The Feeling 2 | Justin Bieber | af Michelle Clausen

Et 1/2 år er gået siden vi var vidne til Isabellas kidnapning, men hun kom dog hjem til sin familie igen, men med helt andre følelser i kroppen.
nu er hun nogenlunde på toppen og er begyndt at gå i skole igen, hun prøver på at få en normal hverdag til at køre rundt imens hun stadig kæmper med at glemme hendes skrækkelige fortid, men det er svært for hende.
Justin derimod lever livet som et normalt menneske sammen med sine bedste venner, men da drengene pludselig vender tilbage til byen for at besøge en gammel ven, ser Justin pludselig Isabella...

(Fortsættelsen på The Feeling)
Jeg vil råde dig til at læse den først hvis du ikke har læst den :)

69Likes
58Kommentarer
36262Visninger
AA

14. "middagen"

Justins synsvinkel

Inden jeg have valgt at tag tilbage til Toronto havde jeg aldrig troet der var så svært for mig at indse hvor meget arbejde jeg skulle sætte i det her, jeg var jo ikke helt ædru da jeg havde taget min beslutning om at være her og tænkt det her igennem. Nu sad jeg i bilen 17:36 og gjorde Isabella nervøs, jeg ville virkelig skabe fred imellem os, men når jeg kiggede ind i hendes øjne var der tusinde følelser der farede frem i min krop. Jeg var virkelig nervøs for at gøre noget dumt foran hende, så jeg måtte spille en smule professionel i det med at være venlig og åben overfor hende, men sandheden var at det havde jeg aldrig været god til. Dates i biografer og på rasturanter har aldrig været mig, men nu er det er en normal aftens middag, så hvorfor blev jeg ved med at tro det var noget stort? Jeg sukkede tungt og kiggede op i deres vinduer hvor jeg pludselig så Isabella stå og kigge ned mod bilen som jeg sad i, den var jo ikke min men Eddys. Hun havde set mig, så der var ingen vej tilbage nu. Jeg åbnede bildøren trådte ud og lukkede døren igen, jeg gik nogle få skridt hen til bagagerummet som jeg åbnede. Jeg stirrede i nogle sekunder på de hvide roser jeg havde købt til hende, godt nok var jeg ikke en kærligheds ekspert, men jeg vidste at piger godt kunne lide at få blomster af en fyr, det kunne Alex ihvertfald og hun gengældte altid sin glæde ved at være sød ved mig i sengen. Nervøst greb jeg rundt om roserne og lukkede bagageklappen og låste bilen. Jeg sukkede og vendte mig mod Isabellas hjem hvor hun stod og smugkiggede bag gardinerne, jeg havde gennemskuet hende men ville undlade at sige det til hende. Det der var sket med hende idag henne i skolen havde ramt mig en smule, at se hende blive gjort til grin var ikke noget jeg fandt mig i, hun betød en del for mig og denne gang ville jeg ikke fuck det op. Jeg håbede virkelig at hun snart ville give mig en chance, så jeg kunne bevise overfor hende at alt det jeg gjorde med hende var noget jeg tog alvorligt. Jeg ville bare beskytte hende indtil de idioter var skredet ud af byen igen, men jeg havde bemærket den sorte bil der holdte et stykke væk fra hendes hjem og jeg vidste at det var en af Mikes gutter som helt sikkert gerne ville have fingrene i Isabella som kunne tjene godt for dem, jeg havde selv arbejdet for Mike, så jeg vidste hvad deres planer og missioner gik ud på, men mig kunne de ikke komme forbi. Selvom jeg ikke var en del af dem mere, så glemte jeg aldrig deres flugt metoder og kidnapninger.

Imens mine tanker kørte på højtryk om den sorte bil der holdte nøje øje med mig, stod jeg pludselig foran Isabellas hoveddør. Jeg tog mig sammen og ringede på klokken, det larmede højt men det stoppede hurtigt. Døren gik hurtigt op og pludselig stod Isabella foran mig i en smuk kjole, hun havde sat sit hår på en helt anderledes måde og hun havde make up på, det plejede hun ikke i skoletiden. Hun var virkelig smuk, så jeg smilte skævt til hende og trådte indenfor da hun gik til siden.

"Du ser fantastisk ud" sagde jeg til hende imens hun lukkede døren for mig, hun fnyste og smilte nervøst ned i gulvet men hurtig lod hun sit blik komme op på mig igen, hendes blik landede på roserne der var i min venstre hånd.

"Øhm..her eller værsgo" sagde jeg usikkert og rakte roserne imod hende. Heldigvis tog hun imod dem og sendte mig et svagt smil som tak. vi stod og fik øjenkontakt i lidt tid, men lyden af skridt kom nærmere så jeg vendte hovedet mod lyden og afbryd kontakten med Isabella.

"Er det dig Ethan, velkommen" lød det glad fra Isabellas mor der var i nogle stramme Jeans og i en sort t shirt, hun var utrolig tynd af en mor at være, men det var Isabella også så det måtte være noget familie arv.

"Jo tak" svarede jeg og lød venlig selvom jeg var vildt nervøs, navnet Ethan gjorde mig stadig vildt forvirret, jeg var mere van til at blive kaldt Jason, men Jason var død.

"Maden er først klar om en halv times tid, men Isabella kan da lige hurtig give dig en rundvisning i vores hus" forklarede hun imens hun hurtig fik øjenkontakt med Isabella inden hun igen lagede sit blik på mig og sendte et smil, Isabella så en smule nervøs ud men nikkede dog. Jeg fulgte bare med i samtalen og lod hendes mor tag styringen. Hun lignede en der var van til at have gæster nogen gange om ugen, mærkelig når Isabella var så indelukket og genert, eller var det kun overfor mig hun var sådan?

Isabellas mor forlod os og derefter tog Isabella styringen og førte os rundt i huset, vi sagde ikke særlig meget til hinanden. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle lægge ud med at sige efter mit kompliment til hende, jeg følte at stemningen imellem os var akavet og virkelig stille, jeg kunne næsten ikke holde det ud.

~

"Så Ethan, jeg høre du næsten lige Er startet på skolen" skød Isabellas mor ind for at dræbe den korte stilhed der pludselig opstod, jeg vat pænt overasket over hendes mor. Hun var sjov, åben og havde respekt for andre. I forhold til Isabella var hun anderledes, man kunne ikke rigtig mærke at hun faktisk var mor til Isabella. Jeg bed dig mærke i at Isabella virkelig forsøgte, men der var noget der stoppede hende hele tiden. Hun lignede en der manglede et eller andet ved sin side, men hvad vidste jeg ikke.

"Det er sandt, jeg er lige startet og jeg starter allerede med at være isabellas skyts engel" grinede jeg svagt og fik øjenkontakt med Isabella imens hendes mor grinede lidt over mine ord, dog dæmpede hun sig hurtigt da hun skulle have en tår af sin hvidvin som vi alle havde fået til maden. En pludselig opringning opstod midt i maden, hurtig rejste isabellas mor fra sin stol og farede hen til køkkenbordet hvor hendes telefon lå og ringede på fuld kraft. Hun arbejde også på fuldtid som læge på et stort hospitalet som lå midt inde i storbyen. Noget sagde mig det var et vigtigt opkald da hun pludselig rendte rundt og var igang med at få sin jakke og sko på, Isabella lignede dog en der var van til hvad der skulle ske og spiste blot stille videre. Og der gik det op for mig at hun manglede en som kunne være hos hende i de aftner hvor hun mest havde brug for det, jeg mente hun havde en far. Men jeg havde ikke rigtig hørt noget omkring ham, han var vist rejst ud af byen på grund arbejde. Mere havde jeg ikke rigtig opfanget om ham, men det ragede mig heller ikke noget. Alt hvad der ragede mig var Isabella, hun havde givet mig en chance til og den skulle jeg gribe uden en mindste fejl. Hun skulle vide at hun var 100% tryg hos mig selvom vi havde haft en hård fortid sammen, men det var fortid og vi blev nød til at glemme det og komme videre ellers ville det til sidst gøre hende vanvittig.

"Jeg bliver nød til at køre, jeg er virkelig ked af det men de har brug for mig omgående" lød det fra hendes mor sol havde fået samlet sin nøgler, telefon og pengepung i sin lille skuldertaske af lækkert læder. Isabella reagerede ikke rigtig men spiste blot stille videre, jeg nikkede dog og få sekunder efter var hun ude af døren og stilheden var endnu engang ovre os, denne gang var den længere end normalt og det drivende mig til vanvid. Havde tøsen slet ikke noget at sige til mig? Bare et lille tak eller nik med hovedet kunne dog gøre en står forandring, men hun forblev tavs og spiste stille med sin kniv og gaffel.

Jeg spiste selv videre og stilheden blev ved indtil Isabella endelig valgte at stoppe, hun kunne ikke spise mere og et stort suk kom fra hende.

"du skulle slet ikke have hjulpet mig" lød det pludselig fra hende så jeg stoppede helt op med at spise og bare lod blikket være på hende, jeg var overasket over hendes ord at hun ikke ville have hjælp, men jeg kunne tydelig mærke at det var det hun havde mest brug for, hendes bedste veninde havde stukket hende i ryggen, hendes mor arbejde konstant og hendes far er her ikke for hende. Der var kun mig og jeg ville gøre alt for at hjælpe hende, hun havde brug for mig og hun vidste det også godt selv, ellers havde hun aldrig givet mig den sidste chance for at få det her til at lykkes.

"Det blev jeg nød til, ellers var du død nu" svarede jeg og så en smule irriteret på hende, hendes stædighed havde ikke ændret sig det mindste, men hun vidste godt at jeg også kunne være rigtig stædig så hvis hun skulle begynde på det der, så kunne hun bare komme. Men det ville hun kun ødelægge for sig selv, det var jo som sagt hende der startede ud med at tale til mig efter vores stædige kamp om hvem der skulle lægge ud først.

"Heller være død end at sidde i dit selvskab" mumlede hun og fnyste hårdt ud inde hun valgte at rejse sig fra bordet. Jeg forstod pludselig ikke hendes hurtige humørsvingning, hun lignede præcis den der person jeg mødte på skolen og det vidste jeg at sådan var hun aldrig herhjemme hun burde være glad, men alt glæden var suget ud af hende og erstattelesen med triste miner og mørke tanker fyldte hendes følelser og hjerne hurtigt.

Hendes måde at tackle det her på gik ikke særlig godt, hun var gået ud på toilettet for at græde. Hun var helt sikkert skide bange og sur over at blive forladt endnu engang af sin mor, når hun havde mest brug for hende. Men hvad jeg ikke forstod var at hun ikke prøvede at lukke munden op og snakke med sin mor om hvordan hun havde det, hun gav ikke sig selv lov og det var det der knuste hende hver eneste aften da denne aften helt sikkert ikke var den første gang hun gik grædende i seng. Jeg havde ondt af hende, men jeg kunne ikke gøre en skid. Jeg lyttede blot på hendes hulken som jeg kendte alt for godt i forvejen, alt det her var min skyld. Men alt hvad jeg prøvede på var at beskytte hende, men hendes reaktion fik mig til at tvivle, hun havde jo klaret sig fint uden min hjælp så måske skulle jeg lade hende være og lade hende komme til sig selv efter vores dramatiske første møde, selvom jeg ikke kunne lide det, så var det den eneste mulighed jeg havde lige nu. Så jeg valgte at rejse mig fra bordet, tag min jakke og gå, jeg ville gøre hvad der var bedst for hende og lade hende få luft, jeg kunne jo altid komme og se til hende, men om hun ville se mig var det kun hende der kunne vide det..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...