The Feeling 2 | Justin Bieber | af Michelle Clausen

Et 1/2 år er gået siden vi var vidne til Isabellas kidnapning, men hun kom dog hjem til sin familie igen, men med helt andre følelser i kroppen.
nu er hun nogenlunde på toppen og er begyndt at gå i skole igen, hun prøver på at få en normal hverdag til at køre rundt imens hun stadig kæmper med at glemme hendes skrækkelige fortid, men det er svært for hende.
Justin derimod lever livet som et normalt menneske sammen med sine bedste venner, men da drengene pludselig vender tilbage til byen for at besøge en gammel ven, ser Justin pludselig Isabella...

(Fortsættelsen på The Feeling)
Jeg vil råde dig til at læse den først hvis du ikke har læst den :)

69Likes
58Kommentarer
36285Visninger
AA

13. "mystiske pattebarn"

Isabellas synsvinkel

At starte i skolen igen var ligesom at træde ind i helved, alle de blikke og hvisken der var omkring mig var ikke til at holde ud. Pludselig var det mig der var skolens mest interessante person, ikke engang Jacob skolens sportsfreak og min bedste venindes kæreste fandt alle eleverne ikke interessant længere. Nu var jeg blevet stemplet som "den mystiske" og alle fandt mig interessant. endda Jacob selv, han tog det ikke så tungt over den manglende opmærksomhed som hele tiden havde været omkring ham, han var blevet en af alle de andre nysgerrige elever. Amanda havde slet ikke snakket til mig overhovedet, jeg undrede mig meget da jeg slet ikke havde gjort eller sagt noget, så grunden til hendes fravær overfor mig var en uløslig gåde, dog var jeg typen der ikke rigtig bed mig mærke i det, men når hun var den eneste person jeg stolede på her, så var jeg en smule nervøs. Som nu, jeg sad helt alene ved et bord ved kantinen og bare kiggede ud på alle de elever som også gav mig mistænkelige blikke tilbage, følelsen af ensomhed var forfærdelig. Jeg manglede Amanda.

Jeg sukkede kraftigt ud og rørte lidt i min kolde suppe som var dagens menu, brødet der var til var en smule tørt men de kunne stadig godt spises. Det mindede mig om min mors fantastiske suppe derhjemme, den var virkelig et hit for hele familien og vores naboer som vi tit havde på besøg, men de havde ikke vist sig siden min far rejste. Min far var en meget kendt mand i blandt sine venner og arbejdskollegaer, han havde altid et åbent smil på læben som altid fik folk til at føle sig velkommne i hans tilstedeværelse. Så jobbet som psykolog faldt lige i hans smag, han fik tilbudet til uddannelsen for mange år siden og nu var han en af de bedste i landet. Jeg var stolt over ham, men at jeg aldrig så ham gjorde ondt.

"Er det hende de alle snakker om" hørte jeg en pige hviske bag mig til sin veninde, jeg rettede mit blik op og kiggede ud mod udgangen. De sorte jeans og den løse hvide gennemsigtige t shirt klædte ham faktisk utrolig meget, hans jakke havde han i venstre hånd imens hans blik var rettet imod mig. Jeg sank en klump imens pigernes hvisken bag mig forduftede fra min hjerne, Justin rettede sig imod mig og kort efter sad han tæt foran mig. Han sagde ikke noget i de første 3 minutter, men dog rømmede hans sig og fik mit blik til at kigge op i hans, skeen jeg havde fat i med min højre hånd slap jeg og lod ligge i skålen, jeg sukkede lydløst og lod min hånd falde afslappet ned på de kolde bord.

"Skal du ikke spise" lød det fra ham imens hans blik lurede undrende på min kedelige suppe og min hånd som jeg kom i tanke om var den, hans hånd holdte om for nogle dage siden.

"Jeg er mæt" svarede jeg blot og koncentrerede mig om at spille afslappet, det gik meget godt men hans bevægelser fik mig til at gispe svagt. Jeg fattede ikke hvorfor han blev ved med at trække tiden ud og pine mig sådan, jeg ventede bare på at han skulle overfalde mig og lade mig opleve min fortid endnu engang. Tanken fik mig til at krumme mine tæer kraftigt.

Justin nikkede dog svagt og trak vejret helt roligt, det var første gang vi rigtig talte sammen efter vores pludselige møde ude foran skolen den aften jeg skulle mødes med Eddy, ham havde jeg heller ikke snakket med eller været sammen med i fysiktimerne. Hans løgn om at mødes den aften kunne slet ikke få mig til at kigge han i øjne længere, han vidste jeg havde haft en skrækkelig fortid og nu ville træde i det ved at lade mig møde min kidnapper endnu engang. Det var helt sikkert også ham der havde fået Justin ind på skolen. "Hør Bell, du må ikke gå udenfor med mindre jeg er med" lød Justins alvorlige stemme som jeg ikke havde hørt i rigtig lang tid, vi fik atter øjenkontakt og hans ord fik mig til at fnyse ligegyldigt. Han ville helt sikkert skræmme mig for livet. Justin bed mærke i mit ligegyldige svar og forsatte sin latterlige fortælling.

"En fyr jeg engang arbejde for er efter dig, godt nok er han i spjældet men hans håndlangere er stadig på fri fod. De er her i byen og jeg er her for at beskytte dig imod dem, det er grunden til hvorfor jeg er her" lød det fra ham imens hans blik igen faldt ned på min hånd som stadig lå på bordet. Der var stille imellem os, men imens stilheden kørte var mine tanker på højtryk. Havde jeg været modig nok havde jeg svaret ham hurtigt og ligegyldigt igen, men sådan var jeg ikke længere, jeg var lille, tavs og bange. Godt nok troede jeg stadig ikke på det hans sagde, men jeg kunne bare ikke vise hvor ligegyldig jeg var imod ham og hans tåbelige måde at true mig på, jeg beviste det også kun for mig selv, tanken om at lukke munden op kunne jeg ikke få mig selv til. Man vidste aldrig om Justin kendte de fyrer som i det hele taget viste sig at være hans venner? Derfor forblev jeg tavs og ventede bare på at han ville gå, men som de så ud nu var der stadig 20 minutter til timen begyndte og Justin lignede ikke en der var på vej til at rejse sig og gå.

"Jeg undskylder hvis jeg skræmmer dig, men det er sandheden Bell, jeg prøver bare at beskytte dig" lød det fra ham imens vi begge kiggede ind i hinandens øjne, de var smukke. Ligesom jeg huskede dem, men denne gang var det hele anderledes. Nu var det pludselig mig der havde magten imellem os, Justin lignede en der var nervøs overfor min næste reaktion som jeg tog afslappet. Inderst inde var jeg skræmt men at se ind i de øjne fik mig på en måde til at glemme det? Hvordan gjorde han?

"Sig noget Bell" lød det til sidst opgivende fra ham imens han sukkede tungt ud så jeg næsten kunne mærke hans kolde ånde i ansigtet, jeg rettede mig en anelse op og snak endnu en klump som røg hårdt ned i min mave, jeg kunne bare ikke sige noget overhovedet. Efter noget tid sukkede Justin endnu engang og kiggede hurtigt ned i bordet inden han lod sig blik falde på mine øjne igen.

"Vi ses i aften Bell, jeg kommer halv 6" lød det fra ham og derefter rejste han sig hurtigt op, dog blev han stående lidt og så ned på mig for at høre mig sige noget, men jeg holdte min mund lukket. Det sidste jeg hørte var et suk og derefter vendte han sig imod udgangen til kantinen og derefter var han ikke til at se længere. Først der trak jeg vejret ordenligt og så febrilsk rundt på de forskellige elever, der hurtig vendte deres hoveder når jeg opdagede deres stirren på mig. Jeg følte mig overvåget og det hele var Justins skyld, kunne han ikke bare lade mig være. Efter lidt tid rejste jeg mig fra bordet, tog bakken med min kedelige suppe med mig hen imod skraldespanden var jeg ville smide det ud. På vejen fik jeg en kort øjenkontakt med Amanda som så virkelig snoppet ud, hun vendte dog ansigtet hurtigt den anden vej imod Jacob og hans venner da hun opdagede min stirren på hende. Følelsen af at ens bedste veninde ikke er der igennem det her latterlige rygte gjordt ondt, jeg havde ikke nogen at læne mig op af udover min mor og Justin som så gerne ville beskytte mig, men jeg stolede overhovedet ikke på ham, han skulle virkelig kæmpe hvis han gerne ville have min opmærksomhed i et sekund.

Jeg havde smidt suppen og lagt bakken ovenpå de andre bakker, i det jeg skulle til at gå ud mærkede jeg pludselig noget klamt i min nakke. Derefter hørte jeg pludselig en masse grin rundt i lokalet.

Jeg vendte mig pludselig og kiggede ind i nogle grønne øjne, det var Jacob. Med hans skæve smil der lyste af tilfredshed fik mig til at gå fuldstændig i stå. Jeg havde aldrig gjort ham ondt eller snakket til ham, så hvad var hans grund til at hælde resten af sin suppe ned i nakken af mig? Det der endnu mere knuste mig var at se Amanda grine sammen med de piger som også var i blandt hende og Jacob, men igen fik Jacob min opmærksomhed med sit skæve smil og magtesfulde øjne, han skræmte mig så tæt på.

"så kan du lære det mystiske pattebarn" lød det selvsikkert fra ham inden han satte sit plastic skål oven på mit hovede og flere grin kunne igen høres, inklusiv Jacob. Hurtig tog jeg plastic skålen af mit hovede og satte det på bordet hvor bakkerne stod. Jeg sukkede og snøftede svagt, men højt nok til at Jacob kunne høre det. Og han udnyttede også chancen ved at blive ved med at kalde mig alt muligt, men jeg valgte at lukke det ude og kigge hen af gulvet. Jeg turde ikke at kigge på han endnu engang.

"Hvad fanden har du gang i" hørte jeg pludselig en genkendelig stemme, uden jeg havde lagt mærke til det var mine tårer trillede ned af kinderne. Jeg vidste jeg ikke skulle have været taget i skole. Justins ryg stod pludselig foran mig imens han truede Jacob med at komme efter ham hvis han generede mig igen, dog med en del flere bande ord og en truende tone. "Rør du hende igen, er du færdig" var det sidste Justin sagde inden han hurtig vendte sig imod mig med sine mørke øjne der tegnede på vrede. Uden at reager tog han fat i min hånd og fik mig ud fra kantinen, jeg sagde ikke noget overhovedet men lod mine tårer trille stille ned af kinderne, jeg var bange og kunne slet ikke stole på nogen som helst længere, skulle jeg pludselig mobbes af min forhenværende bedste venindes kæreste på grund af Justin? Alt var blevet et helved siden den dag på Macdonalds hvor jeg så ham, hvis hans plan var at få mig helt ned i kælderen så virkede det, for jeg havde pludselig ingen venner længere, min far var rejst og min mor var altid stresset efter arbejde. Jeg så pludselig ikke nogen grund til at leve længere.

Justin havde ført mig ned til de toiletter nede i kælderen hvor jeg vidste der aldrig kom nogen, det var kun mig og Amanda der kendte stedet også Justin der havde fundet mig her i mandags. Jeg havde slet ikke sagt noget, kun snøftet og kigget ned i jorden. Pludselig mærkede jeg Justin fingrer der hev mig lidt i håret, men for at få en del spinat og melboller ud af mit hår.

"Du skal ikke lytte til hvad han sagde Bell, han er en nar og det er din såkaldte veninde også" lød det dybt vredt fra Justin imens han koncentrerede sig om mit hår der var indsmurt i vandet fra suppen. jeg sukkede og vendte langsomt hovedet op mod ham, først derefter fandt jeg ud at hvor tæt han enlig var på mig, jeg kunne dufte hans parfume som duftede overraskende godt og frisk. Vi fik øjnekontakt og det stoppede Justin i at blive ved med at pille i mit hår, men lod derefter sine tommelfingere fjerne de tårer der var på mine kinder, jeg snøftede endnu engang og så igen ned i gulvet.

"Skal jeg køre dig hjem" lød det fra ham så jeg igen fik vendt mit ansigt tæt om imod hans. Hans brune øjne var igen normale og det varmede svagt i mig, dog forstod jeg ikke at min krop pludselig ikke havde den følelse af tab længere, jeg havde lige mistet min bedste veninde som betød alt for mig, men det var ikke det jeg var ked af. Det jeg græd over var at se Amanda grine af mig imens jeg blev svinet til af hendes kæreste, hun var den tætteste jeg havde og fortalte alt til, men istedet for at støtte mig stak hun mig i ryggen og havde fortalt alt om mig til sin kæreste. Imens jeg kiggede ind Justins øjne regnede jeg ud at selvom jeg havde mistet Amanda stod Justin klar til at støtte mig, det var også det han havde ment da han snakkede til mig tidligere, men jeg var stadig i tvivl omkring ham, han var min kidnapper men han havde lige hjulpet mig væk fra at blive gjort mere til grin foran hele skolen. Jeg skyldte ham et stort tak.

"Bell, er du okay" lød det igen fra ham imens han så undrende ind i mine øjne. Jeg lod mærke til vi havde stået og kigget ind i hinandens øjne i flere minutter uden at sige noget, så jeg valgte at blinke et par gange og læne mig lidt væk fra ham da han stod tæt på. Jeg sukkede og så igen ned i gulvet.

"Kom, lad mig køre dig hjem, du skal ikke være her længere" lød det fra ham og tog blidt fat i min hånd igen. Mit blik blev hurtigt rettet på vores hænder, min krop reagerede ikke men ville blot følge med. Jeg lod Justin følge mig ud fra toiletterne og hen imod bagudgangen til parkeringspladserne til bilerne. Vi sagde ikke noget til hinanden hele vejen, men jeg kunne mærke på ham at han havde en masse spørgsmål, men han fik koldt vand i blodet og lod bare stilheden tag over imellem os.

Jeg var fuldstændig forvirret, før Justin startede på skolen havde jeg stadig mareridt om ham hver dag, da han startede på skolen besvimede jeg, men når jeg var tæt på ham så skete der ikke en skid med mig. Min krop var varm og følte sig slet ikke ramt af det mindste smule frygt jeg havde omkring ham. Nu holdte vi hinanden i hånden imens vi var på vej hen til hans bil, følelsen for at give slip og flygte var der slet ikke. Jeg vidste ikke hvad der skete, men efter han bevis på at han ville passe på mig fik mig til at stole på ham, tænk at der ikke skulle mere til, han havde haft mig fanget i en hel måned og tænk der kun skulle 10 minutter til at lade mig overgive? Jeg forstod det slet ikke, men jeg kunne godt lide følelsen jeg fik ved at være tæt på ham, jeg følte varm og tryg.

"Du har slet ikke sagt noget overhovedet" lød det fra ham da vi havde forladt skolen i hans bil, jeg sukkede lydløst og kiggede bare ud af ruden ved min højre side, jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige, at sige tak lød så dumt i mit hovede selvom det var det mindste man kunne sige. Men efter så lang tid så måtte jeg gøre et eller andet til gengæld for ham, et tak betød ingenting i mit hovede lige nu. Langsomt vendte jeg hovedet imod Justin der havde sit blik på vejen, men da han kunne se ud af øjenkrogen at mit ansigt var vendt imod ham, så vendte han hovedet og sendte mig et forsigtigt skævt smil.

"Jeg ved godt hvad du tænker, jeg er din kidnapper og du sidder i min bil og du ved ikke om du er op vej hjem eller på vej væk" lød det rent sagt ligegyldigt for ham, men hans skæve smil blev dog siddende på de lyserøde læber. Vi fik kort øjenkontakt men Justin afbrød den ved at kigge på vejen endnu engang.

"Jeg vil aldrig røre dig igen Bell, det håber jeg du ved" lød det en smule lavere fra ham, men hans ord kom ud lidt mere kærligt ment end det før. Han rettede igen sit hovede imod mig og lod igen vores øjenkontakt overtage samtalen, han brune øjne fortalte mig at det virkelig var sandt det han sagde, men jeg var stadig ikke helt klar til at glemme alt det han havde gjort imod mig for et halvandet år siden, jeg havde stadig mareridt om ham og de virkede så virkelige hver gang.

"Hør, det er okay hvis jeg ikke skal komme i aften, bare du passer på dig selv og ikke gøre noget dumt" lød det fra ham igen da han valgte at afbryde stilheden i bilen, jeg sukkede og så ned på mine hænder som holdte fast om hinanden. En del af mig ønskede virkelig at lade ham komme og spise med i aften, men på den anden side så ville jeg virkelig også gerne have ro og tænke alt det her igennem, men jeg vidste at hvis jeg gjorde det så endte det ud i noget lort, jeg havde aldrig været god til at være alene, kun på mit værelse.

"Jeg vil gerne have du kommer" fik jeg mine ord nervøst ud imens jeg langsomt vendte mit blik imod Justin der nikkede svagt, derefter sendte han et svagt smil og kiggede igen på vejen.

"Okay Bell, jeg skal nok være der" svarede han lavt men udlod at vende sit ansigt imod mig, men koncentrerede sig om vejen vi kørte på. Jeg pustede tungt ud og kiggede ud af ruden på min højre side, jeg næsten hjemme da husene var genkendelige, en del af mig undrede sig over hvor han vidste hvor jeg boede, men jeg lod mig ikke rigtig bide mig mærke i det, jeg tænkte kun på middagen i aften. Noget i mig sagde at de ville blive en god aften, så jeg valgte at stole på det, men kun fordi at Justin var iblandt i det. Det var mærkeligt, når jeg var sammen med ham fik han mig pludselig til at se det gode i alt, jeg havde ikke tænkt på noget af det der var sket henne i skolen når vi snakkede, han fik mig til at glemme det dårlige og se positivt på fremtiden, det var mærkeligt man ja det gjorde han, hvordan han gjorde det var mig en uløslig gåde.

"Så er vi her Bell" lød det fra ham da han havde stoppet bilen lidt efter, jeg så ud af ruden på min højre side og kiggede på vores lyseblå hus med en smuk forhave med en velpasset hæk og græsplæne, min mor havde virkelig knoklet idag med haven, den var virkelig flot selvom der ikke var en eneste blomst. Jeg vendte hovedet mod Justin der så kiggede på mit hus men vendte sit blik på mig, vi sagde ikke noget imens jeg prøvede at klikke mig fri fra selen, men den drillede.

"Lad mig hjælpe dig" lød det fra ham og lænede sig forsigtigt imod mig for klikke selen fri fra låsen, han hev lidt i den og sukkede irriteret men til sidst gik den op, jeg kiggede på ham og smilte svagt, han fnyste lavt og smilte selv.

"Tak Justin, vi ses senere" sagde jeg forsigtigt og holdte blikket på Justin der nikkede med et skævt smil, jeg glædet mig pludselig utrolig meget til at se ham igen i aften, jeg skulle lige til at åbne bildøren men et spørgsmål sprang ud af min mund.

"Du er ikke vegetar vel" spurgte jeg dumt og så på Justin der valgte at grine svagt og ryste på hovedet til mig, jeg nikkede blot og åbnede døren til bilen, derefter steg jeg ud og så på ham en sidste gang inden jeg lukkede døren og derefter trillede han længere og længere væk fra mig.

Imens han stille kørte væk vendte jeg mig mod mit hus, jeg begyndte pludselig at smule stort over hele hovedet, han havde virkelig hjulpet mig mere jeg troede. Alle de ting der var sket idag var forsvundet fra min hjerne, kun tanken om Justin og vores fremtidig middag kørte på min hjerne, måske skulle jeg gøre en smule ud af mig selv?...

Hej læsere! Håber i kunne lide kapitlet! Imorgen tager jeg jo til Prag og er væk til d. 11, så jeg kan dsv ikke skrive nogle kapitler i de 5 dage jeg er væk, men jeg skal gøre alt hvad jeg kan for at skynde mig at få et ud når jeg er hjemme igen!

Vi ses snart læsere! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...