op fra lommen som jeg tog imod. Det var hendes telefonnummer.

Følelsen at have hendes kontakt fik mit hjerte til at banke en anelse hurtigt, jeg kunne faktisk ringe til hende lige nu og give hende den undskyldning hun fortjente, men hun kunne jo lægge på og blive endnu mere skræmt.Jeg glemte ikke hendes opførsel på Macdonalds, som mindede mig endnu engang om at det var min skyld at hun var så skræmt og bange hele tiden. Jeg skulle bare skaffe det møde hurtigt så jeg kunne fortælle hende at hun havde intet at frygte længere, jeg var her for at passe på hende og alle de andre piger som vi havde fanget også. Men lige nu drejede det sig mest om Isabella...

Undskyld det blev så kort men havde ikke så mange muligheder i dette afsnit, men håber stadig i kunne lide kapitlet :)) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...